Tag Archives: Venner

Taknemmelighed

26 nov

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

I mere end otte måneder.

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

Den lader jeg lige stå.

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

Til te i Kurdistan

22 okt

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

Integration i gulvhøjde.

10 okt

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?

Der er ingen ateister på vej ned.

24 sep

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Gensyn

28 aug

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

Blop blop

21 aug

Ja, jeg koger lige lidt mere suppe på vores ferie.

Livet udenfor er vældigt krævende og indebærer både dødsfald, dårlig stressrelateret mave for både den ene og de andre og dertil gale streger, med konsekvenser som jeg ikke lige helt kan overskue.

Men så er det jo dejligt at have været på ferie, så man i stedet kan smøre den lidt ud over internettet i mangel af morsomme tildragelser.

Lutter fordele.

Altså, en af fordelene – der er mange, men en af dem – ved at ens fars bedste ven er både brandmajor og dykkerinstruktør, er at man kan lære lidt om at dykke i et svømmebassin og have udsigt til at dykke i havet.

Blop

Jeg fik engang selv mit dykkercertifikat, og dette på bunden af en svømmehal. Jeg holdt krampagtigt fast i instruktørens hånd og svor at jeg aldrig nogensinde igen ville have en meter vand over mit hovede. Jeg svømmer adstadigt som en bedre hval, med begge næsebor godt oppe over vandgrænsen.

Altid.

Vandhunde – meget ulig deres mor…

Men mine  børn er jo rene vandhunde som boltrer sig under og i vand med en selvfølgelighed jeg misunder dem.

Der bliver gloet efter fisk!

Så da vi sejlede ud fra Hendaye og ned mod Spaniens kyster var de helt klar til at hoppe i.

Jeg kom også i…

Og svømmede endda rundt om båden.

Men så syntes jeg at jeg kunne fornemme et eller andet – uden tvivl en hvidhaj – strejfe min ankel og så kom der turbo på hvalen og jeg endte ret hurtigt i sikkerhed oppe på båden igen.

Mit rette element…

Og der blev jeg!

Fjerkræ på flere måder

15 aug

Søndag stod vi op og gik på markedet efter indtagelse af vores obligatoriske chocolatine (Sydfransk ord for pain au chocolat) dyppet i kakao.

Burde faktisk ikke spekulere så meget på hvorfor jeg mon har taget så meget på i ferien.

Nå, tilbage til markedet.

Hvilken fryd.

De franske dagligvaremarkeder er noget jeg savner helt enormt. Udvalget, kvaliteten af varer, som ikke behøver være økologiske, de nyder bare godt af mere sol og mere varme for dermed smage af mere.

Jeg fandt en spydstegt kylling – faktisk to – og nogle råstegte kartofler, som vi skulle smovse i. Rigtig fransk markedsmiddagsmad. Både salaten og brødet kunne jeg jo også få på markedet, så hele frokosten blev fragtet hjem i kurve.

Efter frokost tog vi op i bjergene til Donjon des Aigles, for at se på rovfugle i et decideret flyveshow. Imponerende og fantastisk.

Nu er der vist ikke nogen som er i tvivl om at jeg intet ved om fugle. Jeg ved de fleste har fjer på og at nogle er grønne og laver sjove lyde. Men sådan at kunne skille dem ud fra hinanden er jeg ikke i stand til. Men selv for sådan en fjerkræignorant som jeg fik en masse ud af hele forestillingen.

Selvudlærte instruktører præsenterede hver deres fugl, og fortalte om alle de forskellige fugle.

På fransk.

Fugl lander på sin træners hånd, lokket af råt kød!

Jeg blev faktisk ikke klar over om en præsentation også fandtes på engelsk, men jeg tvivler stærkt. Fransk engelskundervisning er dårlig i Nordfrankrig, den er direkte mangelfuld i Sydfrankrig.

Men for fransktalende personer var, og er, det en super oplevelse. Hvis man altså kan lide dyr. Det er heller ikke vanvittigt dyrt, så selv vores familie på 6 kunne komme ind uden at skulle frygte at gå fra hus og hjem når ferien var til ende.

Først var der som sagt flyveshow, hvor fuglene fløj frit, og bagefter fløj de tilbage på deres pind, hvor de fik en snor på så de ikke fløj væk, og så sov de bare. Faktisk lever fugle i den slags fangenskab op til tre gange så længe fordi de ikke udsættes for permanent stress.

Altså den stress der er forbundet med at lede efter mad, overleve og sove med et halvt øje.

Jeg er dog ikke helt sikker på at jeg ville leve tre gange længere hvis jeg skulle lave mit show, få noget mad og så sidde lænket til en pind resten af tiden, så det gælder jo nok kun fugle.

Flotte er de!!

Vi brugte mange timer deroppe og fik også snakket med nogle af instruktørerne, Divaen især var meget optaget af hvordan de var blevet ansat, når de ikke havde nogen særlig uddannelse.

Vi kørte videre rundt i bjergene for at se om vi kunne finde et sted at gå tur, men det var begrænset hvor vi kunne komme frem i det område, da der havde været meget store ødelæggelser efter oversvømmelser i juni måned, og der var stadig meget at rydde op.

Vi tog derfor hjem til Bedstevennen og hans kone igen, og blev mødt af et lækkert opdækket bord – nogen havde fået ondt af kokkepigen – så resten af aftenen gik med snak og hygge.

Lækre små butterdejstingester – opskrift følger – efter “ferien”!

Og mad!

%d bloggers like this: