stod der.
…
Jamen? Hov?
Hvad mener de med ingen adgang?
Hvorfor må jeg ikke komme på forældreintra?
Og se hvilke timer de har?
Eller se ugens menu i kantinen?
Eller lige se de sidste nyheder?
…
Er systemet nede???
Eller kan det muligvis være fordi Gårdmand Bjørn nu har forladt 9.klasse og han dermed er færdig med folkeskolen?
Han blev i det landlige til sidste skoledag.
Og min lille blomst i øvrigt måler 189 cm og skal dukke sig for at komme ind i køkkenet.
Det er nok derfor.
Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.
En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.
Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…
Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!
Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.
Temaet var grønt.
Og stort set alt var grønt!
Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.
Grønt!
I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!
Gæste-træ
Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.
Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”
Sponsor balloner
Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.
Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!
Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.
Skønne bolcher fra Bolcheriet
Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.
De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)
Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!
Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!
Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.
Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.
Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.
Han sprang simpelthen ud i det
Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.
Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.
Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.
Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.
Nr. 1 i bryst
Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.
Nr. 2 i crawl
Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.
Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.
Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.
Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.
En vaskebjørn?
Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!
så kan man stadig levere bemærkninger af den sødere slags.
…
Gårdmand Bjørn kom hjem i går efter sin svømmetræning, forpustet med fugtigt hår, røde kinder og klare øjne.
“Mor” råbte han, så såre han havde sat den ene fod over dørtrinnet. “Mor, må man ikke godt ønske hvis man har set Carlsberg-vognen?”
Og ja – jeg ved ikke med jer – men jeg synes da afgjort man må ønske, hvis man har set Carlsberg vognen.
…
Hvilket jeg meddelte den unge mand, som snart er teenager.
Og så fik han så mange kys at han endte med at råbe “adr moaar, hold nu ooooop” og vægrede for sig med sin sportstaske, mens han flygtede fra dette moderlige udbrud.
Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.
Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.
…
Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.
Præcis som mine fire børn.
Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.
Nå.
Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.
Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.
Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.
Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.
Og så kom de der ord:
… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”
…
Av.
AV siger jeg bare.
Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.
Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.
Akkompagneret af en hel masse knus.
…
Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.
Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.
Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.
…
Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.
Han lignede en som havde givet op.
Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.
Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.
Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:
“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.
…
Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.
Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.
Vi fik en tid allerede næste dag.
Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.
Men han ville gerne tage chancen.
Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.
For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.
Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”
GLUPS
Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.
Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.
Så nu var det nu; han skulle have en ny start.
…
Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.
Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”
Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!
Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.
Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.
Da Gårdmand Bjørn blev 12 år for godt to uger siden… Og hvordan skete det lige? Hvordan kunne min lille trold, min lille bamse pludselig løbe fra mig og blive 12 år, jeg synes lige han var otte. Fem. To. Nyfødt. ?
Næste år er han teenager og så er jeg i den heldige situation at jeg har fire teenagere under samme tag.
…
Glups.
…
Nå, det var et sidespring. Min yngste søn er nu 12 år, og han fik noget tøj i fødselsdagsgave som var for småt. Og skulle byttes. Så lørdag begav vi os til Staden.
Foran disken med den ønskede størrelse i hænderne smilede ekspeditricen til ham og spurgte om han var blevet konfirmeret sidste år eller om han skulle til sommer.
Gårdmand Bjørn mumlede lidt genert smilende at det altså først var til næste år.”Nå, men så må du love mig at du kommer herind i oktober og er med til at gå modeshow for at vise at det nye konfirmandtøj frem”
Hun og jeg smilede til hinanden og jeg gik ud med min søn.
Han så undrende ud og spurgte mig, vel ude på gågaden, hvorfor hun havde sagt det.
Jeg svarede at det nok var fordi hun syntes han var en flot fyr, som hun gerne ville have til at gå modeshow til næste år.
Og så flækkede han i det største smil!
“Ej syntes hun at jeg så godt ud?”
Jeg nikkede og han var stille hele vejen hen til bilen, hvor han sagde: “Mor, vil du ikke skrive det ind i din kalender så vi husker det?”
Jeg tvivler nu på at han glemmer det, men nu står der skrevet for oktober 2014 “Gårdmand Bjørn – modeshow”
Og jeg spekulerer stadig på hvor lidt der skal til for at gøre et andet menneske glad.
Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.
For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.
Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.
Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.
Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.
Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.
Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.
Lange tomme gange.
Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”
…
Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.
Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.
Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.
…
Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.
Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.
…
Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.
Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.
Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.
Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.
…
Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.
Stadens bedste jordbærkage
Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.
Der er nemlig meget galt med sådan en arm.
Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.
Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.
En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.
…
Eller stå på skateboard.
Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.
Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.
Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.
Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.
Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!
Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.
Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.
Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.
Nå…
Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!
Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.
Uden afsender.
Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.
Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.
“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.
Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.
…
First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.
Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”
“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”
Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.
“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.
Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”
“Nej” insisterede han.
“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.
Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: “Mener du det der brev?”
…
Jeg måbede..
“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”
…
Jeg kyssede ham og gik min vej.
…
Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…
lød det i mit øre i mandags.
En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.
Dobbelt forbudt altså.
Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.
Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!
Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”
…
Jeg kunne seriøst have kogt ham.
På gulerodsmåden.
Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?
Hvem tilbød også at lave det?
Og HVEM afslog?
…
Jeg nævner ingen navne.
Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.
Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.
“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”
Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.
Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.
Klipper gulerod…
Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.
Kong Gulerod
Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.
Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.
Det var bare.. sådan.
Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.
…
Men jeg gør det aldrig mere.
Aldrig, hører I?
Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!
“Moaar, kom lige”
Jeg havde sagt godnat til ham, men gik ind og forhørte mig om hvad der var galt.
“Ikke noget, kan du ikke lige sidde et lille “sikund” jeg har lyst til at snakke” kom det fra Gårdmand Bjørn. Og da den tid snart nok kan være et overstået kapitel, satte jeg mig naturligvis ned igen!
“Hende der Birthe Kjær som er med i regeringen..” begyndte han.
Jeg tillod mig at afbryde ham og jeg tilføjede at jeg troede lidt han forvekslede hende med en anden.
“Hvem er Birthe Kjær da?” ville han vide.
Jeg prøvede at uddybe, hvilket var lidt svært da jeg ikke er udpræget fan, men jeg fik fortalt at hun er en dame der synger. Jeg kunne så udvide historien med at hun synger en sang om en rød gummibåd, som vi synger når vi pjatter.
“Nååårrh, hende” kom det så. “Nej det var ikke hende jeg mente”
Det havde jeg næsten gættet, når nu han snakkede om en dame i regeringen. “Hvordan ser hun ud?” spurgte jeg, i håb om at pejle mig ind på damen.
“Hende den gamle med håret” sagde han og holdt hænderne bag ørerne.
“Nå, Pia Kærsgård” grinte jeg.
“Okay, jeg troede hun hed Birthe Kjær” sagde han undrende.
…
Jeg vidste ikke helt, hvem det lige var mest synd for her, men sagde ikke mere.
…
“Er det ikke også hende som har sommerhus ved siden af os?” ville han vide.
“Nej det er Marianne Jelved, du ved Antons papmormor” oplyste jeg.
“Nå” han var stille lidt.
…
Her må jeg lige fortælle, at for et par uger siden kom Prinsessen løbende ind i stuen i stor affekt: “Mor mor, den nye kulturminister er Antons papmormor!”
“Nå da, hvor spændende” sagde jeg, og mente mest den del om Anton, idet jeg godt var klar over hvem den nye kulturminister var! “Jamen er det ikke bare totalt sejt” hvinede hun. Da jeg sagde: “Søde skat, du ser Marianne Jelved hver eneste sommer nede på stranden, og det har du gjort hele dit liv, så jeg ved ikke lige hvor sejt det er.” punkterede jeg vist ballonen lidt, for hun stoppede brat op og rynkede på næsen “Ej er det bare hende damen med det grå hår?” hvortil jeg nikkede. “Nå, øv” mumlede hun og gik slukøret ud af stuen igen.
…
Tilbage til studiet Gårdmand Bjørn.
“Men i hvert fald” fortsatte han “Hende Pia Kærsgård, hendes hår det er bare så grimt. Hun kunne godt tage at få en lidt pænere frits. Sådan lidt smart. Som mormor faktisk. Det ville være sjovt hvis de lignede hinanden”
Jeg rynkede på næsen og sagde at mormor nok ville blive meget ked af at ligne Pia K, så det var nok bedst at Pia K blev ved med at se ud som hun gjorde. Ellers ville vi jo ikke vide hvem hun var.
Det kunne han godt se det smarte i.
“Men jeg synes nu stadig hun skulle få en smartere frisure! Godnat mor”
Godnat søn. Måske er der er job til dig på borgen om et par år?
Afsindigt dårligt billede af stylistens dør på Christiansborg.
Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.
Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.
Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.
…
Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.
Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.
Men ikke om han ville ud med det.
Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.
“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”
Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”
Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.
Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.
Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”
Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”
Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.
“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”
…
Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!
Der gives dage hvor personer på 10 år bare er en anelse belastende for deres omgivelser. Uanset om det er royale omgivelser, eller bare alle de andre.
Så er det befriende at være den der bestemmer og kyle hele banden i seng, eller det vil sige, én for alvor og tre andre på skrømt. Så ligger han der og ligner den søde dreng det var meningen han burde være det meste af tiden.
Jeg sætter mig tungt og træt på hans sengekant og sukker dybt. Spørger så hvordan det kan være at han skal være sådan en drillepind?
Om han ikke ville oppe sig lidt og blive lidt mere medgørlig at være sammen med og ikke være så irriterende hele tiden.
Venter egentligt ikke noget svar, og må bide mig i læben for ikke at komme til at grine meget højt da han alvorligt siger: ”Mor.. Jeg er 10 år, og jeg er også en lillebror. Jeg skal være irriterende. Vær glad for at jeg ikke er blevet sur endnu, ligesom min storebror!”
Han ligger heldigvis på maven så han kan ikke se mine anstrengelser for ikke at bryde sammen af grin.
Jeg klør ham lidt på ryggen, og han sukker saligt og siger: ”Alle mennesker burde have en mor som dig!”
Da jeg påpeger at jeg nu er glad for at jeg kun har fire børn, for at være mor til hele verden lyder lidt voldsomt, vender han sig giver mig et stort knus og siger: ”Så er jeg glad for at det lige var dig der skulle være vores mor”.
Jeg havde ingen intentioner om at lave en Morrison, men pludselig lugtede der altså brændt.
Jeg råbte ud i huset for at få et svar og svaret kom til mig i form af Gårdmand Bjørn som venligt oplyste at han bare havde slukket et lys. Men da det lugtede en anelse mere brændt end det, forlod jeg det bjerg af vasketøj jeg var ved at mose ind i vaskemaskinen og gik på jagt. Mest efter min yngste søn, men også det som var brændt.
Min yngste søn stod i køkkenet, smilede skælmsk til mig og viftede med en tegning af en orm. Eller nærmere en orm forklædt som pirat.
”Jeg ville bare lave et skattekort!” kom det.
Jeg sukkede højlydt og prøvede at forklare ham at det var for farligt at brænde papir selv – at man skulle have hjælp af en voksen.
Han kiggede slukøret ned på sin brændte tegning: ”Det blev heller ikke ret pænt”
Jeg greb triumferende min gasbrænder og sagde at det slet ikke var noget problem – jeg var voksen og jeg skulle nok få hans orm til at se ud som et skattekort.
Jeg havde så forestillet mig at min, ellers så pålidelige gasbrænder, ville lave en nydelig skattekortsbrunlig kant, samt et par pletter i selve papiret.
Det skete ikke.
Hvad der derimod skete var, at der gik ild i hele papiret og jeg måtte ende med at kyle tegningen ned i vasken og pøse en masse vand på.
..
Gårdmand Bjørn stod og kiggede en anelse mistroisk på sin tegning. Dernæst på mig. Ligeså mistroisk.
Så sagde han: ”MoAR – jeg troede du sagde du var voksen..”
Så jeg søger derfor en støttepædagog som kan lave ufarlige brandmærker i en ormetegning..
En ny en altså – for denne her er lidt våd.
Noget af det første som bebuder forårets komme, er duften af benzin.
..
Gårdmand Bjørn har nemlig støvet sin motorcykel af og fræser rundt på matriklen med en lyd som en arrig hveps og driver sine søstre til vanvid.
Indimellem kører han fra nogle imaginære forfølgere, eller også vinder han et eller andet, han hilser i hvert fald vældigt royalt på et publikum, kun han kan se!
Jeg får luftkys igennem styrthjelmen, når han med jævne mellemrum passerer mit vindue.
Først den ene vej..
Og så den anden vej..
Lidt ligesom en børnesang han prøvede at huske i sidste uge.
Fortalte Divaen mig.
Hun stod på badeværelset og Gårdmand Bjørn sad ude på reposen og legede.
Og sang lidt.
”Så går vi rundt om en…” Der blev stille.
”Hvad er det nu den der busk hedder?” han stak hovedet ind af døren til sin søster.
”Hvilken busk?” ville hun vide – noget desorienteret.
“Jamen den man går rundt om.. I en sang”. Kom det lidt utålmodigt.
”Nåårh” svarede hun: ”det er vist en enebærbusk.”
Danske sanglege er ikke noget den ældre del af Firkløveret er ret stærke i, da det var lidt svært at lave sanglege med sig selv og sine små børn, sådan i det store udland.
Han sang videre: så går vi rundt om en enebærbusk, enebær… Enebær?” Han stoppede midt i sangen.
”Er det så meningen at der er bær på?”
Her var hun ham svar skyldig.. og det sidste hun hørte, før hun gik ned og foreslog mig at købe en plantebog til ham, var at han undrende mumlede for sig selv: ”Er enebær overhovedet et rigtigt bær?”
Kong Mor - med vilje 