Tag Archives: Sne

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

10 Apr

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

FORÅR – NU!!

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Julen varer lige til påske.

26 Mar

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

Lege i sneen – hver sin lyst

12 Feb

Vi har hver vores måde at lege i sneen på.

Jeg holder af at kælke.

Hvis jeg ellers har tøj nok på. Og en skilift til at fragte mig op igen.

Gårdmand Bjørn og de andre laver snemænd, bygger huler og kæmper sneboldkampe. Iført flyverdragter og skiundertøj.

Så er der nogen som laver armbøjninger i sneen. Frivilligt. Og endda to gange – fordi jeg ikke fik taget et billede af ham, første gang.

i sneen

PS: billedet er kraftigt beskåret af åbenlyse årsager! En anden legemsdel var det egentlige centrum!

SMELT SÅ

11 Feb

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

IMG_5023

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

IMG_5026

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

Vi kan da altid snakke om vejret

9 Feb

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Indkoeb i sneen

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

IMG_0620

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

IMG_0622

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

IMG_0625

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Sne i Frankrig

7 Feb

Jeg kunne også have valgt overskriften ”kaos i et udviklingsland” – for det er stort set synonymt.

Lørdag aften gik vi i seng og der var intet at se. Søndag morgen havde nogen hældt 15-20 cm sne ned over Æblebakken og omegn. Verden gik helt i stå. Og ikke kun fordi det var søndag.

Så blev det mandag. Og der var fire lærere på arbejde, idet de åbenbart ikke mener at det er forsvarligt at tage toget, som ellers kører upåklageligt og med en del mere punktlighed en de hjemlige statsbaner.

Når de ikke lige strejker vel at mærke.

Så på grund af lidt sne, er skolen mere eller mindre lukket. Man får i hvert fald at vide, at eleverne ikke får fravær hvis de ikke møder op.

Elever er der faktisk heller ikke mange af, men det er ofte fordi der overhovedet ikke er ryddet nogen steder, hverken på små eller store veje.

Det er muligt at motorvejen er ren – men jeg er ude af stand til at tage derud – så det må forblive en påstand.

Jeg kan også konstatere at hverken fortove eller cykelstier bliver ryddet. Ej heller bliver de små veje i centrum ryddet. Selv folk som os, skal forcere knædybe snedriver for at komme de 900 meter hen til skolen, hvilket gør turen til noget af en oplevelse.

IMG_3220

Hvorom alting er, der var otte elever i Prinsessens klasse, og fem i Zorronaldos i går på grund af vejret, og det er meget værre i dag.

Derfor har vi snefri. Har jeg bestemt. Nogen på 15 er desuden snottet, så han har godt af at blive i sin seng.

Saltning har ingen hørt om, eller jo – de kører godt nok rundt med saltmaskinen.. den er bare tom. Men så tror folk at der bliver gjort noget ved den håbløse situation.

Mens jeg kæmper mig igennem snedriverne sammen med Firkløveret, kan vi se den ene bil efter den anden, som skøjter rundt på sommerdæk og ubehjælpeligt glider ned af små bakker igen. Med fare for at ramle ind i andre biler eller træer – for slet ikke at tale om os, hvis vi ikke hopper for livet.

Andre kører stadig som om der ikke lå noget hvidt på kørebanen, det er gerne mænd. De kører alt for stærkt og ender gerne i grøften. Så er der dem som snegler sig afsted og blokerer for al fornuftig trafik, det er gerne kvinder. De bremser hele tiden og ender derfor også i grøften. Og så bliver der kø.

Vi kan nu heller ikke få vores bil ud i verden, det er simpelthen umuligt. Vores indkørsel er 3-400 meter lang, den går opad og bliver ikke ryddet.

Lang vej endnu

I søndags måtte vi skubbe vores gæster ud op.

Fra en skubbers synspunkt

Nu har det så frosset en hel masse minusgrader i nat og alt er spejlglat, så vi gider ikke engang prøve.

Men det er nu lige morsomt hvert år. For os!

Franskmændene derimod, kan slet ikke se komikken i det. Selvom nogle dog er i besiddelse af en vis portion selvironi, da de hvert år lidt skamfuldt fnisende siger til Skandinaver og Canadiere: ”I griner nok af os!” Og ja – det gør vi bestemt!

Vi går så heller ikke rundt i små kondisko og får forfrysninger. Næ, vi har fornuftige flyverdragter og lange underbukser på.

Nogle af os i hvert fald.

Andre vil hellere fryse med anstand, end at blive katalogiseret som værende kikset. Og det bliver man ret hurtigt snottet af, skulle jeg hilse og sige.

En tur i istiden

6 Feb

Jeg fryser. Rigtigt meget.

Og nu har vi ikke alene kulde, vi har også fået sne. Meget sne. Og det er koldt. Ellers var det ikke sne. Nu er jeg ikke ret meget til sne. Og slet ikke på Æblebakken.

Det er nemlig sådan at Eventyrhuset ikke er isoleret. Det handler ikke om at det er dårligt eller mangelfuldt isoleret.. Næ, det handler om at huset overhovedet ikke er isoleret. Nogle steder er der klistret en gipsplade direkte på muren, andre gange er der kun muren med de – bevares – flotte sten.

Et skønt hus om sommeren.

..

Men det ER ret køligt når temperaturen når under køleskabsgrader. Og endnu køligere når det sner.

Da ikke ret mange af vinduerne kan lukkes korrekt, suser det også lidt ind her og der. Alle disse forhold, gør at huset holder en gennemsnitstemperatur på omkring 15-17 grader, alt efter hvor i huset man befinder sig.

Ovenpå i de to børneværelser og i vores soveværelse er der nogenlunde til at holde ud at være, heldigvis, men nedenunder er der bare koldt. Faktisk tror jeg ligeså godt, vi kunne bo i et telt når det er rigtigt koldt.

Og jeg tænker faktisk nogle gange på hvordan i alverden folk gjorde i vikingetiden.

Eller bare før naturgas og gulvvarme, når det var ligeså koldt og husene var lige så uisolerede. Men da blev folk nok heller ikke 42, så det ville jeg sikkert have været forskånet for at opleve ret mange gange.

Sidste år prøvede vi at varme huset op, for dog at have det lidt varmt – men det lykkedes ingenlunde. Der var jo ikke noget isolering til at holde på varmen, med det resultat at vi smed 80 % af vores pensionsopsparing efter en varmeregning som havde givet mig forfrysninger fra november til slutningen af januar.

Dette stunt havde jeg ikke lyst til at gentage i år – så vi nøjes med at skrue ned for varmen i stedet. Nu har vi også haft det lunt og varmt indtil for en uge siden, så jeg burde faktisk ikke klage.

Men i år er det bare ret meget koldere end sidste år. Både ude og inde. Og det ændrer intet at skrue op for varmen så den står på ”hold radiator varm” og intet højere.

Zibro varmeapperat

Vi har gang i vores zibro, og en lille, pæn, men aldeles uduelig pejs. Som kan varme op pletvise steder.

Lille uduelig pejs..

Hvis I vidste hvor meget jeg savner min Morsø brændeovn som kan varme 120m2 op på under 20 minutter.

Men sådan er så meget, man kan gå og glæde sig til.

Jeg er godt klar over at vi ikke har ramt de kummefrysertemperaturer I fedter rundt i oppe nord på, men I har i det mindste isolerede huse.

Firkløveret er heldigvis i skole det meste af dagen, så jeg er som regel alene og må tænke alternativt for ikke at fryse fast til stolen når jeg skal skrive.

Når de er hjemme, løber jeg til gengæld rundt og råber: ”JEG fryser – kan I skynde jer at tage en trøje på..”

Jeg har nemlig så meget tøj på, at jeg har svært ved at bøje armene.. Og et fleecetæppe bundet om maven.. og hue på.

Ja – hue på indendørs.

Det er anderledes, det er jeg helt med på, men jeg lærte for en uges tid siden, af Bear Grylls, at 40 % af ens kropsvarme forsvinder via hovedet, så man skulle huske at have hue på – og det er faktisk rigtigt – jeg fryser langt mindre med min grå thinsulate hue på.

Nogen spurgte om der blev taget billeder af dette michelin-mand-outfit, og jeg må på det bestemteste afvise at der nogensinde bliver taget sådanne!

Det eneste som er en anelse irriterende, er at jeg går i evig skræk for at nogen kommer forbi!

%d bloggers like this: