Tag Archives: Jammerligt

Superman og vinduesviskere

18 sep

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Reklamer

Min anonyme søn.

22 maj

Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: “Mener du det der brev?”

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

Jeg kyssede ham og gik min vej.

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

JAM..re

1 maj

Er “maj” baglæns. Og hvis ikke snart temperaturen i dette land bliver højere så går min sirene i gang.

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

 

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

10 apr

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

FORÅR – NU!!

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Okay, jeg blev ikke kvalt..

19 mar

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

Bagfra…

11 mar

Da jeg kom hjem i fredags, blev jeg først mødt af mine børn som skulle kysses, og så – da jeg vendte ryggen til – af et par fnis og et: “Du har maling på numsen”.

Yderst informativt, men umiddelbart ikke noget der satte mig i godt humør.

“Hvor?” ville jeg vide mens jeg snurrede rundt om mig selv.

Divaen satte en pegefinger på min ene balle: “Lige der” svarede hun, og fortsatte så: “Nej, vent det er ikke maling” Hun bøjede sig og stirrede indgående på min popo. “Det  er tandpasta” Hun rettede sig triumferende op igen.

“Tandpasta?”

Jeg sukkede dybt og fik tunnelsyn.

En stor klat tandpasta havde siddet på min buksebag hele dagen siden jeg tog hjemmefra. Der var ingen chance for at den var ankommet på et senere tidspunkt, idet jeg ikke har for vane at operere med tandpasta andre steder end på mit eget badeværelse og så langt var jeg slet ikke kommet endnu.

Jeg sukkede igen og sagde håbefuldt: “Det er da ligemeget, det har ingen set”

Divaen kiggede skeptisk på mig og sagde: “Det tvivler jeg på. Det sidder jo lige midt på din balle. Den er ligeså stor som en kvart flødebolle”

En kvart flødebolle. Det er ret stort. Især når det er hvidt. Og bukserne er mørke.

“Det kan man ikke se, når jeg hiver ned i blusen” sagde jeg desperat. “Det har bare være dækket”

“Hvad tror du selv” begyndte hun “Du hiver aldrig så meget ned i dine bluser” Divaen lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig med et grin.

Jeg stillede mig foran spejlet med numsen først, og gav mig til at klynke.

Der sad nemlig, ganske rigtigt, en stor fed klat af ubestemmelig herkomst på min baglomme.

Jeg sukkede igen og mit liv passerede revu. I hvert fald den del af mit liv som indeholdt fredag d. 08/03 – 13

Helt ærligt.

Hvor mange havde lige kunnet glo på den hvide klat, der sad der på mine bukser, endda uden mit samtykke?

Hvorpå næste tanke meldte sig.

Hvorfor havde ingen sagt noget?

Fordi jeg har for vane at være snusket og rende rundt med pletter på tøjet?

Eller fordi de ikke har set den?

Pletten altså.

Eller måske fordi de slet ikke har gloet på min bagdel?

Jeg endte med at hoppe i nattøj, tidligt og helt uden for nummer, smed bukserne til vask, og nægtede at tænke mere over min vestimentære deroute og valgte at tro på den sidste mulighed.

Hej mor, undskyld jeg forstyrrer

28 feb

lød det i mit øre i mandags.

En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.

Dobbelt forbudt altså.

Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.

Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!

Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”

Jeg kunne seriøst have kogt ham.

På gulerodsmåden.

Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?

Hvem tilbød også at lave det?

Og HVEM afslog?

Jeg nævner ingen navne.

Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.

Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.

“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”

Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.

Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.

Klipper gulerod…

Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.

Kong Gulerod

Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.

Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.

Det var bare.. sådan.

Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.

Men jeg gør det aldrig mere.

Aldrig, hører I?

Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!

%d bloggers like this: