Tag Archives: Undren

Tortur forlænget.

8 Sep

De torturlignende tilstande der herskede på matriklen for lidt mere end en uges tid siden, er blevet aflyst. Eller forlænget om man vil. Det er som man lige ser på det.

Jeg har nemlig fået datoen for mit møde med kirurgen.

Den 18 marts.

Godt nok i 2015, men alligevel. Det vil så være to år – på dato – siden jeg fik min fibersprængning.

Det startede med at jeg slet ikke hørte noget. Så jeg ringede til bookingenheden for at høre om de mon havde mistet mig. Det havde de ingenlunde, og bookingdamen kunne da sagtens lige meddele mig den tid, jeg netop var blevet tildelt.

Da mine høje – og taknemmelige – glædesråb ganske udeblev, og jeg i stedet langsomt gentog datoen, blev damen en anelse strammere i betrækket: “Ja, han har jo ligesom ikke tid før.”

Fik ubændig lyst til at citere mine børn, med den formidable sætning: “No shit, Sherlock” men jeg lod være af to årsager. Dels var det jo strengt taget ikke den stramme bookingdames skyld, at manden er vildt dygtig til at skære i andre menneskers lemmer, dels kunne man jo ikke vide om der var fare for, at hun ville ændre årstallet fra 2015 til 16. Eller 2023.

Ikke desto mindre gik gassen en anelse af ballonen og den lånte bog blev forfremmet til mit natbord, idet jeg tvivler på at Marlene vil sætte pris på at undvære sin bog til engang i April 2015 – eller 2023 – altså alt efter hvor sur damen nåede at blive, før jeg fik sagt at det jo naturligvis ikke var hendes skyld.

Det tog mig heller ikke mere end et par klik på Google, for at konstatere at denne travle mand, tilsyneladende har travlt med alt muligt andet end at passe sit arbejde på Det Store Sygehus. For eksempel er han også optaget af at arbejde på sin egen klinik. Og med at reparere diverse sportsstjerner, både her og der.

Da jeg lakonisk meddelte dette til mine kolleger, blev jeg straks opfordret til at kontakte den private sundhedsforsikring vi er begavet med på vores fælles arbejdsplads. For de var sikkert ligeglade med hvor denne superslagter ville svinge skalpellen over mig, og kunne jeg få en tid i den private om 3 uger, skulle jeg da gøre det.

At få det overstået – og forkortet torturperioden – lød absolut forjættende.

Men…

Det er mig så uendeligt meget imod at gå bagom køen – bare fordi jeg kan – og måske tvinge andre ud i endnu længere ventetider. Vi har et sundhedssystem som er for alle. Hvor alle får – burde få – samme gode behandling. Men så kan man, fordi man er så heldig at have et godt job, få endnu flere goder, og dermed springe pøblens normale ventetider over.

Når jeg overvejer det alligevel, er det jo udelukkende af egoistiske årsager:
1. Jeg orker ikke at skulle humpe rundt i 6 lange måneder. Jeg ville gerne igang med at kunne gå normalt – for slet ikke at sige løbe – igen.
2. Risiko for MRSA bilder jeg mig ind er langt mindre på et privathospital end på Det Store UniversitetsSygehus.

Min skade er ikke livstruende, den generer mig da, men jeg kan sagtens overleve i seks måneder mere.

Og jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil gøre brug af min fine overhalings-jeg-er-mere-værd-end-andre-mennesker-forsikring.

Er det ikke at underminere vores sundhedssystem?

Er det ikke en næsten helt kommunistisk tendens, at nogen bliver mere lige end andre, på en venteliste?

Eller skal jeg bare være glad for at jeg er så heldig at jeg har en fin privat sundhedsforsikring, få min lille operation overstået og så i øvrigt give min tid d. 18 marts, til en anden?

 

… Nu ikke et ondt ord om mænd

5 Sep

Ikke et.

Men, hvorfor sidder mænd – okay så, måske ikke alle mænd, men mange mænd, rigtigt mange mænd og især mænd over 30… så altså, hvorfor sidder mange mænd og kigger hid og did og alle vegne hen – bare ikke på vejen – når de kører bil?

Hva’?

Hvorfor?

Ja undskyld mig, men jeg kender altså ingen kvinder der lige skal tjekke om der er høstet på Lars Peters mark eller om Nielsens rullegardin er trukket op, mens de kører bil. Og deres – mændenes – hoveder er vendt så længe mod denne mark eller dette hus, subsidiært vindmøllerne på Langeland eller en fugl over marken, at jeg får lyst til at råbe: “Så se dog på vejen når du kører bil, menneske”

Seriøst.

Det er præcis som når man skal lære en fireårig og cykle; man skal konstant sige: “Se hvad du laver, koncentrer dig, se nu hvor du kører” og så videre. Og det ender alligevel fatalt med et styrt i en tjørnehæk.

Mænd gør altså ofte det samme. Som om de tror at de kan se vejen med øret, mens de indgående studerer den ukrudtsbrænder som Harald springer rundt på gårdspladsen med. De bliver altså ikke klogere?

Jeg gad godt vide hvorfor.

Hvis ingen ved det er det også ligemeget, for nu er det fredag!

Så har vi da vist fået set giraffen.

11 Feb

Ha-NU-llåååå

Jeg synes bestemt ikke man  skal gå rundt og skyde dyr. Men at man tager sådan på vej er tankevækkende.

Men som med så meget andet, når man ikke kan håndtere de store problemer kan man jo altid fedte rundt i de små. Kom på barrikaderne over Goldman Sachs, vores underlige regering, de stakkels børn i Syrien eller homofobi i Rusland så ville jeg kunne forstå det, og respektere det.

Der bliver hvert år i efterårsferien slagtet et svin – “live” og ucensureret – i den fynske landsby. Foran horder af unger.

Og grise skriger en hel del mere end en død giraf. For så hvidt jeg har forstået, endte Marius sine dage med mulen i en pose rugbrød og en kugle for panden. Glad og tilfreds. Det gør de fynske landsbygrise ikke.

Jeg siger det bare.

Der er de store ting at slås for. Som der burde være så meget mere fokus på.

Og så er der lakridspiberne.

Luciaoptogets kald…

17 Dec

Okay…

Det er nok meget sigende at det er endnu en forargende tildragelse, der denne gang inspirerer mig til at skrive et indlæg fra det virkelige liv. Deraf kan man vist roligt udlede at jeg bare er en vrissen ældre dame, der tilbringer en god del af sit liv med at brokke sig over andre. Det er lidt som et kald.

Det er dog ikke kun vris man kan føle et kald til, der er også visse erhverv som man kan føle sig kaldet til.

Eller som i hvert fald oprindeligt mere var et “kald”, end et egentligt ønske om blot at udføre et arbejde.

Flere professioner går under den kategori, hvis man spørger mig, og selv hvis man ikke spørger mig, vil mange nok være enige med mig i at både præster og læger oprindeligt kunne føle et kald for at udfylde disse så vigtige embeder i vores verden. Kaldet halter nok lidt mere hos lærere, og mon ikke at der både blandt læger og præster, efterhånden er færre og færre som rent faktisk føler sig kaldet.

For nu at starte med begyndelsen så har Gårdmand Bjørn haft ondt i maven. Meget ondt og af flere omgange. Og da dette havde stået på over længere tid tog First Man og en mormor drengen med til lægen, som så måske kunne udelukke at der var noget alvorligt galt.

Dette kunne lægen desværre ikke udelukke, blot efter disse konsultationer, selvom det var tredie gang vi havde fået en tid i den forbindelse. Senest med en yngre praktikant.

Derfor skulle Gårdmanden stikkes i og efterlade en ikke uanseelig mængde blod og dertil trykkes på maven, på det lokale sygehus. Og herefter skulle han tilbage til lægen praktikanten, til et allerede fastlagt besøg, for at følge op på blodprøve og øvrige mavesituation.

Jeg tillader mig at insistere på at vi havde fået en tid hos denne læge praktikant 10 dage forinden, i forbindelse med det seneste besøg.

Jeg insisterer ligeledes på at Gårdmand Bjørn ikke var så dårlig længere – maveondet så ud til at være drevet over af sig selv som de foregående gange – og absolut ikke var ved at dø, han var blot en dreng med tilbagevendende ondt i maven. Ikke desto mindre var han syg nok til at man sendte ham videre i systemet.

Denne opfølgende aftale, skulle have været i fredags.

Men – og som den opmærksomme læser nok kan fornemme kom det ikke til at gå som planlagt – allerede torsdag blev jeg ringet op af denne praktikantperson…

Som jeg i øvrigt aldrig selv har set før, da det var First Man og en mormor, som havde knægten til lægen de første gange.

Jeg plejer personligt at bruge en af de tre faste, dygtige og empatiske læger der har permanent ophold i vores lægehus.

Indimellem har de i lægehuset dog besøg af unge nyuddannede(?) læger der åbentbart skal lære at være læger. Eller noget. Og han havde tilset min søn sidste gang, og skulle også følge op på de undersøgelser Gårdmanden havde været igenne.

I hvert fald var det denne wannabe, der var i den anden ende af torsdagens telefonforbindelse.

Som ville høre om vi kunne rykke vores fredagsaftale.

“Til hvornår” spurgte jeg – meget relevant syntes jeg selv.

“Til senere, ha ha” lød det kække svar. Da jeg hverken grinede eller gryntede kammeratligt, men blot bad ham give mig et alternativ, tilføjede han: “10.30 måske?”

Hvorpå jeg havde planlagt at svare at jeg altså havde et arbejde, så jeg kunne ikke bare bruge det meste af formiddagen på et enkelt lægebesøg og at jeg derfor gerne så at det lå enten tidligt eller sent, men det nåede jeg slet ikke at sige, før denne praktikantperson fortsatte: “Jeg vil nemlig gerne se min datter gå Lucia.”

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Herefter var der en kort pause, i hvilken han uden tvivl ønskede min accept af dette fromme ønske om at se sit afkom iklædt en hvid onesize sækkekjole, i selskab med andre børn i samme mundering.

Præcis ligesom mine egne børn har gået Lucia, jeg har dog kunnet nøjes med at se dem om aftenen, og mens jeg havde fri.

De gange jeg har følt trang til at deltage i mine børns institutionelle aktiviteter, har jeg taget mig en hel eller halv fridag og i øvrigt ikke belemret mine arbejdsgivere med detaljer om hvorfor og hvordan, da jeg bestemt ikke kunne se hvordan det kunne interessere dem.

Denne yngre mand – øjensynligt far til en pige – havde ingenlunde samme kvaler ved at delagtiggøre mig i sin datters gøren og laden.

Og jeg var for paf til at give ham svar på tiltale på stedet – til min egen store ærgrelse – og indvilligede stille i at få en tid til mandag. I går.

Men i takt med at weekenden forsvandt, forsvandt også min stilhed. Også i den grad.

Og jeg ringede til lægehuset mandag morgen og aflyste min tid med denne yngre mand.

Jeg meddelte den søde sekretær, følgende:

At jeg aldrig, nogensinde, ville have at gøre med så uprofessionel person igen, om jeg så var nok så meget på gravens rand.

At en af de tre andre læger kunne ringe til mig, såfremt min søn fejlede noget grimt.

At jeg i øvrigt ikke så noget til hinder for at en mand – en far – tog en halv, eller hel, fridag for at se sit barn i en eller anden vilkårlig optræden, men at han ikke under nogen omstændigheder skulle sidde og fortælle mig at han prioriterede sin datters Luciaoptræden højere end min søns ondt i maven. Min søn, som han i øvrigt selv havde bedømt skulle til en dybere og grundigere undersøgelse på sygehuset.

Ved at fortælle mig om sine planer for den fredag morgen – planer hvori en ellers planlagt konsultation af min søn ikke indgik – fralagde han sig sit ansvar for hele situationen, og ville blot have min billigelse til at sidde og se på et Luciaoptog, i stedet for at passe sit arbejde.

Det var at gøre regning uden vært. Han ville og vil aldrig få min billigelse til at opføre sig så uprofessionelt og navlebeskuende.

Sekretæren sagde stille, at hun godt kunne forstå jeg var gal i skralden.

I min verden passer man sit arbejde, og hvis man prioriterer noget andet end arbejdet, så må man tage en fridag og få ordnet sine sager på den måde.

Men jeg synes på en eller anden måde, at det er lidt værre når det er en læge?! Læger er også mennesker og alt det der. Helt klart. Men har læger ikke valgt at have et arbejde hvor de skal passe på andre menneskers helbred?

Har de ikke følt et kald? Bare et lille bitte kald? Det samme slags kald som gør at man bliver præst, sygeplejerske, politibetjent eller nødhjælpsarbejder.

Uden at svælge i Nightingale, Mother Theresa eller Robocop i øvrigt. Bare et lille kald, hvor man accepterer at skulle arbejde juleaften indimellem, fordi man skal passe på andre der ikke kan selv.

Eller er det bare mig?

Nå, denne yngre læge har nok bare ikke hørt kaldet endnu.

Gid han i så fald hører det kald fra en helt anden profession, og meget gerne en hvor man ikke skal have med mennesker at gøre.

God tirsdag!

Mig – og så Jesus, Platon og de andre.

27 Nov

Jeg er kommet i meget fint selskab. Jeg siger det bare.

Jeg kender faktisk hele otte Jesuser, et par Tolkiener, Platoner og så et par andre kendiskloner.

Det siger facebook selv!

Men der hvor jeg undres mest.. Det er når folk, som jeg ved er så forskellige at de ikke engang ville kunne blive enige om at månen er rund, får klistret samme etiket på.

Besynderligt, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat.

Retfærdigvis skal det siges at det ikke er folk selv som sætter denne etiket på sig selv. De svarer vist bare på nogle spørgsmål som så genererer et menneske du ligner.. I følge maskinen altså.

 

Tys tys

8 Oct

Man kunne godt forledes til at tro at jeg helt er holdt op med at sige godnat til Firkløveret. Det er ikke ingenlunde tilfældet.

Men det forholder sig sådan at at ting der bliver betroet mig på hovedpuden er af sådan karakter at de ikke helt egner sig til offentlig endsige skriftlig gengivelse.

De bliver større; det er nu andre ting der rumsterer i deres verden og jeg har brug for alle mine evner for at hjælpe dem godt på vej.

Alfa og omega i den opdragelse – eller skulle måske snarere sige udvikling – vi har valgt, er at vi må stole på at de er nogle fornuftige mennesker. At de er fuldt ud i stand til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert, for det har vi lært dem da de var små. De er derfor også i stand til at vælge hvilken vej de vil gå.

Jeg plejer at fortælle dem at de godt ved hvordan de bliver når de bliver store. De har en forestilling om det menneske de vil være når de bliver voksne. De fleste børn og unge har nemlig en klar idé om hvem de er, som voksne. Uanset om de skifter mening hen ad vejen, så er omridset af deres forestilling om sig selv som voksne, klar for dem. Og uanset om de er bevidste om det.

For at komme frem til det menneske de vælger at være, skal de foretage nogle valg. Nogle vil være gode og andre vil være… knapt så gode. Men fordi de har lært at tænke selv, og fordi de er udstyret med en samvittighed, ved de godt hvilke valg der var forkerte.

Man skal vælge hver eneste dag i sit liv. Vælge om man vil gøre det som føles godt eller vælge det som faktisk ikke føles så godt bagefter alligevel, selvom det lignede en god ide da man startede i situationen. Dermed lærer man også at alt hvad man foretager sig, får konsekvenser. Både de gode valg og de ikke så gode valg.

Jeg har erfaret at så snart de kan vælge selv, hvis man minder dem om at de skal respektere sig selv og det menneske de gerne vil ende med at blive, så vælger de stort set altid de gode og fornuftige ting.

Det er meget mere virkningsfuldt end at jeg står og formaner og bestemmer det de må og ikke må. Dermed bestemt ikke sagt at de må alt. Der er grænser og regler der skal overholdes, men jeg kan som bekendt ikke vide hvad de foretager sig når de ikke er inden for min radar, derfor må jeg stole på at de kan reagere fornuftigt, uanset hvad der sker. Og bliver de usikre, ved hvor de skal henvende sig. Også selvom de har jokket i spinaten og gjort noget de ikke måtte.

Ingen er perfekte og når mine søde børn gør dumme ting, for det gør de naturligvis, noget dummere end andet, så skal der være omsorg, kærlighed og forståelse nok til tilgivelse, så vi kan komme videre i livet.

Men når jeg så husker dem på det menneske de faktisk gerne vil være – uden at jeg overhovedet ved hvad det menneske indeholder for det har aldrig været det vigtige – så retter de sig uden drama og store armbevægelser og finder selv deres vej igen.

Det er hundrede gange nemmere at snakke om både kærester, fritidsinteresser, lektier og spisevaner med dem på denne måde. For slet ikke at tale om alkohol, cigaretter eller andre rusmidler. Og jeg får lidt kuldegysninger, og utætte tårekanaler når jeg hører dem ræsonnere over deres eget liv og levned med stor indsigt og fornuft.

Og jeg kan som mor tillidsfuldt sende dem ud i verden, i sikker forvisning om at mine børn udmærket godt ved hvor de skal hen, og skulle de blive i tvivl, så ved jeg de vil spørge om vej.

 

 

Anbefalinger.

30 Sep

Det der lingkeding ikk’?

Altså det der slags facebook på den meget alvorlige og seriøse måde. Der hvor man ikke har billeder af sig selv med sørøverhat, og hvor man er meget voksen ud over det hele. Der får jeg sommetider sådan nogle fine anbefalinger.

Og mange tak for det.

Det er søde mennesker jeg kender, mere eller mindre godt, som skriver at jeg er god til et eller andet.

Men…

Hvor ved de lige det fra?

Hvordan i alverden kan en veninde fra skoletiden – som jeg aldrig har arbejdet sammen med – vide at, eller snarere om, jeg er dygtig til at oversætte?

Eller en forhenværende kollega som jeg intet havde til fælles med, der nu pludselig siger at jeg er dygtig til at oversætte. Ihukommende at jeg – da vi var kolleger – ikke lavede noget som havde med sprog at gøre overhovedet. Som i absolut og aldeles slet ikke. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre har jeg nu en fin anbefaling på lingkeding om at jeg er god til at oversætte.

Det er meget muligt det giver sig selv, når nu folk ved man har boet i udlandet, men alligevel.

Og jeg begynder at få en grum mistanke om at også dette netværk heller ikke er ret meget bevendt.

Nu har jeg heldigvis et job. Og leder ikke umiddelbart efter et nyt. Og har derfor ikke voldsomt behov for den slags anbefalinger, så jeg kan være lidt ligeglad med om de er relevante eller ej.

Gad nu alligevel godt få en anbefaling fra en som vil sige at jeg er meget god til at spise kage.

Det er nemlig en af mine absolutte spidskompetencer.

%d bloggers like this: