Ny ferie!

Eller altså, det var naturligvis indeholdt i de tre uger der var mig tildelt i år, men det var en helt anden slags ferie. Hvor de første dage var: Venner-Shopping-Hygge-Venner, så var det planen at der nu stod familie på menuen.

Vores egen lille familiecelle, altså os seks.. Min svigerfar er nemlig sådan indrettet at han – når vi er ankommet – pure nægter at deltage i hvad som helst vi foretager os. Og da han ligeledes bliver i meget dårligt humør over den mindste ændring i hans hverdag er det ikke er løsning at blive hjemme.

Så i år tog vi glade ud på dagsrejser ganske uden dårlig samvittighed, han fik buddet hver eneste dag, og brummede “nehej” hver gang.

Et kort over vores gåtur

Denne dag tog vi ud til en lille hyggelig landsby og gik en tur mens vores bil fik tonede ruder. Sært sted, men der var en gut som skulle være helt enormt dygtig og derfor efterlod vi bilen og gik på opdagelse. Byen – som hed Montgaillard – var typisk sydfransk og pittoresk. Eller hvad man nu siger.

Da vi ydermere kom forbi et skilt mod en kiksefabrik med smagsprøver, følte vi alle seks akut sult og blev nødt til at gå den vej.

Kikse-kage-café med ekstra morgenmad

Selve deres smagsprøvning var inde i en lille butik.

Mmmmmmm “Bjerg-specialiteter”

Men der var også en café, i en gammel togvogn, og vi fik bænket os og bestilte en masse lokale lækkerier. Bagefter fyldte vi en masse poser med alle de gode sager vi netop havde smagt, og der var vist også en enkelt lille dåse der sneg sig med.

…

Men en dåse jeg ikke har i forvejen.

Efter vores anden morgenmad, eller formiddagssnack om man vil, fortsatte vi ud i omegnen mens vi ventede på at bilen skulle blive klar. Men det gjorde ikke noget, for der var simpelthen så smukt og storslået at det var det hele værd. Så det blev en ret lang tur.

Firkløveret og noget bjerg.

Turen blev yderligere forlænget af at vi hele tiden skulle stå stille for at tage et billede eller 10 af bjergene som man lige kunne ane i baggrunden. Da vi endelig kom tilbage til tonemanden, havde bilen vist været klar længe.

Eftermiddagen blev tilbragt hos First Mans bedste ven, da han har en stor og lækker pool, og termometeret var efterhånden kravlet op på de 32 grader i skyggen, så lidt vand var ikke at foragte.

Desværre kunne vi ikke sove i poolen, ellers havde jeg gjort det. Vi kunne ikke have skodderne åbne fordi vi enten ville få besøg af ufatteligt mange og meget blodtørstige dræbermyg, eller også af deres killing der lød navnet “Police”.

Andre mennesker ville nok være ligeglade, men jeg er helt afsindigt allergisk overfor katte, og er derfor lettere hysterisk i deres selskab.

Disse mennesker har også en hund som er meget stor. Som hedder “Bandit”. Vældigt ulogisk for de to dyr svarer slet ikke til deres eget navn, men til deres bofælles…

Og så er Bandit meget bange for torden, og der er torden næsten hver eneste nat i bjergene når det er så varmt.

Altså…

Bandit hører tordenskrald, kaster sig fortvivlet mod enhver dør som naturligvis ikke modstår trykket, og han kommer derved ind i huset. Og tager Police med sig… Fair nok at politiet forfølger banditter, men alligevel.

Hvorom alting er, så vågnede jeg denne nat ved at små bitte poter trampede hen over mine ben og jeg skreg så højt at First Man lettede flere meter, og blev beordret til at feje utysket killingen ud af soveværelset. Alt imens hunden – der immervæk vejer 60 kg – prøvede at kravle uset op i vores seng.

…

Det lykkedes ham ikke helt. Også han blev kylet ud. Og vi barrikaderede herefter døren forsvarligt. Og nåede trods alt at få et par timers søvn mere.

Det var ikke gået Firkløveret stor anderledes; min svigerfar er så afgjort morgenmenneske, og morgen defineres af kl. 05.00. Og så står han op. Han er ikke noget lille menneske, så han kan godt komme til at trampe lidt. Og trække i snoren. Flere gange. Og åbne hoveddøren op med et brag, og lukke køkkendøren i, med et tilsvarende brag.

Kl. 7.00 begynder han at rømme sig. Højt.

Kl. 7.10 sover ingen længere.

 

Men skidt pyt med det, så får man også en masse ud af dagene!

Til gengæld er det om at være meget stille omkring siestaen og igen efter kl 21.00 hvor svigerfar for længst er gået til køjs.

Ren ferie! Bemærk i øvrigt det meget franske tapet! 

Men er man træt, så kan man jo bare tage en slapper før aftensmaden!

 

Madbesættelse

Fortæl mig lige hvad det er som gør, at når man er på kur og æder nupo så det hænger en ud af halsen, og standhaftigt må takke nej til alt, der ser bare det mindste spændende ud, så tænker man på mad hele tiden.

En hel besættelse er det blevet til.

Jeg mener, jeg sælger pain au chocolat hver fredag ovre på skolen. Har lige organiseret et påskechokoladesalg til fordel for skolen, hvor man får tilsendt gratis smagsprøver, og mine børn benytter enhver lejlighed til at bage kage, for slet ikke at tale om vores søndagskager.

Jeg er nødt til at mase en kvart bøtte mentholatum op i næsen hver fredag, så jeg ikke kan dufte de nybagte chokoladebrød, smagsprøverne blev rundhåndet og meget halvhjertet, delt ud til firkløveret og kvarterets børn, kagebageriet roser jeg naturligvis til skyerne og går derefter ud og bider hårdt i en dyne. Søndagskagerne kan jeg nøjes med at tage billeder af og derpå skumlende gå min vej, for at skrive en sur bøvs jeg kan sende ud i blogland.

Så er der aftensmaden. Den skal laves. Firkløveret har ikke tid på grund af skolen og First Man er stadig ikke ret meget hjemme. Og hvis han er, laver han sjældent mad … Så den tjans tilfalder mig.

Det er så her, den der madbesættelse kommer ind i billedet.

Jeg tænker på mad, fra jeg vågner til jeg falder i søvn.

Jeg læser kogebøger, finder madopskrifter og laver spændende madplaner til den helt store guldmedalje.

Dette medfører, at alt imens jeg vansmægter på nupo, laver jeg de mest tidkrævende og interessante retter.

Hvor jeg til daglig, lige akkurat kan svinge mig op til lidt pasta og kødsauce, kartoffelomelet og fisk med ris og bønner, er vi nu ude i noget blomkålsgratin, gratinerede courgetter, mørbradbøf med frisk grøntsagsblanding og kartoffelkroketter.

Det er da anstrengende.

Det er nok duften der er værst. Jeg sidder der med min kakaonupo – der er nemlig ikke mere grøntsagssuppenupo tilbage – og smiler så venligt jeg kan til resten af familien, hvilket nok minder en del om det smil jeg kan præstere, såfremt jeg bliver vækket midt om natten uden grund.

Jeg kunne naturligvis lave alt det, jeg ikke selv gider spise, men det orker jeg trods alt ikke. Jeg kan jo ikke lave rosenkål med gedeost hver aften. De ville nu nok heller ikke spise det. De kan nemlig heller ikke lide rosenkål eller gedeost.

Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg kommer tættere på det jeg gerne vil veje, så spiser jeg – udover mine havregryn med æble til morgenmad – også aftensmad, hvis det er i den lettere afdeling.

Men jeg mangler også kun fem-seks kilo endnu.

Vi starter snart nedtællingen

Ja, naturligvis har Firkløveret talt ned længe. Faktisk lige siden de fik at vide, at vi havde bestemt os for at flytte tilbage til vores hus hjemme på Øen!

Min hjerne er visnet lidt i kanterne, jeg er nemlig på vej i flyttemode.

Jeg er ikke gået igang med at tælle ned endnu, det har været for tidligt, men nu er det også snart ved at være nedtællingstid for mig.

Jeg har næsten alle mine lister klar, det eneste der mangler er sådan set bare at gå i gang. Jeg starter ikke alt for tidligt, for det er ikke til at holde ud at bo i flytterod i alt for lang tid.

Derfor vil der også komme et par praktiske indlæg med gode flytteråd. De vil sikkert kede mere end én, men jeg skal nok lade være med at overdrive.

Alt hvad der kan planlægges, er planlagt.

Flyttebilen er bestilt. Vi har en aftale med boligudlejeren, for at aflevere huset dagen efter flyttemændene er kørt.

Hvilket den opmærksomme læser sikkert vil være enig med mig i, kunne gå hen og blive et problem; hvorledes lever man med fire børn, i et hus som er ganske tomt?

Ingen madrasser, ingen håndklæder, ingen tallerkner.

Ikke muligt, så altså har jeg afsat mit afkom, til deres venner, den sidste nat i Normandiet. Så kan de følges i skole næste morgen til den sidste dag, og sige ordentligt farvel. Vi selv, er også blevet indlogeret hos gode venner, som planlægger en sidste hyggeaften for os.

De der sidste hyggeaftner, er i øvrigt kommet på programmet. Folk begynder at invitere os til ”en sidste – alt muligt”.

Til en af de der ”sidste” – som faktisk viste sig at være en første, nemlig årets første barbecue, tilmed i marts måned – fik vi denne her:

Og der var behageligt langt ned til bunden. Og det er ikke fordi flaskerne med rosé og cidre er små – det er derimod vin og øl som er magnumflasker!

En stor del af indholdet kan gemmes, og skal nydes når vi sidder i vores eget hus – med gulvvarme – og skal tænke tilbage på de to år vi boede i sommerhus!

Bortset lige fra pølserne. De kan absolut ikke holde sig så længe. De få som nu er tilovers, altså.

Søndagskagen

Søndagens kage … er ren oprydning.

De sørgelige rester af dansk kransekage, som vi trods alt ikke orker slæbe med hjem igen.

Men hende Karen Volf – hun kan altså noget!

Så vi nyder danske industrikransekager ude i vores 23 grader, hvor vi ligger i solen og får lidt farve på de vinterblege kinder.

God søndag!

Søndagskage rock n’roll

Ja – det findes skam også!

Den slags kager er der bare så meget gang i! Man skal dog passe lidt på, da man godt kan ende med jitterbug på spisebordet..

Det er nemlig en Tutti Frutti. Og den smager helt igennem himmelsk! Men da den feder afsindigt, nøjedes jeg bare med at kigge på den for denne gang.

I må godt lige rose min viljestyrke!!

Saucisse de Morteau

Der findes i Frankrig en meget gammel pølse. Eller det vil sige – det er naturligvis opskriften som er gammel. Flere hundrede år! Selve pølsen – selvom den godt kan holde sig i længere tid, er da for det meste ny og frisk.

Der er meget mad i sådan en pølse, så vi deler!

Det er en røget og tørret pølse og den smager derfor anderledes end de fleste pølser.

Den skal koges i saltet vand i ca. 45 minutter, sådan lidt hamburgerryg-agtig vel. Og så spises den med kartofler og sennep.

Men den skal vi ikke have idag – vi skal have pandekager! Efter Lenes ønske!

Så First Man er igang med de tre pandekagepander:

God søndag aften!

Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Divaens gæstebud

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

Fondant au chocolat

I kan takke Prinsesse Lyserød for at der kom en slags søndagskage idag! Endda en hjemmelavet én. Med opskrift! Kan det overhovedet blive bedre?

For at kreere Prinsessens lækre dessert, Fondant au chocolat, skal der bruges:

4 æg

65 gr mel

135 gr sukker

200 gr smør

200 gr mørk chokolade (min.70 % kakao)

Bland æg, sukker og mel. Smelt smør og chokolade sammen. Bland det hele sammen i en røremaskine.

Puttes i solide muffinsforme. Papirforme kan ikke helt holde sammen på dejen De bages i 8 minutter ved 210 gr. i en forvarmet ovn. Ikke mere end 8 minutter – for så er kagerne ikke flydende indvendig, hvilket er idéen med det hele!

De skal spises lune!

I får lige billedet igen – det tager I nok ikke skade af!

Jeg fik opskriften af min søde veninde Armelle, for mange år siden da vi begge boede i Versailles – og jeg ved ærligt talt ikke hvor den kommer fra, men det forhindrer mig ikke i at dele med jer – de smager fantastisk!

God søndag!

Middag til seks

ADVARSEL – dette er REN PRAL!!

I Frankrig er der en del madprogrammer. Sådan nogle kokkekonkurrencer, eller lav mad hos hinanden, og “menu over en ingrediens” – og Prinsesse Lyserød er fast inventar i sofaen foran skærmen, når de bliver sendt.

Hun har troligt fulgt dem, så snart hun havde mulighed for det.

Og i går spurgte hun om hun måtte lave aftensmad til hele familien.  Jeg sagde naturligvis ja – og hun fik lavet en indkøbsliste.

Vi tog ned til slagteren og hun fik forklaret ham hvilket kød hun havde brug for. Vel hjemme igen, gik hun igang. Fik det hele gjort klar med en planlægning som var en konge værdig!

Jeg holdt mig væk, tilbød selvfølgelig min assistence såfremt hun havde brug for hjælp. Men det blev slet ikke nødvendigt. Der blev stillet 2-3 spørgsmål undervejs men det var det hele! Så jeg lavede ikke noget som helst!

Jeg kunne derimod, sammen med de andre, sætte mig tilbords og indtage følgende fabelagtige menu:

Agurker fyldt med flødeost rørt op med reven agurk og hvidløg, stenbiderrogn og rejer. Bemærk de små klatter på tallerkenen!

Kogte kartofler, rød peber, soyamarineret rumsteak, sauce på kalvefond og mandeldrys. Kødet var til min forbavselse slet ikke saltet – hun havde kun brugt soyamarinade og peber! Og det smagte vildt godt.

Og til dessert var der pistacheis, pistachedrys, jordbær og en fondant au chocolat som var intet mindre end perfekt! Hvis I er søde kommer der nok en opskrift på de der fondants aux chocolat i løbet af dagen!

Det er bare en enkel middag, men hun er altså kun 12 år – okay snart 13 – og hun fik overhovedet ingen hjælp.

Alt var portionsanrettet og vi skulle ikke vente ret længe mellem hver ret. Og altså – det smagte skønt!

Ej men altså, jeg er helt vildt stolt af hende!

Fancy hapser

Ja, der er heller ikke test idag.

Jeg kom nemlig forbi nogle små pølsehapser som så ualmindeligt lækre ud – og jeg måtte straks hjem og prøve om det kunne lade sig gøre at efterligne dem.

Det kunne det.

Og mine blev meget bare bedre – HA!

Man tager – i dette tilfælde ikke man, men mig – noget færdigt butterdej.

Jeg har forresten aldrig prøvet at lave butterdej selv. Når jeg en sjælden gang imellem laver en slags tebirkes til morgenmad, tager det en krig at få rullet smørret ind i dejen, så det gider jeg ikke at stå og fedte med – det færdiglavede smager også fint!

Hvis nu du er typen der gider det – så værsgo!

Så skærer man nogle stykker ud af butterdejen som passer til størrelsen på en pølse.  Og pakker pølserne ind i butterdejen. Anden gang trykkede jeg siderne sammen med en gaffel.

Jeg fraråder tilføjelse af sennep eller ketchup, det bliver alt for snasket.

Så blev de penslet med æg og drysset med en blanding af timian, piment d’espelette (som jeg ikke ved hvad hedder på dansk) og hvidløgspulver.

Derpå blev de skåret i stykker på 1 cm, og bagt i ovnen til de var gyldne.

De smagte vildt godt og forsvandt som dug for solen!

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Det der chokolade, ikk?

Den der intention om at komme af med al chokoladen inden udgangen af januar.. Det lykkedes nogenlunde. Faktisk over al forventning!

De store pakker er væk. Jeg åd alle de stykker jeg selv kunne lide – delte med Firkløveret og smed resten ud.

Den mellemste pakke, fik jeg fejt givet væk, da vi en aften skulle ud og spise. Det var ufint – jeg ved det godt – men jeg ville jo aldrig nå at komme igennem al den chokolade alene.

De små pakker hældte jeg ned i First Mans chokoladeskuffe. Så kunne han slås med dem.

Og det var så det, end of story tænkte jeg glad.

Jeg ved godt at der ligger en pakke miniskildpadder fra Toms ude i Danmarkskassen.. Men jeg har ikke haft abstinenser før – så den overlever nok et par måneder endnu.

Og hvad sker der så?

Jo – jeg er forbløffende nok stadig præsident. Ovre på skolen I ved nok.

Og for at tjene nogle penge så findes der et utal af skoleforeningsfirmaer, som har et hav af ting man kan købe og sælge med fortjeneste. Før jul havde vi gang i nogle småkager og noget økologisk marmelade – fordi alle jo havde travlt med deres julechokolader – så vi ville være lidt anderledes.

Nu til påske, vil vi så sælge chokolade.. Meget fint.

Katalogerne som skal deles ud, kom i går. Kassereren Laurence og jeg åbnede kasserne og skulle lige kigge om der var noget interessant.

..

Det var der..

I form af en meget stor æske chokolade.

Vi burde have vidst det. Idet der i kasserne før jul, lå nogle meget lækre småkagesmagsprøver og marmelade-do.. Som vi nød godt af. Uden at dele med andre end os selv.

Nu stod vi der med en kæmpe æske chokolade.

Okay, vi kunne jo godt have foræret den til nogen. En anden en end os, i hvert fald.

Men det faldt os sjovt nok, slet ikke engang ind at andre kunne spise de der chokolader – som i øvrigt var ret lækre. Det måtte vi jo lige teste, før vi besluttede os for hvad vi skulle gøre med æsken.

Ej, der var altså en med kanel i.. Den smagte fuldstændigt himmelsk.

Og så var det jo for sent.. Det er virkeligt enormt uhøfligt, at forære en æske chokolade væk, som både er åben og som mangler et par stykker hist og her.

Så for ikke at lave århundredets faux pas, skyndte vi os at dele rovet og tage dem med hjem hver især!

Med det resultat, at jeg har haft afsindigt travlt med at æde chokolade, så jeg kan nå at blive færdig inden onsdag!

Søndagstest #1

Vi skulle teste noget – fra starten var det jo alle de fantastiske franske kagekreationer som jeg ville have firkløveret til at smage, så de i det mindste vidste hvad man snakkede om når talen faldt på éclair au chocolat eller charlotte au fraises.

Men efter 18 måneder og mange mange forskellige kager har vi fundet vores yndlings og det sjoveste var egentlig at gå til ned til byen for at udvælge søndagens kage.

Så fra nu af og til vi rejser hjem igen bliver det mere generelt og hovedtemaet er Franske fristelser!

Det første vi skulle prøve var en foie gras.

Jeg må skynde mig at indskyde at det ikke er politisk korrekt og hvad har vi –  det må I lige finde jer i – komme tilbage i morgen eller boycotte mig permanent.

Vi skulle altså have foie gras.

Det var – set i bakspejlet – ikke ret smart, når de nu siden de blev født har fået den ægte vare fra Sydvestfrankrig. De faldt i gryden, ligesom Obelix. Det er en af fordelene ved at være halvt fransk.

Desværre har vi ikke flere på lager – det har jo lige været jul. Så vi vovede pelsen og købte denne her – First Man er jo ikke hjemme og kan derfor ikke falde besvimet om:

Det var trods alt en hel foie, ikke én med armagnac eller trøfler og andet grumt som æltes ind i leverresterne for at kamouflere den ikke så fine smag.

Forskellen mellem en “bloc de foie gras” og “”Foie gras entier” er cirka som mellem tre-stjernet salami og spegepølsen fra Slagteren i Vig. Intet andet end formen tilfælles.

Prinsessen rensede fedtet af den, og skar den i skiver. Allerede der, kunne det ses at der ikke var nok peber i. Men vi var trods alt positivt indstillede.

Foie gras’en blev serveret på knastørre tvebakkekiks. Og vi havde fundet disse tre lækkerier frem fra gemmerne:

Confit de Figues, Confit de vin blanc moelleux, Confit d’oignons.

(Syltet figen, syltet sød hvidvin, syltede løg)

Og.. ja det var altså lige før tilbehøret smagte bedre…

Det var da en udmærket foie gras – bevares. Det smagte bare ikke, som vi er vant til. Fedtet var slet ikke så gult og der manglede salt og peber.

Rent bortset fra at den ægte vare ikke har brug for tilbehør overhovedet! Vi havde ikke fornemmelsen af at have spist foie gras.

Prinsessens endelige dom faldt således: Il n’a pas le goût. (Den har ikke smagen)

Men hvis alternativet er bloc de foie gras.. så går den bestemt an!