Kommunal bøvs.

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

…

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

…

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

…

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

…

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

…

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

…

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

…

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

…

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Tankevækkende

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Planlægning

En stor del af min søndag blev brugt i selskab med blokke, kalendere, blyanter – thi disse kan viskes ud igen – bedsteforældre, både dem af pap og de originale, for i smuk og skønsom forening at planlægge den kommende uge.

For Gårdmand Bjørn.

Da han jo som bekendt er lockoutet. Og hårdt ramt.

…

Uanset hvis side man så i øvrigt er på, skal der tages hånd om børnene.

Og vi skulle ikke længere hen end torsdag i sidste uge, før filmen begyndte at flosse lidt i kanten for min yngste søn. Han spurgte igen og igen hvor det nu lige var han skulle hen, på mandag. Det undrede mig lidt, for han plejer ikke at være sådan. Men en prås gik op for mig, da jeg så et kort interview med en far og hans autistiske datter, hvis fundament, langsomt men sikkert, var ved at skride for hende og det var ikke specielt fordrende med hendes diagnose.

Og det slog mig at min dreng naturligvis også gerne ville have faste rammer, i en eller anden udstrækning.

Nu er det ikke fordi han er specielt krævende, ejheller autist eller med andre diagnoser, han er bare 11 år og mange vil måske have den opfattelse at han er yngre end det, efter mine mange indlæg om ham. Det kommer sig muligvis af at jeg mener det er sundt for børn at være børn når de er det – børn altså – og ikke, som nogle, når de er et sted midt i tyverne.

Nå, det var vist et lille sidespring.

I hvert fald, min søn er usikker fordi hele hans dagligdag er flået fra hinanden. Han vil gerne have en plan for sin uge, så den er hermed lagt. Og skrevet ned. Så man kan kigge, hvis man lige kommer i tvivl.

At man hiver en dag ud af kalenderen og laver noget uforudset – subsidiært pjækker fordi man skal på privat besøg på Christiansborg – piller ikke ved deres verdenssyn. Men så snart man lever i kaos, uden planer for hvordan og hvorledes, går hans, og mange andre børns, dagligdag lidt i stykker og de bliver usikre. Havde det været ferie, havde det også været noget andet, fordi alt andet lige, er man som regel klar over hvornår ens ferie er slut.

Men det er ikke nemt. Der skal planlægges nogle aktiviteter, for ligesom jeg holder på at mine børn er børn når de er det, holder jeg også på at de skal lave noget fornuftigt imens denne lockout hærger.

Så jeg prøver at have en plan for noget matematik, noget dansk, noget engelsk og så må resten komme hen ad vejen.

Heldigvis kan jeg tage ham med på arbejde indimellem, der er både et skrivebord til ham, internetadgang og store områder hvor han kan gå på opdagelse uden at komme til skade. Derudover er der jo også masser af andre lockoutede børn at spille bordfodbold med.

Når man så er så heldig at have en mormor på pension, og en morfar der ikke er lockoutet, en Lene som er arbejdsløs og en Annø som lige akkurat stadig er på barsel, så er der også andre muligheder for en afvekslende hverdag, også selvom den skal planlægges lidt i forvejen.

Lockoutet hverdag

Men altså, det jeg ville sige var:

Tænk lidt ekstra på jeres lockoutede skolebørn.

Husk at de som regel ikke er så omstillingsvenlige som de fleste voksne er, så det kunne være en god ide at bruge en time på at få lagt ugen i så faste rammer som det nu er muligt. Og det gælder ikke kun Autister. Det gælder de fleste børn som er vant til en tryg og stabil skoledag.

Jeg håber virkelig snart det er ovre, uden alt for mange tossede kompromiser, så vi alle – men børnene især – kan komme tilbage til deres dagligdag.

Og meget gerne med glade lærere!

Der er ingen krummer i min dreng!

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

…

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

…

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

Grin til verden – den griner ikke igen..

Overskriften er nok en anelse pessimistisk – der burde nok stå: Grin til fredagslæreren – hun griner ikke igen..

Altså, Gårdmand Bjørn går i Ecole Primaire. Og der har man som regel kun én lærer til alle fag. Og man får ny lærer hvert år.

Dette års lærer hedder Christine, og da hun er samtidigt skoleinspektør og skal klare en masse administrativt, har hun ingen undervisning om fredagen hvorfor klassen har en anden fredagslærer.

For et stykke tid siden blev jeg stoppet af denne fredagslærer som åbenbart var lidt misfornøjet med min søn.

”Jeg har skældt ham ud i dag” busede hun ud da jeg kom for at hente min håbefulde søn. ”Han fik et grineflip..” Og her kom jeg desværre også til at grine.

På den spruttende måde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, men man kan se så mange ting i bagklogskabens skinnende klare lys.

Jeg slugte mit grin og prøvede at se alvorlig ud, jeg ville jo ikke være alt for uhøflig.

”Og så fik han en straf.” fortsatte hun surt. ”Han måtte ikke være med til sport”

Jeg måtte her kæmpe hårdt for at lægge mit ansigt i alvorlige folder, i stedet for måbende do. Det lykkedes kun halvt, jeg fik fat i min søn og vi skyndte os at gå.

Normalt ville jeg nok have snakket med både ham og hende.. Men denne gang nøjedes jeg med at forklare min søn, at der ikke var så lang tid til at vi skulle flytte og at han heldigvis kun skulle have hende om fredagen.

Damer med så åbenlys mangel på pædagogisk sans, hører nemlig med til den kategori af mennesker man ikke kan nå.

Og skulle der sidde enkelte læsere ude i verden som undrer sig, vil jeg minde om at det er nemmere at få 10årige drenge til at sidde stille og høre efter, hvis de har spænet rundt og brugt deres krop i 45 minutter.

Og jeg vil godt indskyde at min yngste søn ikke er et buldrehoved. Han taler pænt, siger ikke ret meget, forstyrrer ikke i timerne og jeg har aldrig hørt noget negativt om ham, fra de andre lærere.

På vej hjem fnyste Gårdmand Bjørn indigneret: ”Jeg har da aldrig før fået skæld ud af Christine fordi jeg kom til at grine” Han surmulede lidt men tøede dog op derhjemme ved synet af amerikanske pandekager.

”Det er nok fordi Christine også er mor at hun er så sød.. Skrap, men sød” Kom det, lidt klistret, mellem to pandekager.

Jeg tror ikke jeg siger noget til fredagslæreren, er nemlig ret overbevist om at det er nytteløst; hun har nok også allerede afskrevet mig som håbløs, ikke seriøs forælder..

Heldigvis.

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

…

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Fast inventar

Jeg var jo lige lærer igen. Ikke vikar denne gang. Men derimod indkaldt for at hjælpe til ved en emnedag..

Jeg lader den stå et kort øjeblik..

Ren blær – helt ærligt! Jeg ender måske med at blive ansat?

Utroligt.

Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke ville være lærer, fordi.. selvom jeg har fire dejlige unger, er jeg ikke ret god til andres uopdragne børn.

Så.. Nu har jeg været tilstrækkeligt vag til at man ikke kan sætte navn på – ej heller blive fornærmet på egne og andres vegne. Over det med de uopdragne.

Jeg er ikke en horribel heks, som hader børn, og mine egne børn er ikke kuede stakler som dårligt tør ånde frit i deres forældres nærhed.

En ting er at børn er frække indimellem. Helt fint. Men jeg har det bedst med at være sammen med børn, som ved hvornår det er nok. Det er langt fra alle som har den evne!

Første gang jeg blev inviteret over på skolen, var det som vikar. Anden og tredje gang var det fordi børnene havde fået chancen for at opleve noget spændende, og skulle igennem byen til fods, og da det er noget af en mundfuld for en enkelt lærer, gik jeg med.

Fjerde gang – det var så i torsdags – før ferien altså.

Der skulle være emnedag. ”Kroppen i kunst”.

Først skulle de vide lidt om kunsthistorie som, mystisk nok, er et meget vigtigt fag i Frankrig. Det tæller faktisk til deres afgangseksamen og hvert år bliver eleverne, fra børnehaveklassen, evalueret i deres kunnen om kunsthistorie. Denne evaluering, igennem 9 års skolegang, er deres endelige karakter.

Så vi var en tur omkring filmsalen, hvor de så en sort/hvid stumfilm med Chaplin – den hvor han bokser. Og de grinede så de var ved at tisse i bukserne.

Så skulle vi se lidt med Mime Marceau – vi er jo i Frankrig – lidt Harlekin og Pjerrot og placere dem tidsmæssigt i forhold til hinanden. Det var forresten ret sjovt med Pjerrot. De kunne ikke finde noget youtube klip med ham. Så jeg foreslog at vi tog ham der bor på Bakken – og det gjorde vi. Og så stod vi ellers og betragtede Gårdmand Bjørn, for at fange hans reaktion på at der blev talt dansk!  Der gik 18 sekunder før han rettede sig op med et ryk og så meget opmærksomt på skærmen, da det gik op for ham at han forstod hvad der blev sagt!

Tilbage i klasserne var tre værksteder gjort klar: det ene handlede om det man kan udtrykke med sit ansigt. Der blev taget billeder af børnene når de mimede glæde, angst, sorg og overraskelse. Forbløffende svært for nogle.

I det andet værksted skulle et barn ligge på et stort stykke papir og tre andre skulle forme kroppen, tegne den og male den. Formen på papiret altså – ikke det barn der lå på det. Selvom det næsten kunne komme ud på et.. Trods kitler og malertøj!

I det sidste værksted – med mig ved roret – skulle de tegne hinanden i en bevægelse, og modelere denne bevægelse i sølvpapir.

Svært for mange at få formidlet deres tanker ud i hænderne. Men alle fik lavet en skulptur de var glade for!

Til sidst blev der samlet op på det hele, hvad havde de lært? Og det var dejligt at høre de små mennesker fortælle om hvordan man kan kommunikere uden ord, blot ved at bruge sin krop.

En helt igennem fantastisk dag.

Ender næsten med at ville være lærer, når jeg engang bliver stor..

Mit korte liv som lærer

Okay, de 22 skolebørn overlevede uden problemer og jeg tror heller ikke de får varige men. Jeg havde derimod nærdødsoplevelser af træthed, da jeg fik losset sidste elev ud over rampen.

Muligvis var det adrenalinen som forhindrede mig i at falde om i løbet af dagen. Jeg kunne lige akkurat lave pizzabøffer til aftensmad – overlod opvask og oprydning til resten af den kongelige familie, og skulle SÅ meget i seng med hønsene.

Nå.. Status. Der er virkelig en grund til at jeg ikke er lærer. Okay, retfærdigvis skal det siges, at der er en lidt større grund til det, i Danmark.

Men jeg er lige præcis ikke lærer, fordi jeg ikke kan udstå at skulle skrige og råbe og forlange ro og høflig opførsel. Jeg er nemlig forfærdelig streng, og siger ting én gang. Og advarer om at næste gang falder hammeren. Og det gør den altså. Hammeren altså.

Nå, men for nu at vende tilbage til min korte men gloriøse karriere som skolelærer. Det gik faktisk forbavsende godt.

Jeg fik udleveret de 22 unger iført madpakker, der glædede sig voldsomt til at holde skovtur på en asfalteret skolegård. Så det gjorde vi.. Kunne igen konstatere at jorden er meget langt nede, når man som ældre dame over 40 skal helt ned og sidde på den.

Først gik vi en tur. Ned og besøge den der giga-kirke i vores baghave. Sammen med et par andre klasser. De fik udleveret nogle børnehaveklasser som de skulle have styr på.

Regnede lidt med at det ville udmatte dem. Ikke umuligt at overskue og de gik faktisk pænt.

Tog fejl. Med det der med udmattelsen. Eller jo, JEG blev udmattet, de struttede bare af energi og foretagsomhed.

Vel hjemme igen startede løjerne..

Jeg fik dem bænket og de fik udleveret hver deres ark hvor de skulle skrive tabeller.

Og ohh – det var helt roligt. Der blev småsnakket ligeså stille. De sad i små grupper på tre og fire og kunne småsludre og arbejdede godt sammen.

Jeg kunne gå rundt og hjælpe hver enkel uden at skulle tænke på at de andre så ville lave ballade eller larme. Og da de var færdige fik de et andet opgaveark, som deres lærer havde efterladt til dem.

Smukt altså – ren brølende hjort ved skovsø og ikke et øje tørt.

Da der var 30 minutter tilbage af dagen, bad jeg dem pakke sammen – gav dem et stykke papir de kunne tegne på eller lade være – og læste højt for dem af den bog jeg havde med.

Og så – mirakel – ikke en lyd. De var musestille. Nogle tegnede, andre sad bare og lyttede.

Det var en fornøjelse – og de fik pakket sammen – alle havde styr på hvad de skulle. Nogen tømte papirkurv, andre tørrede tavle og fejede gulvet, en vandede deres planter og et par stykker delte de hæfter ud, der skulle med hjem til dagens lektier.

Beklager – for jer altså – at der ikke er afsindigt morsomme episoder med hyperaktive børn som kravlede på væggene, og mig som hylende rendte rundt efter dem. Der har uden tvivl været yderst grinagtige tildragelser – men det har nok været mig som har været leverandør til disse.

Lad mig sige det sådan – de var nok ikke helt vant til min noget anderledes måde at tale på. Mine kommentarer til dette og hint, affødte da også et par fnis og stirrende blikke.

Nogle af jer har spurgt til Gårdmand Bjørn – om han overlevede den tort at blive udsat for sin egen mor, som vikar.

Efter at have givet mig nøje dessiner for, hvordan jeg skulle komme ind og præsentere mig for klassen, og så i øvrigt huske, ikke kun at tage ham når han rakte hånden op, kunne han ved aftensmaden, glad og veltilfreds meddele, at jeg havde klaret det fint og ingenlunde blameret mig. Der var endda nogle der havde sagt at jeg var sød – og gerne måtte komme igen.

Så også han, overlevede en dag i skole med sin mor!

Jeg sluttede som sagt med at udlevere de 22 til deres respektive forældre, og kravlede så hjem med krydsblik af træthed.. Og var meget glad for at jeg ikke skulle starte forfra i dag.

Vikaren..

Ja jeg har godt set filmen, så der er helt klart noget at leve op til.

Sagen er nemlig den, at jeg skal være vikar i Gårdmand Bjørns klasse. (At de tør)

Sådan rigtig vikar. Ingen fare for at jeg falder i søvn i eftermiddag, eftersom man i den franske underskole kun har 1 lærer, og dermed er jeg vist både fransklærer, matematiklærer og noget andet lærer fra 12 til 16.30.

I tirsdags da vi fik udleveret vores afkom, tog klasselæreren (som også er direktrice for underskolen) fat i mig, og spurgte om jeg kunne være vikar for hende på torsdag, da hun var blevet kaldt til et vigtigt møde.

”Øhbøøh, åh nej, hjælp” var min første tanke, mens jeg fornemmede at jeg smilte til hende og hørte mig selv sige ”jamen naturligvis da”.

Var jo også lidt stolt over, at hun overhovedet turde overlade 20 små franske unger på 9 år, til mig i flere timer!

Det er altså lidt synd for dem – og det var aldrig gået i Danmark. Jeg er ALT for streng. Men det er franske unger jo mere vant til, så mon ikke det går.

Så meldte spørgsmålet sig: HVAD skal jeg dog lave med dem? Jeg er jo netop IKKE uddannet lærer og bliver det heller aldrig. Men så er det jo godt at jeg har fundet denne guldgrubbe herovre i Skolestuen.

Idéer og materiale lige til at låne! Dejligt når man sidder lidt fortabt i et fransk system og skal have noget inspiration til danskundervisning, så de ikke er gået helt i stå, når vi engang kommer hjem igen.

Nu er det ikke franskundervisning jeg leder efter i dag, men derimod matematik.

Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at vove mig ind i de filtrede regler for, hvornår noget hedder hvad, i den franske grammatik. Jeg kan som regel høre hvornår det er rigtigt, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg fandt nogle matematik ark som skal udfyldes, men det kræver at man kan sine tabeller op til 10. Det tager man åbenbart ikke så tungt i en dansk skole, men i Frankrig skal det sidde på rygraden.

Dernæst fandt jeg en skøn bog som Firkløveret har elsket, ”La Cabane Magique” af Mary Pope Osbourne. Det er søskendepar som kravler op i en hule i et træ, og bliver sendt tilbage i tiden. I nr. 1 bliver de sendt tilbage til en verden beboet af dinosaurer og skal selv finde ud af hvordan de kommer hjem igen.

Og så bager jeg noget bestikkelse i form af verdens bedste cookies. Så går tiden nok alligevel. Jeg kunne også æde en høne..Sådan for underholdningens skyld.

Tror jeg sover godt i nat..

Intet varer evigt..

Og slet ikke stilhed, for lige pludselig var de hjemme igen. Og så var freden definitivt forbi.

De ævlede i munden på hinanden om lærere, kammerater og lektier i vild forvirring. Det endte med at jeg måtte indføre taletid – for med den begyndende demens jeg plejer i stilhed – var det mig komplet umuligt at holde rede i hvem der havde matematik med hvem og hvem der havde haft grønne sko på til røde bukser.

I det store hele er det gået fantastisk. Når jeg tænker på skoledag 2 sidste år, hvor jeg kunne skrabe 3 grædende børn op og én som var gået i total panik og mest var holdt op med at trække vejret, så er det jo en vis forbedring.

Gårdmanden har I hørt om – og jeg er holdt op med at spørge – for han er glad. Færdig.

Prinsesse Lyserød havde en mindre krise idet hun var blevet skilt fra sin bedste veninde, da der blev lavet klasser og det var jo noget nær en katastrofe. Jeg sagde til pigerne at de jo måtte snakke med lærerne om det og se om det kunne lade sig gøre at ændre noget. Søreme om de ikke var lydhøre for pigernes meget åbenlyse sorg, og fra torsdag er Prinsessen igen at finde i samme klasse som bedste veninden! Hurra for det!

Zorronaldo har intet at brokke sig over.. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Han er glad for alle sine lærere, synes at klassen er god og er i det hele taget vældig tilfreds med livet, bortset lige fra det faktum at han er forment adgang til en fodboldbane i meget lang tid endnu, på grund af det forbistrede kraveben som kun langsomt vokser sammen.

Divaen er ved at komme sig over chokket over gymnasiet. Aldrig har hun sat sine ben på så stor en skole. Der er ca. 190 elever i 1. G – fordelt på 5 klasser. Ja, der er 37 i hendes klasse. Og så har jeg ikke engang talt 2. og 3. G med.

Hendes lærere virker søde, og kammeraterne ligeså!

Så alt i alt er status at de er glade for at komme i skole alle 4 og det var lige alt hvad jeg kunne tænke mig.

Nej jeg kunne også godt tænke mig et job som kunne give nogle penge, for det ligger lidt tungt med det, og så kunne jeg også godt tænke mig en skæremaskine. Altså sådan en som kan skære rugbrød. For de skiver jeg får klampet ud på deres tallerkner er ikke højt i kurs.

Men altså.. Nu hvor skolestarten er gået over al forventning så bare et lille job og en skæremaskine så skulle det vist være der!

Skole-pakkekalender

Så er vi ved at få overstået samtlige skolestarter.

I Frankrig er det sådan at man skal købe skolemateriel selv.

Gårdmand Bjørn får hæfter af skolen, men ellers skal man købe forskelligt – som alt sammen står på en liste der bliver udleveret i starten af ferien.

Hvis man ignorerer dette, og regner med at det sagtens kan nås efter ferien, får man blødende mavesår og åndenød den sidste uge af ferien – det har jeg nemlig prøvet, sidste år.

Af den simple årsag at jeg ikke fik disse lister før der var 1 uge tilbage af ferien.

Det var omtrent som at lave pakkekalendere.

NU siger I nok – hvad er der galt med pakkekalendere? Men så vil jeg bede jer om at tænke en ekstra gang: jeg har 4 børn. Pakkekalender er noget med 24 små pakker. Absolut til at overkomme. Altså til ét barn.

Så gang dette stunt med 4.. Ja – det bliver så lige 96 små NYTTIGE pakker, som pakkes ind natten til den 1. dec. – og ifølge diætister og andre onde mennesker, må det helst ikke være allerede indpakket chokolade, idet der i forvejen indtages alt for meget slik i december.

Nå, tilbage til skolestart – det minder som sagt en hel del om at lave 4 pakkekalendere – at finde, udvælge og indkøbe skole udstyr til 4 børn – der naturligvis ikke skal have det samme – det ville have været for nemt.

Et lille eksempel:

Matematik 7 klassetrin – stort hæfte 24×32, 192 sider, med små tern. Lineal-sæt i plastik, Passer til rigtig blyant.

Matematik 9 klassetrin – 2 store hæfter 24×32, 96 sider, med store tern. Passer fra sidste år. (Her skal man naturligvis selv vide hvilken passer de havde sidste år)

Formning 3 klassetrin – pensel rund str. 8 + 14, pensel flad str. 10 + 12.

Osv.

Derudover er det også en stor fordel at kende de forskellige ord der benyttes på disse lister.

Jeg løb fuldstændigt forvildet rundt sidste år, og gik i panik grænsende til det hysteriske, da der på listen stod ”Lutin 40”. Ordet Lutin – hvis man gør sig den ulejlighed at slå det op – betyder nisse..

Og jeg kunne for min død ikke gennemskue hvad mine to ældste børn skulle have en nisse nr. 40 med i skole for.

Fejl 40 kunne jeg forstå – men nisse 40?

Og jeg måtte hive fat i en dame der også rendte febrilsk rundt med lange lister – det gjorde alle faktisk – for det er det rene gedemarked i det lokale Bilka-agtige supermarked i de sidste 10 dage før skolestart – for alle skal have fyldt taskerne med udstyr.

I hvert fald fik denne dame fortalt mig, at en nisse 40 – var en plastikmappe med 40 indbyggede plastiklommer. Noget misvisende, synes jeg nok..

Mine børn fik deres nisse, og jeg fik mit blodtryk ned på et nogenlunde normalt leje igen. Og jeg endte med at blive færdig med udstyr til fire – og kom derfra med den længste kassebon jeg nogensinde har afstedkommet.

(Den ligger ude til venstre – og ja køkkenrulle og kleenex var også på en liste)

I år – ahh – i år var jeg fuldstændig på forkant med hele skoleudstyrssituationen.

Jeg købte nemlig alt udstyret i den første uge af sommerferien. Det havde den åbenlyse fordel at jeg var fuldstændigt alene imellem hylderne, at de hotte farver ikke var udsolgt og at jeg havde tid til at tage 1 barn ad gangen.

Så jeg har vandret glad – måske en anelse skadefro, men sig det ikke til nogen – forbi skoleudstyrshylderne med næsen i sky og på provokerende vis signaleret at JEG altså var helt færdig og at det var de ikke. HA.

De 4 skoletasker med deres respektive indhold har derfor stået klar siden d. 13. juli. Og det havde også været det første jeg ville redde i tilfælde af at huset skulle brænde!

Og i dag forlader de tre sidste skoletasker deres plads under hylden, for at ledsage et barn på dets færd udi kundskabens verden.

Det var så den sommerferie!

Ikke et øje tørt

Tilbudsaviserne er kommet.. Hurraaaa!

Ja – de må jo have holdt sommerferie og være startet igen 1. september.

Hvorom alting er – jeg har derfor revideret næste uges madplan og tilpasset den til de forskellige tilbud. Jamen altså – det er jo fantastisk. Hvis det bliver sådan ved så ender jeg simpelthen med at få penge tilbage, når jeg køber ind, så mange tilbud er der!

Men det som virkeligt trækker tårer – ja jaaa – men jeg ER jo mor og det står i min overskrift, godt nok ikke så gennemført som ovre hos min helt, men derfor vil jeg uden blusel alligevel fortsætte med at tvære mine børns liv ud over hele nettet, eller i hvert fald den del af nettet som vedrører Kong Mor.

Nå, jeg kom fra nogle tårer – det var glædestårer. Intet mindre.

Da jeg hentede Gårdmand Bjørn til frokostpausen, sagde han, idet han lukkede bildøren, ”åhhrr altså, det har været SKØNT.” Da jeg bad om et uddybende svar, hvad det var som var så skønt, kom det: ”Ja – skolen, det har været en super dag. Indtil nu i hvert fald. Og jeg har verdens bedste klasselærer”

Og han snakkede løs om timerne, lærerinden og vennerne og lektierne, indtil jeg afleverede ham til andet halvleg af skoledagen.

Og da jeg hentede ham 16.30. spurgte jeg hvordan sidste halvdel af dagen var gået, og svaret faldt prompte: ”Det var fedt!”

Så nu gider jeg ikke spørge om det mere. I dag i hvert fald.

Divaen indvendte med bekymret pande, at jeg nok under alle omstændigheder skulle forberede mig på at spørge hende en del flere gange, når hun fra på mandag, betræder gymnasiets hellige lokaler.

Lektierne – Gårdmandens altså – blev lavet med storsindet overlegenhed, ”det klarer jeg bare selv”-attitude og vi fik øvet det digt han skal kunne udenad, til i morgen – som jo altså er i dag!!

Og for pokker hvor har jeg bare været glad hele dagen – fra sidste års drama, med ulykkelige børn der ikke forstod en bjælde af hvad der foregik, til at have en dreng, som bare er glad for at gå i skole, er jo fantastisk.

Ingen siger det varer ved – men det er i hvert fald en god start.

Hans lærerinde har som sagt ry for at være lidt skrap, og da jeg indprentede Gårdmand Bjørn dette faktum, smilede han inderligt til mig og sagde, ”Ja mor, altså det er klart hun er lidt skrap – hun er jo en mor – men så er jeg også sikker på at lære noget”

Skolestart #1

Så kommer dagen hvor Gårdmand Bjørn starter i skole. (endelig!!)

For allerførste gang i sit liv, glæder han sig til at komme i skole. Og det gør mig så usigeligt lykkelig.

For et år siden var den ganske anden sag.

I den danske skole, gjorde det ondt at se ham kæmpe med følelsen af at være dum – virkelig dum – og føle at de danske lærere ikke ville tage ham helt alvorligt. ”Det kommer nok” var reaktionen gang på gang. De var såmænd lydhøre nok, men det kom bare ikke.

Derfor kunne han vitterligt ikke læse da han kom til Frankrig for 12 måneder siden og skulle starte i 3.klasse.

Nu læser han på begge sprog – en anelse usikkert, men han læser. Og hvad mere er – han føler sig ikke dum.

Og han kan rent faktisk lide at læse.

Her kan man så se vigtigheden og nødvendigheden, for nogle børn, af ro og disciplin i klassen – samt krav om at lave lektier!

Men før han kom så langt, var vi igennem mange og lange triste dage, hvor tanker om hjemmeundervisning og desertion af fransk skude blev overvejet.

Indtil pludselig en dag, da jeg hentede ham og hans søde lærer, glad kunne meddele mig at min søn legede – og derfor ikke havde tid til at komme med hjem.

Afsindigt dårligt billede – jeg ved det – men det blev omgående taget med min telefon, for at forevige denne milepæl! Det er ham i lysegrå trøje ved den gule dims.

Efter denne dag, kom resten helt af sig selv!

Nå, for at komme tilbage til glæden ved at starte – så er det meget muligt at glæden kun omfatter brugen af den helt nye skoletaske, samt gensynet med alle vennerne. Men det er da en god begyndelse!

Han har aldrig glædet sig til den danske skole. Man går jo heller ikke rundt og glæder sig til at føle sig dum.

I Frankrig er det sådan, at man skifter lærer hvert år – og i underskolen 0-5 kl. har man kun 1 lærer til alle fag!

Jeg ved at hans nye lærer er meget sød og dygtig, og at han godt kan lide hende, at hun ydermere samarbejder med hans lærer fra sidste år, er beroligende – så der forlanges sandsynligvis ikke for meget af hans franskkundskaber.

Bedre skolestart kunne jeg ikke ønske for ham.

Og det var så én!

Hold vejret, tak!

I den franske skole – er systemet faktisk lidt mere retfærdigt end det danske – rent karaktermæssigt.

Divaen går jo i 9.klasse igen. Selvom hun fik folkeskolens afgangsprøve med fine karakterer sidste år i Danmark. Men jeg kunne ikke sende hende på et fransk gymnasium bare sådan, uden forkundskaber i fransk – så hun tog lige en tur til.

Og lad os bare sige, at deeet var vist marjed godt…

I hvert fald i matematik.. Hvor niveauet i en fransk 9.kl. svarer til i hvert fald 1.g – på matematisk. Så hun fik kam til sit hår, den stakkels tøs.

Men hun endte som sagt på tableau d’honneur for sin indsats i årets løb.

Hun var oppe til eksamen i mandags, i går og i dag. Men hun ved allerede at den er bestået. Det er nemlig ikke en prøve som i Danmark – det ER en eksamen som man skal have 10 ud af 20 mulige point for at bestå.. Rimeligt stressende når en af eksamenerne er fransk diktat.

Men så er det bare så smart, at ens årskarakterer tæller med i det samlede regnestykke. Du kan gå til eksamen på en dårlig dag, og alligevel bestå, hvis du har arbejdet godt resten af året. Faktisk meget mere fair for den enkelte.

Så derfor ved Divaen allerede, at hun har bestået. Den samlede karakter som hedder ”Contrôle continue”(frit oversat til “Fortsat test”) er årskarakterer, samt 2 mundtlige eksamener, og de har givet hende de point hun skal bruge, for at bestå.

De karakterer hun får i disse dage, de kan bruges til noget kryds og slange-agtigt noget. Der er 3 muligheder ”okay godt”, ”godt” og ”meget godt” Vi håber på ”godt”..

Så selvom hun var en lille smule nervøs – det skal man jo være – så var det en Diva med ro i sjælen, jeg satte af foran skolen hvor deres eksamener skal afholdes, med følgende svada: ”Ingen kan ikke gøre mere end sit bedste, og man kan ikke noget som man ikke har lært.” Hun smilede og løb hen til kammeraterne!

Resultat og skudsmål får hun på næste fredag – hvor alle elever møder op på skolen for at få deres endelige diplom. Og vi andre holder vejret i mellemtiden, tak!

Skoleblær

Skoleåret er næsten slut for firkløveret. Der er en uge tilbage. Det hele er gået så meget hurtigere end et dansk skoleår – det siger de alle 4. Hvilket nok hænger sammen med at de ikke har haft ret meget fritid – med alle de lektier der skulle læres. Og så på et andet sprog end det de var vant til.

Det var med bævende hjerter vi besluttede at flytte – for vi vidste jo godt at det franske skolesystem ville være anderledes i forhold til et dansk skolesystem. Jeg må indrømme, vi frygtede det værste.

Det tog lidt tid at få alle ind i en behagelig rytme – at få dem til at føle sig hjemme i systemet. Lære systemet at kende. Men skolen har været fuldstændigt fantastiske, til at hjælpe og vejlede og tage hensyn til de 4 fremmede børn.

Vi har fra starten sagt, at karaktererne ikke var interessante – det som betød noget for os – var at de gjorde deres bedste. Og det gjorde de – måske ikke hver gang – men næsten.

Vi regnede nok med, at deres indsats kunne få alle fire op i næste klasse. I Frankrig er det jo sådan, at hvis du ikke har lært årets pensum, er det smartest at tage klassen om.

Ikke desto mindre havde ingen af os set dette komme:

I min egenskab af Præsident for forældrekredsen blev jeg inviteret med til prisoverrækkelsen på sidste klassetrin. Det er en præsentation af ”le Tableau d’honneur” = ærestavlen (en liste over specielt dygtige elever)

Disse elever får en gave, som gerne er en bog om et eller andet spændende.

Og jeg var nær ved at falde ned fra min Præsident plads, da min søde Diva blev kaldt op som den sidste af de 5 elever ud af 43 og fik en præmie fordi hun med sit gode humør, sin søde måde at være på, samt en upåklagelig indsats i dagligdagen fik en ærespris og et diplom!

Ydermere blev hun kaldt op, fordi hun have deltaget i en engelsktest – The Big Challenge 2011 – som alle 6-9 klasser i Frankrig får tilbudt, og hun var simpelthen blevet nr. 1 i vores region Calvados.

Skolelederen var ikke til at styre over den ære og glans, min dejlige Diva herved kastede over skolen, og jeg skal lige love for at hun fik gaver med hjem.

Jeg var ligeved at tude af stolthed over min fantastiske Diva – men måtte jo ligesom beherske mig, selvom en enkelt lille tåre vist alligevel, fandt vej ud af mine utætte tårekanaler..

Dem kom jeg så til at slæbe på, mens hun løb rundt og sagde god weekend til kammeraterne.

Tilbage er så som sagt eksamen mandag, tirsdag og onsdag. Udelukkende skriftlige! Fransk, Matematik og Historie/Geografi, samt en speciel DEC eksamen som skulle tælle i hele Europa.

Resultaterne bliver så offentliggjort den 8. juli. kl.16 ovre på skolen, hvor man  mødes for at se, om man har fået sin eksamen, og om man kun har bestået, eller om man eventuelt skulle være så heldig at have fået ”bestået+okay godt”, ”bestået+godt” eller ”bestået+meget godt”.

Og så kan man ellers holde sommerferie!