Tag Archives: Vranten teenager

Ikke vranten mere.

17 okt

Tiden går og min vrantne teenager er væk.

Eller nej, han er her jo heldigvis stadigvæk, men han er ikke vranten længere. Han er bare kommet hel ud på den anden side og er blevet til et helt almindeligt og omgængeligt menneske.

Hans ophold på en folkeskole er nemt. Vist nok også for nemt. Men skidt med det. Han fortjener at have det lidt nemt efter tre år ved fronten.

Han skøjter igennem det hele, med fine karakterer og lyst til at lære. Heldigvis er der et par enkelte lærere der har forstået at Zorronaldo kan meget mere, og de provokerer ham så godt de kan.

Denne provokation er dog lidt svær at føre ud i livet når man står overfor en dreng der ikke kan lide at læse. Han har altid syntes det var spild af tid at læse fiktion, og selv biografier – også selvbiografier – kan få ham til at se rødt: ”Hvorfor skal jeg sidde og læse om andres liv?”

I mange år har vi – nok mest mig – forsøgt at finde den magiske bog der ville tænde for hans læselyst. Jeg har ledt fortvivlet, han var lidt mere ligeglad, for at finde denne bog, og vi har været vidt omkring.

Han orker ikke alle de ord. Ævlen løs om unødvendige ting. Men han gider jo heller ikke høre mig snakke stolpe op og stolpe ned om dette og hint. Fair nok.

Han spurgte mig så hvem den klogeste dansker var.

Da jeg missede uforstående med øjnene og mumlede ”Øhhh, Niels Bohr?” svarede han: ”Nej sådan ligesom Victor Hugo”

Nu skal det lige siges at Victor Hugo er den franskmand der siges at kunne flest ord. Som smider om sig med tre synonymer ad gangen. Og han er meget svær at læse.

Men jeg forstod godt hvor han ville hen, og så kunne jeg bedre komme med mit andet svar: ”Nå sådan, ej men så er det nok Kierkegaard.. Men jeg er heller ikke sikker på at du ville kunne finde ud af at læse ham. For han er svær.”

Han var ligeglad, han ville blot gerne lære nogle nye ord. Nogle svære ord. For at lære noget.

Og så faldt det mig ind: når man skærer læsning ud i ord… Så har man et digt.

Sådan cirka.

Og selvom jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det, kan min søn nu fra tid til anden beses i byen, iført diverse digtsamlinger.

Han fik nemlig stukket nogle digtsamlinger og nogle filosofiske værker i hånden – da jeg ikke har ret meget Kierkegaard – og lige nu ligger Helmut Friis så på hans natbord.

Ja naturligvis ikke i egen høje person, for det er meget lille bord, men hans ord ligger der.

Og nogen læser.. og lærer.

Spejlæg i brød.. Morgenmad til yndlingsbørn.

At han skulle gå i gang med digte, det havde jeg ikke lige set komme, men skønt er det, og så gør han det endda med glæde!

Reklamer

Vi kan da altid snakke om vejret

9 feb

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Indkoeb i sneen

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

IMG_0620

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

IMG_0622

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

IMG_0625

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.

Sure tæer i..

4 feb

For præcis et år siden fik min ældste søn lyst til at le igen.

Flytningen var meget svær for ham, han havde ellers proklameret at han absolut ikke ville komme til at savne nogen.. Det viste sig så ikke helt at holde stik og jeg tror vitterligt ikke han sagde noget i 6 måneder.

Indimellem kom han og fik et knus..

Da det så blev hans fødselsdag foreslog jeg at han kunne invitere nogle kammerater fra klassen. Jeg var stort set parat til alt.

Første reaktion var – ikke tale om.

Da jeg – som kender min lus på gangen – et par dage senere smed forslaget på bordet igen, var reaktionen – måske.

Afsindigt stædig Vedholdende som jeg nu engang er, præsenterede jeg ham til sidst for en løsning, som blandt andet inkluderede biograf, pizza og playstation, og da jeg ligeledes lovede at binde Prinsessen og Gårdmand Bjørn og lukke dem inde i kosteskabet under trappen, endte han med at synes det var en okay idé.

Og det blev vendepunktet. Han fik kammerater, blev glad og udadvendt igen. Og nogen – såsom mig – åndede meget lettet op.

I aftes skulle succesen gentages, idet Zorronaldo bliver 15 i morgen.

Samme lettere mutte drenge med ludende gang og hår som gulvmopper, indtog æblebakken efter skoletid. Satte en hel brownie til livs og skyllede efter med et par liter juice.

Da vi lidt senere kom hjem, var entréen fyldt af skoletasker og sko.

Drenge i den alder har enorme fødder – vidste I godt det? Jeg mener sådan, uforholdsmæssigt store fødder. Jeg – som med en str. 40 bestemt ikke har små fødder – følte mig som en helt lille alf ved siden af deres plader.

Når nu deres fødder har denne størrelse, skulle man tro at der var plads nok i deres sko.

Men nej, de lugter faktisk ret indelukket, med det resultat at First Man, da han bukkede sig ned efter sine egne hjemmesko, som tilfældigvis stod i ubekvem nærhed, var tæt på at besvime.

Han besluttede derfor, at for at kunne overleve en hel eftermiddag med de der lettere ildelugtende violinkasser i entréen, måtte der skrappere midler til.

Hvilket medførte, at der lidt efter begyndte at lugte meget kemisk friskt i det meste af underetagen. Duften blandede sig med den chili som Zorronaldo havde bestilt, og jeg forlod kødgryden og gik på jagt efter den underlige lugt.

Jeg blev mødt i døren af en First Man, som var slemt tilfreds med sig selv. Han havde simpelthen sprayet anti-fod-stank-spray også kaldet frisk luft oceanblue, direkte ned i samtlige størrelser 45-47.

Skoene formelig sejlede. Indeni..

Det nåede gudskelov at tørre, alt imens de unge herrer intetanende fortærede et pænt stykke af en okse og noget chili. Derpå forlod de Æblebakken med ludende skuldre og hængehår, i en sky af oceanblue, for at gå i biografen med lidt mindre sure tæer – eller sko er det nok snarere – end da de kom.

Så selvom det er hans fødselsdag i morgen, så fejrer jeg nu altså denne dag for mig selv, og sender en tanke til denne dag sidste år, hvor han blev glad igen!

Nu vi snakker om store drenge

29 dec

Zorronaldo som har været ganske U T Å L E L I G on/off, i hvad der nærmest føles som rigtigt mange år, men som faktisk kun er lige lidt over et år. Han bliver snart 15 og selvom han stadig kan få mig – og First Man – helt op i det røde felt flere gange om ugen, så har han oftere lange perioder hvor han er helt menneskelig.

Som for eksempel når han kommer og lige skal have et knus, snakke lidt, eller holder fast i mig når jeg siger godnat – fordi han gerne vil kløes på ryggen, nusses på armen eller småsludre om alt muligt.

Så er han jo fantastisk – intet mindre.

Jeg er endda venner med ham på facebook.. (jeg holder vejret) men jeg skriver ikke noget, overhovedet, på hans væg, – for så ville han gå i gulvet af skam. Så jeg ser ikke ret meget af det han foretager sig derinde eller de kryptiske statusopdateringer han indimellem kommer med.

Men nogen gange popper de jo op, og i går aftes stod der “Jeg er en teenager. Jeg har et rodet værelse, jeg har fri sms, jeg er tit ” on line ” jeg går sent i seng, og jeg har ondt i hjertet.”

Og som mor må man jo reagere på sådan en udmelding. For mindst halvdelen var da løgn. Okay, han er teenager, ingen tvivl der. Han har fri sms og han er tit on-line.

Men han roder bare ikke på sit værelse, og har aldrig nogensinde gjort det. Han har alle dage hellere villet lege på Divaens værelse, for på den måde undgå at rydde op – den lille orm. Han går heller ikke sent i seng – for det må han ikke for sin onde mor – det er så mig!

Men så var der det med hjertet.

Han kom engang sammen med en pige hjemme på øen.. Og sendte et meget pænt kort til hende, med en rose på og så slog hun bare op med ham dagen efter. De gik vist i sjette klasse. Han blev så ked af det.

DSC00626

Han var overbevist om at fordi han havde briller, ville han aldrig få en kæreste og dermed aldrig blive gift. Dette afstedkom et sandt bombardement af mails fra mine veninder, som forsikrede ham at han nok skulle blive gift, briller eller ej.

Og idag er situationen en ganske anden. Han virker stærkt tiltrækkende på piger – alle piger.

Der har været indtil flere voldsomme diskussioner på skolen, om hvem der er mest ven med ham, og Prinsessen er godt træt af at alle ”Barbie’erne” som hun kalder dem, flokkes om hende, fordi de så tror der er en chance for at komme tættere på Zorronaldo.

Men skulle han have kærestesorger uden at jeg havde lagt mærke til det? Man er som regel ikke i tvivl når han er i dårligt humør. Og det var ikke mere end 11 minutter siden jeg havde klippet ham, efter hans anvisninger om sidste nye version af ”sejt hår”.

Jeg er ellers blevet ret skrap til det efterhånden – jeg kan endda klippe sådan nogle seje skaldede striber ind i håret, så Prinsessens klassekammerater kommer hen og spørger om jeg er frisør.. Det er jeg så ikke.. og har da heller ikke overhovedet nogen intentioner om at blive det. Men jeg klipper mine drenge. Ja jeg gør så.

Øvelsen er jo kommet med årene, for i starten var det nok ikke altid helt som han ville have det, ham Zorronaldo. Han har hadet mig intenst op til flere gange, når jeg ved en frygtelig fejltagelse, har fået klippet for meget af..

Men nu er jeg helt god til det, og han er da for det meste glad og kunne også godt lide sit hår denne gang.

Derfor undrede det mig såre, at læse at han havde hjertesorger, når jeg nu lige havde snakket med ham.

Jeg listede ind på badeværelset og spurgte forsigtigt, om han mente det der på facebook – og så kom der et vådt fjæs frem mellem væggen og badeforhænget med en lille våd krølle i panden.

Han sagde med et skævt, og meget charmerende grin: ”Njoo, altså ikke sådan rigtigt, men sådan ER det jo at være teenager, ikk? Og mor, uanset hvad jeg skriver, så er der en masse søde piger, som trykker synes godt om!”

At være sur og så den der giveaway

10 nov

Der er stadig en hel uge tilbage, til at fortælle mig hvorfor du, eventuelt – ja  naturligvis kun hvis du vinder – skal forkæles af mig.

Nu kommer det vel også an på hvordan man definerer ”forkæle”. Det er jo ikke sikkert at jeres definition ligner min, men det er bare synd – I må stole på mig – eller smide det efter en skatteminister!

Men det ER ellers lækre sager kan jeg godt betro jer!

Der var også lige det med, at I skulle fortælle hvilke indlæg I bedst kunne lide. Jeg vil jo godt have nogle hints!

Nogen har nemlig bedt om en ”anti-offentligheds tag” fordi de er trætte af ikke at kunne læse visse indlæg, uden at grine højt og det er lidt pinligt hvis man sidder i en overfyldt bus fuld af novembersure mennesker..

Men altså, det var bare lige så I huskede det.

Så til noget andet.

Eller noget andet er det jo ikke. Nu har jeg kogt suppe på hormoner og fedtnisser i en hel uge – jeg havde virkelig ikke andet interessant på programmet – eller jo  en indrømmelse – men den kommer i morgen eller en anden dag, og så slipper I ellers for mere suppe i denne omgang.

Jeg har netop indtaget ny-gammel hormonholdig kemi, denne gang i lyserød, og jeg håber meget de kan bringe mig tilbage til noget normalt, hvor jeg ikke går rundt og er sur.

Tænk engang at være sur uden at vide hvorfor – det er bare så anstrengende. Som om nogen andre har overtaget det der var mig..

På den anden side, så er det også vældigt foryngende – idet man føler sig præcis som teenager på ny. Sådan en der render rundt og vrisser og er mut – flere gange dagligt.. Uden grund.

Men så ville jeg faktisk godt have en mor som mig, når det var..

Tag nu Divaen for eksempel – hun er ikke i ret godt humør for tiden – og slet ikke i dag. Det havde jeg jo hørt noget om, så før vi skulle på den sædvanlige rundtur, for at samle nogle børn op og dumpe andre, fra og til diverse aktiviteter, havde jeg, siger og skriver, 17 minutter til at gøre hende glad i!

Det var ikke nemt at finde på noget – men pludselig kom jeg i tanke om det mest oplagte sted! En butik som hedder ”Forum+”. De sætter nemlig hele deres julegejl op i efterårsferien!

Jul amok i forum

Og den er.. imponerende.. Så grimt og overdrevet at det er afsindigt morsomt.

Så i 17 minutter rendte Divaen, Gårdmand Bjørn og jeg rundt, trykkede på maven af syngende bamser og dansende julemænd.

Mere juleamok

Vi sang dansende med til en noget kemisk udgave af jinglebells og konstaterede i øvrigt, at julepynt i pink og lilla er meget lidt julet, og meget meget grimt.

Vi stod også helt stille af.. jeg savner ord her.. vantro og skepsis er nok mest dækkende.. over at deres præsentation af udendørs lyslir var ligeså.. sær som sidste år. Hvilket vil sige at sidste års udstilling ikke var en fejl – hvad vi nok egentligt havde regnet med..

Ultimativt julamok

Men nej..

Hvorom alting er, jeg fik Divaen i bedre humør på de 17 minutter, hvorpå vi hentede Prinsessen og så kunne vi tage hjem med ro i sindet.

Ud af skyggen!

5 okt

Leg med ord, morsomme indlæg og svidende ærlig. Alt sammen fint – også tilstede på mange andre blogge..

Men at hende her, skriver SÅ smukt om sine bryster – DET gjorde alligevel udslaget.

Nu har hun jo så lige fået en søn i mellemtiden.. Og hun tror på at hun får LOV til at kysse ham når han kommer i konfirmationsalderen.

Meget, meget morsomt..

Jeg bliver nødt til at skuffe hende og sige at der jo kommer et par år der, hvor mor bare er ultra kikset og intet værd. Og offentlige kys kan man se i vejviseren efter.

Men når de der drenge så bliver lidt ældre, kommer de lejlighedsvis tilbage for et lille kram. Som man kan være heldig at få når man står på tæer og de bukker sig lidt ned.

Det kan man så glæde sig til..

Og nu håber jeg ikke at jeg har frataget hende samtlige illusioner – der er jo så mange ting som bliver anderledes end man lige regner med.

Skyggesiden er en rigtig dejlig blog, I skulle gøre jer selv den tjeneste at læse med!!

Lukket og under ombygning

16 feb

Hvordan kan det være at man kan få en lille bitte blød dreng, og før man ved af det, er han en stor vranten teenager med størrelse 44 i sko.

Det er da død uretfærdigt, at sådan en lille dreng som bare elsker sin mor overalt på jorden, og som både vil holde i hånd offentlige steder og som gør hvad man beder ham om, bare forsvinder.

Pist væk – borte har taget ham. Han burde have et skilt om halsen hvorpå der stod ”Lukket og under ombygning”.

En lille sød baby med store skinnende øjne og, ifølge hans gudmor: ”med kys-mig-straks-læber” er blevet forvandlet mere eller mindre over-night, til noget stemme i overgang som er sur flere gange om dagen.

Det der med at være sur flere gange dagligt kan jeg nu godt huske fra dengang ældste pigen var i den alder. Kors, hvor var det anstrengende, at have en sur teenager, som bare var sur af princip – og ikke af nogen speciel grund.

Nå – men den rolle har ældste dreng nu overtaget med bravur og han gør virkeligt sit bedste. Det hjælper nok heller ikke at vi har hevet ham bort fra sin danske fanklub af beundrende piger. Han er ganske vist ved at opbygge en ny fanklub, og det hjælper gevaldigt på hans humør.

Ikke desto mindre sker det oftere og oftere at man faktisk kan komme i kontakt med ham igen – når man bare husker at trække stikket ud af hans ørebøffer, eller stiller sig ind foran fjernsynet først. Alternativt kan man råbe ”Ronaldo” meget højt, eller konfiskere hans telefon – det virker også ret godt.

Faktisk kan der gå hele dage hvor han ikke synes jeg ødelægger hans liv, okay det overstiger ikke en uge lige pt. – men det er da på rette vej! For 4 måneder siden havde jeg kronisk halsbetændelse af at råbe.

Han er fuld af modsigelser – og maaaand jeg glæder mig til det holder op, man ved jo ikke hvad ben man skal stå på:

Den ene dag skal man købe barber udstyr til ham, den næste vil han kløs på ryggen mens jeg siger godnat. Han kan synge samtlige sange på alverdens hitlister udenad, men han husker aldrig på at jeg ikke vil have at han spiller fodbold indendørs. Han stryger selv sit tøj hvis det han vil have på, er krøllet, men han bliver ramt af akutte lammelser når jeg mangler en til at dække bord. Han går glad og gerne 3km til fodbold, men brokker sig højlydt over at gå de 900 m til skole.

Han kan få mig til at grine som ingen andre i hele verden, kommer pludselig og giver et knus af sig selv, men samtidig er han skyld i adskillige nye grå hår på mit stakkels hoved. (mind mig lige om at jeg får tid hos frisøren snarest) Og så tillader han sig at være blevet flere centimeter højere end mig (7 for nu at være helt nøjagtig) hvordan skete det lige?

Så mens jeg venter på at han kommer hel ud på den anden side, kan jeg så få lov til vaske hans fodbold sokker i str.44 og bare håbe at han husker hvor han skal gå hen hvis livet brænder på.

%d bloggers like this: