Forvekslinger

Der sidder en mand på en café.

Med en dame.

…

Nogen – og jeg nævner ingen navne – bliver faktisk en lille smule forarget, fordi nogen kender manden og ikke genkender damen overfor så nogen går hen til dem og siger til manden – som hedder Lasse og ikke Thomas – : “Nå, hvordan går det så?”

Han stirrer forvirret på nogen, og han spørger så om de kender hinanden, hvorpå nogen ret betuttet får fremstammet noget uforståeligt. Og har sikkert set ret usikker ud.

Manden lyser op og smiler venligt: “Du tænker nok på min Tvillingebror Thomas.”

Derefter smiler nogen meget blegt og går – så nonchalant som det er hende muligt – ned på dametoilettet for at ringe til sin mor.

Ord som “piiiiiiiiinligt” og “bare SÅ akavet” genlød stadig i min øregang, da jeg – højt grinende – lagde på.

Stavefejl…

Altså nu er det ikke for at more mig på andres bekostning.

…

Eller i hvert fald ikke ret meget. Og slet ikke ondskabsfuldt ment.

Men når jeg hører om en ung pige der i en samfundsfagstime leder efter ordet “Teknologideterminisme” for at blive lidt klogere, lander på en hjemmeside som forarger hende med en frygtelig masse stavefejl, så kan jeg ikke lade være med at grine.

…

Højt.

Fordi det viste sig at siden slet ikke havde nogle stavefejl.

 

…

Den var bare skrevet på norsk.

…

Og Prinsessen er ikke så vant til at læse norsk.

Kinesisk scoop.

Zorronaldo serverede et scoop ved aftensmaden for et par dage siden.

Et scoop af den slags verden har ventet i åndeløs spænding på.

…

“Ved I godt at det der med at man siger hvis man graver et hul – og bliver ved med at grave – så ender man i Kina?”

Han holdt en kunstpause for at sikre sig han havde alle med.

“Jeg ved godt det ikke kan lade sig gøre, men hvis nu det kunne, så kom vi slet ikke til Kina, så kommer vi til Taiwan!”

Han så sig omkring og ventede tydeligvis på en eller anden form for anerkendelse.

…

Som dog helt udeblev, i stedet blev stilheden afbrudt af min meget pragmatiske ældste Diva datter, der tørt sagde: “Det kommer nok i høj grad an på hvor man begynder at grave henne.”

…

Til folk der keder sig i deres “spisesituation” kan jeg varmt anbefale at man får børn.

Godnat på ny

Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.

Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.

Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.

…

Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.

Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.

Men ikke om han ville ud med det.

Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.

“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”

Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”

Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.

Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.

Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”

Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”

Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.

“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”

…

Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!

Søvnig lørdag

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!

Prinsessens fødselsdag

En af grundene til at Lene, kom på besøg var at Prinsessen bliver 13 i dag. (Ja I må gerne sukke – men det er ikke nær så slemt som det lyder!)

Jeg ved godt at det er en tilbagevendende begivenhed, og at jeg burde vænne mig til det, med fire børnefødselsdage hvert år, men hvordan blev min Prinsesse lige så stor? Hun er næsten ligeså høj som jeg, og en del højere end Divaen.

Hun er en virkelig sød og omsorgsfuld pige, har mange talenter og er ydermere en god kammerat – fik i tirsdags meget ros på skolen, fordi hun så at den autistiske dreng i klassen, var ved at klippe sit hår af.

Nogle gav sig til at grine, men Prinsessen skyndte sig hen til ham og tog saksen fra ham før hans hår blev endnu kortere, og børstede de afklippede totter af hans tøj. Han stirrede på hende og spurgte hvorfor hun gjorde det, og hun sagde bare ”jo, man må ikke klippe i hår hvis man ikke er frisør – det er ikke så godt.” Det godtog han uden videre og gav hende et knus.

Andre drenge falder i svime over hendes tykke krøller og de grønne øjne. De ved udmærket at vejen til Prinsessens hjerte går gennem mad.. Så de har ofte lækre sager med i skole, som de byder hende, og så vil de i øvrigt for resten gerne komme sammen med hende.

Hun gider bare ikke det pjat: ”Mor, jeg vil jo godt lige have lov til at være barn!” Men hendes afslag er altid yderst venlige og pyntet med små smileyer. Pr. sms forstås!

De tager hende det ikke ilde op – men fjumrer fortsat omkring hende som om intet var hændt. Og spørger igen ugen efter.

Men tilbage til det egentlige: Bordet er dækket med slik og de bedste og ønskede gaver og huset er pyntet til skæg og ballade. Tøsepigerne kommer og fejrer hende i morgen aften.

Jeg har derimod fået krampe i stemmebåndene, det er noget værre noget det med at have besøg. Mine indlæg er ynkelige og små, men omvendt proportionelle med kvaliteten af besøget.

Så jeg er forhåbentlig undskyldt!

Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

Lege i sneen – hver sin lyst

Vi har hver vores måde at lege i sneen på.

Jeg holder af at kælke.

Hvis jeg ellers har tøj nok på. Og en skilift til at fragte mig op igen.

Gårdmand Bjørn og de andre laver snemænd, bygger huler og kæmper sneboldkampe. Iført flyverdragter og skiundertøj.

…

Så er der nogen som laver armbøjninger i sneen. Frivilligt. Og endda to gange – fordi jeg ikke fik taget et billede af ham, første gang.

PS: billedet er kraftigt beskåret af åbenlyse årsager! En anden legemsdel var det egentlige centrum!

Hvad skal vi nu finde på

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

…

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..

Århundredets blogindlæg!

Det forpligter naturligvis. Jeg har endda gjort reklame for det på min Facebookside!

Jeg kan dog ikke udelukke at seriøse bloggere/mennesker vil finde dette indlæg afsindigt plat – men den risiko er jeg villig til at løbe! Og I kan bare komme tilbage i morgen, for da er jeg såmænd kedelig igen!

Muligvis skulle man have været tilstede, for at sætte ordentlig pris på underholdningsværdien, men jeg tager chancen og præsenterer jer for den ædle disciplin: servietfoldning ifølge Firkløveret.

Det er måske på sin plads lige at gentage at vi – også – har fejret jul sammen med tre store drenge. I deres egne øjne er de garanteret allerede voksne og har været det længe, men for mig er de altså stadig små bitte drenge på 18, 20 og 22.

Hvorom alting er, deres indflydelse på mine drenge er særdeles synlig, ikke alene har min 10årige spillet et spil som han ikke engang må gå forbi henne i butikken, men det mærkes også – og især – på balladefronten.

Dette kom til udtryk her tirsdag aften, da jeg blev belært udi servietfoldningens noble kunst.

Nu vil jeg undlade at skrive mere – og blot lade billederne – og forklaringerne tale!

Altså – man tager en firkantet serviet.. Bukker de to sider ind mod midten.

Man løfter derpå servietten på midten, og lægger den forsigtigt ned på den ene side.

Så får man fat i alle fire serviethjørner, og trækker til – udad..

Og vupti – har man en serviet bh..

God fredag!

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Perfekt # 1

Har jeg aldrig påstået jeg var.

Tænk at poste det samme indlæg to gange. Det er jo jammerligt.

Og jeg ved ikke rigtigt – når der nu kun er én person der har givet udtryk for at det er en genganger – er jeg nok ikke ene om, at have en light form for Alzheimers.

Lidt betryggende – jeg mener – det kunne jo godt ske igen at jeg var ude i noget à la Morfars historier. Det ligger trods alt til familiens gener.

Jeg syntes de var sjove at høre på – I ved det med børn og gentagelser.. Men jeg bed godt mærke i det noget anstrengte look, hos min mormor og mor – for nu ikke at tale om resten af familien – som kendte hans historier til bevidstløshed.

Men da jeg nu er ude i noget af det samme, og dermed skylder jer et indlæg, vil jeg straks fortælle et par anekdoter som kunne få min søde morfar til at hulke af grin. Og min mormor til at forlade rummet.

Nu er det jo mange år siden han døde, og da der ikke har været andre som har fortalt dem, kan det godt være at de ikke er helt korrekt gengivet. Men det gør nok kun min mor og moster glade, såfremt de læser med her.

Altså.. der var noget med en Skovrider, som min morfar snakkede med og som udtalte følgende udødelige, og meget fynske, ord: ”Ha’ der, ha er ei huhund” (Oversættelse: ”Ham der, han er en hun-hund.”) Det fandt min morfar usandsynligt underholdende.

Så var der den ikke så stuerene.. Som jeg altså ikke er helt sikker på. Posten som kom besøg hos.. en eller anden gammel dame der, med disse ord, bød på kaffe lavet på et gammeldags komfur engang i forrige årtusind: “den er kun fisselunken for den er fra det bageste hul”. Også her grinte han højt!

Ja, jeg synes de er vanvittigt morsomme – nok mest fordi det var min morfar, der fortalte dem. Det er også muligt at de ikke er morsomme mere når man har hørt dem noget nær 20.000 gange. Eller hvis man ikke kendte ham.

Men nu er de i hvert fald blevet spredt til et lidt større publikum end lige min familie.

Brak i sprit..

Ja, det ved jeg selvfølgelig ikke.. Men jeg regner stærkt med det. Så når du – ærede læser – ser dette, ligger jeg og bobler!

For jeg har nemlig været til stor fødselsdag!  Og jeg skal danse, drikke og lave ballade! Partyyyyy hele natten, blev der sagt!

Vi ses senere, til noget kage! Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz