Superman og vinduesviskere

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

…

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

…

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

…

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Min anonyme søn.

Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

…

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: “Mener du det der brev?”

…

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

…

Jeg kyssede ham og gik min vej.

…

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

JAM..re

Er “maj” baglæns. Og hvis ikke snart temperaturen i dette land bliver højere så går min sirene i gang.

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

…

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

…

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

 

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

…

FORÅR – NU!!

…

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Okay, jeg blev ikke kvalt..

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

…

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

…

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

Bagfra…

…

Da jeg kom hjem i fredags, blev jeg først mødt af mine børn som skulle kysses, og så – da jeg vendte ryggen til – af et par fnis og et: “Du har maling på numsen”.

Yderst informativt, men umiddelbart ikke noget der satte mig i godt humør.

“Hvor?” ville jeg vide mens jeg snurrede rundt om mig selv.

Divaen satte en pegefinger på min ene balle: “Lige der” svarede hun, og fortsatte så: “Nej, vent det er ikke maling” Hun bøjede sig og stirrede indgående på min popo. “Det  er tandpasta” Hun rettede sig triumferende op igen.

…

“Tandpasta?”

Jeg sukkede dybt og fik tunnelsyn.

En stor klat tandpasta havde siddet på min buksebag hele dagen siden jeg tog hjemmefra. Der var ingen chance for at den var ankommet på et senere tidspunkt, idet jeg ikke har for vane at operere med tandpasta andre steder end på mit eget badeværelse og så langt var jeg slet ikke kommet endnu.

Jeg sukkede igen og sagde håbefuldt: “Det er da ligemeget, det har ingen set”

Divaen kiggede skeptisk på mig og sagde: “Det tvivler jeg på. Det sidder jo lige midt på din balle. Den er ligeså stor som en kvart flødebolle”

En kvart flødebolle. Det er ret stort. Især når det er hvidt. Og bukserne er mørke.

“Det kan man ikke se, når jeg hiver ned i blusen” sagde jeg desperat. “Det har bare være dækket”

“Hvad tror du selv” begyndte hun “Du hiver aldrig så meget ned i dine bluser” Divaen lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig med et grin.

…

Jeg stillede mig foran spejlet med numsen først, og gav mig til at klynke.

Der sad nemlig, ganske rigtigt, en stor fed klat af ubestemmelig herkomst på min baglomme.

Jeg sukkede igen og mit liv passerede revu. I hvert fald den del af mit liv som indeholdt fredag d. 08/03 – 13

…

Helt ærligt.

Hvor mange havde lige kunnet glo på den hvide klat, der sad der på mine bukser, endda uden mit samtykke?

…

Hvorpå næste tanke meldte sig.

Hvorfor havde ingen sagt noget?

Fordi jeg har for vane at være snusket og rende rundt med pletter på tøjet?

Eller fordi de ikke har set den?

Pletten altså.

…

Eller måske fordi de slet ikke har gloet på min bagdel?

…

Jeg endte med at hoppe i nattøj, tidligt og helt uden for nummer, smed bukserne til vask, og nægtede at tænke mere over min vestimentære deroute og valgte at tro på den sidste mulighed.

Hej mor, undskyld jeg forstyrrer

lød det i mit øre i mandags.

En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.

Dobbelt forbudt altså.

Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.

Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!

Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”

…

Jeg kunne seriøst have kogt ham.

På gulerodsmåden.

Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?

Hvem tilbød også at lave det?

Og HVEM afslog?

…

Jeg nævner ingen navne.

Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.

Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.

“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”

Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.

Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.

Klipper gulerod…

Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.

Kong Gulerod

Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.

Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.

Det var bare.. sådan.

Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.

…

Men jeg gør det aldrig mere.

Aldrig, hører I?

Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!

Jeg vil ikke være med i dag..

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

Et forsømt forår i sigte

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Krølletyven

Nu da krølletyven var fundet, identificeret og afsløret, så sad jeg med en viden jeg ikke bare kunne ignorere.

Hvad skulle jeg gøre?

Jeg snakkede længe med min læge, og hun bortviste Krølletyven. Væk med hormonerne. Ja, nu er min læge naturligvis ikke idiot – hun har ikke smidt mine piller væk, bare fordi jeg har mistet mine krøller, men af andre årsager.

Jeg skal undersøges til bunds – uden hormoner – og hvis krøllerne titter frem igen, er de hjerteligt velkomne. Så jeg er ikke helt mig selv – eller det vil sige jeg er måske netop helt mig selv – hvilket faktisk er ret så skræmmende.

Krøllerne lader vente på sig, men hvis de først skal vokse ud igen risikerer det selvfølgelig at tage sin tid.

..

I mellemtiden havde Lene en speciel hårkur med hjemme fra øen. Det lokale kosmetikbrænderi har en hårkur som skulle virke på bortkomne krøller.

Så i går aftes – den sidste aften inden hun her om lidt flyver hjem igen – smurte Lene mine flade totter ind i noget meget fedtet stads.. Som jeg har sovet med.

Og kæmpet en brav kamp for at få vasket ud igen – og nu har jeg hår der er så glat som et bonet gulv.

Jeg håber ikke vi får mere kulde for jeg er fuldstændigt overbevist om at en eventuel indendørs hue ikke engang ville kunne sidde fast på mit hoved så blødt er det.

Om det vil få krøllerne frem vil tiden vise!

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Noget om etisk fordring

Eller også er det en slags indrømmelse. Et surt opstød er det i hvert fald.

Engang for længe siden.. Kan man overhovedet starte et seriøst blogindlæg med den sætning? Jeg mener det er ret tæt på ”Der var engang”.. og det er jo et eventyr.

Dette her er bestemt ikke et eventyr – det er almen oplysning om hvordan NOGEN kan virke på andre. Til skræk og advarsel. Om hvordan man måske ikke bør opføre sig.

En eller anden form for menneskelig smålighed. Eller jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det.

I hvert fald, engang for længe siden.. jeg var kommet til en ny by. Var selv ny. Kendte ingen, ikke et øje. Børnene var små. De kendte heller ingen. Og jeg var ved at gå til, fordi jeg ikke havde nogen at snakke med.

Stor var derfor min glæde, da en anden mor inviterede et af mine børn for at lege med et af hendes børn. Og mig med – til en kop te. Ô lykke.

Det var faktisk hyggeligt. Med speltboller uden form. Og urtete.

Lige indtil.. damen gav sig til at fortælle stolpe op og stolpe ned om denne her fantastiske husmoderforeningsklub. Alt det sjove og spændende de lavede. Lokale damer, naboer, lige om hjørnet, med børn i mine børns skole – endda klasser.

Det lød SÅ sjovt.

Men det var åbenbart ikke noget for mig, for jeg blev ikke inviteret med. Som i aldrig nogensinde.

Nu synes jeg ikke det er så rart sådan ligefrem at invitere sig selv, men jeg var jo desperat, og kunne ikke dy mig for at smide mig mentalt på gulvet, så hun lige kunne få fornøjelsen af at træde lidt på mig..

Fordi.. jeg sagde jo til hende at jeg syntes det lød spændende – samt at DET kunne jeg sandelig godt tænke mig. Men da det ikke ligesom blev taget op – så hang min etiske fordring der i luften og blafrede lidt ensomt.

Og jeg undrede mig helt enormt.

Når man ligefrem står og fortæller folk at man har brug for at lære andre at kende, at man savner at have en omgangskreds, og de ikke reagerer på det?

Hvad skal der så til?

Det lyder bittert – det er det da også lidt – men det er faktisk allermest undren over, hvordan man kan være sig selv nok på den måde. Der er nok en del som aldrig har hørt om den etiske fordring, og det er en skam.

At der skulle gå noget nær fem år, før der var andre end hende den søde fra Tyskland, som ville invitere mig på kaffe.

Er det mon et politisk korrekt fænomen?

Mer’ mus..

En gang mus.. og altid mus – det er muligt det er sådan det er for andre – men jeg kan forsikre jer for at den mus ikke får lov til at få folkeregisteradresse på Æblebakken.

I forgårs da jeg stod op, det var stadig mørkt og jeg tumlede ned i køkkenet, og uden at tænde lys, fik sat vand på til te. Da jeg var blevet så vågen at jeg var klar til at se verden i øjnene, og kunne tænde lyset – så jeg en banan med hul i.. Midt på bordpladen.

En hul banan.

Selvom jeg stadig teknisk set sov, kunne jeg dog sagtens konkludere at nogen – og det var ikke mig – havde lavet det hulrum i min banan, der faktisk var destineret til at garnere min kongelige morgenmad.

Og de små sorte klatter rundt omkring, vidnede da også om et lille natligt musebesøg.

First Man skræppede straks op, og brokkede sig over Blondinen: ”ikke en lyd har hun sagt.. Hun arbejder ikke ordentligt.. Jeg holder op med at give hende morgenmad..”

Her vil jeg skynde mig at indskyde – før han får hidsige dyreværnsaktivister på nakken – at for det første får hun i forvejen slet ikke morgenmad, og for det andet så elsker First Man altså sin hund meget højt.

Nårh ja, lige undtagen når hun slikker ham inde i munden.. Ej det var altså FOR sjovt – I skulle simpelthen have været der. Men det kan jo være jeg kan få hende til at gentage successen – og så filme det imens..

Det må være ugens projekt!

Men altså, det var den mus vi kom fra.

Om aftenen kom First Man så hjem med en spritny musefælde. Det sagde han i hvert fald det var.

Jeg syntes nærmere det lignede en mellemting mellem min gamle antenne hjemme på øen og indmaden af min mormors brødrister..

I min verden er en musefælde – men det må I endelig ikke sige til Firkløveret at jeg har sagt – sådan en med fjeder og SLAM – så taler vi om en eks-mus.

Subsidiært et lille penalhus af træ med en vippe inden i. En vippe som kun vipper den ene vej.

Men denne.. indretning, skulle musen efter sigende kunne komme ind i – men ikke ud af – uden at dø på den maste måde.

Jeg tror snarere, at mus ikke engang kan komme ind i den. Generelt set.

Der er to muligheder:

Enten er det en lille Mensamus, eller også er det en retarderet mus, vi har æren af at have på kost. Eller nærmere på banan.. For om natten havde den da været en lille tur på køkkenbordet igen.

Og havde ikke nærmet sig indretningen. Ikke engang tæt på. Der var ellers både mariekiks og banan derinde. Sådan for at lokke lidt.

I går aftes dryssede First Man med lidt reven ost – udover hele indretningen. Der må jo være noget om det med mus og ost.

Men denne mus hoppede ikke på den, for i morges var der slet ikke mere ost – heller ikke inden i indretningen – men der var heller ingen mus – så jeg hælder altså mest til Mensamus.

Og i dag køber jeg en klapfælde!

Lidelser

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

Hormonella

Uden overhovedet at gå i slibrige intime detaljer, så jeg skræmmer de få mænd som eventuelt læser med her – der kan nu alligevel ikke være så mange – så er jeg godt træt af hormoner. Som i pissehamrendemøg træt.

De hormoner, man selv koger sammen, som fremprovokerer ennaturlig PMS har jeg ikke noget imod, da jeg er overbevist om at det er vældigt sundt at vrisse af folk som fortjener det, indimellem.

Okay, så kommer man måske til at råbe af nogen som ikke fortjener det så meget, en enkelt gang imellem, men det er jo den slags som sker. Man kan ikke lave omelet uden at knække nogle æggeskaller.

Men derimod, den slags hormoner som er blevet mast ind i hvide små klatter komprimeret kemi, og som man skal æde for at få lidt balance på sine indre dele – de er lidt irriterende at skulle regne med.

Jeg fik nogen sidste år – men de forærede mig de der mange kilo, så jeg var ærligt talt lidt træt af dem, og min læge blev enig med sig selv, og mig, om at jeg så kunne prøve nogle andre.

KA-TA-STROFE de andre hormoner, siger jeg bare. Jeg har ikke været til at være i nærheden af, i flere uger nu. Så lige om lidt, så bytter jeg tilbage igen – vil trods alt hellere være småfed end furie – hver dag. Eller nej endda 1 ½furie m.m. idet der lige blev koblet en ½tudemarie på nogle af dagene, for slet ikke at tale om alle de andre genvordigheder.

Anstrengende, siger jeg bare. Og jeg taler IKKE for mine omgivelser.

Og fordi, det er så det andet: uanset hvor meget jeg har passet på og spist fornuftigt og gået hurtig-tur så er der intet sket på vægtfronten. Som i INTET.

Og så er det en anelse anstrengende at være gift med en super-elite-sports-freak som har lavet sport siden han kunne kravle. Han går jo heller ikke ligefrem til den med finfølelse.. Han bralrer op om at det også er min egen skyld og jeg kunne bare og hvorfor gør jeg ikke og bla bla bla.

Gider IKKE at snakke om at han har ret. Kun lidt altså.. og kun indimellem. Og aldrig, hvis han hører på det.. Det er med andre ord sådan noget vi ikke skal snakke om, når jeg fjerner næsepels!

Han kan ikke bo i en by uden at have helt styr på sportsudstyrssteder og fitnesscentre, hvor han er ven med dem alle sammen. Så jeg kunne jo nemt gå ned og træne.

Men..

EN af de mange – gode – grunde til at jeg ikke gider tage hen i sådan nogle fedt-nisse centre, er altså også at jeg faktisk har taget så meget på at jeg ikke kan passe mit træningstøj mere.

Min mavedelle hænger simpelthen ud over buksekanten og jeg ligner en som har implanteret en for lille badering lige omkring navlen. Jeg kan ikke engang lave maveøvelser – for min delle er også i vejen der.

Jeg har det ligesom når man går rundt og gør rent fordi der skal komme en rengøringskone.. Jeg vil godt liiiige tabe et par kilo eller 7 før jeg bevæger mig ned i det der træningsnoget.

Så da jeg lørdag formiddag langt om længe fik taget mig sammen til at følge med ham, var det en overvindelse af de større. Men jeg var, af vanvare kommet til at se mig selv i spejlet – uden tøj på. Det undgår jeg ellers til daglig. Jeg nøjes med at fokusere på enkeltdele.

Og så ville jeg pludselig gerne med. Og meget mod forventning var det dejligt at få flyttet lidt rundt på dellerne.

Og jeg skal faktisk derned igen. Så håbet er lysegrønt.

Og når jeg så tilmed får skiftet kemi til noget mere menneskeligt, så ender jeg jo med at blive en hel omgængelig konge igen!

Småfed, glad og vældig fit!!