Arkiv | Familien RSS feed for this section

Jeg kan endelig skimte lys

14 apr

for enden af tunnelen.

Det har holdt hårdt og selvom jeg ikke er tilbage på fuld kraft endnu, tør jeg endelig tro på at der måske kommer en dag hvor jeg kan koncentrere mig igen, en hel dag hvor jeg ikke glemmer et eller andet sært, eller hvor jeg ikke har uro i hele kroppen og bare ikke kan sidde stille.

Jeg er nu oppe på 5-6 timers arbejde dagligt, og med strategisk placerede feriedage hver eneste uge, kan jeg komme igennem en arbejdsuge uden nævneværdige problemer.

Jeg glemmer mindre, men er stadig ligeså ukoncentreret, så ting tager længere tid end vanligt og alt skal skrives ned på små sedler her og der, ellers har jeg glemt alt om at jeg skulle skrive til en leverandør om en ny pris, når jeg kommer tilbage på min pind efter at have sludret med Charlotte og afleveret en sag hos Birgit.

Selve sygdommen… Altså, den tager jeg mig ikke af mere, den har OUH overtaget med venlig ekspertise. Der er stort set kommet svar på alle spørgsmål, alle blodprøver og tests er taget og oversat til et sprog som vi kan forstå.

Og som en skøn og dejlig kvinde – der nu vinker herned oppe fra sit nye hood – engang sagde: “Jeg lader lægerne om min sygdom, så koncentrerer jeg mig om mit liv.” så har jeg overladt sygdommen til de læger der har forstand på det – de får oven i købet penge for det – og så koncentrerer jeg mig bare om at være mor og blive normal igen.

Nogle nok vil indvende at ovenstående ikke er muligt.

Men hvorom alting er, så forsøger jeg at blive mig selv igen.

Og jeg må være på rette vej, for min mor sagde forleden at jeg er ved at blive fræk igen!

 

 

Blog som terapi.

18 jan

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Røde Kors julevenner

4 dec

Jeg ved godt at jeg havde lovet jeg kun ville snakke jul herovre, men nu er det jo sådan at Røde Kors de sidste par år, har haft en rigtig god plan!

Det handler om folk der sidder alene i julen, og så 0m nogen som ikke sidder alene, og som gerne vil dele den jul de har.

Man melder sig til på deres hjemmeside: HER og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker og tilbud.

Det tog os lidt tid at turde at trykke på “Tilmeld” sidste år. Hvem vidste hvad vi ville ende med? Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul.

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store måske akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi havde set hinanden før.

Desuden kunne vi lige få snakket om mad, alkohol, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve aftnen.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores juleaften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber at mange flere vil melde sig til i år.

Både som vært men så sandelig også som gæst. Det er nemlig sådan at der er 3 gange så mange værter som gæster – heldigvis at det ikke er omvendt – måske er det sværere at turde fortælle at man er alene og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå – det er en juleaften som den altid har været – blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster.

Meld jer – hvem ved – måske kan I ende med at holde jul hos Kong Mor?

Altså, hvis det kunne friste nogen.

Faktisk ret ensom…

1 sep

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.

Han lignede en som havde givet op.

Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.

Men han ville gerne tage chancen.

Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.

Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu; han skulle have en ny start.

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.

 

 

80er fest.

14 feb

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Stolthed, famiglie og stamtavlen.

29 nov

Som et lyn brød ordene gennem mit hjernemæssige morgenuld. Og jeg blev helt vågen!

Tænk engang, den allerførste dansker, der for mange herrens år siden råbte vagt i gevær over det menneskeskabte klimasvineri, det var min forfader.

Intet mindre.

Han fik endda også en nobelpris. Godt nok ikke for det med klimaet. For det ville ingen tro på. Nej, han fik den fordi han havde fundet ud af noget med muskler og blod og hvorfor bjergbestigere taber sig på toppen af et bjerg. Eller sådan noget.

Men han blev nævnt den morgen – endda i P1 – ikke på grund af muskeliltningshalløjet, men, fordi han dengang åbenbart sagde højt hvad alle ved idag; at vi skal passe på vores jord! Det var da stort! Og jeg sad og blev meget stolt af at være mig.

Nu ved jeg godt at det var ham der fik prisen. Og ikke mig.

Men altså, når det regner på præsten, drypper det på degnen og lige der, da journalisten fortalte en masse om min mormors onkel, så fik jeg utætte tårekanaler, ene og alene fordi det var familie. Eller Famiglia.. På mafiamåden. For tænk engang, for hundrede år siden sad min forfader og var så klog at ingen ville tro ham.

Det er jo også helt sikkert arveligt den slags. At være klog mener jeg.

Vi har endda fået en bette en i vores famiglie som hedder det samme, så man kan godt sige at vi gør vores bedste for at gå videnskaben lidt i bedene!

Nu døde den oprindelige videnskabsmand naturligvis længe før der overhovedet var tænkt på mig, men der er sikkert stadig en lille bitte smule af iltningen i mine muskler, som mine kusiner og mostre, og jeg, har fået fra ham.

Ikke at der er nogen i famiglie der siden har fået en nobelpris, endsige en pris i noget som helst, så vidt jeg ved – selvom Trine har udgivet en bog – men jeg er sikker på at både Katja og Sandra, for slet ikke at tale om Eva og Katherine, lever i håbet om at vi eller vores søde børn bliver ligeså fremsynede som ham, og også ende på listen over de 100 mest betydningsfulde mennesker i Danmark.

Og så har han da været samtaleemne ved familiesammenkomster fra tid til anden, også før han blev klimaguru i P1.

Desuden er det ham som har skrevet vores stamtavle.

Som er indbundet.

Og går tilbage til engang i 1600tallet.

Jo jo, skam!

Som jeg sad der i bilen, i den mørke morgen og snøftede lidt for mig selv, slog det mig at selvom man er død og begravet for længe siden, så er der stadig nogen som skænker forfædre MK (marmødre?) en lille tanke fra tid til anden. For jeg kom straks i tanke om en masse andre fra Famiglie, som jeg selv kan huske. Og som ikke bare er en del af min familiære hukommelse. Men som desværre heller ikke er her mere. Men det er de så lidt alligevel, fordi nogle af os stadig tænker på dem og bliver så stolte at de sidder og snøfter i bilen en tidlig morgen på vej til arbejde.

Og hvad er så moralen i denne beretning?

At jeg ikke er af køkkenopdræt, og det synes jeg nok er værd at tage med!

Mommer er okay!

13 aug

Altså – vi afbryder udsendelsen for at bringe en vigtig meddelelse.

Mommer har det godt! 

Hun er på camping med englænderne, og en yderst fræk mus har ædt en ledning, og hun – Ellen altså, ikke musen – har derfor ikke været i stand til at blogge!!

Men man bliver jo lidt bekymret med diagnoser og sådan.

Skulle i øvrigt hilse!!

 

%d bloggers like this: