Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.
Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.
Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!
Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.
Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.
Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!
Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.
Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!
Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!
Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.
At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.
Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.
Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.
Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..
Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.
Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.
Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.
På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.
Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!
Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.
Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.
Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!
Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!
Tags: Autograf, Gaver, Pletter, Te
Kong Mor - med vilje 