Mere kage

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

…

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Forstuvede trædepuder.

Jeg har forstuvet mine trædepuder. Eller overanstrengt dem.

Det er faktisk først i dag jeg kan begynde at gå igen uden at trippe afsted som på glødende kul.

…

Så kan man lære ikke at tage til fest.

STOR fest…

Blærerøvsfest.

…

Med kendisser. Og så mig.

Kendt Toastmaster, kendt kok, en stjernekok faktisk – og hold nu op hvor smagte det fantastisk – og stjerne som lavede intimkoncert. Til de kendte gæster.

Og så mig og de andre fra arbejdet. Vores skønne chef blev 50 holdt fødselsdag.

…

Hele stemningen var eventyrlig, og alt gik op i en højere enhed. Musik, mad, underholdning og så selskabet og mine dejlige kolleger. Et brag af en fest, en once-in-a-lifetime fest, som ingen af os nogensinde vil glemme!

…

Og så var det at der var et dansegulv.

Et stort dansegulv.

Og jeg var kommet til at kravle i nye – høje – sko.

Jeg kan så sige til skoenes forsvar at der er blomster på og at de er helt afsindigt flotte.

…

Jeg havde ellers planlagt at svinge måsen og de tilhørende lårbasser i flade sko. Efter at have givet den som diva i 10 minutter.

Men den plan gik totalt i vasken.

Desuden var mine flade sko parkeret i en garderobe meget langt væk fra dansegulvet og endnu længere fra min plads ved bordet mellem Tina og Tobias.

Så de blomstrede fik lov til at blive siddende på mine fødder. Først som en test, og fordi jeg ikke gad forlade bordet for at skifte, senere i trods fordi nu havde jeg jo danset et par danse med dem på og det var gået fint, og til sidst fordi jeg havde så ondt i fødderne at jeg simpelthen ikke kunne gå ned til garderoben om jeg så havde villet, hvilket jeg rent faktisk gerne ville på det tidspunkt. Men da var det for sent og så kunne det være lige meget. Jeg skulle alligevel snart hjem.

Desuden havde både Prinsessen og Divaen udtalt smigrende ord om at mine ben så mega lange ud i de sko.

Det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Hvem vil ikke gerne have lange stænger, også selvom det kun er en optisk illusion.

…

Så da det begyndte at gøre ondt, fortrængte jeg det bare.

Og dansede videre, i de højeste sko jeg nogensinde har haft.

Senere, da det føltes som om jeg havde forstuvet mine trædepuder, prøvede jeg at overbevise mig selv om at det ikke gjorde særligt ondt. Desuden var dansegulvet heller ikke ret behageligt i bare tæer.

Så de blomstrede forblev på mine fødder hele – eller det meste – af aftenen.

…

Intensiv pleje for overhovedet at komme til at gå igen.

 

Jeg formelig humpede ind i den ventende bil –

og her vil jeg godt lægge et godt ord ind for skønne venner, der vil både bringe og hente for at jeg trods alt kunne komme til at smage på de overdådige vine. TAK! I ved selv hvem I er!

Jeg humpede også ud af bilen igen og ind i seng.

Da jeg stod op, alt for få timer efter jeg havde lagt mig, måtte der virkelig intensiv pleje til for at jeg overhovedet kunne gå igen. Så fodbad og cremer og massage udført af Prinsessen og Gårdmand Bjørn.

og hvilke, masser af hvile.

Og jeg kunne næsten gå normalt i dag.

Næsten…

Men festen – og den optiske illusion med de lange ben – var alle smerterne værd!

 

 

80er fest.

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

…

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Endnu en

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

…

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Tradition eller hva’?

Okay, hvornår er noget en tradition?

Hvis nu man har gjort noget to gange i træk, tæller det så som tradition?

…

Eller skal man blive ved et par gange endnu før det gælder?

Nu har jeg to år i træk, holdt nogle meget morsomme fødselsdage – for mig selv. Sidste år inviterede jeg veninderne til Piratfødselsdag med skattejagt og alt muligt. I år kom veninderne til Lyserød Prinsessefest med stor Prinsesse quiz kreeret af mine døtre.

Dækket op til Prinsessefest i meget lyserødt – og den lyserøde flødeskumsklat i spejlet – det er mig!

Jeg inviterer ganske uden tanke for hvem der måtte passe sammen, blot udvalgt udfra det kriterium at jeg har lyst til at se dem!

En broget flok, hvoraf de fleste ikke kender hinanden, men som dog ender med at finde på noget at snakke om. Og i år kunne nogen af dem da huske at de havde set hinanden sidste år.

Min første fondanterfaring. Lad mig bare sige at jeg nok ikke kommer til at gentage den slags så ofte. Eller også skal jeg bare have mere tid. Meget mere tid.

Voksenfødselsdage har jo en tendens til at blive en kende kedsommelige efterhånden som man kommer op i årene. Det er næsten kun legitimt at fejre noget når man så fylder rundt, men så skal alle inviteres og det ender i store ting med forsamlingshuse og mad udefra og den slags.

Mit alternativ har været at holde børnefødselsdag for mine veninder. Det har vist sig at være ret sjovt – jeg har i hvert fald hygget mig – også selvom det bare var pjat og ballade og folk ikke kender hinanden så snakken nogen gange skal hjælpes lidt på vej.

Goodiebox

Da jeg sagde farvel til pigerne i går, og før de gik ud af døren med deres lille goodiebox, spurgte flere af dem hvilken slags fest de så skulle med til næste år.

Hvilket jeg tager som tegn på at de også synes det er ret sjovt.

Og så har jeg forresten fødselsdag idag!

 

De små glæder…

Jeg lagde faktisk ud med gratis, men slettede det igen da det var falsk reklame.

Dette er ikke en reklame. Jeg får i hvert fald ikke noget for det.

Jeg er blevet forfalden til Pickwicks lakridste.

På den afhængige måde.

Og det koster naturligvis noget. Det er ikke meget men dog nok til at jeg altså ikke kan kalde det for en gratis fornøjelse.

Når man som jeg har en sød tand der skal holdes i ave – mest fordi jeg gerne vil kunne passe den prinsessekjole Tina er ved at sy til mig, uden at se alt for pølset ud – så er en kop lakridste, uden tilsat sukker, rigtig god fordi den tager den der sukkertrang der overrumple mig på de særeste tidspunkter af døgnet.

Det er Jessicas skyld. Hun havde den på sit bord, i januar da jeg var til hendes fødselsdag, og det smagte simpelthen vidunderligt.

Siden da har jeg altid haft et mindre lager for aldrig at skulle løbe tør.

…

Det var det. Reklamen – der ikke var en rigtig reklame – er slut.

…

Nu vi snakker om den der kjole, ikk’?

Prinsesse lyserødt stof til prinsessekjole.

Den bliver bare så flot. Og med rigtige lyserøde glimmer prinsesse pufærmer.

For Tina er, naturligvis udover at være en skøn veninde, hamrende dygtig til at sy!

 

Fødselsdage – generelt.

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

Noget meget uretfærdigt og et tema.

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

…

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Dagen i tal

Blogfødselsdage: 1 – i dag nemlig! HURRA!!

Indlæg i alt: 421.. Jeg snakker vist for meget..

Kommentarer: 7800 – Hvoraf halvdelen garanteret er skrevet af mig selv..

Top 3 blogindlæg: ”Mig”, ”Skytsengel”, ”Persongalleri”, – folk er da generelt meget nysgerrige, hva’?

Top 3 henvisninger: ”Telefonfis”, ”En slatten en”, ”Jeg vil godt vide hvorfor”.

Bedste indlæg: er ikke skrevet endnu – så bliv I endelig ved med at komme – man ved jo aldrig hvornår det sker!

Absolut mest oversete indlæg: ”Min kassedame” Og det er altså lidt synd, for hun er nu så sød!

Forsvundne blogindlæg: 2

Samme indlæg udgivet 2 gange: kun ét.. men det kom altså to gange.. Shit happens – very sorry!

Rettede stavefejl: mange

Ikke rettede stavefelj: endnu flere

Antal kommafejl: ej, skal vi ikke lige snakke om noget andet?

Vundne give-vækkere: 1! Nogle spil som jeg endnu ikke har set, men som ligger hjemme på øen og venter på os!

Tabte give-vækkere og andre konkurrencer: … Det har jeg overhovedet ikke tal på. Så jeg er helt holdt op. Både med at tælle, og med at deltage. Indtil næste gang..

Særeste Google søgninger : ”Tyk dreng som laver ris”, ”Danske skaldede sangere”, ”Plastikdims til snørebånd” – Jeg undres såre..

Mest morsomme: ”Kong Leverpostej” Kunne de ikke også have skrevet Kong Gulerod?

Mest triste: ”Efter Kong Mor”.. Hvordan kan man overhovedet tænke tanken?

*

Der har været gode dage, dårlige dage – og så alle de kedelige dage. Men hvad så nu?

Jeg havde ingen idé om hvad det ville bringe med sig, da jeg trykkede på ”opret blog” dengang for et år siden. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville skrive om. Det ved jeg nu stadig ikke, de fleste dage.

Men det allerbedste ved at blogge, det er altså at få kommentarer – og når man tænker på at det kun er 3-4 % som lægger en kommentar, bliver jeg jo nysgerrig. Hvem sidder derude og læser med?

Faktisk kan det gøre mig glad en hel dag, når jeg kan få nogen til at grine. Bagsiden af medaljen er så bare, at jeg får galopperende præstationsangst, for er jeg mon i stand til at skrive noget så sjovt eller godt, én gang til?

Jeg startede med at blogge for min egen skyld – naturligvis gjorde jeg det – men I er grunden til, at jeg bliver ved!

TAK

PS: Spontane gaver accepteres gerne. Adresse kan rekvireres her: kongmor@live.dk! Ellers kan I bare nøjes med en kommentar.

Fødselsdag!

Ja – vi fejrer dagens fødselsdagsbarn. Så vi tester ikke noget idag. Men der var kage!

Vi har altid været royale – Divaen har fødselsdag d 16 april og Zorronaldo i dag – bedre kan det vist ikke blive som royal familie!

Nå ja, jeg glemte helt – det har sneet.. Sådan en 15-20 cm.

Sure tæer i..

For præcis et år siden fik min ældste søn lyst til at le igen.

Flytningen var meget svær for ham, han havde ellers proklameret at han absolut ikke ville komme til at savne nogen.. Det viste sig så ikke helt at holde stik og jeg tror vitterligt ikke han sagde noget i 6 måneder.

Indimellem kom han og fik et knus..

Da det så blev hans fødselsdag foreslog jeg at han kunne invitere nogle kammerater fra klassen. Jeg var stort set parat til alt.

Første reaktion var – ikke tale om.

Da jeg – som kender min lus på gangen – et par dage senere smed forslaget på bordet igen, var reaktionen – måske.

Afsindigt stædig Vedholdende som jeg nu engang er, præsenterede jeg ham til sidst for en løsning, som blandt andet inkluderede biograf, pizza og playstation, og da jeg ligeledes lovede at binde Prinsessen og Gårdmand Bjørn og lukke dem inde i kosteskabet under trappen, endte han med at synes det var en okay idé.

Og det blev vendepunktet. Han fik kammerater, blev glad og udadvendt igen. Og nogen – såsom mig – åndede meget lettet op.

I aftes skulle succesen gentages, idet Zorronaldo bliver 15 i morgen.

Samme lettere mutte drenge med ludende gang og hår som gulvmopper, indtog æblebakken efter skoletid. Satte en hel brownie til livs og skyllede efter med et par liter juice.

Da vi lidt senere kom hjem, var entréen fyldt af skoletasker og sko.

Drenge i den alder har enorme fødder – vidste I godt det? Jeg mener sådan, uforholdsmæssigt store fødder. Jeg – som med en str. 40 bestemt ikke har små fødder – følte mig som en helt lille alf ved siden af deres plader.

Når nu deres fødder har denne størrelse, skulle man tro at der var plads nok i deres sko.

Men nej, de lugter faktisk ret indelukket, med det resultat at First Man, da han bukkede sig ned efter sine egne hjemmesko, som tilfældigvis stod i ubekvem nærhed, var tæt på at besvime.

Han besluttede derfor, at for at kunne overleve en hel eftermiddag med de der lettere ildelugtende violinkasser i entréen, måtte der skrappere midler til.

Hvilket medførte, at der lidt efter begyndte at lugte meget kemisk friskt i det meste af underetagen. Duften blandede sig med den chili som Zorronaldo havde bestilt, og jeg forlod kødgryden og gik på jagt efter den underlige lugt.

Jeg blev mødt i døren af en First Man, som var slemt tilfreds med sig selv. Han havde simpelthen sprayet anti-fod-stank-spray også kaldet frisk luft oceanblue, direkte ned i samtlige størrelser 45-47.

Skoene formelig sejlede. Indeni..

Det nåede gudskelov at tørre, alt imens de unge herrer intetanende fortærede et pænt stykke af en okse og noget chili. Derpå forlod de Æblebakken med ludende skuldre og hængehår, i en sky af oceanblue, for at gå i biografen med lidt mindre sure tæer – eller sko er det nok snarere – end da de kom.

Så selvom det er hans fødselsdag i morgen, så fejrer jeg nu altså denne dag for mig selv, og sender en tanke til denne dag sidste år, hvor han blev glad igen!

Store Krone..

Så, nu har jeg skrevet dagens kapitel i julekrimien herovre.

Det var super sjovt at være med til. Men også ret grænseoverskridende, jeg endte jo med at få galopperende præstationsangst, når nu så mange andre også skriver – hvad hvis mit kapitel falder helt til jorden, fordi jeg er så kedelig som en klat våd maling?

Nå, det får være.

Jeg har nemlig endnu engang opnået status som ubeskrivelig pinlig, idet jeg har blameret mig i fuld offentlighed. Ydermere gik det ud over mit afkom, som skulle ses i selskab med mig. Og jeg er dermed blevet kategoriseret som aldeles uegnet som mor.

Fordi jeg således har trukket mine børns navn og gode rygte igennem skidtet. Offentligt.

Det der skete var nemlig, at jeg skulle hente Gårdmand Bjørn og hans to venner, en mild bulderbasse og en yndig ting med brune krøller, til frokost på Gårdmandens fødselsdag. Og ligeledes Prinsessen, Divaen og Zorronaldo. En fødselsdagstransport så at sige. Og generel opsamling.

Og derfor kom der da flag på kareten.. Man er vel royal – nå.

Og så var det simpelthen lige før de ikke engang ville ind i bilen og hellere ville hjem til fods.

Bare fordi jeg engang fik et meget fancy bilflag af Lene – dengang før vi forlod øen. Sådan et som sættes i klemme i en bilrude og så blafrer i bedste, og meget synlig, stil.

Ja, jeg syntes jo det var flot. Og lidt sjovt. Men mest flot, at blive hentet af sådan en bil. Den opfattelse delte Zorronaldo og Prinsessen bestemt ikke.

Divaen så det slet ikke, før en meget indigneret Zorronaldo henledte hendes opmærksomhed på de pinlige spejlbilleder i diverse butiksruder.

De kunne have gravet sig selv og hinanden ned.. Og mig med. Nok mig først.

Jeg blev, under trusler om vold og det der er værre, simpelthen tvunget til at tage flaget af, da vi nåede hjem – for at de kunne undgå den tort det var at blive transporteret tilbage til skolen i flagbesmykket bil. Og flaget var ikke engang i lagenstørrelse – det var virkelig kun et bitte Dannebrog i A4format.

Billeddokumentation var også forbudt.

Men børn er altså også så sarte.

Nu er byen så heller ikke større end at jeg samme aften, blev afkrævet en redegørelse for danske nationaldage, ovre på skolen til skole-hjemsamtaler.

Alle havde nået at se det danske flag veje blidt for kulingen, i de 11 minutter det tog mig at opsamle samtlige unger. Det synes jeg er ret godt klaret!

Jeg fik heldigvis medhold fra de andre voksne – at det var et yderst morsomt tiltag – og at det er en ganske retfærdig hævn for hængerøv og spyfluesolbriller.

Så blev det endelig

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Søndagskagen #25

Faktisk var det en lørdagskage, så vi snyder lidt. Og hvis det skal være helt rigtigt så skulle det have været en fredagskage – men da jeg jo gik ombord i en chokoladefondue i fredags, var der ikke plads til andet.

I går insisterede Prinsesse Lyserød på at lave en fødselsdagslagkage til mig, og den blev super flot!

Så der bliver ingen livekage i dag, kun billedet af den fra i går! Det er også alt rigeligt – tror faktisk ikke jeg skal have noget at spise før på lørdag igen..

Danske lagkagebunde, hjemmelavet kagecreme, flødeskum, bananer, chokolade, makroner og en ganske anseelig mængde portvin.. Så ved I hvad I har med at gøre.