Sommerferiestart

Jeg vil, for nu at trække en ordentlig tilbagekomst i langdrag, gøre en del ud af ferieberetninger. Billederne har nogle af jer muligvis set før, da en del af dem har været en tur på Kongmors Instagram profil!

Jeg var så forudseende at jeg på min første feriedag i Intermarché (et fransk supermarked) kastede et kladdehæfte ned i kurven, og så skrev jeg en slags faktuel dagbog i punktform, dag for dag.

Feriekageorgie

Med det resultat at jeg i dag er i stand til at fortælle at jeg havde sidste dag fredag d. 5.juli og at jeg, efter ovenstående og kvalmende overdådige feriekagebord drog hjem for at hjælpe resten af familien med at pakke bil, tagboks og trailer, samt at vi stod op kl. 04.00 lørdag d. 6 juli for at sætte os ud i bilen – okay alle under 19 væltede ud i bilen for at snorke videre – og køre mod syd. Dog først efter nogen – netop som bilen var på vej ud af indkørslen – skreg op om at hun havde glemt sin tandbørste.

Snorksovende børn og glade forældre.

Jeg ved godt det virker som en rød klud for nogen, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor familier ofte ikke kan finde ud af at være sammen i deres ferier. Bevares, mine møgunger kan bestemt godt skændes og være ulidelige, ligeså kan min mand være en pestilens. Jeg er naturligvis den eneste der ikke er noget galt med, hvis jeg vrisser, er det udelukkende de andres skyld!

Tysk stau..

Nå, men vi hyggede os faktisk. Det meste af turen. Jeg blev en anelse utidig over det evindelige tyske stau. Jeg fatter ikke hvorfor der altid er klumper i trafikken i det land. Og det får mig hver gang til at råbe meget højt.

Men efterhånden som kilometerne forsvandt under dækkene, nærmede vi os denne smukke port til Normandet. Og så var der pludselig ikke så langt længere.

Pont de Normandie

Vi ankom til Lisieux 21.30 og fik hurtigt leveret diverse børn på diverse destinationer, og endte selv hos Eric og Adé som havde et fantastisk måltid klar til os. Samt noget jeg nok vil fortryde når de sidste dråber er drukket, nemlig en ny variant af Ricard, en rosé variant som smagte himmelsk og som ikke forlod min gane ret mange aftner i træk.

Hygge a la fransk

Selvom vi var trætte, kom vi først i seng ved 02 tiden, for der var jo så meget vi lige skulle opdateres på.

Og snakke om, og grine af.

Men det var bare så godt at være tilbage og vi kan sove når vi bliver gamle!

Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

Tour de – færdiiiiiig

Altså – først kom det de kalder karavanen. Det er en masse sjove reklame biler hvorfra der står stift smilende piger eller chippendales og kyler ting i hovedet på de folk som står og vinker.. Det varer en time – sådan en slags opvarmningsband.

Jeg fik for eksempel kylet en lille pakke chips liiige midt i den dobbelte airbag. Det var sgu lige før den sad fast.

Af en fyr, som først havde set mig direkte ind i øjnene og så – slam.

Lidt blæret, at stå på en bil og kyle chips ned i kavalergangen på damer, dag efter dag. Åndrigt job, må jeg nok sige.

Divaen fik derimod en pakke vaskepulver, samme sted, fra dem her.. Den blev hun meget glad for.

Andre mennesker gik lidt i psykose, over de her gratis plastik gaver. I hvert fald landede der en nøglering på min sko og bedst som jeg skulle til at bukke mig ned for at samle den op, kom en ældre dame med en fart jeg ikke havde troet mulig, og snappede den ud af hænderne på mig. Jeg skulle lige til at træde hende over fingrene, men hun var mig for hurtig.

Og nu forstår jeg bedre alle de ældre mennesker, som har siddet i deres klapstole og samlet kræfter i en 5-6 timer – de skulle jo være friske så de kunne løbe rundt efter nøglesnore, kuglepenne og bøllehatte fra et pølsefirma.

Længere henne brokkede nogen sig højlydt over at det virkelig var snyd de ikke fik en pose chips. Hvordan mennesker kan gå så meget i selvsving over 15 gr. chips er mig en gåde. Men okay vi fik også 5. så vi havde jo vores på det tørre – i hvert fald lidt, for så gav det sig til at regne.

Som i styrtregne – meget og pludseligt. Da vi havde sendt Prinsessen og Gårdmand Bjørn ned efter en paraply, ventede vi næsten tålmodigt. Så krøb Zorronaldo ind under en busk og Divaen fulgte efter.

Jeg ville med – og det er meget muligt at nogen har filmet på det tidspunkt! I så fald har de udelukkende set min store røv under en busk, idet det ikke var det hele af mig, som kunne være under busken.. Og hele bagsiden af mig blev derfor rimeligt våd. Og kold. Men vi grinte så meget, at jeg – igen – kom til at tænke på jeg må have en pakke Tena Lady næste gang jeg skal ud og købe ind.

Divaen fortalte senere at den hurtige ældre dame stod og grinede skadefro af os, i ly af sin paraply. Det kunne jeg af gode grunde ikke se – da jeg ikke har øjne på ballerne – men havde jeg vidst det, ville jeg uden tvivl have faret hen og bidt hende. Hvilket muligvis også er derfor Divaen ikke fortalte det før senere.

Nå, endelig dukkede Prinsessen op.. Beskeden var: hent en paraply – et par regnslag og en lille pose til tingene. Dette var FØR det gav sig til at regne. Hun ankom med Gårdmandens sweatshirt.. Som var våd.. Hun meddelte så at det var fordi nøglen sad fast i døren, da hun skulle låse igen.

Det er muligt at vi råbte lidt af hende eller jeg gjorde – i hvert fald forsvandt hun – til info kan jeg fortælle at HUN havde regnfrakke på.

Og så dukkede Gårdmanden op med en stor lyserød golf paraply. Tak Randi!!

Der stod vi så alle fire og ventede på at Prinsessen og cyklisterne skulle dukke op. Men alt dette er der ikke nogen billeder af – da mit kamera ikke er så glad for vand..

Nå, men da Prinsessen endelig kom med de ønskede effekter, holdt regnen op.. Og så kom der en masse cyklister forbi på meget kort tid og det var så det. Vi tror nok vi så Riis. Vi rystede i hvert fald vores meget våde flag foran en saxobank bil, hvilket omgående satte de automatiske vinduesviskere i gang – og så syntes vi nok at vi så et æggeformet hoved uden hår på.

Og vi råbte meget højt ”Heja Saxobank” hver gang vi så én af dem.. Og vi vinkede, og viftede som sagt meget med de våde flag.

Så gik vi hjem.. Talte op og delte rovet og firkløveret åd en ikke uanseelig mængde slik. Der var nemlig også haribo biler med stift smilende piger som kylede slik. De nøjedes så med at kaste det på jorden, ulig de skiinstruktør look-a-like typer der sigtede noget højere. Der mangler en masse slik og chips på billedet – men det fordi de allerede har ædt det!

Karavanen var intet mindre end et skoleeksempel på målrettet marketing!

Og da vi så havde spist aftensmad.. Så blev jeg lige pludselig 82 år – og voldsomt træt. Og regnede ud at jeg har vandret et sted mellem 8 og 10 km i dag og ydermere har stået stille, på samme sted, i 2 timer. Og jeg kunne kun lige akkurat kæmpe mig hen til computeren, for at skrive dette.

Jeg har vist fået nok Tour de très irriterende for i år. Det er jeg overbevist om at I også har – så jeg tror bare vi holder her!

Firkløveret derimod – opildnet af reklamegaverne – glæder sig til næste år og er allerede begyndt at planlægge hvordan de får en større fangst. Cykelløb siger I? Næææh – det snakkede de ikke så meget om..

Deres udsendte medarbejder

Kan meddele at alt går planmæssigt. Det er varmt, men støvregner indimellem. Okay – vanvittigt uinteressant, jeg ved det – men jeg går altså heller ikke efter jobbet som Jørgen Leths makker – jeg er også alt, alt for gammel til ham!

Vores havelåge befinder sig præcis med 2 km til mål, med kirken i baggrunden.

Vi har alle sammen røde/hvide T-shirts på, Dannebrog i hænderne og vi vinker simpelthen alt hvad vi kan – hul i de skide cyklister – det er OS I skal kigge efter!

Antallet af lastbiler og boder der sælger pølser og pandekager er enormt.

Og der er skam også spandex i alle størrelser til fuldstændigt sindssyge priser. Med påklistrede reklamer.

Siden vil løbende blive opdateret efterhånden som dagen skrider frem!

Mens vi venter..

Hverken på Julemanden eller Godot – men på at Tour de très Irriterende kommer forbi og lukker os ud igen. Jo vi kan gå ud – men de fleste butikker er alligevel lukkede, da der ikke må køre nogle biler, ej heller må man parkere nogen steder.

Som en slags kompensation, er der gratis koncerter og open air biograf, hele aftenen. I morgen er der legeland for børn og en hoppeborg.. Desværre også kun for børn – kunne ellers sagtens se mig selv vælte yndefuldt ned af en rampe, med nederdelen oppe om ørerne og kvase et par børn eller 7 på vejen. Det kunne være uhyre grinagtigt.

Det er uden sammenligning det mest åndede jeg har været med til. Tænk at være lukket inde. Touren er derfor ikke vanvittig populær på matriklen.. Har den nu aldrig nogensinde været.

Men i hvert fald – mens vi venter – vil jeg lige vise jer noget..

Borgmesteren er nemlig en ivrig cyklist og kan ofte ses på sin jernhest, iført et lidet flatterende spandexsæt plastret til med reklamer, nøjagtigt som mænd i Ry og omegn. Derfor får han, med uforholdsmæssig stor fryd, hevet Tour’en til byen år efter år.

Om det er fordi han selv vil have et svedigt kys eller om det er autograferne der trækker mere, skal jeg lade være usagt. Og NEJ det er ikke ham jeg vil vise jer – men det kommer måske en dag.

For ligesom at opildne de, noget mindre cykelglade borgere, til lidt mere entusiasme omkring disse horders indtrængen i vores by, har han foranlediget at samtlige rundkørsler, på selvsamme borgeres regning, er blevet dekoreret både med cykeltema, men også andre ting som kendetegner regionen.

Derfor drog vi ud i morges, bevæbnet med kamera, for at forevige disse rundkørsler.

Dette afstedkom lettere tumultagtige scener rundt omkring i byen, idet folk var meget mere opsat på at komme hen og hamstre mel og tun på dåse, for at overleve belejringen, og slet ikke var til sinds at lade os tage billeder, med det resultat at firkløveret på skift blev sat af før rundkørslen, og i ro og mag kunne tage billeder, alt i mens jeg kørte et par gange rundt, for så at stoppe og hive barn ind i bilen igen.

Det er også gået op for dem at vi venter. På at det er overstået.

Ost i overstørrelse.. Lokale ost!

Ved ikke helt hvorfor der står en overdimensioneret vandkande..

En noget sær cykelopstilling, men dog en cykel..

En mælkejunge – Normandiet er kendt for smør, fløde og ost.

Meget passende ved vikinge-rundkørslen kan man lige nå at se bagenden af min bil!

Og så den sidste rundkørsel – som Tour de très irriterende skal igennem før de kommer forbi vores låge – og derpå i mål.

Det skulle være omkring kl. 17 d. 7 juli – de første spandexmænd vil køre forbi havelågen på Æblebakken – lige efter den meget store Kirke, som man skal være mere end almindeligt blind for ikke at lægge mærke til.

Vi glæder os til at vinke!!

D-day

Når man bor i Normandiet, er det fuldstændigt umuligt at ignorere d. 6. juni 1944.

Alle taler om det, med et slet skjult strejf af fanatisme, men Normandiet har været så meget mere med i den krig, end mange andre steder, derfor er minderne og historierne om krigen meget nærværende – til tider kvalmende.

Skolerne gør også deres til at forherlige de døde helte, borgmestre kappes om at smide med blomsterkranse hist og her og alle vegne på de ukendtes gravmonumenter, og hele området sovses ind i drama og overdrivelse, i en grad så man blot glæder sig til d. 7 juni.

Den by vi bor i, havde under krigen ca. 5000 indbyggere – 800 døde på grund af D-day og i hvert fald 70 % af byen blev ødelagt. Derfor er der heller ikke ret mange af de fine gamle bygninger som er så typiske for Normandiet. Det er noget argt lort de fik stablet på benene i efterkrigsårene og meget lidt pænt. Det er de dog ved at finde ud af at planlægge sig ud af, så meget er ved at blive forbedret.

Der er også mange museer i Normandiet der omhandler krigen. Det største ligger i Caen, og er en slags base for de omkringliggende, som oftest er ved de strande hvor de allierede tropper gik i land med deres ”Operation Neptune”. Det tager timer at komme igennem. Mange timer.

Normalt skulle befrielsen af Normandiet vist have været overstået på kort tid – men det blev ved indtil i august måned. Lidt af en fejlberegning hvis du spørger mig..

Jeg vil overlade det rent faktuelle til internettet og historietimerne, men hvis man vil vide noget mere, er det smarteste nok at man kigger forbi på Memorial i Caen, og så udvælger sig en strand eller to at se.

Ikke fordi man skal smage på krigen og lade den fylde – men fordi det er en del af noget historie. Noget skal trods alt huskes for ikke at blive gentaget.

Selve museet i Caen er som sagt stort. Og det tager lang tid at gå igennem. Nogle steder er det umuligt at komme forbi, uden at blive rørt. Det fortæller ikke kun Normandiets historie, men også resten af verdens død og ødelæggelse, i den periode.

Der er mange personlige og private breve og optegnelser, fra begge sider – med ord, billeder og fortællinger som bider sig fast og går helt ind. Det er bliver til noget følelsesporno som er ulækkert. En slags fortidens realityshow som jeg dybest set ikke bryder mig om.

De har jo med vilje valgt ting, som man bare ikke har brug for at vide. Tit har jeg dem også mistænkt for at glemme at fortælle HELE sandheden. Det er så nemt at glemme de lidt mere uheldige ting, og kun fremhæve det heltemodige..

Museerne på de forskellige strande fortæller mere specifikt det, som foregik netop der. Og det er hårdt på en helt anden måde. Især hvis man har mødt én som var med.

De første 5-10 minutter af filmen ”Saving private Ryan” skulle efter sigende være så tæt på sandheden om landgangen, som det overhovedet er muligt at komme, så mange år efter.

Og uanset hvem man er, kommer man ikke derfra upåvirket – ung eller gammel – men om det lige har den ønskede effekt, kan så diskuteres.

En viking i Normandiet

Guillaume le Conquerant blev født ikke så langt fra Æblebakken, og vi var på besøg på hans slot – eller hvad der var tilbage af det.

Han blev konge over England endda, og så var der nogle, som broderede hans historie på et gigantisk viskestykke. Ja, I må virkeligt meget undskylde – men jeg kan ikke se noget som helst fantastisk overhovedet, ved det der kilometerlange viskestykke-bredde broderi som er i Bayeux.

Det kan jeg ikke. Og jeg har endda set det indtil flere gange. Jeg synes til gengæld hans slot er mange gange flottere, og meget mere interessant! Desuden er de fleste af historierne om broderiet løgn. Det var ikke engelske damer, men derimod franske munke.. Som godtnok sad i England, men det var altså mænd og ikke damer.

Resterne af våbensalene

Helt derop kom vi – helt op til flaget

Underlig, men smuk form!

Herlig dag, med skovtur, gamle sten og historiens vingesus. Da jeg for tiden er ved at lytte til “Jordens Søjler”, bliver et slotsbesøg som dette, blot endnu mere spændende.

Tour de Æblebakken

Der lå noget i min postkasse i dag.

En personlig meddelelse fra borgmesteren, om at jeg har stuearrest d. 7. juli. Jeg må ikke forlade matriklen – eller hvis jeg af vanvare allerede har fjernet mig fra Æblebakken, må jeg ikke komme tilbage før den 8. juli.

Jeg syntes jo at denne udmelding var lige lovlig grov, så før jeg højt råbende løb ned for at sætte ild til et eller andet, nede på rådhuset, satte jeg mig ned for at nærlæse brevet.

Så viser det sig faktisk at hele verden, eller i hvert fald vores by, lukker og slukker fuldstændigt, for at Tour de très irriterende France kan få frit lejde, til at cykle gennem det halve af byen og lige forbi vores låge.

Dette fik mig til at tænke på de alvorlige gener dette kunne afstedkomme.. Såsom deres toiletbesøg..

Men da Æblebakken befinder sig meget tæt på målstregen – under 1000 meter – er der dog håb om, at cykelrytterne har fået tisset af, når de langt om længe når til min havelåge. I modsat tilfælde har jeg overvejet brug af en taser..

Nu har jeg intet imod cyklisme, selvom det måske lyder sådan, og jeg har skam været særdeles aktiv for at få flere cykelstier, og den slags hjemme på øen.

Men jeg er afsindigt træt af cykelhorder som gerne cykler 5 og 5 på små landeveje, hvorfor det er aldeles umuligt at overhale dem uden at invalidere i hvert fald halvdelen – så det lader jeg så være med, at overhale altså!

Det gør det heller ikke bedre, at den slags cyklister ofte har passeret den første ungdom, så de kører ikke så stærkt at det gør noget. Hvilket er endnu mere irriterende når man er på vej til stranden og pludselig nødsaget til at køre 11-12 km/timen et anseeligt stykke af vejen.

Ydermere er jeg ufatteligt træt af at folk går rundt og tror at det kun er et fåtal som tager doping. Ingen i hele verden, er i stand til at gennemføre TdF uden doping. Ens plads i feltet afhænger udelukkende af, hvor godt og usynligt produktet er.

Og jeg er forresten fuldstændig ligeglad med at de tager doping – det er dem som dør af leversvigt som 44årig – ikke jeg!

Nå, men det var så dagens syrlige opstød, vedrørende cyklister i flok.

Nu er sagen jo en ganske anden – de kommer forbi min havelåge! Og den må jeg så ikke køre ud af, eller ind i, fra d.6. om aftenen til den 8. om morgenen.

Jeg skal nok have hamstret en del gær til sådan en belejring.. Men således placeret i en meget ufrivillig husarrest, kan vi ligeså godt få det bedste ud af det.

Uden at vide, om der overhovedet er danskere med på turen i år, så vil vi mobilisere alt vores Dannebrog, hvilket er en ganske betragtelig mængde hvis jeg både tager bil flaget, den som kan spille ”Der er et yndigt land” og Lenes karklud med. Dette patriotiske islæt vil være at finde, lige der, i vejkanten den 7. juli, små 1000 meter før målstregen!

Og jeg lover at vinke!!

Malke mælk

At købe mælk har fået en helt ny og langt mere spændende dimension her på Æblebakken.

Jo, den er god nok, mælkeindkøb!! Det er nemlig ikke helt som det plejer.

Normalt, i vores moderne verden, går man ind i et kedeligt supermarked, udvælger sig et par kartoner mælk – husker at tjekke sidste salgsdato – og så har man mælk, vel at mærke når man har betalt for det.

Ingen malkeko på nogen is, og i sig selv ikke det store scoop – og det bliver kun dramatisk i det øjeblik, man har glemt at købe det.

Bortset fra at kartoner i Normandiet, er skiftet ud med plastikflasker, fungerer det altså på præcis samme måde som i Danmark, når man skal købe mælk.

Indtil nu.

For nu kan jeg, i Normandiet, stoppe på supermarkedets parkeringsplads. Tage nogle dertil indrettede flasker, og gå hen til et lille ombygget haveskur.

I det skur er der en stor maskine. En malkemaskine.

Der puttes en mønt i en sprække og til lyden af noget.. ja hvordan lyder malke musik? Sådan noget banjoagtigt texansk klimpren som får os alle til at smile, og altså til lyden af denne klimpren, puttes flasken op til et rør, hvor mælken kommer ud af.

Fantastisk spændende og morsomt – så nu vil alle pludselig med, når der skal købes ind – hvor det før lå en anelse mere tungt med at hverve indkøbs kulier – er der nu nærmest kamp om, hvem der må fylde de rengjorte flasker!

Det er ikke pasteuriseret mælk og smager skønt! Det kan dog ikke holde sig mere end 2 dage uden at blive kogt, men så køber man bare ikke så meget af gangen. Mælken kommer fra 44 køer der bor i Urtepottemandens landsby.. Men da de ikke kan se ham fra deres mark, er der ingen risiko for at mælken er blevet sur.

Ydermere har denne mælk den fordel at Divaen vil drikke den. Hun har ellers holdt sig mere eller mindre fra mælk hernede, da det altså ikke smager som almindelig dansk skummet eller minimælk.

Her i Normandiet er der en del flere mejerier repræsenteret, end i de hjemlige monopolagtige arla-tilstande. De forskellige mælkemærker smager ikke helt ens. Og jeg har prøvet dem alle, for at prøve at hælde lidt mælk i Divaen, men hun bryder sig ikke om nogen af dem.

Til gengæld kunne hun forbavsende nok, godt lide den helt friske, ikke pasteuriserede, og ret fede mælk, vi nu kan malke i maskinen, hvilket undrer mig en del, for hun har før smagt den slags frisk mælk fra Holgers køer hjemme på øen!

Og da faldt den ikke i damens smag.

Det er muligvis den texanske banjo hun er faldet for.

Urtepottemanden

Efter at have stiftet bekendtskab med vestjyders lettere suspekte forhold til store uhyggelige skildpadder med struma, måtte jeg jo lige fortælle om den urtepottemand man kører forbi på vej til Livarot. Nej ikke osten, men byen i hvilken, den – osten – bliver lavet.

Første gang jeg kørte forbi troede jeg der sad nogen. Og da jeg kørte forbi næste gang undrede det mig at personen stadig sad der. Det var først tredie gang jeg lagde mærke til at det var en urtepottemand. Jeg tænkte at de folk der boede i huset – havde for meget tid og en god portion fantasi.

Jeg kan til nøds forstå at et fuglefoder bræt skal have ophold i en have. Eller et hængekøjestativ. Men ellers holder jeg nu mest på blomster og buske. Min forståelse begynder at smuldre ved møller, dyr i sten, vimpler, dimser og dingenoter.

Så denne urtepottemand – jeg kan ikke helt bestemme mig for, om denne fine urtepottemand er så kitsch at han har stil, eller om han er i familie med havenisser og andet grumt skrammel. Han sidder der uden tanker, og tager pladsen op på bænken. Ingen anden kan få plads der, til at sidde og kigge ud over den smukke dal, for der er optaget af noget uden liv.

Måske sidder han der for at ingen andre skal henfalde til dagdrømmeri eller lediggang. Måske sidder han der fordi der er nogen som faktisk gerne ville sidde der, men ikke har tid til det.

Bedøm selv.

Power Walking

Hver eneste morgen, når jeg har fået sagt farvel til Gårdmand Bjørn ved skoleporten, står Fiona og venter på mig.

Iført godt humør, og spritnye gå sko.

Og så går vi, vi går så hurtigt vi kan, så vi får lidt sved på panden. I kraft af at vores kondition er så lav, at den kommer langt under målelige enheder, puster og stønner vi højlydt i kor – og det går altså ikke ret hurtigt. Men vi går! Vi vader simpelthen området tyndt.

Nogle gange går vi rundt i byen, som her, eller igennem villakvarterene, andre gange – som oftest – går vi udenfor byen og vandrer rundt om byen på en dertil indrettet sports sti. Da denne sti har en hældning på 83 % og vi tager stien fra den helt forkerte side, det vil sige opad, er vi fuldstændigt gasblå i hovederne, når vi langt om længe når toppen.

Disse morgen power walks, giver energi på mere end en måde, og vi bilder os ind at vores kondition på et eller andet tidspunkt vil blive bedre, det burde også ende med at kunne ses på vægten, en rar tanke især når man tager i betragtning, at jeg har nogle ækle søndagskage kilo at komme af med, før jeg overhovedet vil overveje at mose mig selv ned i en badedragt, da det jo er sommer lige om lidt.

Dernæst får vi snakket i et væk. Vendt stort og småt, grint og snakket alvor, og får luft for de små fortrædeligheder dagligdagen som bekendt indeholder. Det er skønt.

Vi lægger planer, og ser på huse vi godt ville bo i, finder fantastiske æblemarker hvor vi ligger på knæ i grøftekanter og møver os ind på marker og sådan for at tage billeder af smukke udsigter i 20 minutter.

Vi griner af morsomme skilte, såsom dette: “Flink Hund”

Og sådan ca. efter 1½ times vandren, siger vi pænt farvel og på gensyn i morgen, og går hver vores vej hjem og kan tage fat på dagens dont, med ufattelig god samvittighed!

Og så tager jeg lige et stykke kage!

Weekend i billeder

Vi har leget sommer i denne weekend – heldigvis ville vejret gerne lege med:

Lørdag aften grilles der meget professionelt iført badekåbe og Weber forklæde, nogen cykler, nogen spiller fodbold og én slår vejrmøller.

Solnedgang over Æblebakken!

Morgenmad udenfor – i yndlingskopperne!

Kirsebærtræet i fuldt flor.

Yngstedreng og Prinsesse Lyserød tegner i skyggen af kirsebærtræet, for det er alt for varmt i solen!

Vidunderlig weekend!