Tag Archives: Te

Til te i Kurdistan

22 okt

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

Reklamer

Lige min kop te

26 mar

Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg er ikke så god til at svømme samme vej som alle andre.

Hvorved pastasalat først gjorde sin entré i vores madplan længe efter det var gået af mode i Danmark. Ligeledes så jeg først Titanic flere år efter alle andre havde set og genset filmen op til flere gange i biografen.

Jeg er også meget træt af Herstal lamper, køleskabe i børstet stål og råhvide vægge.

Derfor må det undre mere end én, at jeg nu har fået en passion for Kusmi te. Jeg er, og har altid været, inkarneret tedrikker; jeg kan overhovedet ikke vågne uden en kop te og jeg mener ikke elevator te. Jeg mener løs te i stoffilter og kogende vand.

Jeg har drukket den samme blanding i mange år og kræsent takket nej til alt andet.

Men jeg har overgivet mig.

Var nemlig blevet tilstrækkeligt nysgerrig og jeg havde dertil fået at vide af Anne, at Kusmi er langt billigere i Frankrig – i og med det er fransk – og for at smage, uden at græde over prisen på en te, jeg måske ikke engang brød mig særligt om, måtte jeg gøre det inden vi vendte hjem.

Altså investerede jeg i en rulle med små prøver på grønne teer og en lidt større bøtte med sort te.

Den sorte te hedder Anastasia og smager på samme tid velkendt og mystisk anderledes. Ikke desto mindre er det en te jeg har drukket næsten dagligt siden!

Iblandt de grønne teer, var der nogle som jeg hastigt pakkede væk og de vil bliver foræret til mindre kræsne tedrikkere, der drikker den slags.

Men Label Imperial smagte fuldstændigt fantastisk. Jeg er på kur lige for tiden, spiser mindre og ikke så fedt ej heller så sødt, og om eftermiddagen kan det være lidt svært ikke at hoppe på hovedet i slikkassen. Denne te hjælper mig, den har en naturlig sødme som har forhindret alle ulykker!

Så snart den lille dåse blev tom, gik jeg på jagt efter flere slags så jeg kunne smage så mange som muligt mens de stadig er til at betale!

IMG_0809

Det er endnu ikke bestemt hvilke lækkerier, der skal pakkes ned sammen med flyttelæsset, men indtil flere af disse teer er helt sikkert med på listen!

Lys og varme

14 jan

Morgen.

IMG_5639

Rugbrød.. Te..

IMG_0504

Posten kom..

19 nov

Og så var det lige lidt fødselsdag igen – for der var pakker med fra min bedste ven med te og lakrids – så kan man smile i flere timer!!

Jeg savner SÅ meget at sidde og drikke te og snakke med ham om alt muligt. Det når man ikke, når man kun er på lynvisit i Danmark. Men jeg må desværre  drikke teen selv, indtil vi kommer tilbage til øen igen.

Har smagt den ene – den med earl grey og alt det andet i – den var rigtig god!

Og så kom der et flot fødselsdagskort fra Marie – tusind mange tak Marie!

IMG_0094

Så er det altså en masse værd at blogge!

Helt stille

6 sep

Stilhed. Ikke en lyd. Ikke en eneste lyd, er her.

Jo, hov – der var noget der knirkede, åh det var bare Blondinen som vendte sig i sin kurv. Den hund giver mig hjertestop.

Jeg anede ikke her overhovedet kunne være så stille.. Eller det vil sige – jeg kan ikke huske at der har været så stille, for det har der jo. Dengang før sommerferien. Det er lige ved at være helt trist – sådan lidt antiklimaks.

Hvad skal jeg så lave? Nu hvor jeg ikke bliver afbrudt hele tiden?

Det er lidt ligesom at komme på arbejde hvor man kan gå på wc, uden der er nogen som hamrer på døren eller råber igennem hele huset, for at få at vide hvor man er. Lidt traumatisk oplevelse. Det efterlader én i en tilstand af svedende panik, fordi man godt kan gå hen og tro at der er sket noget ude på den anden side af døren.

Med blod og økser og

Men hey – så er der jo basis for at skrive det allerbedst blogindlæg nogensinde!

..

Det må altså blive i morgen. Eller en anden dag.

Skal jo lige vænne mig til den der stilhed. Det er faktisk næsten uhyggeligt.

Jeg skal vist også lige have kigget på den der betonplan igen.. For den har været en anelse på stand by, indtil jeg fik alle godt af sted i skole! Sikke effektiv jeg kan blive..

Jeg kunne også lave nogle scones, fordi søde Fiona faktisk havde en tema gave med hjem til mig, fra sin ferie i Sidmouth.

Posen indeholdt en lille dåse engelsk te og en lille bøtte marmelade og allerbedst en stor dunk clotted cream.

Cream tea tema simpelthen!!

Så jeg skal have cream tea.. når jeg altså får lavet de der scones.

Cream tea.. mmmm.

IMG_3650

Har jeg mere bagepulver?

Næse for te

22 aug

Nu vi er ved sære ting, man ikke vidste man kunne leve uden, er denne dims – der sidder på min kop – et godt eksempel på en anden must-have.

IMG_5298

Jeg ved godt vi er langt ude over mit nyfundne pålægsspeciale, men jeg ville bare ikke snyde jer for at stifte bekendtskab med denne indretning.

Da jeg fik den, tog det mig en rum tid, overhovedet at gætte hvad den skulle bruges til.

Jeg kan godt se at det er vanvittigt smart, at have sådan en teposeopfanger, hvis ikke man orker at rejse sig op, efter man har fået hældt vand i koppen og ikke har en underkop eller kagetallerken i umiddelbar nærhed.

Hvis altså man er til elevator te. Det er jeg som regel ikke. Men det hænder da at jeg tager en kop. Og så er den virkelig yderst praktisk.

Blot skal man være en anelse forsigtig, for ikke at få te i næsen..

Jo, fordi da jeg ville – grådig som jeg er – på en meget lidt ladylike måde, slubre de sidste af tedråberne i mig, fik dimsen overbalance og rutsjede ned ad kopkanten og sendte indholdet, samt våd – og kold tepose – direkte ned i mit højre næsebor. Eller op – det kommer nok an på hvem der ser det..

Det var begrænset morsomt. Men kun for mig.

Jeg hørte nemlig kvalt latter forskellige steder fra – men efter jeg havde fået tørret te af halsen, og spruttet det overskydne ud af min næse, samlet den våde – og kolde – tepose op igen, og derpå kiggede rundt, var det, sjovt nok ikke muligt at få øjenkontakt med nogen som så særlig brødebetynget ud, hvorfor synderen forblev ustraffet.

Men altså, konklusionen på denne uundværlige dims, må være at man alligevel skal rejse sig for at gå ud med tepose iført dims, for at undgå at få te i næsen.

Man kan naturligvis lade være med at være så grådig, det er klart, subsidiært bruge et sugerør eller måske endda afmontere dimsen før man drikker – men så kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i at den kan sidde fast på koppen – men disse tiltag ville nok give et andet testresultat.

Så måske skulle jeg bare holde mig til mojitoer. Det ved man ligesom hvad er.

Most wanted autografjæger

8 jun

Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.

Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at  sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.

Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!

Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.

Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.

Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!

Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.

Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!

Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!

Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.

At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.

Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.

Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.

Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..

Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.

Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.

Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.

På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.

Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!

Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.

Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.

Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!

IMG_4503

Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!

%d bloggers like this: