Julekort

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

…

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

…

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

…

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

…

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Jeg kan endelig skimte lys

for enden af tunnelen.

Det har holdt hårdt og selvom jeg ikke er tilbage på fuld kraft endnu, tør jeg endelig tro på at der måske kommer en dag hvor jeg kan koncentrere mig igen, en hel dag hvor jeg ikke glemmer et eller andet sært, eller hvor jeg ikke har uro i hele kroppen og bare ikke kan sidde stille.

Jeg er nu oppe på 5-6 timers arbejde dagligt, og med strategisk placerede feriedage hver eneste uge, kan jeg komme igennem en arbejdsuge uden nævneværdige problemer.

Jeg glemmer mindre, men er stadig ligeså ukoncentreret, så ting tager længere tid end vanligt og alt skal skrives ned på små sedler her og der, ellers har jeg glemt alt om at jeg skulle skrive til en leverandør om en ny pris, når jeg kommer tilbage på min pind efter at have sludret med Charlotte og afleveret en sag hos Birgit.

Selve sygdommen… Altså, den tager jeg mig ikke af mere, den har OUH overtaget med venlig ekspertise. Der er stort set kommet svar på alle spørgsmål, alle blodprøver og tests er taget og oversat til et sprog som vi kan forstå.

Og som en skøn og dejlig kvinde – der nu vinker herned oppe fra sit nye hood – engang sagde: “Jeg lader lægerne om min sygdom, så koncentrerer jeg mig om mit liv.” så har jeg overladt sygdommen til de læger der har forstand på det – de får oven i købet penge for det – og så koncentrerer jeg mig bare om at være mor og blive normal igen.

…

Nogle nok vil indvende at ovenstående ikke er muligt.

Men hvorom alting er, så forsøger jeg at blive mig selv igen.

Og jeg må være på rette vej, for min mor sagde forleden at jeg er ved at blive fræk igen!

 

 

Blog som terapi.

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Røde Kors julevenner

Jeg ved godt at jeg havde lovet jeg kun ville snakke jul herovre, men nu er det jo sådan at Røde Kors de sidste par år, har haft en rigtig god plan!

Det handler om folk der sidder alene i julen, og så 0m nogen som ikke sidder alene, og som gerne vil dele den jul de har.

Man melder sig til på deres hjemmeside: HER og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker og tilbud.

…

Det tog os lidt tid at turde at trykke på “Tilmeld” sidste år. Hvem vidste hvad vi ville ende med? Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul.

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store måske akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi havde set hinanden før.

Desuden kunne vi lige få snakket om mad, alkohol, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve aftnen.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores juleaften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber at mange flere vil melde sig til i år.

Både som vært men så sandelig også som gæst. Det er nemlig sådan at der er 3 gange så mange værter som gæster – heldigvis at det ikke er omvendt – måske er det sværere at turde fortælle at man er alene og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå – det er en juleaften som den altid har været – blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster.

Meld jer – hvem ved – måske kan I ende med at holde jul hos Kong Mor?

…

Altså, hvis det kunne friste nogen.

Faktisk ret ensom…

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.

…

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.

Han lignede en som havde givet op.

Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

…

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.

Men han ville gerne tage chancen.

Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.

Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu; han skulle have en ny start.

…

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.

 

 

80er fest.

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

…

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Stolthed, famiglie og stamtavlen.

Som et lyn brød ordene gennem mit hjernemæssige morgenuld. Og jeg blev helt vågen!

…

Tænk engang, den allerførste dansker, der for mange herrens år siden råbte vagt i gevær over det menneskeskabte klimasvineri, det var min forfader.

Intet mindre.

Han fik endda også en nobelpris. Godt nok ikke for det med klimaet. For det ville ingen tro på. Nej, han fik den fordi han havde fundet ud af noget med muskler og blod og hvorfor bjergbestigere taber sig på toppen af et bjerg. Eller sådan noget.

Men han blev nævnt den morgen – endda i P1 – ikke på grund af muskeliltningshalløjet, men, fordi han dengang åbenbart sagde højt hvad alle ved idag; at vi skal passe på vores jord! Det var da stort! Og jeg sad og blev meget stolt af at være mig.

Nu ved jeg godt at det var ham der fik prisen. Og ikke mig.

Men altså, når det regner på præsten, drypper det på degnen og lige der, da journalisten fortalte en masse om min mormors onkel, så fik jeg utætte tårekanaler, ene og alene fordi det var familie. Eller Famiglia.. På mafiamåden. For tænk engang, for hundrede år siden sad min forfader og var så klog at ingen ville tro ham.

Det er jo også helt sikkert arveligt den slags. At være klog mener jeg.

Vi har endda fået en bette en i vores famiglie som hedder det samme, så man kan godt sige at vi gør vores bedste for at gå videnskaben lidt i bedene!

Nu døde den oprindelige videnskabsmand naturligvis længe før der overhovedet var tænkt på mig, men der er sikkert stadig en lille bitte smule af iltningen i mine muskler, som mine kusiner og mostre, og jeg, har fået fra ham.

…

Ikke at der er nogen i famiglie der siden har fået en nobelpris, endsige en pris i noget som helst, så vidt jeg ved – selvom Trine har udgivet en bog – men jeg er sikker på at både Katja og Sandra, for slet ikke at tale om Eva og Katherine, lever i håbet om at vi eller vores søde børn bliver ligeså fremsynede som ham, og også ende på listen over de 100 mest betydningsfulde mennesker i Danmark.

Og så har han da været samtaleemne ved familiesammenkomster fra tid til anden, også før han blev klimaguru i P1.

Desuden er det ham som har skrevet vores stamtavle.

Som er indbundet.

Og går tilbage til engang i 1600tallet.

Jo jo, skam!

Som jeg sad der i bilen, i den mørke morgen og snøftede lidt for mig selv, slog det mig at selvom man er død og begravet for længe siden, så er der stadig nogen som skænker forfædre MK (marmødre?) en lille tanke fra tid til anden. For jeg kom straks i tanke om en masse andre fra Famiglie, som jeg selv kan huske. Og som ikke bare er en del af min familiære hukommelse. Men som desværre heller ikke er her mere. Men det er de så lidt alligevel, fordi nogle af os stadig tænker på dem og bliver så stolte at de sidder og snøfter i bilen en tidlig morgen på vej til arbejde.

Og hvad er så moralen i denne beretning?

At jeg ikke er af køkkenopdræt, og det synes jeg nok er værd at tage med!

Mommer er okay!

Altså – vi afbryder udsendelsen for at bringe en vigtig meddelelse.

Mommer har det godt! 

Hun er på camping med englænderne, og en yderst fræk mus har ædt en ledning, og hun – Ellen altså, ikke musen – har derfor ikke været i stand til at blogge!!

Men man bliver jo lidt bekymret med diagnoser og sådan.

Skulle i øvrigt hilse!!

 

Ad libitum

Efter en rolig nat – uden klorin – og en opvågnen senere end til almindelig arbejdstid, stod Laurence og jeg op og sad længe over morgenmaden på terrassen.

Og derpå shopping. Ad libitum.

Ren balsam for sjælen. I butikker hvor jeg blev genkendt og der blev høfligt sagt “Åh goddag Frue, velkommen tilbage, nyder De ferien” Og nej jeg er ikke over 80, men i Frankrig “desser” man jo hinanden.

Så altså, optikeren genkendte mig, damen fra Bijoux d’Elise ligeså, bagerdamen og kassedamen i Eurodif. Ret imponerende faktisk. Og man bliver da helt glad!

Elise havde desuden den skønneste halskæde som var skabt til mig, intet mindre!

En halskæde med mit navn på!

Det blev også til nye solbriller, 4 meter voksdug, og underbukser uden søm. Blandt så meget andet fuldstændigt helt og aldeles uundværligt!

Desværre var “min” tøjbutik lukket lige den tirsdag, men det gjorde faktisk ikke noget for så blev vi da bare nødt til at blive en dag mere!!

Frokosten blev indtaget hos Virginie og Vincent, hvor Prinsessen opholdt sig sammen med Justine. Vi startede med min intravenøse bedøvelse ad libitum, for selvom shopping var godt for min ømme finger, manglede jeg alligevel lige lidt, for at have det optimalt.

Til at dulme min dårlige finger! Det grønne i glasset ved siden af, er en “Papegøje”, en drink med pernod! Smager helt hyggeligt!

Og bagefter var der is.

Ad libitum.

Ligesom hver gang vi spiser der – det er nemlig Vincents hofnummer – og man må sige han gør noget ud af det!

De er også mums kan jeg godt betro jer!

Den absolutte IS-mand! Aldrig overgået!

Bagefter skulle vi hjem til Laurence og – mest – Eric, fordi Eric havde en aftale med Gårdmand Bjørn.

Eftersom bamsen gik glip af noget af morskaben dagen før på grund af sit maveonde, ville Eric muntre ham lidt op.

Og VROUUMMMM!!!

Og jeg skal lige love for at min yngste søn blev glad! En tur i sådan en dims som ligeså godt kunne have hele den spanske rideskole og lidt til, gemt under kølerhjelmen, opvejede en hel uges morskab!

Andre medlemmer af familien fik også en tur, og First Man fik endda lov til at køre selv! Ikke et øje tørt.

Den brummer så helt pænt meget skulle jeg lige hilse og sige.

Fionas fine olivenmuffins. Opskrift følger når ferieberetningen er til ende!

Så skulle vi afsted igen. Denne gang til søde Fiona, som havde lavet alle mine livretter. Ad libitum både på vaskeægte engelsk/indisk curry måden, men også på dessert måden.

Og mens børnene spillede, snakkede vi.

Okay vi spiste jo også lidt indimellem, og snakkede lidt mere.

De fem piger var gode til at inddrage den enlige hane, så han ikke følte sig kvalt i tøsefnidder!

Og så kørte vi hjem til Laurence og Eric igen hvilket nok var meget godt, for jeg har ikke plads til flere billeder.

Miraklernes tid er ikke forbi!

DDN
Altså vores nabo.

…

Ja, den i vores familie meget lidt populære mand, som flere gange har klippet vores fælles hæk ned i dværghøjde for at få sol på sin egen beplantede have, han er blevet…

Ja, jeg vil nu ikke gå så langt som til at sige at han er blevet sød, men så i det mindste venlig!

!!!

Ja?!

Simpelthen.

Spørg mig ikke hvorfor – det er os en gåde – ikke desto mindre har han, DDN, diskuteret over denne lave hæk, med First Man.

Om drivhus, om blåbær og agurker og en hel del andre ting som First Man ikke helt kunne afkode, grundet dialekt og etniske forhold.

Kulminationen på denne “vi taler med vores nabo” blev at han i går overrakte First Man fem gamle billeder af Møllen på Øen, som han må have printet fra et eller andet lokalhistorisk arkiv.

Okay, gamle er måske så meget sagt, men disse billeder er i hvert fald fra 50’erne.

Møllen på Øen – tadaaaah!

Vi har selv nogle der er betydeligt ældre, men også af væsentlig værre kvalitet så det var jo fantastisk at se hvordan huset og haven så ud dengang.

Folk der følger med på Instagram, vil måske genkende det lille tilbyggede hønsehus som jeg tager billede af hver uge, med udsigt over hækken!

…

Ikke et øje tørt!

Og faktisk meget betænksomt af DDN, som jeg i mit umådelige storsind har besluttet, nu ikke længere skal hedde sådan.

Tænk lige, hvis alle tog bare et eneste mentalt skridt for at nærme sig dem man var kommet på kant med, hvad kunne det ikke ende med?

Og så en 4.maj?

Stort!

Pssst: Husk lige lyset i vinduerne i aften, vi lyser for fred og frihed!!

Tankevækkende

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Nu er jeg ikke taler…

og nogen har frabedt sig enhver form for verbal udgydelse, så derfor holder jeg min mund.

Men jeg har tænkt på en masse.

…

På at engang lå jeg og kiggede ud i et dunkelt værelse. Lyset på gangen var tændt, og henlagde værelset i en behagelig skumringsstemning. Det var påskedag, og Dronning Margrethes fødselsdag.

Jeg vendte mig i sengen, med besvær. Det føltes som om jeg var blevet kørt over af en damptromle. Mærkelige, store og ukendte følelser, hvirvlede gennem mit hovede og gjorde mig næsten svimmel. Jeg rakte hånden ud og trak forsigtigt den lille plexiglasvugge tættere til mig.

Og så åbnede hun øjnene. Min førstefødte. Mit kongelige påskebarn.

Og stirrede på mig, med store mørke og rolige øjne. De øjne, netop det øjeblik (perfekt ord) glemmer jeg aldrig. Jeg glemmer måske mig selv en dag, men jeg ved bare at det blik glemmer jeg aldrig nogensinde.

Min skønne datter. Et af mine absolutte yndlingsmennesker.

Hun bliver 18 idag.

Nu er hun voksen. Hun skal nu tage ansvar for sit eget liv. Jeg ved hun vil gøre det flot, for hun er et helt specielt menneske, og det siger jeg ikke kun fordi jeg er så heldig at være hendes mor.

Jeg tror jeg har fyldt hendes kuffert med alt det hun får brug for. Hun kan naturligvis pakke kufferten om, hvis ikke lige det passer til den destination hun vælger, men jeg har gjort det så godt jeg kunne og efter min allerbedste overbevisning.

I kufferten er der respekt. Respekt for det liv der var før, og uden hvilket vi ville være intet. Respekt for traditioner, værdier og respekt for sig selv.

Der er også tro. Troen på at man kan hvad man vil, troen på at man aldrig er alene.

Styrke kom også med. Styrke til at sige fra. Og til.

Der er kærlighed. Kærlighed til sig selv og andre.

Der kom også en masse nysgerrighed med i kufferten. Rejselyst og videbegærlighed.

Jeg håber jeg har givet hende de redskaber der skal til for at hun kan forme sit liv som det kommer. At hun kan udvikle sig og blive ved med at lære. At hun kan tage de rette valg på de rette tidspunkter, og at hun tør gøre noget helt andet i stedet for, hvis det nu viser sig at hun er havnet i en blindgyde.

Min kæreste datter:

TUSIND TILLYKKER’ MED DE 18 ÅR!!!

Tillykke med fødselsdagen

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

“Hueekend”..

Nu er det Hueekend for at sige det på godt journalistisk..

Om jeg i øvrigt fatter at man ikke får en bøde for at sige sådan.. Det er ligesom folk der siger Perniiiille…eller Oooonsdag..

Og ARbba i stedet for ABBA.. se lige godt på ordet, det to helt ens bogstaver – man siger vel heller ikke ArbbAr.

Min mormor sagde derimod kEks og ikke kiiiks. Og som 7årig, kunne det godt bringe mig fra koncepterne. Men okay hun sagde også både Ciikel og iiivonne.. Sådan franske ”Y”er altså. Og det lyder helt i orden på fransk – men ikke på dansk, vel?

Men jeg må indrømme at jeg får røde knopper så såre nogen siger espritte.. Eller stiiiks.. Jeg får det dog ikke fysisk dårligt som First Man gør, når danskere siger ”Sjæselång”.. Idet ”Chaiselongue” i hans ører, er et fint og elegant ord som bliver forfladet og tilsmudset ved sådan en respektløs dansk udtale. Så ved I det!

Nå, lad det være. Det var et sidespring af de større.

Det jeg ville sige var – at nu er det næsten weekend. Lige om lidt. Og at så skal vi lige have tiden til at gå indtil First Man viser sig på matriklen igen.

Jeg er vant til at han er en anelse forfløjen, og sådan har han altid været, men det er lidt sværere for andre medlemmer af familien. Især dem på 10 og 12 som ikke kan huske hvordan det var dengang.

Forleden spurgte én på 10 mig: ”Mor, tror du at Far er bange for at sejle forbi piraterne?”

Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden, at det troede jeg ikke. Og jeg sagde endvidere at grunden til at Far ikke er bange, er nemlig at der ikke sker ham noget – og at de jo er vagter, de er flere og videre i den dur.

Han nikkede.. Men sagde ikke mere.

Pludselig gik der en prås op for mig: ”Er du da bange?”

”Ja” kom det lige så stille..

..

I går aftes, da jeg sagde godnat til Prinsessen var der ikke tale om diadem – men derimod en lille bævende underlæbe som skulle beroliges: ”Er det så farligt at man dør af det – det som Far skal?”

”Nej, da! Man kan jo dø af at gå over gaden. Og det er meget farligere at køre frem og tilbage til Paris hver dag.” var mit svar.

..

Så jeg ved godt hvad jeg skal de næste par dage.

Jeg skal kramme, lave putte seancer, grine, hygge, og i det hele taget skal jeg smøre smittende zen ud over det hele, især udover dem på 12 og 10 hvor det vist skal gnides ind..

..

God weekend til jer. Og tag’ lige og nyd hinanden, ikk’?

Sol og zzzzzzzzz..

Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.

Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.

Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!

Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.

Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!

Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.

Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!

 

Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.

Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.