Tortur forlænget.

De torturlignende tilstande der herskede på matriklen for lidt mere end en uges tid siden, er blevet aflyst. Eller forlænget om man vil. Det er som man lige ser på det.

…

Jeg har nemlig fået datoen for mit møde med kirurgen.

…

Den 18 marts.

Godt nok i 2015, men alligevel. Det vil så være to år – på dato – siden jeg fik min fibersprængning.

…

Det startede med at jeg slet ikke hørte noget. Så jeg ringede til bookingenheden for at høre om de mon havde mistet mig. Det havde de ingenlunde, og bookingdamen kunne da sagtens lige meddele mig den tid, jeg netop var blevet tildelt.

…

Da mine høje – og taknemmelige – glædesråb ganske udeblev, og jeg i stedet langsomt gentog datoen, blev damen en anelse strammere i betrækket: “Ja, han har jo ligesom ikke tid før.”

…

Fik ubændig lyst til at citere mine børn, med den formidable sætning: “No shit, Sherlock” men jeg lod være af to årsager. Dels var det jo strengt taget ikke den stramme bookingdames skyld, at manden er vildt dygtig til at skære i andre menneskers lemmer, dels kunne man jo ikke vide om der var fare for, at hun ville ændre årstallet fra 2015 til 16. Eller 2023.

Ikke desto mindre gik gassen en anelse af ballonen og den lånte bog blev forfremmet til mit natbord, idet jeg tvivler på at Marlene vil sætte pris på at undvære sin bog til engang i April 2015 – eller 2023 – altså alt efter hvor sur damen nåede at blive, før jeg fik sagt at det jo naturligvis ikke var hendes skyld.

Det tog mig heller ikke mere end et par klik på Google, for at konstatere at denne travle mand, tilsyneladende har travlt med alt muligt andet end at passe sit arbejde på Det Store Sygehus. For eksempel er han også optaget af at arbejde på sin egen klinik. Og med at reparere diverse sportsstjerner, både her og der.

Da jeg lakonisk meddelte dette til mine kolleger, blev jeg straks opfordret til at kontakte den private sundhedsforsikring vi er begavet med på vores fælles arbejdsplads. For de var sikkert ligeglade med hvor denne superslagter ville svinge skalpellen over mig, og kunne jeg få en tid i den private om 3 uger, skulle jeg da gøre det.

…

At få det overstået – og forkortet torturperioden – lød absolut forjættende.

…

Men…

Det er mig så uendeligt meget imod at gå bagom køen – bare fordi jeg kan – og måske tvinge andre ud i endnu længere ventetider. Vi har et sundhedssystem som er for alle. Hvor alle får – burde få – samme gode behandling. Men så kan man, fordi man er så heldig at have et godt job, få endnu flere goder, og dermed springe pøblens normale ventetider over.

Når jeg overvejer det alligevel, er det jo udelukkende af egoistiske årsager:
1. Jeg orker ikke at skulle humpe rundt i 6 lange måneder. Jeg ville gerne igang med at kunne gå normalt – for slet ikke at sige løbe – igen.
2. Risiko for MRSA bilder jeg mig ind er langt mindre på et privathospital end på Det Store UniversitetsSygehus.

Min skade er ikke livstruende, den generer mig da, men jeg kan sagtens overleve i seks måneder mere.

Og jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil gøre brug af min fine overhalings-jeg-er-mere-værd-end-andre-mennesker-forsikring.

Er det ikke at underminere vores sundhedssystem?

Er det ikke en næsten helt kommunistisk tendens, at nogen bliver mere lige end andre, på en venteliste?

Eller skal jeg bare være glad for at jeg er så heldig at jeg har en fin privat sundhedsforsikring, få min lille operation overstået og så i øvrigt give min tid d. 18 marts, til en anden?

 

… Nu ikke et ondt ord om mænd

Ikke et.

…

Men, hvorfor sidder mænd – okay så, måske ikke alle mænd, men mange mænd, rigtigt mange mænd og især mænd over 30… så altså, hvorfor sidder mange mænd og kigger hid og did og alle vegne hen – bare ikke på vejen – når de kører bil?

…

Hva’?

Hvorfor?

Ja undskyld mig, men jeg kender altså ingen kvinder der lige skal tjekke om der er høstet på Lars Peters mark eller om Nielsens rullegardin er trukket op, mens de kører bil. Og deres – mændenes – hoveder er vendt så længe mod denne mark eller dette hus, subsidiært vindmøllerne på Langeland eller en fugl over marken, at jeg får lyst til at råbe: “Så se dog på vejen når du kører bil, menneske”

Seriøst.

Det er præcis som når man skal lære en fireårig og cykle; man skal konstant sige: “Se hvad du laver, koncentrer dig, se nu hvor du kører” og så videre. Og det ender alligevel fatalt med et styrt i en tjørnehæk.

Mænd gør altså ofte det samme. Som om de tror at de kan se vejen med øret, mens de indgående studerer den ukrudtsbrænder som Harald springer rundt på gårdspladsen med. De bliver altså ikke klogere?

Jeg gad godt vide hvorfor.

…

Hvis ingen ved det er det også ligemeget, for nu er det fredag!

Så har vi da vist fået set giraffen.

Ha-NU-llåååå

…

Jeg synes bestemt ikke man  skal gå rundt og skyde dyr. Men at man tager sådan på vej er tankevækkende.

Men som med så meget andet, når man ikke kan håndtere de store problemer kan man jo altid fedte rundt i de små. Kom på barrikaderne over Goldman Sachs, vores underlige regering, de stakkels børn i Syrien eller homofobi i Rusland så ville jeg kunne forstå det, og respektere det.

…

Der bliver hvert år i efterårsferien slagtet et svin – “live” og ucensureret – i den fynske landsby. Foran horder af unger.

Og grise skriger en hel del mere end en død giraf. For så hvidt jeg har forstået, endte Marius sine dage med mulen i en pose rugbrød og en kugle for panden. Glad og tilfreds. Det gør de fynske landsbygrise ikke.

…

Jeg siger det bare.

…

Der er de store ting at slås for. Som der burde være så meget mere fokus på.

Og så er der lakridspiberne.

Luciaoptogets kald…

Okay…

Det er nok meget sigende at det er endnu en forargende tildragelse, der denne gang inspirerer mig til at skrive et indlæg fra det virkelige liv. Deraf kan man vist roligt udlede at jeg bare er en vrissen ældre dame, der tilbringer en god del af sit liv med at brokke sig over andre. Det er lidt som et kald.

Det er dog ikke kun vris man kan føle et kald til, der er også visse erhverv som man kan føle sig kaldet til.

Eller som i hvert fald oprindeligt mere var et “kald”, end et egentligt ønske om blot at udføre et arbejde.

Flere professioner går under den kategori, hvis man spørger mig, og selv hvis man ikke spørger mig, vil mange nok være enige med mig i at både præster og læger oprindeligt kunne føle et kald for at udfylde disse så vigtige embeder i vores verden. Kaldet halter nok lidt mere hos lærere, og mon ikke at der både blandt læger og præster, efterhånden er færre og færre som rent faktisk føler sig kaldet.

…

For nu at starte med begyndelsen så har Gårdmand Bjørn haft ondt i maven. Meget ondt og af flere omgange. Og da dette havde stået på over længere tid tog First Man og en mormor drengen med til lægen, som så måske kunne udelukke at der var noget alvorligt galt.

Dette kunne lægen desværre ikke udelukke, blot efter disse konsultationer, selvom det var tredie gang vi havde fået en tid i den forbindelse. Senest med en yngre praktikant.

Derfor skulle Gårdmanden stikkes i og efterlade en ikke uanseelig mængde blod og dertil trykkes på maven, på det lokale sygehus. Og herefter skulle han tilbage til lægen praktikanten, til et allerede fastlagt besøg, for at følge op på blodprøve og øvrige mavesituation.

Jeg tillader mig at insistere på at vi havde fået en tid hos denne læge praktikant 10 dage forinden, i forbindelse med det seneste besøg.

…

Jeg insisterer ligeledes på at Gårdmand Bjørn ikke var så dårlig længere – maveondet så ud til at være drevet over af sig selv som de foregående gange – og absolut ikke var ved at dø, han var blot en dreng med tilbagevendende ondt i maven. Ikke desto mindre var han syg nok til at man sendte ham videre i systemet.

…

Denne opfølgende aftale, skulle have været i fredags.

…

Men – og som den opmærksomme læser nok kan fornemme kom det ikke til at gå som planlagt – allerede torsdag blev jeg ringet op af denne praktikantperson…

Som jeg i øvrigt aldrig selv har set før, da det var First Man og en mormor, som havde knægten til lægen de første gange.

Jeg plejer personligt at bruge en af de tre faste, dygtige og empatiske læger der har permanent ophold i vores lægehus.

Indimellem har de i lægehuset dog besøg af unge nyuddannede(?) læger der åbentbart skal lære at være læger. Eller noget. Og han havde tilset min søn sidste gang, og skulle også følge op på de undersøgelser Gårdmanden havde været igenne.

I hvert fald var det denne wannabe, der var i den anden ende af torsdagens telefonforbindelse.

Som ville høre om vi kunne rykke vores fredagsaftale.

“Til hvornår” spurgte jeg – meget relevant syntes jeg selv.

“Til senere, ha ha” lød det kække svar. Da jeg hverken grinede eller gryntede kammeratligt, men blot bad ham give mig et alternativ, tilføjede han: “10.30 måske?”

Hvorpå jeg havde planlagt at svare at jeg altså havde et arbejde, så jeg kunne ikke bare bruge det meste af formiddagen på et enkelt lægebesøg og at jeg derfor gerne så at det lå enten tidligt eller sent, men det nåede jeg slet ikke at sige, før denne praktikantperson fortsatte: “Jeg vil nemlig gerne se min datter gå Lucia.”

…

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Herefter var der en kort pause, i hvilken han uden tvivl ønskede min accept af dette fromme ønske om at se sit afkom iklædt en hvid onesize sækkekjole, i selskab med andre børn i samme mundering.

Præcis ligesom mine egne børn har gået Lucia, jeg har dog kunnet nøjes med at se dem om aftenen, og mens jeg havde fri.

De gange jeg har følt trang til at deltage i mine børns institutionelle aktiviteter, har jeg taget mig en hel eller halv fridag og i øvrigt ikke belemret mine arbejdsgivere med detaljer om hvorfor og hvordan, da jeg bestemt ikke kunne se hvordan det kunne interessere dem.

Denne yngre mand – øjensynligt far til en pige – havde ingenlunde samme kvaler ved at delagtiggøre mig i sin datters gøren og laden.

Og jeg var for paf til at give ham svar på tiltale på stedet – til min egen store ærgrelse – og indvilligede stille i at få en tid til mandag. I går.

Men i takt med at weekenden forsvandt, forsvandt også min stilhed. Også i den grad.

…

Og jeg ringede til lægehuset mandag morgen og aflyste min tid med denne yngre mand.

Jeg meddelte den søde sekretær, følgende:

At jeg aldrig, nogensinde, ville have at gøre med så uprofessionel person igen, om jeg så var nok så meget på gravens rand.

At en af de tre andre læger kunne ringe til mig, såfremt min søn fejlede noget grimt.

At jeg i øvrigt ikke så noget til hinder for at en mand – en far – tog en halv, eller hel, fridag for at se sit barn i en eller anden vilkårlig optræden, men at han ikke under nogen omstændigheder skulle sidde og fortælle mig at han prioriterede sin datters Luciaoptræden højere end min søns ondt i maven. Min søn, som han i øvrigt selv havde bedømt skulle til en dybere og grundigere undersøgelse på sygehuset.

Ved at fortælle mig om sine planer for den fredag morgen – planer hvori en ellers planlagt konsultation af min søn ikke indgik – fralagde han sig sit ansvar for hele situationen, og ville blot have min billigelse til at sidde og se på et Luciaoptog, i stedet for at passe sit arbejde.

Det var at gøre regning uden vært. Han ville og vil aldrig få min billigelse til at opføre sig så uprofessionelt og navlebeskuende.

…

Sekretæren sagde stille, at hun godt kunne forstå jeg var gal i skralden.

…

I min verden passer man sit arbejde, og hvis man prioriterer noget andet end arbejdet, så må man tage en fridag og få ordnet sine sager på den måde.

Men jeg synes på en eller anden måde, at det er lidt værre når det er en læge?! Læger er også mennesker og alt det der. Helt klart. Men har læger ikke valgt at have et arbejde hvor de skal passe på andre menneskers helbred?

…

Har de ikke følt et kald? Bare et lille bitte kald? Det samme slags kald som gør at man bliver præst, sygeplejerske, politibetjent eller nødhjælpsarbejder.

Uden at svælge i Nightingale, Mother Theresa eller Robocop i øvrigt. Bare et lille kald, hvor man accepterer at skulle arbejde juleaften indimellem, fordi man skal passe på andre der ikke kan selv.

…

Eller er det bare mig?

…

Nå, denne yngre læge har nok bare ikke hørt kaldet endnu.

Gid han i så fald hører det kald fra en helt anden profession, og meget gerne en hvor man ikke skal have med mennesker at gøre.

God tirsdag!

Mig – og så Jesus, Platon og de andre.

Jeg er kommet i meget fint selskab. Jeg siger det bare.

…

Jeg kender faktisk hele otte Jesuser, et par Tolkiener, Platoner og så et par andre kendiskloner.

…

Det siger facebook selv!

Men der hvor jeg undres mest.. Det er når folk, som jeg ved er så forskellige at de ikke engang ville kunne blive enige om at månen er rund, får klistret samme etiket på.

Besynderligt, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat.

Retfærdigvis skal det siges at det ikke er folk selv som sætter denne etiket på sig selv. De svarer vist bare på nogle spørgsmål som så genererer et menneske du ligner.. I følge maskinen altså.

 

Tys tys

Man kunne godt forledes til at tro at jeg helt er holdt op med at sige godnat til Firkløveret. Det er ikke ingenlunde tilfældet.

Men det forholder sig sådan at at ting der bliver betroet mig på hovedpuden er af sådan karakter at de ikke helt egner sig til offentlig endsige skriftlig gengivelse.

De bliver større; det er nu andre ting der rumsterer i deres verden og jeg har brug for alle mine evner for at hjælpe dem godt på vej.

Alfa og omega i den opdragelse – eller skulle måske snarere sige udvikling – vi har valgt, er at vi må stole på at de er nogle fornuftige mennesker. At de er fuldt ud i stand til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert, for det har vi lært dem da de var små. De er derfor også i stand til at vælge hvilken vej de vil gå.

Jeg plejer at fortælle dem at de godt ved hvordan de bliver når de bliver store. De har en forestilling om det menneske de vil være når de bliver voksne. De fleste børn og unge har nemlig en klar idé om hvem de er, som voksne. Uanset om de skifter mening hen ad vejen, så er omridset af deres forestilling om sig selv som voksne, klar for dem. Og uanset om de er bevidste om det.

For at komme frem til det menneske de vælger at være, skal de foretage nogle valg. Nogle vil være gode og andre vil være… knapt så gode. Men fordi de har lært at tænke selv, og fordi de er udstyret med en samvittighed, ved de godt hvilke valg der var forkerte.

Man skal vælge hver eneste dag i sit liv. Vælge om man vil gøre det som føles godt eller vælge det som faktisk ikke føles så godt bagefter alligevel, selvom det lignede en god ide da man startede i situationen. Dermed lærer man også at alt hvad man foretager sig, får konsekvenser. Både de gode valg og de ikke så gode valg.

Jeg har erfaret at så snart de kan vælge selv, hvis man minder dem om at de skal respektere sig selv og det menneske de gerne vil ende med at blive, så vælger de stort set altid de gode og fornuftige ting.

Det er meget mere virkningsfuldt end at jeg står og formaner og bestemmer det de må og ikke må. Dermed bestemt ikke sagt at de må alt. Der er grænser og regler der skal overholdes, men jeg kan som bekendt ikke vide hvad de foretager sig når de ikke er inden for min radar, derfor må jeg stole på at de kan reagere fornuftigt, uanset hvad der sker. Og bliver de usikre, ved hvor de skal henvende sig. Også selvom de har jokket i spinaten og gjort noget de ikke måtte.

Ingen er perfekte og når mine søde børn gør dumme ting, for det gør de naturligvis, noget dummere end andet, så skal der være omsorg, kærlighed og forståelse nok til tilgivelse, så vi kan komme videre i livet.

Men når jeg så husker dem på det menneske de faktisk gerne vil være – uden at jeg overhovedet ved hvad det menneske indeholder for det har aldrig været det vigtige – så retter de sig uden drama og store armbevægelser og finder selv deres vej igen.

Det er hundrede gange nemmere at snakke om både kærester, fritidsinteresser, lektier og spisevaner med dem på denne måde. For slet ikke at tale om alkohol, cigaretter eller andre rusmidler. Og jeg får lidt kuldegysninger, og utætte tårekanaler når jeg hører dem ræsonnere over deres eget liv og levned med stor indsigt og fornuft.

Og jeg kan som mor tillidsfuldt sende dem ud i verden, i sikker forvisning om at mine børn udmærket godt ved hvor de skal hen, og skulle de blive i tvivl, så ved jeg de vil spørge om vej.

 

 

Anbefalinger.

Det der lingkeding ikk’?

…

Altså det der slags facebook på den meget alvorlige og seriøse måde. Der hvor man ikke har billeder af sig selv med sørøverhat, og hvor man er meget voksen ud over det hele. Der får jeg sommetider sådan nogle fine anbefalinger.

…

Og mange tak for det.

Det er søde mennesker jeg kender, mere eller mindre godt, som skriver at jeg er god til et eller andet.

…

Men…

Hvor ved de lige det fra?

Hvordan i alverden kan en veninde fra skoletiden – som jeg aldrig har arbejdet sammen med – vide at, eller snarere om, jeg er dygtig til at oversætte?

Eller en forhenværende kollega som jeg intet havde til fælles med, der nu pludselig siger at jeg er dygtig til at oversætte. Ihukommende at jeg – da vi var kolleger – ikke lavede noget som havde med sprog at gøre overhovedet. Som i absolut og aldeles slet ikke. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre har jeg nu en fin anbefaling på lingkeding om at jeg er god til at oversætte.

Det er meget muligt det giver sig selv, når nu folk ved man har boet i udlandet, men alligevel.

…

Og jeg begynder at få en grum mistanke om at også dette netværk heller ikke er ret meget bevendt.

Nu har jeg heldigvis et job. Og leder ikke umiddelbart efter et nyt. Og har derfor ikke voldsomt behov for den slags anbefalinger, så jeg kan være lidt ligeglad med om de er relevante eller ej.

…

Gad nu alligevel godt få en anbefaling fra en som vil sige at jeg er meget god til at spise kage.

Det er nemlig en af mine absolutte spidskompetencer.

Sådan var det jo bare..

Sagde hun, da jeg spurgte om det ikke var underligt at blive gift med en hun aldrig havde set før.

Som 18årig.

…

Ret vildt ikke?

Hun er kun et år ældre end jeg, og hun blev gift med en mand hun aldrig havde set før. Langt væk.

Nu bor hun her.

Med samme mand, og de tre søde børn de har fået.

Og hun er så glad hele tiden. Det smitter. Helt ind i maven.

…

Jeg spurgte igen: “Men syntes du slet ikke det var lidt mærkeligt.. eller uhyggeligt.. eller noget?”

“Næ” smilede hun.

…

Og var stille lidt.

Mens hun tænkte efter. Muligvis er der ikke så mange der har stillet hende det spørgsmål. Og her sad jeg og insisterede.

…

“Det var ikke mærkeligt” slog hun fast. “Alle mine veninder blev jo også gift sådan. Ikke ret mange af os kendte den vi skulle giftes med. Mange – som jeg – havde heller aldrig set manden før”

Hun tog en tår kaffe og sad lidt med koppen under næsen.

Jeg tænkte på den unge pige hun var dengang.

…

Og så blev hun gift.

“Jeg var heldig” Hun smilede igen. “Han er så sød og han er en god mand”

…

Så altså, jeg konkluderede at ægteskabelig lykke ligger helt klart hos manden. I de kredse. Om han er sød eller ej.

Jeg gøs.

Men hun havde ret. Han er meget rar, og har ganske givet været hende en god mand i de 27 år de har været gift.

Det er bare ret mærkeligt at tænke sig at hun og jeg var unge på næsten samme tid.

…

Og hun havde bare ikke noget valg.

Blev gift.

Og tog til Danmark.

Tænk engang.

…

Jeg tog til Paris.

Tandregulering..

Altså…

Jeg sendte Prinsessen til tandlæge. Eller tandregulering. Med en bøjle der er sat på af en fransk tandregulatør.

Sådan omtrent.

Det danske tandvæsen har i hvert fald ikke haft nogle udgifter til hendes mund.

Før nu.

…

De tog bøjlen ud i september og har derefter bedt hende komme til regelmæssige kontrolbesøg.

Mere visit end besøg, faktisk.

Et fransk visit.

Og ikke ret meget kontrol.

…

Som i over-hele-hovedet ikke.

Hun sad i stolen i kortere tid end det tager at sige “tandpasta” før tanddamen sagde: “Nå, men det ser jo fint ud. Så ses vi bare i september..”

…

Men det er da lige før jeg vil bede dem om at hoppe i havet.

Jeg har da slet ikke lyst til at medvirke til betaling for et kontrolbesøg visit af den længde.

Det er da om noget spild af resourcer hos sundhedsvæsnet.

Hvis ikke jeg var så autoritetstro ville jeg sende et pænt og venligt afbud, og glæde mig over at de i hvert fald ikke fik penge for det.

…

Nu må vi se om jeg tør.

BooBoo på speed.

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

…

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

…

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

…

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

…

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

…

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

…

Jeg savner ord.

…

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

…

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

Halvfuldt eller halvtomt.

Der ER altså forskel. På halvt fuld og halvt tom. Også selvom kvantiteten er den samme. Og jeg snakker altså ikke bare om ens mentale opfattelse af tomt eller fuldt.

…

Nu en blære.

…

Ja, undskyld..

Jeg ved godt vi er ude i noget vældigt intimt og personligt. Det står enhver frit for at forlade indlægget nu.

… Er de sarte gået?

Så kan jeg gå i gang.

Man taler ikke gerne om blærer. I hvert fald ikke om sin egen.

Ikke desto mindre lader alle mennesker vandet dagligt. Alle. Uden undtagelse.. Så et eller andet sted er det nok meget normalt at have et forhold til sin blære på et eller andet plan.

Og jeg undrer mig over noget.

Når ens blære er tom, skal man ikke tisse. Så langt så godt.

Når ens blære er halv fuld, skal man heller ikke tisse.

Når ens blære er helt fuld, skal man tisse.

I er stadig med ikk’?

Når man så rent faktisk går ud og tisser, så sker der det, jeg undrer mig såre over.

…

Lad os nu gå baglæns, med numsen placeret på porcelænet, går vi nu baglæns: (hankøn bedes undskylde, men jeg har ikke så vanvittig stor erfaring i at stå op og tisse, det sviner nemlig en del når man er kvinde og ikke udrustet med brandslange)

Men vi kan vist godt blive enige om at når ens blære er helt fuld, så tisser man.

Og NU kommer det, er I klar:

Når ens blære er halv tom skal man stadig tisse!

Når ens blære så er tom igen, skal man forhåbentlig ikke tisse mere, ellers er vi nok ude i noget blærebetændelse men de tilfælde vil jeg slet ikke komme ind på her!

…

Men vil nogen være så gode at forklare mig, hvorfor man ikke skal tisse når blæren står på halv-fuld og i den grad skal tisse når blæren er halv-tom?

For det undrer mig meget.

God fredag!

Det vil jeg s**** på.

Jeg undskylder – dette er endnu et af de der selvoptagede helbredsrelaterede indlæg med fokus på MIG. Og så på noget lidt mere analt. Så er I hermed advarede, og I kan klikke væk og komme tilbage en anden dag, hvis det er for brunt i kanten.

Lige om lidt skal jeg jo ind og fotograferes i skiveform.

Jeg må desværre ikke have telefon med. Jeg troede ellers at jeg kunne ligge og høre musik i stedet for deres rumlen. Men skidt med det, jeg bliver bare nødt til at synge selv.

En ting var, at jeg skulle være radioaktiv imens. Tænk forresten hvis jeg bliver selvlysende … Det kunne ellers være smart. Så kunne jeg ses i mørke. Og jeg prøver så at abstrahere fra de indre skader den slags kan forårsage.

Så skal det drikkes ud bagefter. Mon man så skal tisse i en spand, forsegle det og sende det til destruktion i La Hague?

Eller nøjes med at advare VVS manden? Det kan jo være, det ligefrem kan rense afløbet!

Men hvad værre var – og det havde jeg lige overset i første ombæring – det er muligvis et tilfælde af selektiv læsning, for jeg skal have … hvordan skal jeg lige få det sagt. Jeg skal have et lavement. Schyy!

Jeg er frygtelig ked af at blive så latrinær, men det ser faktisk ret voldsomt ud på indlægssedlen.

Og skulle der være nogle som ikke helt var klar over hvordan man lige klarer den slags; det var jeg for eks. ikke, så vil jeg da enormt gerne medvirke til udvidelse af folks horisont.

Man skal tømme sådan en tube, og ellers knibe ballerne sammen. Og så i øvrigt meget gerne befinde sig i umiddelbar nærhed af et toilet. Der er også en fin tegning på indlægssedlen. Den viser en person i liggende position. Hvilket medfører at jeg skal befinde mig på første sal.

For på det lille toilet nedenunder, er der ikke plads til at ligge ned. I hvert fald ikke hvis man vil ligge udstrakt. Og det vil man gerne, hvis man skal kunne komme hurtigt op igen.

Jeg vil slet ikke forestille mig de katastrofale følger, en sådan sammenkrøllet positur ville kunne få.

Altså har jeg forbeholdt mig retten til, at optage badeværelset ovenpå, en rum tid. Gad vide hvor lang tid det tager?

Når man ikke er så velbevandret i den slags, kan man jo godt forudse at man ligefrem får behov for læsestof, hvis nu man skal opholde sig længe på badeværeæset.

Jeg vil derfor tage læsestof med. Sidde og læse de endeløse opremsninger om, hvad man må og især hvad man ikke må, før ens læge..

Han hedder for resten Monsieur Mouton. Ham min læge. Det betyder Hr. Får.

…

Bæææh..

Helt ærligt, hvad er det også for et navn. Nu skal jeg koncentrere mig om ikke at grine meget højt, når jeg hilser på ham. Det er de forfærdeligste associationer jeg får når jeg tænker på det.

Må hellere stoppe her.

Mysteriet om håndklæder

Jeg kan umuligt være den eneste som jamrer, over blandt andet sokker, i en stor familie. Jeg ved godt – før nogen igen begynder at råbe op om at jeg gentager mig selv – at jeg allerede har udtalt mig om dette fænomen.

Men det var altså kun i en bisætning jeg ytrede mit mishag, i en indskudt bemærkning midt i noget andet, og jeg har nu behov for at give udtryk for min undren igen.

Jeg forstår nemlig ikke hvordan de kan blive væk fra hinanden, uanset hvor parrede de er, når man moser dem ind i vaskemaskinen. Det er én ting og noget jeg åbenbart må lære at leve med. Men noget meget mere mærkeligt er, at der pludselig dukker sokker op man slet ikke er beslægtede med.

Nogle gange kan man på størrelsen, eller farven, se hvilken slags besøgende de må have tilhørt, og så kan jeg udlevere små lyserøde sokker til Prinsessen som så kan aflevere dem, til den i weekenden overnattende veninde.

Andre gange aner man ikke, hvilken oprindelse de har. De går på skift i skufferne, da ingen rigtigt vil kendes ved dem, de skilles sjovt nok meget sjældent fra deres mage, og det er jo et fantastisk potentiale.

Jeg fandt – da mit hus legede fryseboks – et par mørkegrå uldne sokker, lange nok til at lege både sok og benvarmer, som siden da, har siddet på mine fødder. Okay de er naturligvis blevet vasket indimellem når de begyndte at lugte alt for grimt.

Jeg aner ikke hvor de kommer fra, men de er min størrelse og de er varme, så det er helt ligemeget.

Nu skal folk som har været på besøg, og som mangler et par uldne sokker, slet ikke prøve at kræve dem tilbage, for jeg afleverer dem ikke. De er alt for gode!

Nu omkring håndklæder, som oprindeligt var det som indlægget skulle handle om. Måske er det bare sokkers lod at være indskudte bemærkninger her i verden …

Men altså, håndklæder. De lider af samme sære sygdom. De er ikke helt af samme kaliber som sokker, men trods alt i nær familie.

Jeg har håndklæder jeg er ganske overbevist om, at jeg fik forærende i par. Til bryllup og indflytterfest og den slags som udløser par-agtige gaver. Men så bliver det ene væk. Det ene gule håndklæde har nærmest været væk siden vi fik dem. Jo, for der var altså to. Men i stedet har jeg fået fundet et lyseblåt, som jeg ikke så hvor kom fra. Pludselig var det der bare.

Og selvom jeg savner mit gule meget, er det lyseblå håndklæde bestemt ikke af en kvalitet, som ville gøre at jeg kom til at bruge det til klud eller flyttefyld.

Tværtimod, det har netop udvist fantastiske evner, nu her mens min tørretumbler holdt fri, og har ulig alle de andre, ikke revet min hud til blods når jeg skulle tørres.

Så jeg ville faktisk bare sige tak, til den som mangler sit lyseblå håndklæde.

Grin til verden – den griner ikke igen..

Overskriften er nok en anelse pessimistisk – der burde nok stå: Grin til fredagslæreren – hun griner ikke igen..

Altså, Gårdmand Bjørn går i Ecole Primaire. Og der har man som regel kun én lærer til alle fag. Og man får ny lærer hvert år.

Dette års lærer hedder Christine, og da hun er samtidigt skoleinspektør og skal klare en masse administrativt, har hun ingen undervisning om fredagen hvorfor klassen har en anden fredagslærer.

For et stykke tid siden blev jeg stoppet af denne fredagslærer som åbenbart var lidt misfornøjet med min søn.

”Jeg har skældt ham ud i dag” busede hun ud da jeg kom for at hente min håbefulde søn. ”Han fik et grineflip..” Og her kom jeg desværre også til at grine.

På den spruttende måde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, men man kan se så mange ting i bagklogskabens skinnende klare lys.

Jeg slugte mit grin og prøvede at se alvorlig ud, jeg ville jo ikke være alt for uhøflig.

”Og så fik han en straf.” fortsatte hun surt. ”Han måtte ikke være med til sport”

Jeg måtte her kæmpe hårdt for at lægge mit ansigt i alvorlige folder, i stedet for måbende do. Det lykkedes kun halvt, jeg fik fat i min søn og vi skyndte os at gå.

Normalt ville jeg nok have snakket med både ham og hende.. Men denne gang nøjedes jeg med at forklare min søn, at der ikke var så lang tid til at vi skulle flytte og at han heldigvis kun skulle have hende om fredagen.

Damer med så åbenlys mangel på pædagogisk sans, hører nemlig med til den kategori af mennesker man ikke kan nå.

Og skulle der sidde enkelte læsere ude i verden som undrer sig, vil jeg minde om at det er nemmere at få 10årige drenge til at sidde stille og høre efter, hvis de har spænet rundt og brugt deres krop i 45 minutter.

Og jeg vil godt indskyde at min yngste søn ikke er et buldrehoved. Han taler pænt, siger ikke ret meget, forstyrrer ikke i timerne og jeg har aldrig hørt noget negativt om ham, fra de andre lærere.

På vej hjem fnyste Gårdmand Bjørn indigneret: ”Jeg har da aldrig før fået skæld ud af Christine fordi jeg kom til at grine” Han surmulede lidt men tøede dog op derhjemme ved synet af amerikanske pandekager.

”Det er nok fordi Christine også er mor at hun er så sød.. Skrap, men sød” Kom det, lidt klistret, mellem to pandekager.

Jeg tror ikke jeg siger noget til fredagslæreren, er nemlig ret overbevist om at det er nytteløst; hun har nok også allerede afskrevet mig som håbløs, ikke seriøs forælder..

Heldigvis.

At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.