Arkiv | Divaen RSS feed for this section

Jeg tudede ikke.

25 aug

Eller, næsten ikke.

Hvordan lærer man at sige farvel – og på gensyn – til sit barn, uden at dø en lille bitte smule?

Fik sat Divaen på en stor flyvemaskine og skulle vente på at hun landede langt borte over sø og land. Faktisk mest vente på at hun kunne give lyd fra sig igen.

For på den anden side var der ingen ko på isen.

Der ventede Jane nemlig.

Med flag.

Og åbne arme.

Og en masse oplevelser i mange måneder.

Men altså. Jeg tudede ikke. så meget. Det kunne ikke ses og Divaen opdagede det i hvert fald slet ikke. Hvilket var det vigtigste.

Havde dog kronisk våde øjne hele vejen i lufthavnen og fik tilsendt sms-knus af The Dream Team som forsikrede mig om at jeg nok skulle overleve.

I lufthavnen havde vi nok at gøre med bagage og check in og boarding pass og pølsehorn og chai latte fra lagkagehuset.

Og så var der knus og trappe og halløj.

Og så vinkede vi.

Stod i simultan kø nede i forhallen og fulgte lidt med. Og så var hun væk.

Og vi fandt bilen.

Det stod ned i lårtykke stråler – udenfor altså – men jeg skulle alligevel have solbriller på.

Og de solbriller er lige et kapitel for sig.. Den ene stang er nemlig knækket af, så det ser ualmindeligt tosset ud når man stædigt insisterer på at ville have dem på alligevel.

Men jeg skulle bare have solbriller på.

Og den forræderiske tåre der trillede, var venlig nok til at trille ud af højre øje, så den kunne ikke ses, selvom First Man granskede mig gevaldigt.

Jeg lod som ingenting og skruede op for Celine Dion så jeg kunne snøfte ind, i fred, og skubbede den halve solbrille på plads med så meget værdighed jeg kunne mønstre.

Hjemme kastede jeg mig frådende over Prinsessen som havde to helt nye veninder på besøg. Jeg speedsnakkede om kage og varme sokker, kom med åndede voksenvittigheder, og blamerede mig i det hele taget grundigt.

Så de fortrak, langt væk fra underlige mødre og så kom Gårdmand Bjørn som havde lært noget nyt og gav sig til at remse ugedage op på tysk – skolestarten fornægter sig ikke – og så gik aftenen alligevel.

Men det var ikke nemt.

Og der er SÅ længe til hun kommer hjem igen.

God tur min snut

Reklamer

Erfaringer ser rødt.

17 mar

Når man er begavet med et ungt menneske på snart 19 år i sin husstand, så er der gange hvor man bare må lade stå til og lade den unge selv gøre sig sine erfaringer.

Hvor svært det så end er, at holde sin min mund.

Adspurgt om livets store spørgsmål, kan jeg naturligvis godt svare og prøve at guide så godt jeg kan, men egentlige retningslinjer for dette og hint er vist overflødige. Ikke at det unge menneske, som i dette tilfælde er Divaen, ikke er modtagelig eller ikke vil høre på de guldkorn jeg smider om mig med, for hun er både modtagelig og vil gerne høre, men sommetider skal man bare begå fejlene selv.

I skrivende stund blafrer mine næsehår stadig under kemisk påvirkning af kradsbørstige virkemidler der har fjernet en del hjerneceller fra både Divaen og mig selv.

Hun bestemte sig nemlig for et stykke tid siden, for at få farvet hår, og måske vække de kastanjerøde nuancer hun i forvejen har i sit meget smukke hår, til live, nu i anledningen af det snarlige forårs komme. Desuden var hun forkølet, træt af lektier og eksamensforberedelser og trængte til lidt opmuntring.

Der blev indkøbt hårfarve.

Sådan i “farv-selv” versionen. Den dyreste.

For det mente hendes mor var det sikreste, når det nu skulle være. Og da hun ikke ville afbleges eller have blå striber, lod jeg være med at sige så meget.

Jeg ville også gerne udøve førstehjælp i form af at føre plastikflasken med det kemiske indhold, hen over hendes hovedbund.

Det var så grunden til at jeg lørdag aften kunne findes – iført forklæde og medfølgende plastikhandsker – på mit badeværelse med gulvvarme med en Diva foran mig. Efterhånden som farven blev smurt ud over hendes hovedbund, begyndte en ret krads lugt at brede sig.

Hun blev enig med sig selv – og mig, stiltiende og samtykkende – om at hun ville skylle farven ud lidt før tiden, i følge den vedlagte brugsanvisning.

Jeg tænkte på den eneste gang jeg vovede mig ud i noget hjemmefarv, og jeg tænkte så især på resultatet. Jeg lignede Hulk på håret, altså farvemæssigt, i flere timer, faktisk lige præcis så mange timer, som det tog at få en akut tid hos en levende frisør.

Da min datter havde fået skyllet farven ud kunne jeg beundre den meget røde farve i hendes før så mørkebrune hår. Den var på ingen måde grim, den var bare meget rød.

Og ikke helt jævn. Dette har muligvis noget med udsmørelsen på Divaens hovedbund at gøre, men jeg er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Divaen selv sagde ikke så meget, i hvert fald til at begynde med, men efterhånden som hun nærmede sig spejlet mere og mere bredte misfornøjelsen sig i hendes ansigt.

Så undslap der hende en halvkvalt jamren. Og et “Hvorfor er det nærmest orANGE?” som endte i falset.

Jeg bedyrede at det altså var okay. Det så ikke mystisk ud. Det så bare farvet ud.

Og rødt.

Ikke postkasserødt på nogen måde, men rødt på “jeg-har-farvet-mit-hår-hjemme-på-badeværelset”-måden.

Prinsessen dukkede op på valgpladsen og stirrede på sin søster. “Wow – at du turde det?” beundrede hun. “Var det meningen at det skulle være så rødt?” fortsatte hun, mens jeg en anelse ublidt skubbede hende ud af døren akkompagneret til Divaens nu ret høje jamren.

Divaen selv, endte med at grine lidt bittert, sukkede og forsvandt derpå i seng og jeg håbede inderligt at det ville se lidt mindre rødt ud i dagslys.

Det gjorde det ikke.

Og da morgenmaden var indtaget, kom jeg med et lille bitte forslag, som åbenbart ikke var faldet hende ind, nu da det var søndag og ingen frisør i hele verden havde åbent.

“Du kunne jo købe en anden farve, sådan brun agtig og så farve det igen?”

Lettelsen formelig lyste ud af hende!

Jeg regnede med at det nok ikke gjorde noget at farve hår igen dagen efter, når nu hun ikke havde siddet den fulde tid med den første gang kemi.

Og vi drog igen til staden og indkøbte en ny farv-selv-farve. Denne gang i kaffebrun.

Jeg fik igen det ærefulde hverv at fedte hendes lokker ind i en ny omgang kemisk snask. Denne gang fik det lov at sidde i samfulde tilrådede 30 minutter.

Denne behandling efterlod hendes hår i en flot og majestætisk – næsten arabisk – brunsort nuance, med spredte rødlige reflekser.

Stadig et hår som afgjort så farvet ud. Måske ikke så hjemmefarvet som før, men i hvert fald tydeligvis farvet.

“Men det er altså bedre end det røde” sukkede hun da håret var blevet tørt, og sat.

Jeg for min part, var meget glad for at jeg ikke skulle stå med en ulykkelig 14 årig og nu bare kunne grine lidt af det sammen med min 19 årige – der højlydt bedyrede at hun aldrig nogensinde mere skulle have farvet hår.

Og som hun filosofisk tilføjede, før hun forsvandt op til sine lektier, at det nok var sundt at have prøvet, og at hun havde lært på den hårde måde at sætte meget stor pris på sin smukke naturlige hårfarve som hun nu kan savne, indtil den vender tilbage engang om et par måneder.

Indtil da giver hun den som arabisk cirkusprinsesse, og det er slet ikke så tosset endda.

Noget om styrke.

16 jan

 

Nu det handler lidt om styrke:

First Mans forhåbentlige fysiske overlegenhed i forhold til pirater, og den styrke jeg også gerne skulle have fundet frem, så jeg kan klare det hele, så kom jeg til at tænke på mine børns styrke.

Jeg vil jo helst ikke få det til at lyde som om de er rene kyllinger – ligesom deres mor.

For et stykke tid siden kom Divaen hjem og sagde ”Jeg er for resten blevet inviteret til en eller anden fødselsdagsfest hos Virginie i Deauville. Men jeg vil ikke med.”

”Nå” sagde jeg lidt forundret.. ”Hvorfor da ikke?”

”Fordi” min kloge og stærke datter rettede sig op ”Marie skal ikke med”

Her stod jeg lidt stille og overvejede mit næste træk. ”Kan det da ikke være lige meget om Marie skal med?” Prøvede jeg. ”Du kan vel godt tage til fest uden hende?”

Hun sukkede. ”Du forstår det ikke – Marie er slet ikke blevet inviteret”

Med meget sans for børn som bliver holdt udenfor, spurgte jeg noget vrissent hvorfor stakkels Marie så ikke skulle med til festen.

”Det ved jeg ikke” Divaen trak på skuldrene ”De synes sikkert at hun er kedelig, anderledes eller kikset eller noget. Hun er i hvert fald ikke blevet inviteret”

Hun så ud som om hun gerne ville sige mere, så jeg satte mig ned. ”Men du er blevet inviteret..” konstaterede jeg.

”Ja” Hun nikkede ”De er bare så onde. De hvisker og tisker om den skide fest hele tiden – også selvom Marie står lige ved siden af. Det er så barnligt. Så jeg vil altså ikke med.”

Divaen tog ikke med til festen.

Marie opdagede slet ikke noget og nåede dermed ikke at føle sig kikset og udenfor, som den der ikke var inviteret. Men hold nu op, hvor var jeg stolt af min Diva.

Hvor mange ville ikke tage med til fest med de hotte alligevel, uden tanke for at andre blev holdt udenfor.

Muligvis er det de mange år i den danske skole, hvor hun blev holdt udenfor, som har gjort hende så stærk.

Bare minderne om de år gør mig rødglødende, og jeg må med skam melde at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne smile venligt til andre end Hannah fra den klasse.

Men Divaen overlevede på overskudsmåden, og kan derfor holde med de svage i dag.

05-12-2007 083

Så nu tager jeg lige Disco-ormen Bjarnes mors stemme på og siger: ”sådan taler miiiin datter! Min datter Divaen!”

Til almen oplysning, er den engelske Aston Martin desværre ikke vores, ejheller har Divaen kørekort – men den engelske Lord lod hende sidde i den, så jeg kunne tage et blære billede!

Flink mand, med sans for ægte Divaer!

Sweet sixteen

16 apr

For 16 år siden vågnede jeg tidligt påskemorgen og lyttede til fuglene. Så gik vandet med et plop, og lavede oversvømmelse, og jeg kom af sted til slottet med de lyserøde lagner.

Jo jo, de royale børn er skam kommet til verden på et slot i Versailles! Ikke det slot – men et andet slot..

Jeg HAR jo sagt, at vi er meget royale i familien – det var nok også derfor at ældstedatter valgte at komme 3 uger for tidligt, for at ramme Dronningens fødselsdag. Og på slottet i Versailles, er der lyserøde lagner på barselsgangen, for at give de nybagte mødre en bedre teint så vi kan slippe for at ligne æblegrød fra i forgårs på alle de tusind billeder der bliver taget af én, i de dage.

Okay – naturligvis er det er anden som er hovedperson, men man kommer, som mor, ofte til at være med på billederne alligevel. Og udover de ubehøvlede kilo der blev siddende, trods det at man har leveret et yndigt spædbarn, manglende nattesøvn, en barm som Dolly Parton, har man ikke brug for at se mere slidt og træt ud end man gør i forvejen. Alt i alt, er lyserøde lagner et rigtigt hensynsfuldt tiltag fra klinikledelsen, som jeg har sat stor pris på alle 4 gange – især på billederne!

Vi er jo ikke alle sammen lige så stylede som Mary, der storker ud fra Riget på sko så høje som stylter.

Nå. Min vidunderlige ældstedatter. Lidt drilagtig ind imellem – jeg ved ikke hvem hun har det fra. Ufatteligt stædig. Det ved jeg heller ikke hvor kommer fra. Sikkert First Man.

Og nu er hun 16. Og da hun lå der på min mave få minutter gammel, og vi stiftede bekendtskab første gang – faldt alting på plads inde i mit hovede og jeg tænkte åhh – det er DET jeg kom her for. At være Mor. Ikke nemt, aldrig ligegyldigt og det vil altid være det smukkeste jeg har gjort!

Og det er nok lige præcis den kærlighed til ens børn, som gør at man suser rundt og dækker fødselsdagsbord og bager kanelsnegle kl. 2.28 om natten..  Måske også lidt fordi man har været i byen, hos venner og First Man har tømt nogle glas med Bourgogne i. En hel masse glas. Og så også nogle glas med noget andet i. Sådan noget man eventuelt kan bruge i industrikøkkener, til at tøre ståloverflader af med.

Han var et nummer for pjattet at høre på, og da han havde lagt dugen forkert på 3 gange, smilede jeg venligt men bestemt til ham, at nu var det godnat for små First Men – og sendte ham i seng. Nu ligger han og hiver torsk i land så det kan høres helt ned i køkkenet. Bliver alligevel lidt bekymret for min nattesøvn. Men ellers kan han jo få et par flade!

Man må godt nok ikke ønske noget dårligt for nogen, men er der nogen som skal have ondt i håret i morgen – skal det IKKE være mig..

IMG_3954

Bordet er dækket, kanelsneglene er færdige – tilbage er kun at sige – Tillykke med fødselsdagen min store snut!

Wet wet wet

27 mar

Det var et popband tilbage fra 80’erne – men også opskriften på en practical joke, ældstedatter engang afprøvede på sin far.

Nu er det sådan, at jeg har en idé om at dansk og fransk humor ikke har det store tilfælles – og flere episoder har også bekræftet denne teori – og i hvert fald, reddede min reaktion dengang, ældstedatter fra en gigantisk skideballe, som First Man oprindeligt havde tiltænkt hende.

En sommerdag, for længe siden, midt i en franske hedebølge, havde de 2 ældste royale – netop på grund af denne ulidelige middagshede – været indenfor og se en film, mens de små sov til middag.

Far til fire. I hvilken der er en scene hvor Lille Per kyler et glas vand i hovedet på en eller anden.

Om ældstedatter har tænkt, at hun på denne vis, ville indvi sin far i finesserne omkring far til 4, eller omkring den danske humor, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter aftensmaden – som blev indtaget udenfor på terrassen – rejste hun sig pludselig op, gik hen imod sin far med et glas vand i hånden og svuuusch sagde det.. Så var han sjaskvåd fra top til tå.

Da hans øjne begyndte at få omtrent samme udtryk som en olm tyr – kom jeg desværre til at grine. Højt. Det så simpelthen SÅ sjovt ud. Og selvom han gryntede lidt, kunne han jo også godt se det sjove i det – også selvom han er fransk – da jeg nu hjalp ham lidt på vej.

Komikken manglede derimod lidt, da hun næste morgen ville gentage succesen og hældte mere vand i hovedet på ham – mens han stadig var i sin seng.

Da slap hun ikke for at få læst og påskrevet – mens han holdt et længere foredrag om at rigtigt mange ting kun er sjovt EN gang.

Så vidt jeg ved, har hun aldrig siden hældt vand i hovedet på ham. Kunne være at det snart var på tide 😀 så vi lige kunne tjekke om der stadig er forskel på dansk og fransk humor.

Nervekrig – part II

26 mar

Bliver lige nødt til at starte med at sige: HALLÅ – I skulle jo holde med mig!! Er faktisk ret skuffet..

Nå, men altså – da hun kom hjem prøvede jeg at virke heeeelt afslappet og nonchalant. Kunne næsten sige hej i et normalt toneleje, okay indrømmet – så måske en anelse skingert.

Hun kom hen og spurgte grinende: ”nå, vil du høre hvad vi har lavet i dag eller skal jeg bare gå i seng?”

Jeg formåede at sige ”ha h a H A.. på en meget lidt overbevisende måde – og så kunne jeg ikke holde mig mere:

Så sig det dog pigebarn – hvad skete der? Fortæl! – og jeg havde på dette tidspunkt tunnel syn og nærdødsoplevelser af bar’ nysgerrighed.

Som sagt har de udveksling med en siciliansk skoleklasse for tiden. Pigerne er omkring 17 år gamle. Et af punkterne på det, ellers udmærkede program lærerne har strikket sammen, var en tur til Paris.

Kl. 18 stod de godt trætte, efter en lang dag i hovedstaden, foran en togstation, og fordi de var i god tid – fik de lige 30 minutters ekstra shoppe tid.

Men så forsvandt alle i mange retninger og ældstedatter var endt med en flok sicilianere, der pludselig ville købe souvenirs.

Hverken tiden, eller stedet, var til det – men dette lod ikke til at anfægte de 5 fjantede tøser som omgående fandt nogle skummelt udseende typer, der naturligvis tilbød at køre dem et sted hen.. På dette sted i hendes fortælling begyndte jeg igen at få åndenød..

2 sicilianere var allerede på vej ind i bilen, da ældstedatter med myndig røst fik gelejdet alle tilbage på fortovet.

”De var værre end en sæk lopper – hvis jeg stod og snakkede med den ene og vendte mig om – så var alle de andre væk.” Brokkede hun sig.

Ja – det er vel omtrent som at være mor – tænkte jeg – en anelse skadefro, må jeg nok erkende.

Tilmed, fortsatte hun sin beretning, så havde den ene af pigerne en meget spændende BH på.. i leopardprint.. Og hun havde sin kjole sat permanent fast – nedenunder det ene bryst.

Ikke i sig selv noget særligt godt udgangspunkt, for en fornuftig samtale med luskede illegale gadesælgere, i den mørkere ende af Paris. Og ældstedatter havde diskret stået – så diskret den slags nu kan lade sig gøre – og prøvede at mase venindens bryst indenbords igen.

Dernæst havde de forstyrrede pigebørn forvildet sig ind i en dystert udseende gyde, hvor der var en mængde små butikslokaler med perleforhæng for dørene, bag hvilke forførende, og absolut ikke fransk, mavedansermusik larmede.

Her så ældstedatter så ingen anden mulighed for at få pigerne videre, end tørt at sige: 2 girls died here you know.. Dette afstedkom mange forfærdede råb og fagter på siciliansk, men væk kom de da.

Jeg endte faktisk med at blive ret stolt af hende!

Endelig fandt de hvad de søgte, og en af pigerne gav nogle penge for et lille – og meget grimt – Eiffeltårn – men den luskede gadesælger ville ikke give hende det – han havde nok regnet med at det bare var en turist som ikke kunne gøre ham noget.

Det var nok at gøre regning uden vært – for så stillede min lille – men meget myndige – ældstedatter sig uforfærdet hen foran ham, og truede ham med høj stemme – tilsat et par ikke så stuerene gloser – bål, brænd og – hvad der nok gav udslaget – Politi, hvorefter det lille grimme Eiffeltårn ret hurtigt skiftede hånd, og hun kunne komme videre med sin flok sicilianske høns.

Da hun endelig havde fået dem – 5 minutter forsinket – gennet hen foran stationen ved det aftalte mødested – kunne hun konstatere at hun ikke var den eneste, der havde haft den slags organisatoriske problemer med de meget lidt lydhøre sicilianske piger..

For eksempel var deres stakkels lærer kommet til at ringe en mor op – i den tro at hun havde en elev i den anden ende – og fik sagt – Jasmine – hvor er I henne – toget går om 10 minutter og jeg er bange for at I kommer for sent!

Da det gik op for læreren at det var en mor hun havde i røret – kvækkede hun: åhh der er de – hvorpå hun lagde på.. Det var de bare ikke – men de nåede dog at komme før togets afgang.

Jeg kan lykønske denne lærer med, at det ikke var mig hun havde ringet til – at have stået der – i den tro at ens datter var forsvundet i Paris.. Jamen altså – jeg er ikke helt i stand til at forestille mig HVAD jeg havde gjort.. Og her steg mit blodtryk igen med flere hundrede..

Hvorom alting er, alle endte med at komme på toget i god behold – enkelte nok mere stressede end andre (GODT jeg ikke er lærer, siger jeg bare) – og det var så her ældstedatter syntes det var passende at lave ballade med sin sarte, stakkels mor.

Men alt i alt, er jeg voldsomt stolt af min fornuftige datter – hun har det efter sin mor – handlekraft og overblik.

Bare det der med at drille.. Jeg aner ikke hvor det kommer fra – jeg har da aldrig nogensinde gået rundt og bevidst tilbageholdt vigtig information, på den der ufine måde.

Nervekrig – part I

25 mar

Fantastisk spændende – og slet ikke foruroligende – kl. 19.42, at have følgende konversation pr. sms med 15årig – snart 16årige – ældste datter som sidder i toget på vej hjem fra Paris, hvor hun har tilbragt hele dagen på udflugt med klassen:

ÆldsteDatter: Vi sidder i toget nu… Når vi kommer hjem skal jeg fortælle dig noget RIGTIGT sjovt.

KongMor: Øh ja? Hvorfor ikke nu? – undrer mig såre..

ÆD: jeg ville bare vente til du vidste at vi alle er sikkert inde i toget på vej hjem 🙂

KM: nu med lettere forhøjet blodtryk: ohhhh noooo HVAD?

ÆD: :-p det ville være mere spændende hvis jeg siger det når jeg kommer hjem 🙂

KM: Prøver virkeligt at tage det roligt her..Hmm.. det er muligt.

ÆD: De italienere er fuldstændigt skøre 😀

 KM: ….. :-/

ÆD: Der skete heldigvis ikke noget 🙂

KM: Nu med seriøst forhøjet blodtryk: NU HOLDER DU

ÆD: oh lalala jeg prøver at berolige dig

KM: Aaaaarrrrgggghhh du kommer på min blog hvis du ikke fortæller det numuligvis hænger det også sammen med at jeg lidt nysgerrig..

ÆD: Jeg vil gerne på din blog 🙂 pas nu på at du ikke bliver skuffet når jeg så fortæller det… 🙂

KM: Suuuuuk for hulan pigebarnfortsætter i pænt sprog – hvis det nu skal publiceres..

 ÆD: Kys kys 🙂

KM: Hvor er der en smiley som hiver hår ud?

ÆD: hahaha! Jeg anede ikke at den eksisterede på en telefon. Findes den ikke kun på skype?

KM: meget opgivende men trods alt beroliget ved tanken om at de alle ER på toget..: sig mig har du været på how to stress a mom kursus??

ÆD: Det er nemlig lige det jeg har. Jeg er vildt træt, mine fødder er døde og jeg har besluttet at jeg aldrig vil bo i Paris.. Kan sagtens leve med Versailles.

KM: bider hovedet af al stolthed – men er godt klar over at slaget er tabt og at jeg vil få lov til at vente pænt til hun kommer hjem: Musling.. hvad er der sket?

 ….

STILHED..

……….

Prøver med grøn te og åndedrætsøvelser. Måske noget transcendental meditation..

%d bloggers like this: