Dragende.

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.

Pruttende orakel

De der søgeord som google sender stakkels uvidende mennesker ind til mig med, ikk’?

Jeg forstår ikke helt logikken i det.

Altså, hvis man ignorerer de 784 søgninger på skytsengle, samt 325 søgninger på telefonfis i alle afskygninger og ubegribeligt mange søgninger på Birthe Rønn Hornbech – hende har jeg da aldrig nogensinde nævnt.. har jeg?

Jeg står med stolthed ved det med både skytsengle og telefonfis, men altså ikke hende Birthe Rønn Hornbech.. Nej, hende mener jeg virkelig ikke jeg nogensinde har skrevet om, men I må da gerne hjælpe min hukommelse på gled, hvis jeg tager fejl.

Men der er faktisk rigtigt mange mennesker som burde søge hjælp andre steder end lige hos Kong Mor.

For jeg kan da konstatere at jeg ikke ved noget som helst. Om noget.. Se nu bare de spørgsmål jeg får:

Jeg kan ikke hjælpe nogen med følgende geografiske problem – men det er der nok en grund til:

i hvilken by ligger guru.. (det MÅ simpelthen være en misforståelse..)

Jeg kommer også til kort hvis man tror at man hos Kong Mor finder hjælp til:

Lære at tegne hår

Man bliver også gevaldigt snydt hvis man mener at man her kan finde opskrifter på

vegetariske kødboller og på

kødløse frikadeller (tværtimod – stik mig en mør bøf – så bliver jeg glad)

 

Det er også egentligt ret sært, når jeg nu aldrig nogen sinde har været i Ry – at man bliver sendt hertil hvis man vil vide noget om:

rundkørsler i ry (mon der overhovedet er så mange igen)

rundkørsel ry (vedkomne fandt måske ud af der kun var 1? Kan vi få eksperter på banen)

 

Til gengæld kan jeg godt komme på en masse gode idéer til hvis man

glemte konens fødselsdag (stakkels menneske da..)

 

Men udover skytsengle, telefonfis og ubegribelige Birthe Rønn, så har jeg fået en del besøg på baggrund af følgende duftgener:

hvorfor prutter hunde med lyd

kan man gøre noget ved hundeprutter

prutter af the

mosters gamle prutter

æbler prut

Og da jeg ikke føler mig personligt ansvarlig for disse gasser, vil jeg nok overveje at konsultere vores fimse-ekspert, Blondinen, og høre hvad hun har tænkt sig at gøre ved sine æble-hunde-prutter, måske hun bedre kan hjælpe google-søger-folket end jeg kan.

Veganerkat??

Ej, men undskyld mig lige et øjeblik.

Er katte ikke tigre i miniformat? Eller pantere, geparder, leoparder eller løver? Sådan nogle som jagter mus, fugle og fisk?

Nu er jeg helt afsindigt allergisk overfor katte, så meget at jeg kan få fødder i tre-dobbelt størrelse af at gå i bare tæer på et støvsuget og nyvasket gulv i et hus hvor der bor katte – også selvom de ikke er at finde på matriklen, i anledningen af mit besøg. Jeg kan begynde at nyse og få åndenød af at sidde ved siden af folk, og det slår aldrig fejl – de har kat – og dermed lidt kattehår på tøjet.

Derfor skal katte være usandsynligt fantastiske, for at jeg overhovedet kan finde på noget pænt at sige om dem. Jeg har mødt 2 rundt på min færden i blogland, som ser så søde ud at jeg har nævnt det.

Men selvom jeg ikke er kattemenneske, interesserer jeg mig for dyrs ve og vel i al almindelighed, og derfor undrede jeg mig såre, da jeg en dag hørte om en kat som får veganer mad…

Jeg tager den lige igen.. ”En kat som får veganer mad”. Bare i tilfælde af at nogen troede de havde læst forkert.

Nu er min generelle holdning til mange ting, at folk må gøre præcis som det passer dem, uanset hvor skørt det måtte virke på andre – som for eks. mig – så længe det ikke går ud over andre, det være sig børn, dyr, tallerkner og den slags.

Men her syntes jeg, det var så aparte et tiltag, at jeg måtte bede om en uddybende forklaring. Jeg brugte mit pæneste og mest høflige ordforråd, og skrev endda at jeg ikke ville fornærme – men derimod høre om det ikke var en anelse synd for katten at få veganer kost.. Regnede faktisk med at få nogle sunde facts..

Min kommentar blev aldrig besvaret, endsige udgivet, så jeg har nok trådt nogle meget grundigt over deres overbevisninger, eller også er jeg endt i en spam spand.

Fred være med det – det er også meget muligt katten ikke tager skade af  at få veganerfoder, men I skal ikke komme og bilde mig ind at det var hvad sådan en mini-tiger selv ville vælge.

Jeg håber inderligt det stakkels kræ kan stikke af indimellem, og få ædt sig et par mus i skjul, så der ligesom bliver kompenseret.

Okay.. HVORFOR 51?

Fortæl mig hvorfor.. Nej lad mig begynde med begyndelsen.

I Frankrig kan man få nogle super smarte øjen-make-up-fjerne-dimser, som jeg savnede inderligt i de 7 år og 7 måneder jeg boede i Danmark – og selvom jeg fik sendt forsyninger fra tid til anden, var det jo ikke set samme.

Nu kan jeg købe dem når det passer mig, og det passer mig fint!

Men altså.. Der er noget ved dem, som jeg altid har undret mig over. Jeg er sådan lidt tal autist. Ting skal passe sammen, og der skal være orden på sagerne.

Og det er der altså ikke når der er 51 dimser, i øjen-make-up-fjerne-dimse bøtten.

51..

51.. ???

51? Er det et specielt tal? Noget hemmeligt? Endnu en klub jeg ikke må være med i?

Hallåå – jamen hvad er lige meningen med 51?

Er det noget lavet til en med et øje i nakken?

Det har mødre jo nogen gange, men det plejer man jo ikke at putte mascara på. Hvilke væsner har ellers 3 øjne?

Fordi så er der nemlig til 17 gange make-up-fjernelse.. og ellers er der altid en i overskud?

Der må være en grund? En som jeg ikke er klog nok til at se..

Hjælp – en eller anden??

Næse for te

Nu vi er ved sære ting, man ikke vidste man kunne leve uden, er denne dims – der sidder på min kop – et godt eksempel på en anden must-have.

Jeg ved godt vi er langt ude over mit nyfundne pålægsspeciale, men jeg ville bare ikke snyde jer for at stifte bekendtskab med denne indretning.

Da jeg fik den, tog det mig en rum tid, overhovedet at gætte hvad den skulle bruges til.

Jeg kan godt se at det er vanvittigt smart, at have sådan en teposeopfanger, hvis ikke man orker at rejse sig op, efter man har fået hældt vand i koppen og ikke har en underkop eller kagetallerken i umiddelbar nærhed.

Hvis altså man er til elevator te. Det er jeg som regel ikke. Men det hænder da at jeg tager en kop. Og så er den virkelig yderst praktisk.

Blot skal man være en anelse forsigtig, for ikke at få te i næsen..

Jo, fordi da jeg ville – grådig som jeg er – på en meget lidt ladylike måde, slubre de sidste af tedråberne i mig, fik dimsen overbalance og rutsjede ned ad kopkanten og sendte indholdet, samt våd – og kold tepose – direkte ned i mit højre næsebor. Eller op – det kommer nok an på hvem der ser det..

Det var begrænset morsomt. Men kun for mig.

Jeg hørte nemlig kvalt latter forskellige steder fra – men efter jeg havde fået tørret te af halsen, og spruttet det overskydne ud af min næse, samlet den våde – og kolde – tepose op igen, og derpå kiggede rundt, var det, sjovt nok ikke muligt at få øjenkontakt med nogen som så særlig brødebetynget ud, hvorfor synderen forblev ustraffet.

Men altså, konklusionen på denne uundværlige dims, må være at man alligevel skal rejse sig for at gå ud med tepose iført dims, for at undgå at få te i næsen.

Man kan naturligvis lade være med at være så grådig, det er klart, subsidiært bruge et sugerør eller måske endda afmontere dimsen før man drikker – men så kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i at den kan sidde fast på koppen – men disse tiltag ville nok give et andet testresultat.

Så måske skulle jeg bare holde mig til mojitoer. Det ved man ligesom hvad er.

Mit liv som leverpostej

Nu skal vi have fokus på de virkeligt vigtige ting i livet.

Da jeg ikke har et arbejde at gå op i, og skolen ikke er startet endnu, så jeg er heller ikke blevet lektiekonsulent endnu – og firkløveret synes i det hele taget at have meget lidt behov for min tilstedeværelse, til andet end fodring, indkøb af snørebånd, shampoo og så lidt taxakørsel ind imellem – så må jeg jo finde andre mål i livet.

Indhold altså. Noget at gå op i. Jeg kunne naturligvis læse nogle af de mange bøger jeg har slæbt med hjem, men det er ligesom om min hjerne er visnet lidt, så det må vente til jeg har fået den der karriere som arbejdsløs på plads blandt neuronerne.

Så jeg skulle have mig en hobby. Og jeg kunne jo ligeså godt forene det nyttige med det praktiske – eller hvad man nu siger – og gøre madlavning til min hobby – når jeg nu ikke kan slippe for det alligevel.

Jeg kan godt lide at lave mad normalt, men man skal jo lære nyt hele tiden, så jeg tænkte jeg ville specialisere mig lidt.. Udi frokostmad og pålæg.

Så forestil jer min glæde, da jeg fandt en gammel tupperware som har nøjagtigt samme form som den franske leverpostej vi spiser. No kidding!!

Ej men altså – tænk bare at være så heldig at bo i et land som har plastikbøtter i leverpostejsform. Hvor fantastisk er det lige? Det måtte foreviges på stedet.

 

Søndagskagen #6

Løsning på gåden:

Vores søndagstradition idag og Verdis “La Traviata” er begge operaer!

Men I skal have mange tak for alle de morsomme idéer! I mangler ikke fantasi.

En opéra, i kageform altså, er en subtil blanding af mørk chokolade, noget creme, lidt kaffe og lækre bunde!

Firkløveret, som ellers ikke er til kaffe overhovedet, satte gladeligt deres stykke til livs.

Men det var altså også en af de bedste opérakager jeg nogensinde har smagt. Jeg er ked af at sige det, men I gik virkelig glip af noget denne søndag!

Først en gåde!!

Hvad har vores søndagstradition og Verdis La Traviata til fælles?

Kom frisk: