Arkiv | Mig RSS feed for this section

Komplimenter

27 jun

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

Nej?

Hvor kan jeg klage?

Reklamer

Ned igen, og op…

6 jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Kunstigt åndedræt

16 maj

At sige jeg har holdt en lille pause, er nok årets underdrivelse.

Men jeg havde brug for pause.

Så pause blev der.

Der skete alt for mange store ting i vores lille hverdag, til at jeg også kunne nå at skrive på Kong Mor. Der var alt for lidt energi og alt for mange problemer der skulle løses, tanker der skulle tænkes, beslutninger der skulle tages, samtidig med alt det andet man skal når man lever, til at der var plads til andet end lige dem jeg holder mest af.

Alt online cyberliv blev stoppet og startet op igen kun gradvist, som en slags kur hvor man kun langsomt introducerer pasta og chokolade. I små mængder, lidt ad gangen.

Jeg har fået kunstigt åndedræt længe, og det beholder jeg. Hellere kunstigt åndedræt end nedsmeltning.

Og jeg har tænkt mig at tage andre midler i brug også, for at få energi og humør tilbage!

Jeg nyder min fantastiske familie, dejlige mand og lækre børn, som altså snart ikke er børn mere. Men lækre er de altså stadigvæk. Og sammen kan vi klare alt!

Har investeret i en bog af Louise Hay, for at lære at fokusere mere på positive tanker, og jeg har for en gangs skyld takket ja til at få sponsoreret en vitaminkur og nogle gode bøger, som jeg glæder mig til at komme i gang med; det kan kun gøre mig godt!

Jeg nyder gode veninder, kolleger, spændende pennevenner, min søde frække hund og min have. Alt ovennævnte samlet i en god cocktail som skal give mig mit liv eller mit overskud, snarere min glæde, eller nej MIG SELV tilbage.

Er dog ikke helt sikker på jeg overhovedet har læsere tilbage, men jeg kan nu heller ikke fortænke dem i – læserne altså – at de har forladt den synkende skude i tide.

Jeg er i hvert fald tilbage i små doser, så ser vi hvordan det går!

Man kan altid komme galt afsted

12 dec

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

Stine her. Taler jeg med Kirsten?

Svaret kom prompte:

Ja, men har vi en aftale?

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

Ha ha. Nej

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Rokade

29 aug

Jeg gik længe og ventede på at First Man skulle blive færdig med et værelse ovenpå.

Så Divaen kunne flytte derop.

Når hun ellers er hjemme.

Så kunne Prinsessen nemlig få Divaens værelse.

Og det ville betyde at First Man og jeg kunne få vores eget soveværelse for første gang i mange år, og slippe for at sove i mellemgangen, i ubekvem nærhed af vaskemaskinen.

Og så var der pludselig en masse plads i mellemgangen.

Og nu har jeg fået mit eget værelse!!

Men nogle ting er bare værd at vente på!

Mit lille rokadehjørne!

Ny advarsel.

15 jun

Udover det med overophedede læbepomader, så kan det heller ikke anbefales at glo på butikker med dims i vinduerne… I hvert fald ikke mens man stadig går.

Og især ikke hvis der – ganske umotiveret – står et skilt i umiddelbar nærhed af dette dimsevindue.

Det er nok muligt at andre, der er knapt så interesserede i dims, sagtens kan styre udenom den slags forhindringer, men jeg gik ind i pælen som holdt skiltet.

Direkte ind i den.
Og så sol, måne og stjerner.

Efter Divaen og Prinsessen på den mest omsorgsfulde måde havde sikret sig at deres gamle fjols af en mor – moden til rollator – ikke var ved hverken at besvime, eller dø for den sags skyld, brød Prinsessen sammen af grin så tårerne trillede.

Jeg syntes måske det var lige knap så grinagtigt, mine tårer trillede nemlig også lidt – ikke fordi jeg er pivet men fordi smerten skvulpede over i mine utætte tårekanaler, og efterhånden som afstanden hen til bilen blev mindre, blev en blå bule i min pande større og jeg kunne sætte mig bag rattet med et mindre dueæg over højre øjenbryn.

I et – skal vi sige – ikke ret godt humør.

Det gør i skrivende stund stadig ondt og jeg overvejer at kontakte – om ikke Lars Erik – så i hvert fald Jesper, så skiltet kan få sin straf og blive fjernet fra gågaden.

Aldeles omgående.

Jeg overvejer også noget med erstatning for svie og tort. Og tabt arbejdsfortjeneste, idet jeg var ude af stand til at foretage mig andet resten af lørdagen.

Hvad laver jeg så?

20 mar

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

%d bloggers like this: