Taknemmelighed

…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

…

I mere end otte måneder.

…

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

…

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

…

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

…

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

…

Den lader jeg lige stå.

…

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

Til te i Kurdistan

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

…

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

…

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

…

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

Integration i gulvhøjde.

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?

Der er ingen ateister på vej ned.

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

…

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Gensyn

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

Blop blop

Ja, jeg koger lige lidt mere suppe på vores ferie.

Livet udenfor er vældigt krævende og indebærer både dødsfald, dårlig stressrelateret mave for både den ene og de andre og dertil gale streger, med konsekvenser som jeg ikke lige helt kan overskue.

Men så er det jo dejligt at have været på ferie, så man i stedet kan smøre den lidt ud over internettet i mangel af morsomme tildragelser.

Lutter fordele.

Altså, en af fordelene – der er mange, men en af dem – ved at ens fars bedste ven er både brandmajor og dykkerinstruktør, er at man kan lære lidt om at dykke i et svømmebassin og have udsigt til at dykke i havet.

Blop

Jeg fik engang selv mit dykkercertifikat, og dette på bunden af en svømmehal. Jeg holdt krampagtigt fast i instruktørens hånd og svor at jeg aldrig nogensinde igen ville have en meter vand over mit hovede. Jeg svømmer adstadigt som en bedre hval, med begge næsebor godt oppe over vandgrænsen.

Altid.

Vandhunde – meget ulig deres mor…

Men mine  børn er jo rene vandhunde som boltrer sig under og i vand med en selvfølgelighed jeg misunder dem.

Der bliver gloet efter fisk!

Så da vi sejlede ud fra Hendaye og ned mod Spaniens kyster var de helt klar til at hoppe i.

Jeg kom også i…

Og svømmede endda rundt om båden.

Men så syntes jeg at jeg kunne fornemme et eller andet – uden tvivl en hvidhaj – strejfe min ankel og så kom der turbo på hvalen og jeg endte ret hurtigt i sikkerhed oppe på båden igen.

Mit rette element…

Og der blev jeg!

Fjerkræ på flere måder

Søndag stod vi op og gik på markedet efter indtagelse af vores obligatoriske chocolatine (Sydfransk ord for pain au chocolat) dyppet i kakao.

…

Burde faktisk ikke spekulere så meget på hvorfor jeg mon har taget så meget på i ferien.

Nå, tilbage til markedet.

Hvilken fryd.

De franske dagligvaremarkeder er noget jeg savner helt enormt. Udvalget, kvaliteten af varer, som ikke behøver være økologiske, de nyder bare godt af mere sol og mere varme for dermed smage af mere.

Jeg fandt en spydstegt kylling – faktisk to – og nogle råstegte kartofler, som vi skulle smovse i. Rigtig fransk markedsmiddagsmad. Både salaten og brødet kunne jeg jo også få på markedet, så hele frokosten blev fragtet hjem i kurve.

Efter frokost tog vi op i bjergene til Donjon des Aigles, for at se på rovfugle i et decideret flyveshow. Imponerende og fantastisk.

Nu er der vist ikke nogen som er i tvivl om at jeg intet ved om fugle. Jeg ved de fleste har fjer på og at nogle er grønne og laver sjove lyde. Men sådan at kunne skille dem ud fra hinanden er jeg ikke i stand til. Men selv for sådan en fjerkræignorant som jeg fik en masse ud af hele forestillingen.

Selvudlærte instruktører præsenterede hver deres fugl, og fortalte om alle de forskellige fugle.

På fransk.

Fugl lander på sin træners hånd, lokket af råt kød!

Jeg blev faktisk ikke klar over om en præsentation også fandtes på engelsk, men jeg tvivler stærkt. Fransk engelskundervisning er dårlig i Nordfrankrig, den er direkte mangelfuld i Sydfrankrig.

Men for fransktalende personer var, og er, det en super oplevelse. Hvis man altså kan lide dyr. Det er heller ikke vanvittigt dyrt, så selv vores familie på 6 kunne komme ind uden at skulle frygte at gå fra hus og hjem når ferien var til ende.

Først var der som sagt flyveshow, hvor fuglene fløj frit, og bagefter fløj de tilbage på deres pind, hvor de fik en snor på så de ikke fløj væk, og så sov de bare. Faktisk lever fugle i den slags fangenskab op til tre gange så længe fordi de ikke udsættes for permanent stress.

Altså den stress der er forbundet med at lede efter mad, overleve og sove med et halvt øje.

Jeg er dog ikke helt sikker på at jeg ville leve tre gange længere hvis jeg skulle lave mit show, få noget mad og så sidde lænket til en pind resten af tiden, så det gælder jo nok kun fugle.

Flotte er de!!

Vi brugte mange timer deroppe og fik også snakket med nogle af instruktørerne, Divaen især var meget optaget af hvordan de var blevet ansat, når de ikke havde nogen særlig uddannelse.

Vi kørte videre rundt i bjergene for at se om vi kunne finde et sted at gå tur, men det var begrænset hvor vi kunne komme frem i det område, da der havde været meget store ødelæggelser efter oversvømmelser i juni måned, og der var stadig meget at rydde op.

Vi tog derfor hjem til Bedstevennen og hans kone igen, og blev mødt af et lækkert opdækket bord – nogen havde fået ondt af kokkepigen – så resten af aftenen gik med snak og hygge.

Lækre små butterdejstingester – opskrift følger – efter “ferien”!

Og mad!

Ad libitum

Efter en rolig nat – uden klorin – og en opvågnen senere end til almindelig arbejdstid, stod Laurence og jeg op og sad længe over morgenmaden på terrassen.

Og derpå shopping. Ad libitum.

Ren balsam for sjælen. I butikker hvor jeg blev genkendt og der blev høfligt sagt “Åh goddag Frue, velkommen tilbage, nyder De ferien” Og nej jeg er ikke over 80, men i Frankrig “desser” man jo hinanden.

Så altså, optikeren genkendte mig, damen fra Bijoux d’Elise ligeså, bagerdamen og kassedamen i Eurodif. Ret imponerende faktisk. Og man bliver da helt glad!

Elise havde desuden den skønneste halskæde som var skabt til mig, intet mindre!

En halskæde med mit navn på!

Det blev også til nye solbriller, 4 meter voksdug, og underbukser uden søm. Blandt så meget andet fuldstændigt helt og aldeles uundværligt!

Desværre var “min” tøjbutik lukket lige den tirsdag, men det gjorde faktisk ikke noget for så blev vi da bare nødt til at blive en dag mere!!

Frokosten blev indtaget hos Virginie og Vincent, hvor Prinsessen opholdt sig sammen med Justine. Vi startede med min intravenøse bedøvelse ad libitum, for selvom shopping var godt for min ømme finger, manglede jeg alligevel lige lidt, for at have det optimalt.

Til at dulme min dårlige finger! Det grønne i glasset ved siden af, er en “Papegøje”, en drink med pernod! Smager helt hyggeligt!

Og bagefter var der is.

Ad libitum.

Ligesom hver gang vi spiser der – det er nemlig Vincents hofnummer – og man må sige han gør noget ud af det!

De er også mums kan jeg godt betro jer!

Den absolutte IS-mand! Aldrig overgået!

Bagefter skulle vi hjem til Laurence og – mest – Eric, fordi Eric havde en aftale med Gårdmand Bjørn.

Eftersom bamsen gik glip af noget af morskaben dagen før på grund af sit maveonde, ville Eric muntre ham lidt op.

Og VROUUMMMM!!!

Og jeg skal lige love for at min yngste søn blev glad! En tur i sådan en dims som ligeså godt kunne have hele den spanske rideskole og lidt til, gemt under kølerhjelmen, opvejede en hel uges morskab!

Andre medlemmer af familien fik også en tur, og First Man fik endda lov til at køre selv! Ikke et øje tørt.

Den brummer så helt pænt meget skulle jeg lige hilse og sige.

Fionas fine olivenmuffins. Opskrift følger når ferieberetningen er til ende!

Så skulle vi afsted igen. Denne gang til søde Fiona, som havde lavet alle mine livretter. Ad libitum både på vaskeægte engelsk/indisk curry måden, men også på dessert måden.

Og mens børnene spillede, snakkede vi.

Okay vi spiste jo også lidt indimellem, og snakkede lidt mere.

De fem piger var gode til at inddrage den enlige hane, så han ikke følte sig kvalt i tøsefnidder!

Og så kørte vi hjem til Laurence og Eric igen hvilket nok var meget godt, for jeg har ikke plads til flere billeder.

Som en god film

Jeg sov tungt og godt da Gårdmand Bjørn vækkede mig til almindelig og meget langt fra ferie-stå-op-tid.

Han havde ondt i maven. Ud over det hele. Så jeg fik fundet klorin og klude frem fra Laurences skab og bad inderligt til at det ikke var en virus, så vi ikke smittede hele husstanden med noget Roskilde. Det skete dog ikke, men det vidste jeg ikke da jeg stod på hovedet i WC kummen der klokken meget tidligt.

Gårdmanden blev sat under en lun bruser, vasket ren og lagt til tørre i et gigantisk håndklæde på en liggestol udenfor på terrassen, mens Laurence og jeg fik morgenmad, ligeledes med udsigt over byens tage.

Vi satte First Man til at passe syge smådrenge – i ental – og tog, uden den mindste dårlige samvittighed, ud for at se om der var ting vi ikke kunne leve uden!

Der skulle ikke så meget til, jeg fik samlet indtil flere fyldepenne og visk-ud-bare blækpatroner. Sjove bøjelige “kan-ikke-knække” linealer og fancy mapper til skolestart langt væk i Danmark. Men vi fik også købt skånekost til min yngste søns skrøbelige mave, så han hurtigt kunne komme på højkant igen, og dog få noget i sig.

Frokosten, var endnu et af de der øjeblikke hvor man ville ønske at tiden kunne stå stille.

…

Nostalgien over at vi skulle hjem igen lige om lidt, blandede sig med glæden over at det år der er gået ikke kunne mærkes og at alt var som før.

Med flagrende dug og lavendler..

Lidt som i en god film.

Med en flagrende dug, udsigt over lavendelmarker, og intens glæde. Altså i filmen. Vi havde ingen flagrende dug og ingen lavendel. Men glæden var der i hvert fald, samt en duft af klorin!

Maden var fuldstændig uovertruffen. Og faktisk har jeg fundet på at jeg vil slutte ferieberetningen af med alle de skønne opskrifter jeg fik tiltusket mig på turen, for der er godt nok guld iblandt! Men der går jo nok lige et par dage endnu.

Nå, eftermiddagen gik med yderligere afspritning af alt og alle, samt at hente børn et sted og aflevere dem et andet sted, stoppe og sludre med fortidens bekendte.

Og så lavede vi mad til den store guldmedalje, uden dog helt at vide om det ville smage godt, da det blev til i stærke klorindampe for at undgå enhver form for smitterisiko. For om aftenen kom Gårdmand Bjørns gamle klasselærere!! (mangler der ikke lige et “r”?) på besøg hos Laurence og Eric, sammen med en del andre.

Jo, de kom begge to. Både Frédéric fra 3.kl og Christine fra 4. kl. for de skulle for det første hilse på deres lille Dansk-Franske Bamse og for det andet ville de også gerne hilse på den forhenværende Præsident – mig – igen! Bamsens mave opførte sig pænere og ingen andre havde det skidt, udover mig og min finger.

Den intravenøse Ricard. Og meget andet flydende. Og så une baguette, naturellement!

Vi havde en rigtig dejlig aften, fik snakket lockout og undervisningsreformer mens vi mindedes vores danske julefrokost hvor de både fik snaps og lakrids. Udover frikadeller, rødkål, ris a l’amande og pebernødder selvfølgelig.

Det lyder alt sammen meget dejligt, men for det tilfælde at man skulle have glemt det, vil jeg bare lige påpege at min finger stadig gjorde ondt!!

Søndag, blodig søndag!

Vi blev vækket til duften af pandekager denne første dag på ferien.

Eric var gået igang med panderne. Vores unger kom dryssende for at sige godmorgen, vi kom i tøjet og kunne så sætte os til et ualmindeligt lækkert morgenbord!

Der manglede intet!!

Temperaturen var allerede da en del højere end vi lige havde regnet med og jeg konstaterede glad at jeg altså bare blev nødt til at få indkøbt nogle nye sommerkjoler, da en (lille) del af min garderobe aldeles ikke var tilpasset de 32 grader i skyggen som vi var på vej mod.

Vi skulle spise traditionel søndagsfrokost sammen, hos andre venner, og begav os derfor ud for at købe en buket blomster der kunne holde i varmen, samt fylde brændstof på bilen og endte i en tankstationskø. Jeg kom der i tanke om at jeg da gerne ville have sat håret op i en knold da varmen bare blev mere og mere intens, og min nakke var efterhånden ret klistret under håret.

Jeg stikker så hånden ned i toilettasken, som meget belejligt står mellem sæderne, jeg roder rundt i dybet efter en blød velourelastik, men uden at følge særligt meget med og pludselig mærker jeg et koldt og klart snit. Av.

Jeg haler min pegefinger op og kan observere en mindre fontæne. Et studie i rødt, kan vi kalde det. Jeg når at svinge hånden ud af det åbne vindue og hænger derefter og tapdrypper ned på asfalten.

Da bilen er fyldt op – og jeg halvvejs tømt – får Firstman fremskaffet en intermistisk bandage og jeg sidder og stitter lidt sært med fingeren oppe i luften. På kortere tid end det tog at køre til Pretreville havde jeg gennemblødt min fine forbinding, og jeg føler mig nu en anelse svag. Folk vil måske erindre at jeg ikke er fantastisk god til den røde væske mennesker indeholder og jeg var glad for at sidde ned.

I Pretreville får jeg renset fingeren, og endelig taget skaden i øjesyn. Det var ikke bare en rift, en hel skive af min pegefinger sad nu mellem barberbladene på min Gillette Venus på den tre-delte måde og jeg fik bundet det meste af underarmen ind.

Apéro Rosé 51

Jeg skyndte mig at nedsvælge en flydende bedøvelse i form af en gedigen Ricard Rosé 51 og forlangte at få min mad skåret ud!

Madet, blev jeg dog ikke.

Efter maden tog vi en tur ud til en hellig kilde, i håb om at min finger ville gro hurtigt sammen med lidt hjælp fra oven.

Eventyrstemning

Vi kørte langt ud i skoven og kom til den lille kilde.

Værsgod at skylle!

Der var et lille hegn som folk og fæ kunne hænge deres vaskeklude op på, såfremt de var sluppet af med eksemer og alskens snask.

Klude til ophængning. Som tak? Eller bevisbyrd?

Det siges at der også er nogen der drikker af den, men det var ikke os. Vi følte os ikke indvortes snaskede…

Der lå en lille bitte kirke ved siden af kilden, med en meget gammel kirkegård udenom. Stilheden i skoven og varmen efterlod os alle i en rolig og eftertænksom summende stemning.

…

Okay det summende var nok insekter.

Graver søges til vedligehold.

Vi sagde så farvel til Eric og Adé og begav os derpå hjem til Laurence og Eric.

En anden Eric, altså.

Her fulgte nogle børn – vores – med i puslespillet, idet Laurence og Eric har indtil flere børn – deres – som vores børn holder meget af.

Prinsessen blev derfor afhentet hos Justine, fordi hun ville være sammen med Bastien hos Laurence og Eric, Divaen blev afleveret hos Jasmine da Laura ikke var hjemme. Zorronaldo derimod, havde taget permanent bolig hos Victor, og mit samvær med ham den dag begrænsede sig så til de 14 minutter ved morgenmaden.

Aftenafslapning

Vi kunne så – efter dette logistiske cirkus – bare smide os i diverse drømmesenge og lade os varte op.

Aftenen forløb med grin og snak og generel opdatering, mere lækker mad, og alle de savnede specialiteter og Laurence og jeg endte i hver vores liggestol ved midnatstid, mens vi filosoferede over dette og hint.

Jeg glemte helt at jamre over min finger i det gode selskab, men det var ingenlunde fordi det ikke gjorde ondt mere, men kun fordi jeg altså var meget tapper.

Sommerferiestart

Jeg vil, for nu at trække en ordentlig tilbagekomst i langdrag, gøre en del ud af ferieberetninger. Billederne har nogle af jer muligvis set før, da en del af dem har været en tur på Kongmors Instagram profil!

Jeg var så forudseende at jeg på min første feriedag i Intermarché (et fransk supermarked) kastede et kladdehæfte ned i kurven, og så skrev jeg en slags faktuel dagbog i punktform, dag for dag.

Feriekageorgie

Med det resultat at jeg i dag er i stand til at fortælle at jeg havde sidste dag fredag d. 5.juli og at jeg, efter ovenstående og kvalmende overdådige feriekagebord drog hjem for at hjælpe resten af familien med at pakke bil, tagboks og trailer, samt at vi stod op kl. 04.00 lørdag d. 6 juli for at sætte os ud i bilen – okay alle under 19 væltede ud i bilen for at snorke videre – og køre mod syd. Dog først efter nogen – netop som bilen var på vej ud af indkørslen – skreg op om at hun havde glemt sin tandbørste.

Snorksovende børn og glade forældre.

Jeg ved godt det virker som en rød klud for nogen, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor familier ofte ikke kan finde ud af at være sammen i deres ferier. Bevares, mine møgunger kan bestemt godt skændes og være ulidelige, ligeså kan min mand være en pestilens. Jeg er naturligvis den eneste der ikke er noget galt med, hvis jeg vrisser, er det udelukkende de andres skyld!

Tysk stau..

Nå, men vi hyggede os faktisk. Det meste af turen. Jeg blev en anelse utidig over det evindelige tyske stau. Jeg fatter ikke hvorfor der altid er klumper i trafikken i det land. Og det får mig hver gang til at råbe meget højt.

Men efterhånden som kilometerne forsvandt under dækkene, nærmede vi os denne smukke port til Normandet. Og så var der pludselig ikke så langt længere.

Pont de Normandie

Vi ankom til Lisieux 21.30 og fik hurtigt leveret diverse børn på diverse destinationer, og endte selv hos Eric og Adé som havde et fantastisk måltid klar til os. Samt noget jeg nok vil fortryde når de sidste dråber er drukket, nemlig en ny variant af Ricard, en rosé variant som smagte himmelsk og som ikke forlod min gane ret mange aftner i træk.

Hygge a la fransk

Selvom vi var trætte, kom vi først i seng ved 02 tiden, for der var jo så meget vi lige skulle opdateres på.

Og snakke om, og grine af.

Men det var bare så godt at være tilbage og vi kan sove når vi bliver gamle!

Det var ellers en fin dag…

– 0g så ringede vækkeuret.

…

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

…

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

…

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

Søvnig lørdag

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!

Kongelige Minimoyser

Grunden til at mine børn kom i seng på den forkerte side af midnat lørdag aften, eller rettere søndag morgen, var at finde i et spændende besøg, så spændende at det måske var blevet klassificeret som værende en “snar” af folk som ikke vil tro på at jeg er blevet til en Minimoyser .

Det var et besøg hos meget gode venner. Sådan nogle af den slags, man er meget ked af at skulle sige på gensyn til.

Disse venner har nogle flotte biler. Som vi skulle ud og køre i. Til alles udelte fornøjelse!

Andre har også været ude og køre i dem, mestendels fordi de ejede bilerne engang for mange år siden. Sådan nogle frygteligt kendte nogle som Walt Disney, Bourville og vist en enkelt diktator. Men det er jo ikke bilernes skyld!

Nogle af dem, bilerne altså, har endda været statister i forskellige film. Blandt andet Arthur & Minimoyserne #3.

Her vil jeg stærkt opfordre til at man omgående forlader sin lune plads bag skærmen, finder filmen frem, subsidiært låner den på biblioteket, og ser den. Foran rådhuset i byen – som er falsk idet den var bygget op til lejligheden i Bessons baghave – stod den bil vi var ude og køre i, lørdag aften.

Hvilket nok ikke gør mig officielt til en Minimoyser, men næsten.

Bilen var en Cadillac fra 1954 … Og er I lige klar over, hvor godt man sidder i sådan en? Bagsædet er en ren sofa. Sikkerhedsseler forefindes naturligvis ikke, sådan noget nymodens pjat.

Men faktisk var jeg meget imponeret over de elektriske vinduer. Og forsædet som ligeledes var elektrisk.

Ret imponerende at den slags fandtes allerede i 1954, når jeg tænker på at jeg har tilbragt i hvert fald halvdelen af mit liv, som passager i biler hvor man kun under opydelse af heftige armbevægelser kunne åbne vinduet på bagsædet.

Efter denne filosoferen udi biludstyr, og en del kilometer senere, kunne vi slappe af i, hvad Divaen kalder ”The Room” i herligt selskab, med god mad og musik fra dengang da bilerne var helt nye.

“The Room”, er en kopi af en amerikansk Diner, med originale og morsomme ting fra dengang, og man føler sig virkelig hensat til en helt anden verden.

Og det er ganske vist og slet ingen “snar”.

Vi starter snart nedtællingen

Ja, naturligvis har Firkløveret talt ned længe. Faktisk lige siden de fik at vide, at vi havde bestemt os for at flytte tilbage til vores hus hjemme på Øen!

Min hjerne er visnet lidt i kanterne, jeg er nemlig på vej i flyttemode.

Jeg er ikke gået igang med at tælle ned endnu, det har været for tidligt, men nu er det også snart ved at være nedtællingstid for mig.

Jeg har næsten alle mine lister klar, det eneste der mangler er sådan set bare at gå i gang. Jeg starter ikke alt for tidligt, for det er ikke til at holde ud at bo i flytterod i alt for lang tid.

Derfor vil der også komme et par praktiske indlæg med gode flytteråd. De vil sikkert kede mere end én, men jeg skal nok lade være med at overdrive.

Alt hvad der kan planlægges, er planlagt.

Flyttebilen er bestilt. Vi har en aftale med boligudlejeren, for at aflevere huset dagen efter flyttemændene er kørt.

Hvilket den opmærksomme læser sikkert vil være enig med mig i, kunne gå hen og blive et problem; hvorledes lever man med fire børn, i et hus som er ganske tomt?

Ingen madrasser, ingen håndklæder, ingen tallerkner.

Ikke muligt, så altså har jeg afsat mit afkom, til deres venner, den sidste nat i Normandiet. Så kan de følges i skole næste morgen til den sidste dag, og sige ordentligt farvel. Vi selv, er også blevet indlogeret hos gode venner, som planlægger en sidste hyggeaften for os.

De der sidste hyggeaftner, er i øvrigt kommet på programmet. Folk begynder at invitere os til ”en sidste – alt muligt”.

Til en af de der ”sidste” – som faktisk viste sig at være en første, nemlig årets første barbecue, tilmed i marts måned – fik vi denne her:

Og der var behageligt langt ned til bunden. Og det er ikke fordi flaskerne med rosé og cidre er små – det er derimod vin og øl som er magnumflasker!

En stor del af indholdet kan gemmes, og skal nydes når vi sidder i vores eget hus – med gulvvarme – og skal tænke tilbage på de to år vi boede i sommerhus!

Bortset lige fra pølserne. De kan absolut ikke holde sig så længe. De få som nu er tilovers, altså.