Stille og roligt i hængekøjen

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

…

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Tys tys

Man kunne godt forledes til at tro at jeg helt er holdt op med at sige godnat til Firkløveret. Det er ikke ingenlunde tilfældet.

Men det forholder sig sådan at at ting der bliver betroet mig på hovedpuden er af sådan karakter at de ikke helt egner sig til offentlig endsige skriftlig gengivelse.

De bliver større; det er nu andre ting der rumsterer i deres verden og jeg har brug for alle mine evner for at hjælpe dem godt på vej.

Alfa og omega i den opdragelse – eller skulle måske snarere sige udvikling – vi har valgt, er at vi må stole på at de er nogle fornuftige mennesker. At de er fuldt ud i stand til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert, for det har vi lært dem da de var små. De er derfor også i stand til at vælge hvilken vej de vil gå.

Jeg plejer at fortælle dem at de godt ved hvordan de bliver når de bliver store. De har en forestilling om det menneske de vil være når de bliver voksne. De fleste børn og unge har nemlig en klar idé om hvem de er, som voksne. Uanset om de skifter mening hen ad vejen, så er omridset af deres forestilling om sig selv som voksne, klar for dem. Og uanset om de er bevidste om det.

For at komme frem til det menneske de vælger at være, skal de foretage nogle valg. Nogle vil være gode og andre vil være… knapt så gode. Men fordi de har lært at tænke selv, og fordi de er udstyret med en samvittighed, ved de godt hvilke valg der var forkerte.

Man skal vælge hver eneste dag i sit liv. Vælge om man vil gøre det som føles godt eller vælge det som faktisk ikke føles så godt bagefter alligevel, selvom det lignede en god ide da man startede i situationen. Dermed lærer man også at alt hvad man foretager sig, får konsekvenser. Både de gode valg og de ikke så gode valg.

Jeg har erfaret at så snart de kan vælge selv, hvis man minder dem om at de skal respektere sig selv og det menneske de gerne vil ende med at blive, så vælger de stort set altid de gode og fornuftige ting.

Det er meget mere virkningsfuldt end at jeg står og formaner og bestemmer det de må og ikke må. Dermed bestemt ikke sagt at de må alt. Der er grænser og regler der skal overholdes, men jeg kan som bekendt ikke vide hvad de foretager sig når de ikke er inden for min radar, derfor må jeg stole på at de kan reagere fornuftigt, uanset hvad der sker. Og bliver de usikre, ved hvor de skal henvende sig. Også selvom de har jokket i spinaten og gjort noget de ikke måtte.

Ingen er perfekte og når mine søde børn gør dumme ting, for det gør de naturligvis, noget dummere end andet, så skal der være omsorg, kærlighed og forståelse nok til tilgivelse, så vi kan komme videre i livet.

Men når jeg så husker dem på det menneske de faktisk gerne vil være – uden at jeg overhovedet ved hvad det menneske indeholder for det har aldrig været det vigtige – så retter de sig uden drama og store armbevægelser og finder selv deres vej igen.

Det er hundrede gange nemmere at snakke om både kærester, fritidsinteresser, lektier og spisevaner med dem på denne måde. For slet ikke at tale om alkohol, cigaretter eller andre rusmidler. Og jeg får lidt kuldegysninger, og utætte tårekanaler når jeg hører dem ræsonnere over deres eget liv og levned med stor indsigt og fornuft.

Og jeg kan som mor tillidsfuldt sende dem ud i verden, i sikker forvisning om at mine børn udmærket godt ved hvor de skal hen, og skulle de blive i tvivl, så ved jeg de vil spørge om vej.

 

 

Den der kampdag

Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.

Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.

Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”

Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?

Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.

Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.

Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?

Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.

Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..

For jeg kunne jo  selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.

Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.

Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.

Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.

Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?

Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.

Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.

Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.

Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.

Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.

Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.

Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.

Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.

Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!

Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.

Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.

Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.

Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.

At leve op til sig selv

Jeg har snakket om det der med at være perfekt før. I forhold til sine egne mål og idealer.

Problemet opstår når det bliver omgivelsernes mål og idealer som overtager. Hvis bare folk lærte at lytte til sig selv, at stole på sig selv, stole på at man var god nok.

Det er muligt at jeg kunne have haft det sjovt med en mødregruppe. Men jeg synes selv jeg har været heldig, for det at jeg skulle lære alting selv har lært mig at stole på at jeg gjorde det godt nok.

Og måske fordi jeg har været i et fremmed land, så havde jeg mine egne normer med via min opdragelse, som jeg så kunne bruge som en slags reference uden der var nogen som kunne fortælle mig at jeg gjorde det forkert.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg i Danmark, har skullet høre på at den måde jeg opdrager mine børn på, er alt for streng, og det er synd for dem.

Jeg har sågar haft en mor som sagde til sin søn – idet han gik forbi mig ind i huset for at lege med Zorronaldo: ”pas nu på du ikke snavser hende til.”

Den slags gør mig dog ikke noget, fordi jeg i alle disse år uden omgivelsernes forventninger til mig, mine børn, mit arbejde og mit hjem, lærte at lytte til mig selv, til hvad jeg magtede og hvad jeg kunne og ville stå model til!

Det er meget sjældent at mit liv egner sig til Bo Bedre, eller noget cremefarvet øko-design. Men derfor kan man vel godt lave cup-cakes.. Eller noget.

Det er som om tiden er til at man kikser ting med vilje – at man sætter en ære i IKKE at gøre ting, eller fremhæve nullermænd og rod. Fordi nu har forventningerne fået omvendt fortegn: Nu skal vi alle sammen dyrke nullermænd og købe færdigdej. Det er så sort/hvidt. Og sådan ser livet bare ikke ud.

Jeg har nullermænd og rod ligesom alle andre. Nogen gange når jeg at støvsuge eller rydde op – sjældent begge dele – før jeg får gæster, andre gange når jeg det ikke.

Jeg vidste for eks. slet ikke engang at man kunne købe færdiglavet kagecreme fordi jeg altid har lavet en selv, men omvendt jeg gider meget sjældent lave pizzadej.

Det ændrer ikke på kvaliteten af mit liv hverken det ene eller det andet valg, ligesom jeg ikke sidder på nåle og håber at omgivelserne ikke lægger mærke til hvad jeg nu har valgt at gøre.

Og jeg tænker, er det virkelig så svært at være sig selv?

Det føles nemlig meget bedre at leve livet med regnbuefarver i stedet for det sort/hvide.

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Stjerne og støv

Ja, Prinsessen er blevet fotograferet.

Sådan rigtigt. Som en stjerne.

Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.

Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.

Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.

Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.

Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.

Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.

Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.

…

Hun følte sig tilsmudset.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.

Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.

Eller det som er værre.

Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.

Stjernestøv.

Men smuk – det er hun altså..

 

Worlds most hated

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

Skadestue og andres lortemøgunger

Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!

Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!

Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.

Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.

Men lad mig begynde med begyndelsen:

En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…

Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..

Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.

Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.

Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!

Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..

Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.

En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.

De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.

Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han”  hvorpå jeg fløj ud af bilen.

Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.

Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..

Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!

Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.

Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.

Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.

Hegnet og mig..

Hvorfor.. må man ikke synes at de unge i Danmark – jeg mener især dem i folkeskolen og gymnasiet – drikker alt, alt, for meget og at det ville være en idé at prøve at gøre noget ved det, uden at blive katalogiseret som indremissionsk afholdsprædikant?

Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig drikker – vi får ofte vin eller øl i weekenden, måske en cocktail før maden, og jeg er ude af stand til at drikke kaffe hvis der ikke er baileys i..

Firkløveret har fået en grænse for alkohol som hed 16år. Det er hvad loven siger i Danmark og den agter jeg at rette mig efter som et minimum. Meget tit får Divaen og Zorronaldo lov til at smage nogle af de forskellige Vol.% der kommer forbi.

Men det var meget, meget svært når man ustandseligt rendte ind i forældre!! – ja, ikke engang de unge selv – men forældre som syntes:

”Nåååhr, jamen de skal da have lov”.

”De gør det alligevel selvom de ikke må – så vil vi hellere give lov”

”Vi gjorde jo det samme”

Der var også mange flere som røg i 70’erne og 80’erne – det blev det vel ikke mere sundt af, så den der med at “det gjorde vi jo også” den kan de rulle sammen og stikke skåt op hvis det stod til mig.

Faktisk er det bevist, at de forældre som har et helt klart NEJ, til alkohol før deres børn er 16 år, får mindre fulde børn, end dem som siger ”årh, det går jo nok” hvis de alligevel drikker.

Jo senere man starter med alkohol – jo bedre er man til at administrere sine branderter i det hele taget. Alt dette, og meget andet, fik vi at vide i 7.klasse til et infomøde med SSP- konsulenter og politibetjente og det hele.

Men denne, for vores børn så nyttige information, var på besynderlig vis gået i glemmebogen i 9.kl. for Divaens klasses vedkomne i hvert fald.

Hvis man forestiller sig en 9kl. med kun 2 elever som er 16 år, hvis forældre er samlet til møde, så er det meget svært at få et ben til jorden med fælles fodslag i forhold til alkohol, når der startes med at grine højt og længe af en dreng, som til sidste klassefest blev så fuld at han kastede op ud af bilen flere gange – ned langs ydersiden – på de 3 km hjemturen varede.

Samtlige forældre, syntes dette var simpelthen det mest morsomme de længe havde hørt. Jeg syntes faktisk det var ret trist. Både at drengen blev så plakatfuld, men faktisk mest, at hans egen mor sad og grinte så højt af det.

Det er ydermere svært at komme med en idé om fælles alkoholforbud i klassen, når en eller andens far inviterer 14årige 8.klasser til nytårsfest og han skulle da nok sørge for breezer m.m..  FLOT!!

Divaen kom til et par fester.. Men holdt op, da hun blev overfuset og nedgjort, hver evige eneste gang hun sagde nej til at drikke og nej til at ryge. Hun har da smagt – også selvom hun ikke måtte – men hun turde faktisk komme direkte hjem og sige det, så vi kunne snakke om hvad vi lige gjorde ved det.

Hvorimod andre røg og drak sig i det der hegn, den ene fest efter den anden, uden at deres forældre havde den fjerneste idé om hvad de foretog sig.

En, lod sin datter drikke – for så røg hun nok ikke.. HA HA.. Det gjorde hun så alligevel.

Der findes ikke noget mere deprimerende, end at modtage en sms fra sit barn som siger: ”er du sød at hente mig nu, pigerne er blevet så fulde at de har taget al tøjet af og står i trusser+bh og danser foran drengene, og det er ikke så sjovt mere”..

Drikke mentaliteten i Danmark, er blevet sat ekstra meget i relief hernede. Her bliver ikke holdt fest hver weekend, og når de unge så endelig holder fest, er de ikke nødt til at drikke hjernen ud. De drikker, men på en helt anden måde.

Da jeg så læste dette indlæg, faldt det mig ind, at det ikke kun er de unge, som har et problem med om andre drikker eller ej. Det er da grotesk, at man ikke kan vælge at lade være med at drikke, uden at skulle få alle mulige bemærkninger og spydige stikpiller. Jo, hvis man er gravid, er det til nøds accepteret, men ellers.. Jeg fatter det ikke.

Det er naturligt at der, til en fest i Frankrig, er ca. 1/3 som ikke drikker alkohol. Og ingen siger noget til det. Hvor ville det være rart med den samme tolerance i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg rask væk hjernevasker mine børn, hver gang der sker ulykker på grund af druk – gentager jeg ufint at ”DET der, er på grund af druk”. Men måske er jeg også farvet af denne oplevelse:

Min barndomslegekammerat og jeg blev unge sammen – hun tog en tur i hegnet hver weekend – jeg kunne ikke lide det og drak mælk til jeg var 17.. Vi mistede kontakten da jeg drog udenlands, men da vi flyttede tilbage til øen, kom jeg forbi en butik, hendes far ejer – jeg fór glad ind, og spurgte om de kendte ejerens datter. Det gjorde de da.. De havde netop været til hendes begravelse. Død af druk, som 31årig..

Vi var som sagt til fødselsdag i weekenden – der var rig mulighed for at drikke mig i det der famøse hegn med champagne og skøn rødvin – men der blev ikke set skævt til mig, fordi jeg valgte at lade være. Jeg fik vel 2-3 genstande og havde det, trods dette hæmmende faktum, yderst morsomt og var, sammen med den ualmindeligt smukke og skønne fødselar, den sidste som forlod dansegulvet!

Og selvom jeg var træt, som et alderdomshjem i modvind, hele søndagen, var det uden den invaliderende hovedpine, der uvægerligt kommer i kølvandet på en tur i det der åndssvage hegn!

Det synes jeg faktisk er en pligt, at turde lære sine børn. At man sagtens kan drikke – måske bare ikke hver weekend, og måske ikke så meget at man mister fornemmelsen for tid og sted, og derpå skvatter ned af et tårn, og dør, på den splattede måde.

Dørspam

Nogle gange – det er dog ikke sket her på Æblebakken – men det er nok fordi vi ligger så langt væk fra vejen, at folk ikke tror der overhovedet er nogen som har overvejet at bosætte sig så tåbeligt et sted, og de få gange det har bimlet på dørtelefonen har jeg bare lagt på, hvis jeg ikke vidste hvem det var – nå men altså, nogle gange kan man jo være så heldig at få besøg af forskellige religiøse bevægelser eller det der er værre.

Ja, jeg ved det godt – jeg kunne jo bare sige Jehovas Vidner.. men først ville jeg ikke skrive om dem fordi – det er jo religion og man kunne støde nogen – på den anden side har jeg jo mere eller mindre lovet at jeg ikke vil være politisk korrekt, så nu får det lov til at stå. Og jeg gider ikke engang at undskylde på forhånd, for jeg kan virkelig ikke lide dem – så ved I det!

Det har altså noget at gøre med at jeg har set resultatet af en af deres udstødte – mere uhuman og ukærlig måde at leve på findes ikke.

Altså – dørspam, sker heller ikke så tit hjemme på øen, da vi også der, bor lidt væk fra alting – hvem sagde udkants-Danmark?

Men når det sker – så tror jeg at de ret hurtigt og bittert fortryder at de overhovedet indlod sig på at diskutere med mig. Det skulle ikke undre mig om jeg er kommet på en eller anden sort liste over grimme fortabte sjæle, til sidst.

Jeg prøver som regel, venligt men bestemt, at få dem lodset ud over dørtærsklen, og væk fra matriklen hurtigst muligt, så jeg kan fortsætte det jeg ellers var godt i gang med, også selvom det var absolut ingenting – men indimellem skal man lytte til sin P M S og sin indre citron og tage kampen op med de der mennesker, og sætte dem godt og grundigt til vægs.

Der er nemlig det ved det.. at jeg er en lille bitte smule hjemme i biblen og nogle vers og den slags. En miljøskade af en art. Ligesom der findes folk der kommer fra et hjem med klaver – så er der andre som har lært at tale Jehovas Vidner bort fra grunden. Ikke min fortjeneste – men som præstedatter hænger der vel altid et eller andet ved!

Det meste af det de nemlig kan ryste op med – kender jeg godt, og da deres oversættelse af biblen er ualmindelig dårlig – kan jeg endvidere forklare dem hvad der står i originaludgaven – ret blæret, jeg ved det godt – men det er stadig ikke min fortjeneste!

Og det tager ikke ret lang tid, før de forstår at de har at gøre med en fuldstændig fortabt sjæl, som aldrig ville kunne indordne sig under deres sektlignende tilstande.

Jeg starter gerne med at smile kattesødt, og faktisk også indlade mig på at kommunikere med dem, og på denne lumske vis, bliver de på det groveste vildledt, og når det går op for dem at jeg ikke har tænkt mig at krybe til deres kors nogensinde, ender de gerne med at ty til et taktisk tilbagetog, og så er det jeg godt kan finde på, særligt på visse vrisne dage, at følge efter dem helt ud til lågen mens jeg råber opbyggelige bibelcitater efter dem! Det manglede bare – jeg troede faktisk det var det, de kom efter!

Men tro endelig ikke at jeg snyder folk og lokker sagesløse, og ikke på forhånd advarer om farerne ved indtrængen på grunden – vi har nemlig et skilt på lågen, hvorpå der er afbilledet en ualmindeligt arrig rottweiler – fordi Blondinen ikke ligefrem indgyder frygt – men det er faktisk slet ikke hende der hentydes til med det billede – det er såmænd mig!

Ældes med ynde – eller før tid

Vælg selv.

Overskriften KUNNE godt have været ”Svigermonster” – men jeg var altså sød ved hende. Hende min nye svigerdatter. Den første jeg i hvert fald har fået kendskab om.

Og lige apropos: Starter de ikke lidt vel tidligt nu til dags??

Nå, men lad det nu være. I hvert fald – Zorronaldo meddelte for et par uger siden, at han havde fået en kæreste. Hun er naturligvis det allersødeste, det er da klart. Soleklart.

Så skulle de mødes en eftermiddag nede i byen. Stadig klart.

Men uden os. Klart.. Måske en anelse grumset på bunden – for pokker – vi var jo ved at gå til af nysgerrighed. Ja, OKAY så, JEG var ved at gå til. Ville jo godt lige se hende.

Vi andre endte med at shoppe og spise noget fra en bager – trekløveret forstås – jeg er jo på kur. Så var det jeg fik en sms fra Zorronaldo.

…

Og da blev det der klare noget, med lidt grums på bunden, med ét rigtigt meget grumset – det blev faktisk blæksort.. Jeg blev en anelse olm i blikket og kunne pludselig kun tale på falsetmåden.

Fordi min søn – min søn –  som syntes jeg var alt for pinlig til at blive vist frem til en kæreste – skulle simpelthen ud og købe ind, med pigen og pigens mor.

For nu at få det fulde udbytte af min indignation, skal man vide at Zorronaldo HADER at købe ind – han mener det er totalt og aldeles formålsløst. Den slags har han jo folk til. Så ingen indkøbsture til ham. Med mindre, det selvfølgelig er for at købe nyt tøj til ham.

Men altså, her stod jeg og følte mig snydt – med rette.

Ikke alene skulle hendes mor have æren af at se giraffen – han accepterede også at tage med ud og købe ind.

Måske er det uretfærdige, faldet ham i øjnene efterfølgende, for han var åbenbart kommet på andre tanker, da han dagen efter, spurgte om hende, hans hjertes udkårne, måtte komme på besøg.

Det måtte hun naturligvis gerne. Og her er det så mit alders-issue kommer til udtryk. Ikke i forhold til at være alene på værelset, og den slags – det ville også være lidt svært idet han deler værelse med Gårdmanden. Næh, jeg lod dem være. Jeg skulle ikke op og banke på og lokke med te eller noget andet skummelt, for at snuse rundt.

Nej, jeg brølede bare ud i huset, med vanlig mangel på finesse, at der var kage. En absolut ikke snagende mor, som lader det unge par sidde og gøre hvad de nu har lyst til.

Lige indtil der var goûter.. Eller eftermiddagskage..

De kom ned – det gjorde de – de turde nok ikke andet. Og mens mine børn lystigt tog for sig af retterne, skulle den udkårne ikke have så meget som et glas vand. Ikke en eneste lille bitte kiks, for slet ikke at tale om kage.

Og SÅ skete der ellers noget: jeg blev på kortere tid, end det tager at sige folkepension, mindst 40 år ældre – forvandlet til en olde-bedste af en art, en af den hedengangne slags som nøder folk. De findes muligvis endnu i fjerne egne, men jeg er ikke så heldig at kende nogen personligt.

Her stod jeg – med mit normale mentale jeg transplanteret ind i en nødende bedstemor – og syntes det var ”marjed mærkeligt” at det pigebarn ikke skulle have noget af min gode kage.

Endsige et glas vand? Var hun da syg?

Jeg ved da godt, pigen sikkert var ved at besvime af skræk – men helt ærligt.. bare et lille bitte stykke kage? Havde jeg virkelig råbt så højt?

Da det unge par havde forladt huset, for at gå sig en tur, undlod jeg ikke at holde et længere foredrag, for resten af mine lydhøre børn, om vigtigheden i at tage bare en lille smule at spise, når man er på besøg hos fremmede. Undtaget naturligvis steder som hos børnelokkere og i pandekagehuset.

Men altså – andre steder og især første gang..

Nu står jeg så i et dilemma. Hun skal med hjem og spise til frokost sammen med alle de andre kammerater, som synes at kantinen på Æblebakken er væsentlig bedre end den sædvanlige, de får tilbudt ovre på skolen. Så jeg har vist ikke mindre end 7 unger til frokost lige om lidt.

Mon hun er kommet sig så meget over sin skræk, at hun kan indtage føde i mit nærvær?

Man bliver jo lidt bekymret – tænk hvis man bare har den effekt på folk at de får lammelser omkring spiserøret, første gang de møder én?

De af jer, som planlægger at spise madpakke med mig forskellige steder i Danmark til sommer, skulle måske lige overveje at spise hjemmefra – så I ikke sidder med lammet spiserør og bliver sultne. Det ville jo være synd.

Og så må I heller ikke blive forskrækkede over min rollator..

Og så var der en kat som pissede på vinduet

Tør øjnene og slap helt af – den fortabte søn er hjemvendt. Det var det jeg hele tiden havde sagt – han havde det sjovt – så jeg ved virkeligt heller ikke hvorfor I skulle tage sådan på vej..

Der kom dog lige et mindre kiks i planlægningen. Vi havde gæster i går aftes – og jeg lå i min seng kl. 01.30 – velvidende at jeg skulle sikre mig at First Man kom ud af fjerene så han kunne hente Zorronaldo ved skolen 06.30.

Kl. 8.38 vågnede jeg selv med en fornemmelse, af at jeg havde glemt noget eller rettere nogen – min søn for eks. For First Man lå stadig og snorkede ved siden af.. Jeg forestillede mig et kort øjeblik en lille forladt og fortabt Zorronaldo – helt alene – siddende på sin kuffert, ovre ved skolen (900meter væk) så jeg ruskede i min søde mand og råbte blidt ind i hans øregang: “HVOR er min søn henne? Har du glemt ham?”

“Han er vel i England” – var svaret fra den søvnige mand som var oppe kl. 06.18. Nå men han var så ikke stadig i England – han sad nedenunder og så fjernsyn.. Og så fik jeg kæmpe knus – okay så HAN fik et kæmpeknus – og jeg satte mig i sofa’en og – ôô lykke – han lagde sig i sofaen med hovedet i mit skød og så måtte jeg ae ad libitum hvorpå han åbnede sin mund og der er kommet ord ud af den lige siden..

Hastig skriftlig gengivelse af de sidste par timer må vel se lidt således ud:

-”en masse små ugler – de var så søde – helt bløde, man kunne røre ved dem…..blablabla…..hun spurgte hvad det betød og jeg sagde ”stor røv” og så flejnede læreren og drengen blev hevet i øret og sendt ned i sin bus….blablabla…..de sagde hele tiden ”mate” ….blablabla..… Victor blev snydt og fik en indisk rupee i byttepenge…blablabla…en fugl ligesom i ”Op”…. Blablabla…..Thomas kastede op udenfor de romerske bade – han havde lige spist chips……blablabla….. alt var lukket og så hørte vi en med nogle nøgler som kom efter os og så løb vi…….blablabla…..jeg havde spist på McDo med Victor men de andre havde ikke flere penge så de tiggede….. blablabla…..sengen var helt bulet…..blablabla…..så tabte han sine solbriller og så vildt dum ud…….han havde et stykke træ siddende ved vinduet ellers faldt det ned…….blablabla…det var supersjovt i bussen da…..blablabla…..ulækker kartoffelmos i skiver…..blablabla….spisesalen i Harry Potter, og Kevin spurgte hvor de flyvende ting var hahahahhaha…..blablablabla.. … hun havde ingen dyr men der var en kat som pissede på vinduet…blablabla.. jeg har gaver med hjem til jer alle sammen…. blablabla….damen sagde at i 15 år havde hun haft børn på udveksling – men jeg var den første hun kunne snakke rigtigt engelsk med…..blablabla… piger fra Paris som sagde jeg var nuttet…..blablabla… mor, jeg er faktisk ret sulten.”-

Så jo – Zorronaldo har haft det godt!

Og da jeg øffede noget om at han faktisk godt kunne have sendt et par sms’er svarede han – ”jo men jeg ville kun skrive en om dagen og hvis du skrev tilbage, skulle jeg jo svare og det ville blive dyrt og torsdag var Luc ked af det fordi hans kæreste skrev til ham og han havde ikke flere penge på sin telefon, så han fik en sms af mig – der skal jo være plads til kærligheden – det er vigtigt!”

Han havde købt en polo og en trøje til sig selv, noget øjenskygge til sine to søstre, en morsom træ-træk fløjte til lillebror og en pæn sten til sine forældre.

Men nu er firkløveret samlet igen og Kongen er glad!

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages.

Legetøjet var fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet er en meget fin dukke med kastanjebrunt hår og mørkebrune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – den forhadte Barbie.

Men hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker som kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer. I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af lego, og tilføjede ”Moar, det var sådan en jeg godt ville have..”

Og så må jeg indrømme at jeg blev en anelse harm. Ikke på ham, men på den industri der omgiver gaver og børn.

Og jeg kom pludselig i tanke om to episoder, hvor jeg fik det jeg ønskede aller, aller mest. Et par hjemmesko som 11årig. Røde, med bitte små guldstjerner på. Og som fik mig til at trykke næsen flad mod vinduet i månedsvis. Jeg fik dem.

Jeg fik også et stereoanlæg – kan I huske de der seje nogle med radio, båndoptager og pladespiller øverst. I et slags møbel på hjul. Det var det absolut eneste jeg hysterisk ønskede mig, da jeg blev 16. Og min elskede morfar kunne se igennem det hele og jeg fik mit anlæg. 6 uger senere var han død og borte.

Og jeg blev enig med mig selv om at for fremtiden var det ikke omgivelserne der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men deres ønsker.

Så i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser, kunne jeg i stedet glæde mig over en lille bitte Diva med lilla strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!