Tag Archives: Stress

Igang igen.

2 mar

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

img_8781_zpseqsaafrt

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

Reklamer

At ville… og at kunne.

24 feb

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Luk mig lige ind igen.

21 feb

Tak!

Jeg står herude – uden for mig selv – og vil faktisk godt ind igen. Det måtte faktisk godt snart ske. At nogen ville åbne. Så jeg kunne komme ind i varmen og blive helt mig selv.

Tak. Blev der sagt.

Men det er måske ikke nok?

Jeg gør alt hvad jeg bliver rådet til. Det eneste jeg ikke har gjort så enormt meget af endnu, er de der gåture. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk. Hvilket måske er en fejl.Hvad ved jeg. Jeg kom dog ud at gå med Annette. I solskinnet. Det var en fantastisk tur. Som jeg godt kan huske.

Men alt det andet, gør jeg. Grundigt. Og meget. Måske en anelse utålmodigt. For jeg vil så gerne ind i mit liv igen.

Når jeg er lige ved at blive kvalt og overmandet af rastløshed, både mentalt og fysisk, og jeg suser forvildet rundt om mig selv – og andre – så er det fantastisk rart at have en Gårdmand Bjørn, der siger: “Tror du ikke lige du skal lægge et puslespil?”. God dreng!

Og så kan jeg sidde der i halve og hele timer og pille rundt i 1000 brikker af variabel farve og form, og langsomt aftager den overophedede tilstand i mig.

Godt nok. At det virker.

Men jeg tvivler stærkt på at min chef vil sætte pris på at have et puslespil stående i et mødelokale. Jeg gik også i gang med mit allerstørste på 3000 brikker, men da jeg havde fået lagt hele kanten, sorteret alle farverne og fnidret med at sætte dem sammen, uden større succes, faktisk uden succes overhovedet, gav jeg op. Det stressede mig mere end det gavnede, jeg sad bare og blev irriteret over ikke at komme nogle vegne og så kunne det være det samme.

Det blev lagt langt væk, og nu har jeg i stedet fremdraget tre mindre puslespil på 500 brikker – det må jeg da kunne klare.

Så er der det der mindfulness, som min læge i øvrigt siger er det samme som puslespil, bare hvor andre siger hvor du skal lægge brikkerne.

Jeg havde fundet en gratis app, ved navn “Calm” som har flere “træk-vejret-og-slap-så-for-pokker-af-NU” meditationer. Jeg lytter skam til dem. De er vældigt behagelige at lytte til. Det kan endda også godt være at de virker. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har endnu til gode at høre efter hele tiden, på hele den daglige guidede meditationsrundfart. Mine tanker flyver hid og did. Jeg har dog hørt – fra den guidende dame – at det er okay, så længe jeg er i stand til at indfange de flyvske tanker igen.

Desværre kan man, efter den bløde – gratis – intro, ikke komme videre uden at skulle betale. På abonnementsmåden. Så den blev slettet igen.

Nu er jeg derfor uden mindfulness og uden store puslespil.

Så er der te – meget te – og word feud tilbage. Jeg kan stadig ikke læse, det vil ikke hænge fast og jeg er rastløs ad pommern til.

Efterhånden er her ved at være en anelse trivielt her, lukket ude fra mig selv og mit liv, så nu må der godt snart ske noget, så jeg kan komme ind igen.

 

29 gaver – 29 dage

19 jan

Jeg, som elsker at læse, har kun læst en eneste – endda let læst – bog, på to uger.

Ikke ret meget. Og faktisk ret bedrøveligt. Men mit hoved har været helt væk, ikke engang nyheder på nettet har jeg kunnet drive det til, så jeg er helt ude af føling med virkeligheden.

Men bogen var god. Og inspirerende. Det var en amerikansk en, af slagsen, så hvis man kan skrabe lidt af den del væk og komme ind til kernen af selve bogens ide, og læse den uden sine danske briller på, er den god.

Den er desværre ikke oversat til dansk – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og jeg fik originaludgaven – som er på engelsk – i fødselsdagsgave fra min dejlige Diva.

Humlen i den er at hovedpersonen – som skriver bogen om sig selv – har fået sklerose og det tager hun faktisk ikke ret godt. For nu at sige det mildt.

Hun får så til opgave af en afrikansk bekendt, at hun skal give 29 gaver væk på 29 dage. Uden at forvente noget til gengæld, udenat det skal være nogle bestemte slags gaver, eller modtagere for den sags skyld. Hvis det en dag glipper, så er det bedst at starte forfra, for at få den bedste energi ud af hele oplevelsen.

Kort fortalt.

Der sker en masse gode ting i løbet af de 29 dage og 29 gaver hun giver – en masse positivt kommer ind i hendes liv – hun får et mere optimistisk livssyn, hun lærer en masse om sig selv. Og andre.

En bog der gav god mening for mig. Jeg havde hørt om den, og var egentlig kun nysgerrig, men faktisk er der jo nok en mening med at jeg læste den lige nu.

Hvordan man skal huske at være positiv, og give væk for at gøre andre glade. Og sig selv – for det er rart at give. Og at faktisk sker der noget ved den der positive energi som gør godt, både for en selv og for resten af verden. Sådan i en mindre målestok.

En amerikansk bog som sagt, men vældigt inspirerende!

Inspirerende og tænksom bog!

Kan anbefales! Varmt.

Især når man er blevet væk og leder efter sig selv.

 

Blog som terapi.

18 jan

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Jeg bruger mine ting

17 jan

Endnu engang kan jeg så udbasunere mine særheder i fuld offentlighed. Og I kan bare konstatere at jeg ikke er rigtig klog. Det har jeg vist heller aldrig påstået, så det gør nok ikke så meget.

Jeg holder altså af ting, så ikke noget minimalisme her..

Jeg mener ikke at jeg holder af alle ting i flæng, eller at jeg går shopamok over ting jeg bare absolut må eje, slet ikke. Men derimod ting jeg har fået af folk, jeg holder af. Jeg bruger de ting til at lave god energi for mig selv. Jeg nyder at omgive mig med ting som andre har udvalgt specielt til mig.

Uanset om det nu er en ting personen selv har fået, men ikke gider have og så giver til mig. Det som tæller, er den positive følelse som jeg forbinder med tingen. Det kan være hvad som helst.

Faktisk er en meget stor del af de ting jeg har, og omgiver mig med, forbundet med glade tanker om en eller anden person i mit liv. Det giver mig for eksempel meget mere at drikke te af en kop som jeg har fået af en jeg holder af. Jeg bruger de følelser mine ting giver mig. Alt efter hvad jeg har brug for, på et givent tidspunkt, så omgiver jeg mig med ting som giver mig den eller den følelse.

Og i de sidste par dage har jeg brugt mine ting til at få det bedre.

Når jeg så sidder her:

og prøver på at slappe af og finde mig selv igen, så hjælper det enormt at være omgivet af ting der gør mig glad, fordi jeg har fået dem af skønne mennesker, der har tænkt på mig.

Det giver mening for mig.

 

Bagning prøvede jeg også.

16 jan

Ikke at det er noget nyt.

Jeg bager som bekendt tit, og det hjalp heller ikke rigtigt til at blive mig selv igen.

Eller lidt, gjorde det faktisk.

Det var rart at gøre noget helt grundlæggende for mine børn. For familien. At give dem noget rart at spise. Det fik mig også lidt på andre tanker, og skulle jeg tabe tråden, var skaden ikke så stor.

Det var trods alt kun lidt mel, æg og den slags, som ikke ville tage varig skade af at blive sat i fryseren i stedet for i ovnen, hvis jeg skulle glemme hvad jeg var i gang med.

Alternative stop spild af mad muffins

Der lå 4, meget kedelige bananer i en skål, så jeg bestemte mig for at lave bananmuffins.

Men fordi jeg også er midt i et “det-er-januar-og-vi-har-ingen-penge-og-vi-skal-bruge-det-vi-har-før-vi-køber-nyt” projekt, så havde jeg ikke alle de ingredienser der skulle bruges til mine normale muffins, og jeg måtte derfor improvisere lidt.

Det blev de dog ikke dårligere af og jeg skrev det for en gangs skyld ned, så I også kan prøve hvis I ligger inde med 4 meget mørke bananer der kun er på tålt ophold før de må søge asyl i skraldespanden.

Stines alternative bananmuffins.

100 gr smør
200 gr sukker
2 sammenpiskede æg
3-4 mosede modne bananer
100 gr mel
100 gr mandel mel
10 gr bagepulver (eller 1 pose levure chimique alsa)
1/2 tsk salt
1 tsk vanilje
150 gr forskellige chokoladestykker

Smør & sukker piskes. Æg tilsættes. Bland bananerne i. Og så mel, bagepulver, salt, vanilje og chokolade. Fyldes i muffinsforme og bages ca. 25 min ved 190 C

Redningsvest

De forsvandt før jeg kunne nå at sige… redningsvest.

 

 

%d bloggers like this: