Komplimenter

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

…

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

…

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

…

Nej?

…

Hvor kan jeg klage?

…

Ned igen, og op…

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Kunstigt åndedræt

At sige jeg har holdt en lille pause, er nok årets underdrivelse.

Men jeg havde brug for pause.

Så pause blev der.

Der skete alt for mange store ting i vores lille hverdag, til at jeg også kunne nå at skrive på Kong Mor. Der var alt for lidt energi og alt for mange problemer der skulle løses, tanker der skulle tænkes, beslutninger der skulle tages, samtidig med alt det andet man skal når man lever, til at der var plads til andet end lige dem jeg holder mest af.

Alt online cyberliv blev stoppet og startet op igen kun gradvist, som en slags kur hvor man kun langsomt introducerer pasta og chokolade. I små mængder, lidt ad gangen.

Jeg har fået kunstigt åndedræt længe, og det beholder jeg. Hellere kunstigt åndedræt end nedsmeltning.

Og jeg har tænkt mig at tage andre midler i brug også, for at få energi og humør tilbage!

Jeg nyder min fantastiske familie, dejlige mand og lækre børn, som altså snart ikke er børn mere. Men lækre er de altså stadigvæk. Og sammen kan vi klare alt!

Har investeret i en bog af Louise Hay, for at lære at fokusere mere på positive tanker, og jeg har for en gangs skyld takket ja til at få sponsoreret en vitaminkur og nogle gode bøger, som jeg glæder mig til at komme i gang med; det kan kun gøre mig godt!

Jeg nyder gode veninder, kolleger, spændende pennevenner, min søde frække hund og min have. Alt ovennævnte samlet i en god cocktail som skal give mig mit liv eller mit overskud, snarere min glæde, eller nej MIG SELV tilbage.

Er dog ikke helt sikker på jeg overhovedet har læsere tilbage, men jeg kan nu heller ikke fortænke dem i – læserne altså – at de har forladt den synkende skude i tide.

Jeg er i hvert fald tilbage i små doser, så ser vi hvordan det går!

Man kan altid komme galt afsted

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

…

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

…

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

“Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen”

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

“God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem”

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

“Stine her. Taler jeg med Kirsten?”

Svaret kom prompte:

“Ja, men har vi en aftale?”

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

“Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?”

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

…

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

“Ha ha. Nej”

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

…

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

…

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

…

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

…

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Rokade

Jeg gik længe og ventede på at First Man skulle blive færdig med et værelse ovenpå.

Så Divaen kunne flytte derop.

…

Når hun ellers er hjemme.

…

Så kunne Prinsessen nemlig få Divaens værelse.

…

Og det ville betyde at First Man og jeg kunne få vores eget soveværelse for første gang i mange år, og slippe for at sove i mellemgangen, i ubekvem nærhed af vaskemaskinen.

…

Og så var der pludselig en masse plads i mellemgangen.

…

Og nu har jeg fået mit eget værelse!!

Men nogle ting er bare værd at vente på!

Mit lille rokadehjørne!

Ny advarsel.

Udover det med overophedede læbepomader, så kan det heller ikke anbefales at glo på butikker med dims i vinduerne… I hvert fald ikke mens man stadig går.
…
Og især ikke hvis der – ganske umotiveret – står et skilt i umiddelbar nærhed af dette dimsevindue.

Det er nok muligt at andre, der er knapt så interesserede i dims, sagtens kan styre udenom den slags forhindringer, men jeg gik ind i pælen som holdt skiltet.
…
Direkte ind i den.
Og så sol, måne og stjerner.
…
Efter Divaen og Prinsessen på den mest omsorgsfulde måde havde sikret sig at deres gamle fjols af en mor – moden til rollator – ikke var ved hverken at besvime, eller dø for den sags skyld, brød Prinsessen sammen af grin så tårerne trillede.
…
Jeg syntes måske det var lige knap så grinagtigt, mine tårer trillede nemlig også lidt – ikke fordi jeg er pivet men fordi smerten skvulpede over i mine utætte tårekanaler, og efterhånden som afstanden hen til bilen blev mindre, blev en blå bule i min pande større og jeg kunne sætte mig bag rattet med et mindre dueæg over højre øjenbryn.

I et – skal vi sige – ikke ret godt humør.

Det gør i skrivende stund stadig ondt og jeg overvejer at kontakte – om ikke Lars Erik – så i hvert fald Jesper, så skiltet kan få sin straf og blive fjernet fra gågaden.

Aldeles omgående.

Jeg overvejer også noget med erstatning for svie og tort. Og tabt arbejdsfortjeneste, idet jeg var ude af stand til at foretage mig andet resten af lørdagen.

Hvad laver jeg så?

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Tissetanker m.m.

Så er stilen lagt, og de sarte sjæle kan fortrække, før det bliver for personligt eller intimt eller hvad ved jeg.

Jeg har ikke i sinde at skrive om min arbejdsplads af åbenlyse årsager, men jeg vil nu alligevel gerne dele diverse oplevelser omkring min arbejdsmæssige toiletsituation.

Det er sådan at jeg befinder mig i et relativt nyt byggeri. Og ingen tvivl om at det nok skulle gå lidt stærkt med at blive færdigt, for der er visse ting der ikke er så gennemtænkte at det gør noget.

For eksempel toiletterne. Der forefindes blandt andet to toiletter, ved siden af hinanden, med døre lige ud til vores garderobe.

…

Disse toiletter er ikke voldsomt godt lydisolerede. Som i faktisk slet ikke.

Og det sætter altså sine begrænsninger på udførelsen af de kropslige affaldsfunktioner. Hvis I forstår hvad jeg mener.

Der er flere scenarier som jeg vil redegøre for her.

…

Jeg sagde jo at sarte skulle fortrække. Ellers er det sidste chance, nu!

…

Altså, det bedste for ens tissesituation er naturligvis at finde garderoben tom for mennesker og de to toiletter ledige. Fred og ingen fare, man kan forrette i ro og mag.

Somme tider kan man være heldig lige at smutte ind på det ene toilet, og lukke døren samtidig med at den anden dør åbnes – ingen aner hvem den anden er – dufte, lyde og andre detaljer kan forblive helt anonyme.

…

Så er der de gange man næsten støder sammen med en anden trængende, smiler lidt til hinanden, hvorpå man forsvinder ind på hver sit toilet. Så kan man sidde der og holde vejret, prøve at lade være med at larme alt for meget og i øvrigt skynde sig at blive færdig, og tillige håbe at man ikke får ting at vide om sin nabo, ting man ikke havde lyst til at vide.

Denne version har i øvrigt den fordel, at man kan skælne hvem af herrerne der ikke vasker hænder efter endt gerning. Det er en del. Jeg nævner ingen navne. Jeg drager med vilje ikke damerne ind i disse observationer, thi jeg har erfaret at mine kvindelige kolleger så vidt jeg kan høre, altid vasker hænder.

…

Så er der også den mulighed at man er færdig og frejdigt åbner døren, blot for at stå ansigt til ansigt med en trængende kollega. Man kan kun håbe på at man ikke havde ondt i maven, at man har trukket ordentligt ud, samt at ens kollega ikke har stået alt for længe foran døren. Med andre ord, ikke har kunnet høre det hele.

Og så det der med at trække ud.

…

For at undgå lyde, forer en del mennesker indersiden af kummen med mange meter papir. Det virker sjældent efter hensigten, fordi papiret hænger ned i vandet som bliver suget op og så er man jo lige vidt.
Det eneste der kommer ud af det er, at når man så også stopper det papir man bruger til at tørre sig med, ned oveni de mange meter der lå der i forvejen, så risikerer man at stoppe afløbet.

OG så må man ydermere lide den tort at hidkalde Kenneth der, under høj jamren og mange protester, skal svuppe en eller andens efterladenskaber videre ud i systemet. Jeg ved fra pålidelig kilde at det er sket at en unavngiven person har skullet stå ansigt til ansigt med sine efterladenskaber, i selskab med Kenneth.

Ikke umiddelbart noget jeg har det store behov for at opleve.

Så langt så godt.

Nu har toiletsagaen så fået en ny dimension.

Forleden nåede jeg lige akkurat ind ad toiletdøren, og i samme sekund kom Martin ud i garderoben for at gå hjem. Jeg skulle også hjem. Bagefter.

Jeg skulle tisse helt utroligt meget og tanken om en køretur på 40 minutter som tissetrængende var ikke ret tiltrækkende. Jeg sad lige og holdt mig lidt, i håb om at Martin ville gå ud af garderoben. Men det trak ud – manden cykler og skulle derfor meget naturligt i dette vejr, have overtræksbukser på, og fred være med det –  og jeg gad ikke sidde og holde mig, jeg ville gerne hjem.

Altså gav jeg pokker i al skam og ladede mit vand.

…

Og om det så var fordi jeg skulle rigtigt meget, eller om det var fordi jeg krampagtigt havde holdt mig, skal jeg lade være usagt.

Men pludselig så lød det nærmest som om jeg var en meget høj mand.

…

Nu er selve toiletlokalet i sig selv ret stort.

Og jeg ved ikke, men det må på en eller anden måde virke som en form for resonanskasse. Eller forstærker.

For det lød unægtelig som en mindre udgave af noget “Falls”. Niagara eller Victoria er nok lidt overdrevet, men vi nærmer os. Bare så I har en idé om larmen.

Der skete da også det forudsigelige at ganske kort tid efter mit personlige vandfald var begyndt at buldre løs, kunne jeg høre stakkels Martin formelig løbe ud af døren, sandsynligt for ikke at blive vidne til det der var værre. Det er også muligt at han bare var færdig med at tage overtræksbukser på og dermed var klar til naturlig afgang. Hvad ved jeg.

…

Det eneste gode der var at sige om det, var at jeg så ikke behøvede opleve det pinlige øjeblik at stå ansigt til ansigt med ham, når jeg åbnede døren efter endt gerning.

Og nej, jeg er ikke inkontinent.

Det er altså ikke derfor det lød så højt.

Det må være toilettets skyld.

Og jeg tisser normalt ikke højlydt. Altså.

…

Selvom jeg nu godt kan have mine tvivl om jeg rent faktisk tisser mere højlydt end andre mennesker.

…

Mindes jo stadig den lidet flatterende bemærkning for mange år siden der, efter jeg havde været i en lignende situation – skulle tisse rigtigt meget – mødte mig da jeg åbnede døren: “Du gode gud, du pisser jo som en hest.”

Pinlig uden skyld. Eller.. ja..

Det er også meget længe siden jeg har gjort noget pinligt. Men så fik vi gæster.

…

Personligt synes jeg ikke det er direkte pinligt. Eller det vil sige, hvis jeg var ude i verden blandt levende mennesker ville jeg måske blive en anelse rød i kammen, men hjemme – og sammen med gode venner – var det ikke noget særligt. Syntes jeg.

Jeg ved heller ikke hvad det er med denne kjole. Selvom jeg har tabt mig fire kg. så springer midterknappen hele tiden op. Og godt nok har jeg en bluse indenunder, men det virker jo ret barmfagert at sidde og flashe et stykke bluse ud mellem knapperne. Ikke generende som sagt. For mig altså. Det er en helt anden sag for firkløveret.

Barmfager eller ej..

Vi havde som sagt gæster, og på et tidspunkt ser jeg ned af mig selv – opdager at knappen er sprunget op – og jeg knapper den igen.

End of story.

…

Skulle man tro.

Mine børn sad på nåle, og så såre vi havde vinket af, og baglygterne forsvandt ud ad Landevejen, vendte de sig mod mig med anklagende blikke.

Kommentarerne føg rundt: “og hvad tror du ikke de tænkte?”

“Jeg er sikker på at de ikke turde se på dig”

“Ej, men det var bare så piiiiiinligt”

Og så videre og så videre.

Da jeg under en pause i deres anklager, påpegede at der jo ikke ligefrem var bar hud bagved den der rebelske knap, så det nok gik alligevel, havde de kun hovedrysten og himmelvendte øjne tilovers for mig.

 

Så gik de. Op på deres respektive værelser. Jeg sukkede dybt og så var det jeg sad og glædede mig til at blive rigtig gammel. Sådan rigtig oldgammel.

Så kan jeg nemlig flashe alt det jeg vil, det kan bare tørres af på det faktum at jeg er gammel!

 

Længe leve genbrug

Føler mig herligt frelst og meget god, når jeg har været en tur i den lokale Røde Kors butik.

Nu skal det også siges at vi har nogle meget dygtige mennesker der arbejder der. De laver de mest indbydende vinduer, med flot tøj og accessories.

I fredags – da jeg var til “Landsby by night” var jeg også et smut omkring Røde Kors.

…

Og så hang disse bling-bling og lynede til mig.

Længe leve genbrug

Jeg måtte bare eje den top. Det var endda helt min størrelse. Til den svimlende sum af 35 gode danske kroner var den min.

Og jeg ved nu at jeg bare bliver underskøn til nytårsaften!

Med glimmer ud over det hele!

Redefinering af sig selv

Som jeg ser der, så handler det måske i højere grad om at redefinere sig selv som menneske, efter ens børn er flyttet hjemmefra.

Tag endelig ikke fejl, jeg mener ikke at man behøver at have børn for at have en identitet, eller for at kunne blive defineret som menneske, men mit udgangspunkt er jo at jeg har børn, og jeg skal finde mig selv i en anden rolle, når disse mine børn flytter hjemmefra engang når de er 35.

Så det er en nyopdagelse og nyopfindelse af sig selv jeg skal ud i, efter min status som mor til hjemmeboende børn, ændrer sig til mor med ikke hjemmeboende børn.

Det er lidt som da jeg blev 30.

…

Ja. Totalt til grin, men jeg fik dyb, dyb krise over at blive 30. Jeg var sur i 4 måneder. Jeg gik og forestillede mig at nu var mit liv slut, jeg skulle ikke have flere børn og.

…

Og hvad så? Hvad skullle der så ske? Hvad i alverden skulle jeg få tiden til at gå med resten af mit liv?

…

Jeg sagde jo det var til grin. Men da jeg fik mit første barn op på maven, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en fornemmelse af at: “Nååå, det var DET der var meningen med hele mit liv, nemlig at få børn”

Så jeg forudså mit eget liv – efter 30 – ville være en lang gold og øde ørken. For hvad skulle jeg nu tage mig til når jeg havde fået børn?

Jeg skyndte mig så at få én til.. og endte med at få fire børn på seks år.

…

Men alligevel, nu hvor de, lige om lidt er flyttet hjemmefra, så ville det være praktisk at jeg fik genopfundet mig selv.

Og da jeg er meget lidt begejstret for katte, og ryatæpper, må jeg nok hellere finde på noget en anelse mere realistisk.

…

Når nu jeg ikke skal være kokkepige, rengøringskone, chauffør, livsstilscoach, sjælesørger og støttepædagog og andet godt, for fire børn, så skal jeg finde ud af en anden mening med mig.

Ikke at jeg ikke har været helt og aldeles mig de sidste 18 år, for det har jeg bestemt været – bare spørg mine børn – det er ikke som om jeg har sat mit eget liv på pause mens jeg har taget mig af børn, men meget af mit liv har kredset om de her børn og det at være deres mor.

Nu er jeg ikke af den slags som ude i mit levende liv kun kan tale om mine børn – eller det håber jeg da ikke jeg er set med andres øjne – jeg kan sagtens finde dybde og interesse i ting som ikke nødvendigvis omhandler mine børn. Jeg levede trods alt til jeg var 25 uden dem.

Men – som Bente skrev i en kommentar – jeg kan ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med før. Jo brudstykker af den, men ikke al min tid.

Jeg tror nok mest jeg gik rundt og ventede. Ventede på noget andet og mere. Som så kom i form af børn.

…

Det vigtigste er nok at man stadig kan respektere sig selv nok til at få en ny definition af hvem man er, uden at skulle være en hel masse for andre. Eller for de der børn som man nok – heldigvis – aldrig kan give helt slip på.

Men det ene må ikke udelukke det andet. Jeg bliver ked af det på veninders vegne, når de kan berette om bedsteforældre der har så travlt med at redefinere sig selv, at de glemmer at de også stadig er både forældre og bedsteforældre.

Jeg synes det er så enormt vigtigt, især i vores tid hvor alle bor hver for sig og alle generationerne nærmest bliver holdt hermetisk adskilt fra hinanden, at børn får tid med deres bedsteforældre.

De unge bor sammen på kollegier, familierne bor helt for sig selv, og de gamle bor enten alene eller på plejehjem. Der er ikke så mange muligheder for at lære af hinanden, så jeg synes det er endnu mere vigtigt at man holder sammen på tværs af aldre.

Så ja, jeg skal have fundet en ny mig.

…

Som ny og moderne ryatæppeopfinder?

Se på en himmel.

Når ting går galt så skal man sove på dem. Man kan eventuelt ty til bekymringsdukker. De er vældigt brugbare.
Man kan også gå ud og glo på en himmel.

Eller to..

Det nytter i hvert fald ikke noget at give op..

Søvn.

Det er en kendt sag at jeg har brug for at sove nok – ellers bliver jeg frygtelig gnaven – så jeg, som nu står ukristeligt tidligt op hver dag…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

…

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

…

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

La Grande Dame udi brokkeriets kunst.

Ja – det er ikke mig.

Desværre.

Selvom jeg bilder mig ind, at jeg er ganske godt med ind imellem.

…

Næ, jeg snakker om “The Bedstemor” i Downton Abbey. Hun – eller vel snarere tekstforfatteren for jeg er ikke så tåbelig at tro at Maggie Smith er sådan selv, og så igen – har virkelig ramt et ømt punkt hos mig. Jeg elsker hendes perfide kommentarer og er ved at dø af grin over hendes facon. Og Maggie Smith spiller sin rolle fremragende!

Hun er i den grad blevet et forbillede for mig.

Hun har levet, eller lever måske endda stadig et sted, denne Granny, Downton Abbeys Lady Violet, det er både sikkert og vist, hendes oprindelse er af kød og blod og sådan vil jeg også være når jeg bliver gammel.

Tænk at kunne slippe afsted med den slags spydige bemærkninger og stadig blive inviteret til te?

Men jeg træner i smug, gør jeg.

Og jeg har mine små tricks, jeg tror nemlig at den slags opførsel egner sig perfekt til at blive testet under voldsomme tilfælde af PMS.

Tag nu TDC.

Mit simkort døde. Det var i hvert fald ikke telefonen. Fordi den virkede fint med de andres simkort i. Derfor foretog jeg en udflugt til TDCbutikken for at få udleveret et nyt.

Som skulle virke dagen efter. Men det skete ikke. Det skete heller ikke dagen efter på trods af løfte om det modsatte. Og da vi nåede lørdag virkede min telefon stadig ikke. Der var for øvrigt sært stille!

På dette tidspunkt var jeg så småt ved at nå det røde felt. Og jeg tror også jeg fik lusket et par ondskabsfuldheder ud over kanten, slet skjult bag en veg undskyldning om at det naturligvis ikke skulle gå ud over ham der tog telefonen, men det gjorde det jo så lidt alligevel. Da vi nåede mandag og min telefon endelig virkede igen sendte jeg en glad sms til First Man: “Nu virker det endelig”!

…

Hvorpå jeg fik en sms tilbage: “hvem er det?” fordi mit sædvanlige nummer var forsvundet under manøvren. Jeg fristes til at sige “naturligvis”.

Denne gang skældte jeg ud helt uden at råbe, men med en stemme der dirrede så meget af raseri, at resten af familien blot stod og holdt vejret.

Men nok var nok, og den sidste rest af min tålmodighed var opbrugt forlængst. Desuden ville jeg afprøve mine brokkeevner a la Dowager Countess!

…

Det virkede. Jeg fik – udover mit gamle telefonnummer som alle børnene kan udenad og dermed er vitalt for deres overlevelse ude i den store farlige verden – 2 måneders gratis abonnement.

Tak for det!

Jeg hører stemmer…

Altså ikke på Jehanne D’Arc måden, hvor frankofil jeg så end er, men jeg høre stemmer på lydbog i bilen-måden.

Og det er IKKE altid at disse stemmer er lige behagelige at høre på!

For eks. – og som I ved er det mig meget imod ligefrem at hænge folk ud – men Mikkel Bay-Mortensen har en S-lyd liggende et sted på venstre side af sin tunge, og denne S-lyd falder ud af hans mund og direkte ind i min øregang på den mest irriterende måde, som faktisk gjorde det nødvendigt at slukke for “Sameland” – den lydbog jeg var ved at høre ham læse højt.

Jeg er sikker på at Smikkel derudover er et ganske udmærket menneske, med mange andre kvaliteter og evner, men oplæsning er nok ikke en af dem og jeg vil givetvis se mig om efter en anden adspredelse, såfremt han er på rollelisten på andre cd’er.

…

Med mindre det er en ballet.

Nu kan det naturligvis også sagtens have noget at gøre med kvaliteten af den CDafspiller af ældre dato, der befinder sig i det røde lyn, men den forhindrede mig ikke i, både at komme helt til enden af “Delhis smukkeste hænder” men også være i stand til at fokusere på selve historien, som var både spændende og lidt sørgmunter, i stedet for på oplæserens stemme.

Mikkel derimod, lød som om han havde nået morfar alderen, mindst, på grund af den der S-lyd. Derudover var det hele så monotont at det aldrig gik op for mig om det var Røje (jeg sværger – sådan udtalte han Roy) eller Leif der sagde noget. Nu er der ikke noget galt i at få læst historier højt af en morfar, men det passede hverken til historien eller udtalen eller – hvilket nok var det vigtigste – til min forventning.

Det var i grunden lidt trist.

Jeg var netop blevet færdig med mine 10 timer og 45 minutter i yderst behageligt selskab med en Peter Bøttger som højtlæser på “Delhis smukkeste hænder”, som gjorde at jeg ligefrem nød mine 40 minutters kørsel hver vej, og i den grad så frem til at kunne fortsætte med en ny lydbog.

Stor var skuffelsen derfor da oplevelsen blev spoleret af afhoppende S-lyde fra Mikkels mund.

Nu tør jeg ikke engang gå i gang med Paul Becker og “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” og følgerne heraf bliver til et nyt blogindlæg.

Tre lydbøger – eller foreløbigt kun én. Og en fejlagtig reklame vil jeg nok sige.. Jeg bliv kun 1/3 godt humør indtil videre!

Jeg kom til at tænke på at der burde være en slags database med lydprøver af de forskellige oplæseres stemmer. Det findes ikke, eller også har jeg blot ikke fundet vej til det endnu.

Alt hvad jeg fandt var dette wiki-link http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Lydbogsindlæsere hvor jeg til min allerstørste tilfredshed kan konstatere at Smikkel ikke er nævnt.

Men en slags evaluering ville være på sin plads. Men forskellige kriterier naturligvis. For jeg er godt klar over, at det som irriterer mig ved en oplæser, ikke nødvendigvis irriterer andre og vice versa.

Skulle der sidde nogen med gode erfaringer indenfor lydbogsoplæsere der ikke har løse “S”er på tungen, måtte de gerne dele deres høreoplevelser med mig så jeg kan får hørt nogle flere historier, da de 80 daglige minutter jeg tilbringer i min bil ærligt talt er en smule kedsommelige uden!