Kortslutning på øverste etage.

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

…

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Velkommen til lazarettet.

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

…

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Suk

Jeg påpegede forsigtigt forleden, at Prinsessen måske havde lige vel rigeligt make up på sit ellers så smukke ansigt.

Hun svarede: “Er det noget som du kun kan se eller er det også noget som normale mennesker kan se?”

…

Gad vide om man skal tage det som en kompliment?

Led os ikke ind i fristelse..

Jeg er sådan lidt på kur. Eller ikke kur, jeg passer bare lidt på hvad jeg putter i munden.

Jeg har ikke tid til at lave en omgang GO med mine veninder, så jeg må selv styre kalorieindtaget. Hvilket også er okay. Jeg har nemlig så travlt på arbejdet at jeg ikke har tid til at spise ret meget.

Værre er det når jeg så kommer hjem.

Så er jeg lækker sulten, og tager en rugbrødsmad. Til aftensmad spiser jeg små portioner og klarer det nogenlunde.

…

Men så sker det at man i huset mener at der skal laves kage. For at fejre at det er eftermiddag og at skole og arbejde er slut for denne gang samt den fest det er at mor og far endelig kommer hjem til Møllen igen.

…

Og så sidder man der. Med et barn der stolt fremviser dagens kagekreation.

…

Og de forventer jo at man smager. Og nyder. Og æder sig en pukkel til.

Altså, sætter jeg tænderne i en cupcake. Med lyserødt snask på.

Lige inden har jeg sagt at jeg bare skal have én og at det ikke er noget jeg vil gøre hver dag, fordi jeg faktisk gerne vil af med den uklædelige fold over min bukselinning inden jeg skal mases ned i årets sommerkjoler.

Led os ikke ind i fristelse

Aldrig så snart har jeg fyldt munden med cupcake – hvor hovedbestanddelen åbanbart er marchmallows, før min søde Prinsesse siger: “Der er smør i glasuren. Smør flødeost og flormelis.”

Jeg stoppede midt i mundfulden og var lige ved at spytte det hele ud igen.

Hun grinede bare.

Forvorpne unge.

Jeg lagde kagen fra mig på fadet og sank, med besvær, den i øvrigt meget lækre mundfuld kage.

…

Divaen og Gårdmand Bjørn spurgte i munden på hinanden: “Må jeg så få den?”

De delte resten, og jeg gik for mig selv med en kop te.

Og tænkte meget intenst på en sommerkjole.

Tandregulering..

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

…

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

…

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

…

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

…

Nu må vi se om jeg tør.

Jeg – en stalker..

Her kommer endnu en indrømmelse.

…

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

Orme og den slags mad

Kvindernes dag. Jeg er ikke så meget til det der med kamp, så jeg nøjes med at kalde det for kvindernes dag.

En dag i vinterferien havde jeg en hyggedag med Prinsesse Lyserød som er ved at blive til en kvinde. Hun er nu vokset mig over hovedet, sundhedsplejersken sagde hun var højere end gennemsnittet og tyndere end gennemsnittet. Hun er dog stadig meget Prinsesse, og meget lyserød.

Vi var i byen efter hendes anvisninger, jeg blev slæbt ind i moderne butikker med blege anorektiske kassedamer og fik udpeget alt det Prinsessen gerne ville supplere sin garerobe med for derved at få et fuldendt socialt liv.

Dernæst var vi ude for at spise på en rigtig restaurant – og ikke en caféagtig ting – så hun kunne få en ordentlig hakkebøf med bløde løg. Mens vi sad der over hakkedrengen, blev jeg indviet i mange hemmeligheder i hendes liv.

Faktisk ret informativt.

Blandt andet fandt jeg ud af at min datter har ædt en regnorm.

…

Min sarte, lyserøde gourmetelskende Prinsesse med stort P havde fortæret en vaskeægte regnorm. Ganske vist kun en halv, fordi veninden åd den anden halve.

…

Helt ærligt hvordan skal man reagere på den slags oplysninger?

Jeg sad bare og stirrede på hende, vaklende mellem stolthed og afsky.

Jeg ville naturligvis – på mormåden – vide hvorfor hun havde accepteret at æde en halv regnorm. Og så lige hvornår det var. Der var ligesom lidt formildende omstændigheder omkring hele sagen, hvis nu hun kun havde været 7 år gammel, subsidiært med i en remake af Zappa eller sådan noget.

 

Men nej, hun var ingenlunde en lille uskyldig pusling lokket af de slemme kammerater, hun var såmænd 13 år og havde helt selv indvilliget i at nedsvælge ormen. Det var nemlig, lød det lakoniske svar, fordi de – Prinsessen og veninden som jeg i øvrigt har lovet ikke at nævne ved navn da hendes mor læser med her – havde fået stillet to store poser chips i udsigt.

De fik deres poser chips.

Jeg fik detaljer jeg faktisk sagtens kunne have været foruden. For eksempel en regnorms generelle konsistens og smag.

Tilsyneladende havde hun ikke taget skade, og hverken haft eksplosive opkastninger, mavekneb eller byldepest siden indtagelsen.

…

Måske er hun en anelse mere hysterisk end i sommers, men det kan også være fordi hun netop er blevet 14 og i den grad er offer for sin alders hormonelle ombygning.

…

Men adddr siger jeg bare. En regnorm… Jeg fik opkastningsfornemmelser bare ved tanken.

TÆNK at være så modig?

Så jeg vil fejre kvindernes dag med at hylde min lyserøde Prinsesse, der har ædt en regnorm.

Hurra for hende!

Set med andre øjne

Jeg kører lige lidt fotospam over temaet: Kong Mor set med andre øjne!

Divaens bud på Kong Mor.

Og Prinsesse Lyserøds. Bemærk venligst al den mad hun har valgt!

Divaen om familien.. Når vi er værst. Tankevækkende..

Ses vi til kage?

Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Middag til seks

ADVARSEL – dette er REN PRAL!!

I Frankrig er der en del madprogrammer. Sådan nogle kokkekonkurrencer, eller lav mad hos hinanden, og “menu over en ingrediens” – og Prinsesse Lyserød er fast inventar i sofaen foran skærmen, når de bliver sendt.

Hun har troligt fulgt dem, så snart hun havde mulighed for det.

Og i går spurgte hun om hun måtte lave aftensmad til hele familien.  Jeg sagde naturligvis ja – og hun fik lavet en indkøbsliste.

Vi tog ned til slagteren og hun fik forklaret ham hvilket kød hun havde brug for. Vel hjemme igen, gik hun igang. Fik det hele gjort klar med en planlægning som var en konge værdig!

Jeg holdt mig væk, tilbød selvfølgelig min assistence såfremt hun havde brug for hjælp. Men det blev slet ikke nødvendigt. Der blev stillet 2-3 spørgsmål undervejs men det var det hele! Så jeg lavede ikke noget som helst!

Jeg kunne derimod, sammen med de andre, sætte mig tilbords og indtage følgende fabelagtige menu:

Agurker fyldt med flødeost rørt op med reven agurk og hvidløg, stenbiderrogn og rejer. Bemærk de små klatter på tallerkenen!

Kogte kartofler, rød peber, soyamarineret rumsteak, sauce på kalvefond og mandeldrys. Kødet var til min forbavselse slet ikke saltet – hun havde kun brugt soyamarinade og peber! Og det smagte vildt godt.

Og til dessert var der pistacheis, pistachedrys, jordbær og en fondant au chocolat som var intet mindre end perfekt! Hvis I er søde kommer der nok en opskrift på de der fondants aux chocolat i løbet af dagen!

Det er bare en enkel middag, men hun er altså kun 12 år – okay snart 13 – og hun fik overhovedet ingen hjælp.

Alt var portionsanrettet og vi skulle ikke vente ret længe mellem hver ret. Og altså – det smagte skønt!

Ej men altså, jeg er helt vildt stolt af hende!

Den ondeste hotdog

I går kiggede jeg herover – skønne billeder som altid – og kunne læse om hvordan de to damer havde været i byen. Og på RizRaz. Og jeg blev mentalt sparket tilbage til en vinterferie for et par år eller tre tilbage, til den eneste gang jeg var på RizRaz.

Divaen og Zorronaldo var taget på skiferie i Norge, ganske uden os. First Man føjtede jorden rundt, som han jo er så god til, så der sad vi tilbage på øen, med udsigt til at kede os en anelse i en hel vinterferie.

Derfor fandt jeg en billigt hotel inde midt i Storstaden og så skulle vi ellers på storbyferie et par dage, Gårdmand Bjørn, Prinsesse Lyserød og Kongen herself. Mig altså..

Vi tog toget derover og det var vældig sjovt.

Vi blev installeret i et stort værelse og så startede vi med en strøgtur.

Og en hotdog..

Se, nu skulle jeg have fulgt min første indskydelse – for den pølsemand som står ca. midt på Strøget ved siden af et lyskryds..

– Han så ikke ud som om han havde vasket fingre den sidste uges tid. Ej heller så det ud som om han havde fået skiftet skjorten i samme tidsrum, idet jeg syntes at kunne udpege en hel del forskellige madrester.

Jeg slugte mine fordomme og forbarmede mig over mine to – og de fik hver en fransk hotdog.

Og kunne jeg, dagen efter have fået Mr. Klamme PølseBørge til at æde alle de dårlige pølser der lå og udviklede onde bakterier på hans lunkne pande, havde jeg gjort det.

..

For der gik ikke ret længe før de begge begyndte at føle sig dårlige. Først troede jeg det var vejret – hundekoldt. Men selv med ekstra sweatre på hjalp det ikke.

Vi endte på RizRaz og de skulle ikke have noget.. Jeg spiste med stor fryd lækker mad, jeg ikke selv havde lavet, men Gårdmanden og Prinsessen kunne ikke engang spise fire pommes frites.

Så var jeg jo godt klar over at noget var galt og vi formelig kravlede hjem til hotellet igen. Altså – de gjorde.

De skulle have et varmt bad før de fik nattøj på – og ja – jeg vil spare jer for detaljerne, men det endte med at jeg ringede til receptionen for at høre om de ikke lige havde en spand eller to jeg måtte låne til natten..

For deres gulvtæppers skyld..

Der kom nogle tomme 5-liters jordbærmarmeladebøtter.. Men midt i alle ulykkerne kunne vi så grine lidt af det.

Næste morgen sad vi ved morgenbuffeten, hvilket nok var det Prinsessen havde glædet sig allermest til, og de kunne ikke få en bid ned af alle de lækre sager. Ikke så meget som et sølle stykke brød.

Nøj, som hun jamrede over denne uretfærdighed. Hun jamrede faktisk så højt at nogen, som åbenbart bestemte noget, der i etablissementet, kom hen og gav mig sit kort, med besked om at jeg kunne komme tilbage en anden gang og få samme billige pris, for det var alt for synd at deres tur var blevet ødelagt.

Det kalder jeg service!

Under megen ynk og stille jamren kom vi trods alt helskindede hjem til vores ø, uden yderligere gener, med behov for spande og den slags. Havde også været lidt for morsomt i et IC4.

De blev dog hurtigt friske igen og vi tilbragte resten af ferien med at bage kage –

og  bygge sneborge.

Vi kom tilbage til samme gode hotel året efter og jeg skal love for at Prinsessen tog revanche ved buffeten – som hun havde drømt om i et helt år!

Men de skulle derimod ikke have en fransk hotdog, da vi gik forbi pølsevognen.

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.

Kapitel 4 – Juleaften

Angela og Nico sagde ja til at komme med ud og hjælpe nisserne med at pakke gaver, gøre rensdyr klar og den slags, fordi nisserne havde virkelig brug for deres hjælp. De var alt for sent på den.

Da Angela og Nico gik ud sammen med nisserne, kunne de høre lyden af gavepapir der knitrede. Det var gaverne der blev lagt op i julemandens sæk.

Nico, Angela og nisserne gik ind et kæmpe stort hus med en masse lys i, der var en masse lugte der kom ind deres næser, nemlig: varm kakao, pebernødder og andesteg og en masse andet.

Men så blev der kaldt efter hjælp forskellige steder fordi de havde brug for en hånd så de fik ikke tid til at smage på noget. Nico og Angela hjalp til, de fik pakket gaver ind, lagt dem op i den store sæk, og en masse ting, lige til de skulle have rensdyrene ud på stien foran den store kane.

Så gik alle nisserne ud og begyndte at klappe og grine og var rigtig glade.

Lidt efter blev der helt stille og alle kikkede hen mod en stor lysende dør, som blev åbnet og lige der stod Julemanden, med et stort smil og sagde ” Ho ho hooo”

Angela troede hun skulle besvime, hun stod bare og kikkede lige på ham. Julemanden.. Så han fandtes altså.

Han havde et stort smil på læberne og gik hen mod sin kane, men i stedet for at gå op på kanen, gik han lige ned mod Angela. Han havde et halsbånd til rensdyr – en krans med gyldne stjerner på.

Han sagde til Angela: ”Kan du se de her stjerner?”

Angela smilede og  nikkede og sagde: ”ja, men jeg troede bare ikke at du fandtes”

Julemanden sagde: ”Det passer ikke  at du ikke troede på mig. Du tror nemlig på mig, hvis du kan se de her stjerner. Det vil det sige at du tror på håb, mod, kærlighed og på at jul er Jesus’ fødselsdag.”

Angela nikkede og begyndte at grine og gav et stort knus til julemanden.

Efter det, kunne hun kun huske at Nico holdt hende i hånden og at hun vågnede næste morgen.

Da lå de i deres senge, som om at alt det de havde oplevet, bare var en drøm.

Det var bare ikke en drøm, fordi der lå to pakker for foden af deres seng, og der stod ”fra mor” udenpå.

Nico og Angela sprang op og hen til gaverne, flåede papiret op og i den ene pakke var der den største stjerne, som de nogensinde havde set.

Den skinnede helt gyldent og var vidunderlig smuk. Den fløj op på væggen og hang helt selv.

I den anden pakke var der to små babydragter. Nico og Angela vidste at dem havde de haft på lige da de blev født.

En gave fra fortiden og en gave til fremtiden.

De faldt på knæ og græd lidt, så tørrede de deres tårer af og gik hånd i hånd ind i stuen, hvor der var en masse andre gaver under juletræet.

Ved siden af gaverne stod Minna og smilede til dem. Minna gik glad hen til dem og gav dem et knus og ønskede dem en rigtig god jul.

Senere gik Angela op på loftet med en skål risengrød til nisserne og så at der lå en pakke. Det var en pakke til hende. Hun gik hen og åbnede den og der var den krans med stjernerne, som julemanden havde vist hende. Den krans som beviste at hun troede på håb, kærlighed og Jesus’ fødselsdag.

Hun smilte og gik hen til vinduet, åbnede det og skreg højt ” GLÆDELIG JUL” ud i den kolde nat og hun syntes næsten hun kunne høre nogen le..

Som gæsteblogger på min mors blog ønsker jeg jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak fordi I ville læse min historie, vi ses måske til næste jul!

Kærlig hilsen

Prinsesse Lyserød