Starter fra en ende af..

På de indlæg der aldrig kom så langt som til bloggen, altså.

Jeg har bestemt mig for at prøve en gang renskrivning direkte fra hjernecellerne. På nogle af dem. Det er jo ikke dem alle sammen jeg kan huske.

Så jeg skal lige have samlet sammen.

I mellemtiden kan I nyde – eller måske er det så som så med nydelsen fotoets kvalitet taget i betragtning – men måske kan I fornemme stemningen jeg kommer i når jeg køre forbi dette:

For en lille uges tid siden kom jeg kørende med morgenuld i 95% af mine hjerneceller, og pludselig blev jeg opmærksom på dette flotte juletræ som stod helt alene og lyste op. Og jeg blev så glad.

Nu er det ikke fordi jeg har noget specielt at gøre med PIT hegn A/S men deres juletræsinitiativ får mig til at smile hver eneste morgen når jeg kører forbi!

Det er jo jul lige om lidt!

Der er ingen krummer i min dreng!

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

…

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

…

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

Koncentration eller mangel på samme

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Lykke

Jeg ved at lykke ikke er en blivende tilstand.

Lykke kommer i små glimt af varme. I korte øjeblikke mens nu var nu.

Sommetider går der lang tid hvor man ikke har tid til at gribe øjeblikket, eller også er det ikke helt rigtigt.

Men pludselig er den der.

Som regel i helt almindelige situationer. Kommer uden varsel. Og inviterer ingen.

Den kravler sig igennem trætheden over at have forberedt påskefrokost i hvad der føles som 28 timer non-stop (det er naturligvis ikke tilfældet) den slipper også uset forbi den kedelige vrissen over, hvem der skal vaske op.

Men så kryber den langs gulvet og når helskindet frem til sofaerne, sætter sig godt tilrette i puderne, nyder årets sidste pejseild og indtager rummet fuldstændigt.

Den svømmer i vores fælles latter over en vidunderlig film: vores familiepåskeæg. Vi er i dejligt selskab med skønne chokolader indkøbt til lejligheden, uldne sokker, nærvær og tæpper; vi har hinanden …

Hinanden , og så lige det øjeblik af lykke som blev hængende.

Glædelig påske!

At være god mod sig selv

Jeg har været rigtig god mod mig selv. Det skal jo til indimellem, og gerne efter sindsoprivende tildragelser eller lavementer.

Jeg har derfor foræret mig selv en lille gave. Den eneste ulempe ved den konstellation, var at jeg ikke blev overrasket.

Men selve gaven er perfekt.

Faktisk noget af en ultimativ gave. En kop; jeg elsker kopper – anderledes kopper – og så god chokolade. Denne fantastiske kop forener de to på smukkeste vis.

Den blev leveret med chokolade stykker der kan smeltes i en chokolade smelter, hældes over i koppen og holdes varm med et fyrfadslys. Ved siden af har man en skål med frugtstykker og så er der ellers dømt chokoladefondue.

Når man engang har tabt sig nok til, at den slags små lejlighedsvise hyggestunder ikke ødelægger noget.

Det vil jeg s**** på.

Jeg undskylder – dette er endnu et af de der selvoptagede helbredsrelaterede indlæg med fokus på MIG. Og så på noget lidt mere analt. Så er I hermed advarede, og I kan klikke væk og komme tilbage en anden dag, hvis det er for brunt i kanten.

Lige om lidt skal jeg jo ind og fotograferes i skiveform.

Jeg må desværre ikke have telefon med. Jeg troede ellers at jeg kunne ligge og høre musik i stedet for deres rumlen. Men skidt med det, jeg bliver bare nødt til at synge selv.

En ting var, at jeg skulle være radioaktiv imens. Tænk forresten hvis jeg bliver selvlysende … Det kunne ellers være smart. Så kunne jeg ses i mørke. Og jeg prøver så at abstrahere fra de indre skader den slags kan forårsage.

Så skal det drikkes ud bagefter. Mon man så skal tisse i en spand, forsegle det og sende det til destruktion i La Hague?

Eller nøjes med at advare VVS manden? Det kan jo være, det ligefrem kan rense afløbet!

Men hvad værre var – og det havde jeg lige overset i første ombæring – det er muligvis et tilfælde af selektiv læsning, for jeg skal have … hvordan skal jeg lige få det sagt. Jeg skal have et lavement. Schyy!

Jeg er frygtelig ked af at blive så latrinær, men det ser faktisk ret voldsomt ud på indlægssedlen.

Og skulle der være nogle som ikke helt var klar over hvordan man lige klarer den slags; det var jeg for eks. ikke, så vil jeg da enormt gerne medvirke til udvidelse af folks horisont.

Man skal tømme sådan en tube, og ellers knibe ballerne sammen. Og så i øvrigt meget gerne befinde sig i umiddelbar nærhed af et toilet. Der er også en fin tegning på indlægssedlen. Den viser en person i liggende position. Hvilket medfører at jeg skal befinde mig på første sal.

For på det lille toilet nedenunder, er der ikke plads til at ligge ned. I hvert fald ikke hvis man vil ligge udstrakt. Og det vil man gerne, hvis man skal kunne komme hurtigt op igen.

Jeg vil slet ikke forestille mig de katastrofale følger, en sådan sammenkrøllet positur ville kunne få.

Altså har jeg forbeholdt mig retten til, at optage badeværelset ovenpå, en rum tid. Gad vide hvor lang tid det tager?

Når man ikke er så velbevandret i den slags, kan man jo godt forudse at man ligefrem får behov for læsestof, hvis nu man skal opholde sig længe på badeværeæset.

Jeg vil derfor tage læsestof med. Sidde og læse de endeløse opremsninger om, hvad man må og især hvad man ikke må, før ens læge..

Han hedder for resten Monsieur Mouton. Ham min læge. Det betyder Hr. Får.

…

Bæææh..

Helt ærligt, hvad er det også for et navn. Nu skal jeg koncentrere mig om ikke at grine meget højt, når jeg hilser på ham. Det er de forfærdeligste associationer jeg får når jeg tænker på det.

Må hellere stoppe her.

Maskinoman har slået til igen..

Om det er en maskulin form for shopaholic skal jeg lade være usagt.. men forleden dag kom First Man hjem, slæbende på en meget stor kasse. Der var en maskine inde i den store kasse. Endnu én.

Han råbte bare hej, da han kom hjem, og jeg stod på hovedet i aftensmaden og snakkede med Divaen, så jeg ofrede ikke kassen ret meget opmærksomhed. Heller ikke da han pakkede ud.

Det var en fejl.

Så havde jeg nemlig kunnet kravle i skjul. For pludselig lød der en øredøvende larm, i meget ubehagelig nærhed af min person. Jeg for sammen og var lige ved at tabe gryden med pasta. Divaen nøjedes med at sætte sig på hug og hvine skingert, mens hun holdt sig for ørerne.

First Man havde købt en slags kompressor eller noget. I hvert fald en meget stor dims til at puste luft med. Han var glad for den. Meget glad.

Og den skulle straks afprøves.

Derfor er der nu ikke den ting i huset han ikke har haft pustet på. Med maskinen forstås. Indersiden af tørretumbleren, Blondinens kurv, tallerkenrækken og støvsugeren.

Se, at han lige skulle puste på støvsugeren kunne jeg så ikke se det smarte i. Den suger jo. Med mindre han ville opnå et slags blæsende kredsløb. Det endte da også galt. Det kunne jeg godt have fortalt ham.

En slags elastik som holdt sammen på noget inde i støvsugeren, fløj af under al hans pusten. Under mange eder og rumsteren fik han moslet elastikken på plads igen. For en kort bemærkning. Så knækkede den.

Der var stille lidt og så kom ederne tilbage. Uden andet akkompagnement. Så fandt han noget andet at puste på. Udenfor. Divaen krøb i dækning og de tre andre smågrise blev ovenpå.

Så indtil han er færdig med at puste, er Æblebakken midlertidigt omdøbt til Stormfulde højder..

Holde i hånd

I går var jeg tilbage hos manden med forstørrelsesglasset, så han kunne fjerne mine sting! Og jeg var ikke bange. For Lene var med, til at holde i hånd.

Men det er godt nok, i forgårs nat kløede det på mit lår.. og jeg kløede åbenbart igen. Og SÅ skal jeg lige love for at jeg vågnede.

Højt jamrende.

Jeg havde nemlig skiftet forbindingen ud med et ordinært plaster, nu da de blå mærker var næsten væk og det dermed ikke var så ømt – troede jeg – længere.

Men forbindingen kom altså på igen, jeg skulle ikke nyde noget af at vågne på den måde igen.

Lægen fjernede stingene, og kunne samtidig meddele at der ikke var grumme ting i min forhenværende skønhedsplet. Jeg var glad.

Det kan godt være at jeg ikke har tænkt så meget på det resultat – men man tænker nogen gange – jeg gør i hvert fald: at jeg også er nabo til nogen.

Her er det godt nok en kirkegård som er nærmeste nabo, men alligevel. Eller måske netop..

Den får bare ikke nye indbyggere lige nu, for jeg er ren som sne!

Men de andre pletter skal tjekkes hvert år. Kan man godt det i Danmark?

Hvilket minder mig om de der dame tjek.. med en vatpind – som skal sendes ind til nogen så de kan se om man har et eller andet skrækkeligt noget.

Da jeg, første gang vi var flyttet til Danmark, skulle vælge læge, tog jeg en vagtlæge, som jeg havde set tilfældigt i en sommerferie, hvor Zorronaldo havde fået 41 i feber. Jeg tænkte – han ville nok være god til børn..

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at han skulle være min læge også. Jeg havde fortrængt det på en eller anden måde. I Frankrig har man én læge til allergi, én til hudproblemer, en til babyer og én til at tage dem ud. Og så én til snot og alt det andet.

Men der, hjemme på øen i 2003, med det der lyserøde brev i hånden, gik den skrækkelige sandhed op for mig.. I et glimt.

Og så skiftede jeg læge.

Til et lægeHUS med tre læger.. Så kunne man altid vælge én til dameting, altså hende som var dame. Og så de andre til snot.

Det fungerede godt før vi flyttede.. Og det har bare at virke når vi kommer tilbage igen.

Mandage er da fantastiske!

Især når man får pakke!!

I sidste uge fik vi en fin pakke, som raslede. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle vente med at pakke den op. Det var fisk! Og et brev på papir smukt dekoreret af et barnebarn.

Pausefisk fra Marie!

En fantastisk gave i et lakridsløst land!

Nu er skålen jo knap så fyldt – skønt der stadig er et par stykker tilbage!

Men hvilken vidunderlig verden, når læsere begynder at sende fisk til ens blogfødselsdag! Der er blevet nydt og smasket og smovset i salte fisk, af fineste kvalitet!

Tusind tusind tak Marie! Du har en meget høj stjerne på firkløverets himmel!!

I dag er det så tirsdag!

Tirsdage – de er også ret fantastiske.. Især når man venter på at få besøg fra øen! Jeg glæder mig så meget at jeg hverken kan sidde stille eller koncentrere mig om et ordentligt indlæg.

Lene kommer en hel uge. Og hun lander lige om lidt!

På vej ind i hverdagen igen

Aften nummer to gik betydeligt bedre – for alle – og nu er vi på vej ind i hverdagen med stormskridt, det går nemlig altid en hel del hurtigere, når der kun er en til at løbe, og jeg skal nok se at blive leveringsdygtig i ordentlige blogindlæg fra i morgen..

Hvorfor hedder det i øvrigt sådan? Blogindlæg. Jeg kommer altid til at tænke på trusseindlæg..

Nå, hvorom alting er – solen skinner – det er skrigende koldt.. kun 4 grader!!

Og der var ligefrem nattefrost og ting på min bilrude som skulle skrabes af såfremt jeg ville ud og køre. Det ville jeg dog ikke, for jeg kunne ikke finde skraberen, og jeg får ballade hvis jeg skraber bil som jeg plejer: med en flaske vand..

I går eftermiddags sad vi og så en mystisk gyserfilm, som nok krævede at man havde hørt historien før, og det var altså ikke kun mig som ikke forstod noget som helst.

Det var muligvis et spørgsmål om budget, for filmen var dansk..

Og så hed en af skuespillerne Kukiks.. Eller sådan noget. Da vi skulle se en film mere i går aftes – var han også på rollelisten.

Det var næsten som i gamle dage, dengang da Konsul Holm, Meyer og Yvonne også var med i alle film. Så hed de bare noget andet, i de andre film altså.

Men selvom filmen var sjov, var det vigtigste dette her:

Samt pakken med salte fisk, som man kan ane i baggrunden!

Og nu skal vi snart på en gåtur ned i byen og købe en søndagskage. Så vi ses om lidt igen, til kagetid!

De gode intentioner..nr. 1

For nu ikke at sige forsæt.

For det er det slet ikke.

Overhovedet ikke. Jeg har nemlig slet ikke nogen nytårsforsætter.

Det er bare sund fornuft.

Nå, min første intention i år, er at al det chokolade jeg fik til jul, skal fortæres inden udgangen af januar.

Det er vel ikke et nytårsforsæt som sådan. Det er udelukkende en god intention om at fjerne fristelsen, så jeg ikke tilbringer resten af året med at æde chokolade. Det er i øvrigt også smadderusundt at gå og småspise.

Faktisk er det en reaktion på en fransk tradition. Franskmænd forærer hinanden nemlig chokolade til jul. I stedet for almindelige gaver. Har I nogensinde hørt noget så åndssvagt?

Det er vel på sin vis okay at få chokolade, hvis man altså havde ønsket sig det. Men hvem ønsker sig chokolade i julegave?

Selvom man ikke ligefrem havde ønsket sig at få chokolade i julegave, er det jo alligevel fint nok, hvis man så også spiser det.

Det er bare ikke en pakke chokolade. Man får altid chokolade. Af alle mulige mennesker. Hvert år.

”Ihhh – jeg havde vel nok ønsket mig lige præcis sådan en æske chokolade” Og der er ikke engang marcipan i.

Nogle af chokoladerne smager virkeligt fantastisk godt, andre smager proportionelt ligeså dårligt.. Den sidste slags, ender gerne i et hjørne af æsken, eller også får First Man dem.

Nu er jeg bare ikke så meget til slik. Med undtagelse af hvis det er skildpadder eller lakridspiber. Jeg har rigtigt meget slik liggende hist og her og alle vegne.. Som jeg aldrig får åbnet for. Endsige spist. Meget af det ender med at blive smidt – ikke ud – men derimod ned i Firkløverets slikdåse.

Den har nu også lidt svært ved at blive tømt. Men tro endelig ikke, at det er fordi de ikke kan lide slik.

Det er ene og alene fordi der ikke er Disneysjov i fjernsynet hernede. Så der er ikke noget fredagsslik. Jeg glemmer bare at give dem slik på andre tidspunkter.

De glemmer at plage, og så ender det med at bare vi æder kage i stedet for. Og slikket ligger i månedsvis og bliver støvet. Faktisk tror jeg at jeg så et påskeæg, sidst jeg åbnede for den.

Men nu er det selvfølgelig snart påske igen, så kunne det vel få en slags renæssance.

I hvert fald, jeg måtte finde på noget for at vække min slikmave. Der måtte tænkes alternativt.

Derfor var jeg at finde i sports-centeret i sidste uge. Og jeg skulle derover igen dagen efter.

Men det gik der lidt ged i.

Også i dagen efter og så var det pludselig weekend og så var den uge gået.

Men så var jeg der bare igen i går. Og trænede så hårdt at det blev helt synd for mig, og jeg blev nødt til at spise et stykke lækker chokolade da jeg kom hjem.

Okay så.. fire stykker.. Se NU var vi ude i noget der kunne bruges.

Det eneste som bekymrer mig lidt, er kalorieindtaget. Men det feder garanteret meget mere hvis man spreder det ud over flere måneder.

Man bruger vel strengt taget også en hel del kalorier når man propper chokoladen hurtigt ind i munden. Både på armbevægelserne og tyggefunktionen.

For slet ikke at tale om alle de kalorier jeg forbrænder, når jeg skriver hurtigt. Jeg får sådan nogle fine slanke fingre!!

Man skal bare gøre sig selv den tjeneste at lade være med at tænke på sommer og badedragtsindkøb. Men der er jo også meget længe til.

Det gode ved fransk syn på julegavechokolade, er deres overbevisning om at chokolade ikke alene er sundt, det er også meget nyttigt som antidepressiv i denne mørke klamme kolde og våde tid. Også kaldet mandage i januar.

Så faktisk er der vel egentlig lidt fornuft i galskaben..

Man får en masse chokolade i julegave, som man så kan spise i løbet af januar for ikke at nedsynke i en gedigen vinterdepression.

Dette forklarer måske hvorfor jeg altid er så godt humør i januar!

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!

Glædelig jul!

Hvor end I er, vil jeg ønske jer en rigtig

Glædelig Jul!

Dette billede er fra 2005 – ikke ti vilde heste ville kunne få dem til at posere i sådan et udstyr idag, bare for at deres mor kunne få årets julekort i kassen!

Jeg glæder mig

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Risiko for sukkersyge

Nu vil jeg da lige – mens jeg har jeres velvilje – fortælle om gårsdagens bemærkning. Der er godt nok stor risiko for at I får galopperende sukkersyge idet det er en anelse rosenrødt, men skidt med det – det overlever I nok!

Det var Gårdmand Bjørn, som i går eftermiddags kom hen til mig og sagde at jeg skulle læse hans tanker.

Mit svar var naturligvis, at det kan man ikke.

Hvilket faktisk nok er meget heldigt.

Jeg mener – forestil jer den ballade der bliver hvis man spørger folk, som falder i søvn under politiske debatter, om de syntes det var kedeligt og de så siger: ”Naaaj naaaj, slet ikke” og man så kan læse deres tanker.. Det ville jo være noget værre noget.

Eller hvis man spurgte mig til min 30års fødselsdag om jeg kunne lide den plexiglas bonsai med barbielyserøde stofblade på.. Det ville nok heller ikke have været så godt hvis man havde kunnet læse mine tanker der..

Jeg kan på siddende mås, komme på en del andre ulemper i forbindelse med tankelæsning, men dem vil jeg forskåne jer for.

I hvert fald, så forklarede jeg min yngste håbefulde søn, at man ikke kunne læse folks tanker.

”Nå..” mumlede han og var stille lidt. Så smilede han og sagde ”Jeg kan da ellers læse dine”

”Aha” sagde jeg lidt mistroisk ”Og hvad tænker jeg så på nu, da?”

”Du elsker mig” kom det så..

Og det var altså ikke helt forkert, så jeg vil bede jer om at passe på – tankelæsning findes!