Tag Archives: De små glæder

Starter fra en ende af..

26 Nov

På de indlæg der aldrig kom så langt som til bloggen, altså.

Jeg har bestemt mig for at prøve en gang renskrivning direkte fra hjernecellerne. På nogle af dem. Det er jo ikke dem alle sammen jeg kan huske.

Så jeg skal lige have samlet sammen.

I mellemtiden kan I nyde – eller måske er det så som så med nydelsen fotoets kvalitet taget i betragtning – men måske kan I fornemme stemningen jeg kommer i når jeg køre forbi dette:

Juletræ på motorvejen

For en lille uges tid siden kom jeg kørende med morgenuld i 95% af mine hjerneceller, og pludselig blev jeg opmærksom på dette flotte juletræ som stod helt alene og lyste op. Og jeg blev så glad.

Nu er det ikke fordi jeg har noget specielt at gøre med PIT hegn A/S men deres juletræsinitiativ får mig til at smile hver eneste morgen når jeg kører forbi!

Det er jo jul lige om lidt!

Der er ingen krummer i min dreng!

29 Jan

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

Koncentration eller mangel på samme

10 Apr

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

IMG_0959

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Lykke

8 Apr

Jeg ved at lykke ikke er en blivende tilstand.

Lykke kommer i små glimt af varme. I korte øjeblikke mens nu var nu.

Sommetider går der lang tid hvor man ikke har tid til at gribe øjeblikket, eller også er det ikke helt rigtigt.

Men pludselig er den der.

Som regel i helt almindelige situationer. Kommer uden varsel. Og inviterer ingen.

Den kravler sig igennem trætheden over at have forberedt påskefrokost i hvad der føles som 28 timer non-stop (det er naturligvis ikke tilfældet) den slipper også uset forbi den kedelige vrissen over, hvem der skal vaske op.

Men så kryber den langs gulvet og når helskindet frem til sofaerne, sætter sig godt tilrette i puderne, nyder årets sidste pejseild og indtager rummet fuldstændigt.

Den svømmer i vores fælles latter over en vidunderlig film: vores familiepåskeæg. Vi er i dejligt selskab med skønne chokolader indkøbt til lejligheden, uldne sokker, nærvær og tæpper; vi har hinanden …

Hinanden , og så lige det øjeblik af lykke som blev hængende.

Glædelig påske!

At være god mod sig selv

24 Mar

Jeg har været rigtig god mod mig selv. Det skal jo til indimellem, og gerne efter sindsoprivende tildragelser eller lavementer.

Jeg har derfor foræret mig selv en lille gave. Den eneste ulempe ved den konstellation, var at jeg ikke blev overrasket.

Men selve gaven er perfekt.

Faktisk noget af en ultimativ gave. En kop; jeg elsker kopper – anderledes kopper – og så god chokolade. Denne fantastiske kop forener de to på smukkeste vis.

IMG_0806

Den blev leveret med chokolade stykker der kan smeltes i en chokolade smelter, hældes over i koppen og holdes varm med et fyrfadslys. Ved siden af har man en skål med frugtstykker og så er der ellers dømt chokoladefondue.

Når man engang har tabt sig nok til, at den slags små lejlighedsvise hyggestunder ikke ødelægger noget.

Det vil jeg s**** på.

23 Mar

Jeg undskylder – dette er endnu et af de der selvoptagede helbredsrelaterede indlæg med fokus på MIG. Og så på noget lidt mere analt. Så er I hermed advarede, og I kan klikke væk og komme tilbage en anden dag, hvis det er for brunt i kanten.

Lige om lidt skal jeg jo ind og fotograferes i skiveform.

Jeg må desværre ikke have telefon med. Jeg troede ellers at jeg kunne ligge og høre musik i stedet for deres rumlen. Men skidt med det, jeg bliver bare nødt til at synge selv.

En ting var, at jeg skulle være radioaktiv imens. Tænk forresten hvis jeg bliver selvlysende … Det kunne ellers være smart. Så kunne jeg ses i mørke. Og jeg prøver så at abstrahere fra de indre skader den slags kan forårsage.

Så skal det drikkes ud bagefter. Mon man så skal tisse i en spand, forsegle det og sende det til destruktion i La Hague?

Eller nøjes med at advare VVS manden? Det kan jo være, det ligefrem kan rense afløbet!

Men hvad værre var – og det havde jeg lige overset i første ombæring – det er muligvis et tilfælde af selektiv læsning, for jeg skal have … hvordan skal jeg lige få det sagt. Jeg skal have et lavement. Schyy!

Jeg er frygtelig ked af at blive så latrinær, men det ser faktisk ret voldsomt ud på indlægssedlen.

Og skulle der være nogle som ikke helt var klar over hvordan man lige klarer den slags; det var jeg for eks. ikke, så vil jeg da enormt gerne medvirke til udvidelse af folks horisont.

Man skal tømme sådan en tube, og ellers knibe ballerne sammen. Og så i øvrigt meget gerne befinde sig i umiddelbar nærhed af et toilet. Der er også en fin tegning på indlægssedlen. Den viser en person i liggende position. Hvilket medfører at jeg skal befinde mig på første sal.

For på det lille toilet nedenunder, er der ikke plads til at ligge ned. I hvert fald ikke hvis man vil ligge udstrakt. Og det vil man gerne, hvis man skal kunne komme hurtigt op igen.

Jeg vil slet ikke forestille mig de katastrofale følger, en sådan sammenkrøllet positur ville kunne få.

Altså har jeg forbeholdt mig retten til, at optage badeværelset ovenpå, en rum tid. Gad vide hvor lang tid det tager?

Når man ikke er så velbevandret i den slags, kan man jo godt forudse at man ligefrem får behov for læsestof, hvis nu man skal opholde sig længe på badeværeæset.

Jeg vil derfor tage læsestof med. Sidde og læse de endeløse opremsninger om, hvad man må og især hvad man ikke må, før ens læge..

Han hedder for resten Monsieur Mouton. Ham min læge. Det betyder Hr. Får.

Bæææh..

Helt ærligt, hvad er det også for et navn. Nu skal jeg koncentrere mig om ikke at grine meget højt, når jeg hilser på ham. Det er de forfærdeligste associationer jeg får når jeg tænker på det.

Må hellere stoppe her.

Maskinoman har slået til igen..

5 Mar

Om det er en maskulin form for shopaholic skal jeg lade være usagt.. men forleden dag kom First Man hjem, slæbende på en meget stor kasse. Der var en maskine inde i den store kasse. Endnu én.

Han råbte bare hej, da han kom hjem, og jeg stod på hovedet i aftensmaden og snakkede med Divaen, så jeg ofrede ikke kassen ret meget opmærksomhed. Heller ikke da han pakkede ud.

Det var en fejl.

Så havde jeg nemlig kunnet kravle i skjul. For pludselig lød der en øredøvende larm, i meget ubehagelig nærhed af min person. Jeg for sammen og var lige ved at tabe gryden med pasta. Divaen nøjedes med at sætte sig på hug og hvine skingert, mens hun holdt sig for ørerne.

IMG_0772

First Man havde købt en slags kompressor eller noget. I hvert fald en meget stor dims til at puste luft med. Han var glad for den. Meget glad.

Og den skulle straks afprøves.

Derfor er der nu ikke den ting i huset han ikke har haft pustet på. Med maskinen forstås. Indersiden af tørretumbleren, Blondinens kurv, tallerkenrækken og støvsugeren.

Se, at han lige skulle puste på støvsugeren kunne jeg så ikke se det smarte i. Den suger jo. Med mindre han ville opnå et slags blæsende kredsløb. Det endte da også galt. Det kunne jeg godt have fortalt ham.

En slags elastik som holdt sammen på noget inde i støvsugeren, fløj af under al hans pusten. Under mange eder og rumsteren fik han moslet elastikken på plads igen. For en kort bemærkning. Så knækkede den.

Der var stille lidt og så kom ederne tilbage. Uden andet akkompagnement. Så fandt han noget andet at puste på. Udenfor. Divaen krøb i dækning og de tre andre smågrise blev ovenpå.

Så indtil han er færdig med at puste, er Æblebakken midlertidigt omdøbt til Stormfulde højder..

%d bloggers like this: