Archive | Mig RSS feed for this section

Ned igen, og op…

6 jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Kunstigt åndedræt

16 maj

At sige jeg har holdt en lille pause, er nok årets underdrivelse.

Men jeg havde brug for pause.

Så pause blev der.

Der skete alt for mange store ting i vores lille hverdag, til at jeg også kunne nå at skrive på Kong Mor. Der var alt for lidt energi og alt for mange problemer der skulle løses, tanker der skulle tænkes, beslutninger der skulle tages, samtidig med alt det andet man skal når man lever, til at der var plads til andet end lige dem jeg holder mest af.

Alt online cyberliv blev stoppet og startet op igen kun gradvist, som en slags kur hvor man kun langsomt introducerer pasta og chokolade. I små mængder, lidt ad gangen.

Jeg har fået kunstigt åndedræt længe, og det beholder jeg. Hellere kunstigt åndedræt end nedsmeltning.

Og jeg har tænkt mig at tage andre midler i brug også, for at få energi og humør tilbage!

Jeg nyder min fantastiske familie, dejlige mand og lækre børn, som altså snart ikke er børn mere. Men lækre er de altså stadigvæk. Og sammen kan vi klare alt!

Har investeret i en bog af Louise Hay, for at lære at fokusere mere på positive tanker, og jeg har for en gangs skyld takket ja til at få sponsoreret en vitaminkur og nogle gode bøger, som jeg glæder mig til at komme i gang med; det kan kun gøre mig godt!

Jeg nyder gode veninder, kolleger, spændende pennevenner, min søde frække hund og min have. Alt ovennævnte samlet i en god cocktail som skal give mig mit liv eller mit overskud, snarere min glæde, eller nej MIG SELV tilbage.

Er dog ikke helt sikker på jeg overhovedet har læsere tilbage, men jeg kan nu heller ikke fortænke dem i – læserne altså – at de har forladt den synkende skude i tide.

Jeg er i hvert fald tilbage i små doser, så ser vi hvordan det går!

Man kan altid komme galt afsted

12 dec

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

Stine her. Taler jeg med Kirsten?

Svaret kom prompte:

Ja, men har vi en aftale?

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

Ha ha. Nej

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Rokade

29 aug

Jeg gik længe og ventede på at First Man skulle blive færdig med et værelse ovenpå.

Så Divaen kunne flytte derop.

Når hun ellers er hjemme.

Så kunne Prinsessen nemlig få Divaens værelse.

Og det ville betyde at First Man og jeg kunne få vores eget soveværelse for første gang i mange år, og slippe for at sove i mellemgangen, i ubekvem nærhed af vaskemaskinen.

Og så var der pludselig en masse plads i mellemgangen.

Og nu har jeg fået mit eget værelse!!

Men nogle ting er bare værd at vente på!

Mit lille rokadehjørne!

Ny advarsel.

15 jun

Udover det med overophedede læbepomader, så kan det heller ikke anbefales at glo på butikker med dims i vinduerne… I hvert fald ikke mens man stadig går.

Og især ikke hvis der – ganske umotiveret – står et skilt i umiddelbar nærhed af dette dimsevindue.

Det er nok muligt at andre, der er knapt så interesserede i dims, sagtens kan styre udenom den slags forhindringer, men jeg gik ind i pælen som holdt skiltet.

Direkte ind i den.
Og så sol, måne og stjerner.

Efter Divaen og Prinsessen på den mest omsorgsfulde måde havde sikret sig at deres gamle fjols af en mor – moden til rollator – ikke var ved hverken at besvime, eller dø for den sags skyld, brød Prinsessen sammen af grin så tårerne trillede.

Jeg syntes måske det var lige knap så grinagtigt, mine tårer trillede nemlig også lidt – ikke fordi jeg er pivet men fordi smerten skvulpede over i mine utætte tårekanaler, og efterhånden som afstanden hen til bilen blev mindre, blev en blå bule i min pande større og jeg kunne sætte mig bag rattet med et mindre dueæg over højre øjenbryn.

I et – skal vi sige – ikke ret godt humør.

Det gør i skrivende stund stadig ondt og jeg overvejer at kontakte – om ikke Lars Erik – så i hvert fald Jesper, så skiltet kan få sin straf og blive fjernet fra gågaden.

Aldeles omgående.

Jeg overvejer også noget med erstatning for svie og tort. Og tabt arbejdsfortjeneste, idet jeg var ude af stand til at foretage mig andet resten af lørdagen.

Hvad laver jeg så?

20 mar

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Tissetanker m.m.

24 jan

Så er stilen lagt, og de sarte sjæle kan fortrække, før det bliver for personligt eller intimt eller hvad ved jeg.

Jeg har ikke i sinde at skrive om min arbejdsplads af åbenlyse årsager, men jeg vil nu alligevel gerne dele diverse oplevelser omkring min arbejdsmæssige toiletsituation.

Det er sådan at jeg befinder mig i et relativt nyt byggeri. Og ingen tvivl om at det nok skulle gå lidt stærkt med at blive færdigt, for der er visse ting der ikke er så gennemtænkte at det gør noget.

For eksempel toiletterne. Der forefindes blandt andet to toiletter, ved siden af hinanden, med døre lige ud til vores garderobe.

Disse toiletter er ikke voldsomt godt lydisolerede. Som i faktisk slet ikke.

Og det sætter altså sine begrænsninger på udførelsen af de kropslige affaldsfunktioner. Hvis I forstår hvad jeg mener.

Der er flere scenarier som jeg vil redegøre for her.

Jeg sagde jo at sarte skulle fortrække. Ellers er det sidste chance, nu!

Altså, det bedste for ens tissesituation er naturligvis at finde garderoben tom for mennesker og de to toiletter ledige. Fred og ingen fare, man kan forrette i ro og mag.

Somme tider kan man være heldig lige at smutte ind på det ene toilet, og lukke døren samtidig med at den anden dør åbnes – ingen aner hvem den anden er – dufte, lyde og andre detaljer kan forblive helt anonyme.

Så er der de gange man næsten støder sammen med en anden trængende, smiler lidt til hinanden, hvorpå man forsvinder ind på hver sit toilet. Så kan man sidde der og holde vejret, prøve at lade være med at larme alt for meget og i øvrigt skynde sig at blive færdig, og tillige håbe at man ikke får ting at vide om sin nabo, ting man ikke havde lyst til at vide.

Denne version har i øvrigt den fordel, at man kan skælne hvem af herrerne der ikke vasker hænder efter endt gerning. Det er en del. Jeg nævner ingen navne. Jeg drager med vilje ikke damerne ind i disse observationer, thi jeg har erfaret at mine kvindelige kolleger så vidt jeg kan høre, altid vasker hænder.

Så er der også den mulighed at man er færdig og frejdigt åbner døren, blot for at stå ansigt til ansigt med en trængende kollega. Man kan kun håbe på at man ikke havde ondt i maven, at man har trukket ordentligt ud, samt at ens kollega ikke har stået alt for længe foran døren. Med andre ord, ikke har kunnet høre det hele.

Og så det der med at trække ud.

For at undgå lyde, forer en del mennesker indersiden af kummen med mange meter papir. Det virker sjældent efter hensigten, fordi papiret hænger ned i vandet som bliver suget op og så er man jo lige vidt.
Det eneste der kommer ud af det er, at når man så også stopper det papir man bruger til at tørre sig med, ned oveni de mange meter der lå der i forvejen, så risikerer man at stoppe afløbet.

OG så må man ydermere lide den tort at hidkalde Kenneth der, under høj jamren og mange protester, skal svuppe en eller andens efterladenskaber videre ud i systemet. Jeg ved fra pålidelig kilde at det er sket at en unavngiven person har skullet stå ansigt til ansigt med sine efterladenskaber, i selskab med Kenneth.

Ikke umiddelbart noget jeg har det store behov for at opleve.

Så langt så godt.

Nu har toiletsagaen så fået en ny dimension.

Forleden nåede jeg lige akkurat ind ad toiletdøren, og i samme sekund kom Martin ud i garderoben for at gå hjem. Jeg skulle også hjem. Bagefter.

Jeg skulle tisse helt utroligt meget og tanken om en køretur på 40 minutter som tissetrængende var ikke ret tiltrækkende. Jeg sad lige og holdt mig lidt, i håb om at Martin ville gå ud af garderoben. Men det trak ud – manden cykler og skulle derfor meget naturligt i dette vejr, have overtræksbukser på, og fred være med det –  og jeg gad ikke sidde og holde mig, jeg ville gerne hjem.

Altså gav jeg pokker i al skam og ladede mit vand.

Og om det så var fordi jeg skulle rigtigt meget, eller om det var fordi jeg krampagtigt havde holdt mig, skal jeg lade være usagt.

Men pludselig så lød det nærmest som om jeg var en meget høj mand.

Nu er selve toiletlokalet i sig selv ret stort.

Og jeg ved ikke, men det må på en eller anden måde virke som en form for resonanskasse. Eller forstærker.

For det lød unægtelig som en mindre udgave af noget “Falls”. Niagara eller Victoria er nok lidt overdrevet, men vi nærmer os. Bare så I har en idé om larmen.

Der skete da også det forudsigelige at ganske kort tid efter mit personlige vandfald var begyndt at buldre løs, kunne jeg høre stakkels Martin formelig løbe ud af døren, sandsynligt for ikke at blive vidne til det der var værre. Det er også muligt at han bare var færdig med at tage overtræksbukser på og dermed var klar til naturlig afgang. Hvad ved jeg.

Det eneste gode der var at sige om det, var at jeg så ikke behøvede opleve det pinlige øjeblik at stå ansigt til ansigt med ham, når jeg åbnede døren efter endt gerning.

Og nej, jeg er ikke inkontinent.

Det er altså ikke derfor det lød så højt.

Det må være toilettets skyld.

Og jeg tisser normalt ikke højlydt. Altså.

Selvom jeg nu godt kan have mine tvivl om jeg rent faktisk tisser mere højlydt end andre mennesker.

Mindes jo stadig den lidet flatterende bemærkning for mange år siden der, efter jeg havde været i en lignende situation – skulle tisse rigtigt meget – mødte mig da jeg åbnede døren: “Du gode gud, du pisser jo som en hest.”

%d bloggers like this: