Tag Archives: Sjov

Forvekslinger

10 Sep

Der sidder en mand på en café.

Med en dame.

Nogen – og jeg nævner ingen navne – bliver faktisk en lille smule forarget, fordi nogen kender manden og ikke genkender damen overfor så nogen går hen til dem og siger til manden – som hedder Lasse og ikke Thomas – : “Nå, hvordan går det så?”

Han stirrer forvirret på nogen, og han spørger så om de kender hinanden, hvorpå nogen ret betuttet får fremstammet noget uforståeligt. Og har sikkert set ret usikker ud.

Manden lyser op og smiler venligt: “Du tænker nok på min Tvillingebror Thomas.”

Derefter smiler nogen meget blegt og går – så nonchalant som det er hende muligt – ned på dametoilettet for at ringe til sin mor.

Ord som “piiiiiiiiinligt” og “bare SÅ akavet” genlød stadig i min øregang, da jeg – højt grinende – lagde på.

Stavefejl…

18 Aug

Altså nu er det ikke for at more mig på andres bekostning.

Eller i hvert fald ikke ret meget. Og slet ikke ondskabsfuldt ment.

Men når jeg hører om en ung pige der i en samfundsfagstime leder efter ordet “Teknologideterminisme” for at blive lidt klogere, lander på en hjemmeside som forarger hende med en frygtelig masse stavefejl, så kan jeg ikke lade være med at grine.

Højt.

Fordi det viste sig at siden slet ikke havde nogle stavefejl.

 

Den var bare skrevet på norsk.

Og Prinsessen er ikke så vant til at læse norsk.

Kinesisk scoop.

13 Sep

Zorronaldo serverede et scoop ved aftensmaden for et par dage siden.

Et scoop af den slags verden har ventet i åndeløs spænding på.

“Ved I godt at det der med at man siger hvis man graver et hul – og bliver ved med at grave – så ender man i Kina?”

Han holdt en kunstpause for at sikre sig han havde alle med.

“Jeg ved godt det ikke kan lade sig gøre, men hvis nu det kunne, så kom vi slet ikke til Kina, så kommer vi til Taiwan!”

Han så sig omkring og ventede tydeligvis på en eller anden form for anerkendelse.

Som dog helt udeblev, i stedet blev stilheden afbrudt af min meget pragmatiske ældste Diva datter, der tørt sagde: “Det kommer nok i høj grad an på hvor man begynder at grave henne.”

Til folk der keder sig i deres “spisesituation” kan jeg varmt anbefale at man får børn.

Godnat på ny

18 Jan

Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.

Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.

Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.

Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.

Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.

Men ikke om han ville ud med det.

Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.

“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”

Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”

Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.

Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.

Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”

Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”

Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.

“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”

Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!

Søvnig lørdag

7 Apr

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

IMG_0910

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!

Prinsessens fødselsdag

1 Mar

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

IMG_0735

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Forklædt som jeg ved ikke hvad

23 Feb

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

IMG_0673

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

IMG_0687

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

IMG_0689

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

IMG_0699

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

%d bloggers like this: