Man kan altid komme galt afsted

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

…

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

…

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

“Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen”

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

“God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem”

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

“Stine her. Taler jeg med Kirsten?”

Svaret kom prompte:

“Ja, men har vi en aftale?”

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

“Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?”

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

…

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

“Ha ha. Nej”

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

…

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

…

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

…

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

…

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Forvekslinger

Der sidder en mand på en café.

Med en dame.

…

Nogen – og jeg nævner ingen navne – bliver faktisk en lille smule forarget, fordi nogen kender manden og ikke genkender damen overfor så nogen går hen til dem og siger til manden – som hedder Lasse og ikke Thomas – : “Nå, hvordan går det så?”

Han stirrer forvirret på nogen, og han spørger så om de kender hinanden, hvorpå nogen ret betuttet får fremstammet noget uforståeligt. Og har sikkert set ret usikker ud.

Manden lyser op og smiler venligt: “Du tænker nok på min Tvillingebror Thomas.”

Derefter smiler nogen meget blegt og går – så nonchalant som det er hende muligt – ned på dametoilettet for at ringe til sin mor.

Ord som “piiiiiiiiinligt” og “bare SÅ akavet” genlød stadig i min øregang, da jeg – højt grinende – lagde på.

Kager..

Det er måske gået op for nogle, men jeg gentager det lige: jeg mener at man aldrig må gå ned på kage.

…

Som i aldrig nogensinde.

Bare spørg mine kolleger i The Dream Team.

…

Eller ved nærmere eftertanke – lad være – de kunne komme med frygtelige afslørende detaljer som jeg trods alt ikke er klar til at dele her. Det må være nok at jeg har delt alle mulige andre frygtelige ting med jer i mine indlæg om indrømmelser. Eller om pinlige episoder.

Så lad endelig vær med at spørge mine kolleger.

…

Men altså kage.

Jeg har to opskrifter – eller det vil sige jeg har kun den ene tilbage idet jeg smed den anden ud – som bare aldrig lykkes. Derfor blev den anden smidt ud.

Den ene, den som så aldrig er blevet smidt ud, er stadig i min besiddelse af den simple årsag at den står skrevet i min egen opskriftsamling og at jeg ikke vil rive sider ud af min bog, og sommetider glemmer jeg desværre at den faktisk burde smides ud.

Som i går.

Den er billig, den er nem og derfor gik jeg i gang med den.

…

Cirka halvvejs kunne jeg pludselig huske noget med noget farin der aldrig ville smelte. Derfor puttede jeg farinen på kagen i længere tid end foreskrevet, men hjalp det?

Overhovedet ikke.

Det elendige farin vil bare ikke smelte.

…

Resten af kagen smager fint.

Jeg er bare helt sikker på at jeg må gøre noget forkert.

Kage med ikke smeltet farin

Og hvis nogen ved hvorfor det dumme farin ikke smelter, modtages jeres kommentarer med kyshånd.

Matador og rødkål

Engang før jul var jeg blevet inviteret til en meget fin fest. I en meget fin og lidt hemmelig klub. Var en anelse benovet – nej jeg ved godt den slags ikke normalt ligger til mig – men også lidt urolig, fordi netop den slags stemningsfuldt og lidt hemmeligt i den grad appellerer til mit ballade-gen.

For slet ikke at tale om mit modsat-gen. Eller mit klodset-spilde-gen.

Jeg trippede – mentalt – lidt utålmodigt igennem det meste af arrangementet, og måtte lægge bånd på mig selv for ikke at rejse mig op i de højtidelige momenter og synge “Molly Malone” eller slå en kolbøtte.

Grunden til at jeg nok ville vælge at slå en kolbøtte i stedet for at stå på hænder er den simple årsag at jeg ikke kan stå på hænder.

Nå, det var et sidespring, tilbage til selve aftenen. Som jo forløb ganske uden pinlige øjeblikke indtil middagen.

Fordelen ved at det pinlige først startede ved middagen var at der var knapt så mange direkte tilskuere som ved de indledende øvelser.

Ikke desto mindre var det en øvelse i selvbeherskelse af de større at skulle sidde til bords i et Matadorlignende set-up. Jeg måtte bide mig i kinderne og messe indvendigt – “ikke grine-ikke grine-ikke grine” når vi på bedste Oberst Hackel og Fru Fernando Møghe skulle hilse på hverandre med glas i hånd og nikke og bukke let – som trods alt var lidt svært i vores siddende position – og smile og have øjenkontakt med diverse par, mange meter væk.

Så kom maden på bordet. Og det vil jeg nu ikke sige så meget om. Jeg gider heller ikke berette om den gaffelfuld rødkål jeg hældte ned af min fine lyseblå bluse i stedet for at placere den i min åbne mund hvortil den oprindeligt var destineret.

Jeg sukkede indvendigt men mente at det kunne være lige meget; jeg sad alligevel i skjul af et bord og en serviet, så ingen ville opdage det mindste.

Det var dog at gøre regning uden vært, for traditionen foreskrev at sidst ankomne klubmedlems kone skulle være tal-gudinde og trække lykkens lodsedler op af en høj hat.

…

Sidst ankomnes kone…

…

Det var mig.

…

Så jeg måtte stå med rødkål, eller snarere rødkålspletter da jeg trods alt havde skrabet rødkålen af vommen, på min lyseblå bluse – i øvrigt en ret aparte farvesammensætning – og trække numre op af en hat og læse dem højt, foran et par og firs mennesker.

En absolut interessant og ny oplevelse jeg ikke har været udsat for før.

Men jeg tog venlig afsked med Oberst Hackel’erne og fruer, og fortrak til Møllen inden jeg fik smurt mig selv eller andre ind i mere.

Nu kan jeg så glæde mig til at der er hele 11 måneder til jeg skal tilbage. Og til den tid er jeg gudskelov ikke den sidst ankomne medlemskone.

Pinlig uden skyld. Eller.. ja..

Det er også meget længe siden jeg har gjort noget pinligt. Men så fik vi gæster.

…

Personligt synes jeg ikke det er direkte pinligt. Eller det vil sige, hvis jeg var ude i verden blandt levende mennesker ville jeg måske blive en anelse rød i kammen, men hjemme – og sammen med gode venner – var det ikke noget særligt. Syntes jeg.

Jeg ved heller ikke hvad det er med denne kjole. Selvom jeg har tabt mig fire kg. så springer midterknappen hele tiden op. Og godt nok har jeg en bluse indenunder, men det virker jo ret barmfagert at sidde og flashe et stykke bluse ud mellem knapperne. Ikke generende som sagt. For mig altså. Det er en helt anden sag for firkløveret.

Barmfager eller ej..

Vi havde som sagt gæster, og på et tidspunkt ser jeg ned af mig selv – opdager at knappen er sprunget op – og jeg knapper den igen.

End of story.

…

Skulle man tro.

Mine børn sad på nåle, og så såre vi havde vinket af, og baglygterne forsvandt ud ad Landevejen, vendte de sig mod mig med anklagende blikke.

Kommentarerne føg rundt: “og hvad tror du ikke de tænkte?”

“Jeg er sikker på at de ikke turde se på dig”

“Ej, men det var bare så piiiiiinligt”

Og så videre og så videre.

Da jeg under en pause i deres anklager, påpegede at der jo ikke ligefrem var bar hud bagved den der rebelske knap, så det nok gik alligevel, havde de kun hovedrysten og himmelvendte øjne tilovers for mig.

 

Så gik de. Op på deres respektive værelser. Jeg sukkede dybt og så var det jeg sad og glædede mig til at blive rigtig gammel. Sådan rigtig oldgammel.

Så kan jeg nemlig flashe alt det jeg vil, det kan bare tørres af på det faktum at jeg er gammel!

 

Endnu et møde med væsnet.

Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.

For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.

Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.

Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.

Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.

Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.

Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.

Lange tomme gange.

Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”

…

Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.

Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.

Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.

…

Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.

Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.

…

Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.

Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.

Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.

Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.

…

Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.

Stadens bedste jordbærkage

Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.

Der er nemlig meget galt med sådan en arm.

Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.

Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.

En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.

…

Eller stå på skateboard.

Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.

Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.

Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.

Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.

Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!

Kend dine begrænsninger…

Jeg kan naturligvis lade være med at berette om det, for jeg har en mistanke om at jeg også godt kunne gå hen og blive slemt til grin her, men hvis nu det skulle ske for andre, vil jeg faktisk gerne være behjælpelig med at løse problemet.

Sagen er nemlig den at jeg læste et indlæg hos Mommer, og dernæst hos Overleveren. Om at undgå at ens børn bruger løs af pensionsopsparingen – som i mit tilfælde altså ville være til at overse – når de leger på ens iphone eller do-pad. Spændende ting som jeg ikke vidste.

Og i min visdom tænkte jeg at det var da en udemærket sikkerhedsforanstaltning og som tænkt så gjort. Mens jeg læste fremgangsmåden på ipaden, fik jeg sat begrænsninger på min iphone.

Så langt så godt.

Og så skulle jeg til at tage et billede af en kiks eller en nullermand af banebrydende betydning, og så…

…

Og kunne jeg så finde mit kamera?

…

Nej.

Det kunne jeg ikke.

Almindeligt fungerende mennesker vil nu kunne drage en sammenhæng mellem førstnævnte oplysninger og mit manglende kamera, men så langt var jeg ikke kommet.

Der var hverken ikon eller noget som helst at finde. Og ville jeg tage et billede med mit instagram virkede det heller ikke.

Men selve screenshot virkede – altså måtte kameraet også virke. Hvor det end gemte sig.

Ergo tilbragte jeg først 24 timer i dyb sorg over at min iphone var død – eller i hvert fald kameraet – og dernæst 72 timer i total denial, fordi hvis jeg bare lod som ingenting kunne det jo være det kom tilbage af sig selv.

…

Ingenlunde.

Jeg tændte og slukkede og der skete intet. Absolut ingen verdens ting.

Efter fire døgn var jeg mør, og så var jeg så tåbelig at jeg skrev på Facebook og spurgte om hjælp. Dog inden jeg trykkede på “gendan” og fik slettet alt.

Og næsten samtidigt fandt jeg løsningen på et eller andet nørdet i-forum. Hvor folk som jeg spørger om alle mulige tossede ting de har gjort med deres iphone, og så svarer nørderne og finder løsninger.

…

Og så kunne jeg jo bare følge deres anvisninger og fjerne begrænsningen på kameraet… Altså først efter et par paniske og sveddryppende øjeblikke hvor jeg ikke helt kunne komme i tanke om koden.

Men min hjerne besluttede sig i sidste øjeblik for at samarbejde, og jeg kunne låse op og få fjernet den lille dims der forhindrede mit kamera i at ville samarbejde.

…

Ikke et øje tørt. Jeg blev voldsomt glad og fjernede derpå samtlige begrænsninger for at være på den sikre side. Jeg kender derfor nu mine begrænsninger særdeles godt. Og mine børn må bare fortsætte med at holde fingrene fra mors legetøj.

…

Tilbage var bare at ignorere mobberiet på Facebook.

…

Men som Kim så vældigt opløftende sagde, så er der så meget andet jeg er god til.

At blive til grin for eksempel…

 

God mandag.

 

 

Det der aprilsnar..

Jeg var som vanligt ikke tilstede mentalt i mandags, og iøvrigt stjerneglad for at den første april, ikke var en dag hvor jeg skulle være ude i verden.

Jeg regnede med, at så ville jeg gå fri af disse ækle tiltag og undgå at fremstå som det naive fjols jeg nu engang er.

…

Og hvad sker der så såre jeg lukkes ud i verden?

Endda d. 2 april og dermed fuldstændigt uden undskyldning overhovedet, for at falde for gårsdagens narrerier.

Jeg læser min netavis og falder i med begge ben, så dybt at jeg mistede pusten.

Ydermere var en af kommentarerne: “Lidt for åbenlys, men sød aprilsnar ;)”

…

Åbenlys.

Hmm.

Nå…

…

Jeg var ellers helt klar til at belejre omegnens store hoteller og holde udkig efter både en Aston Martin og en blåøjet englænder.

Men altså ikke så blåøjet som visse andre.

…

Jeg lærer det aldrig.

 

 

Bagfra…

…

Da jeg kom hjem i fredags, blev jeg først mødt af mine børn som skulle kysses, og så – da jeg vendte ryggen til – af et par fnis og et: “Du har maling på numsen”.

Yderst informativt, men umiddelbart ikke noget der satte mig i godt humør.

“Hvor?” ville jeg vide mens jeg snurrede rundt om mig selv.

Divaen satte en pegefinger på min ene balle: “Lige der” svarede hun, og fortsatte så: “Nej, vent det er ikke maling” Hun bøjede sig og stirrede indgående på min popo. “Det  er tandpasta” Hun rettede sig triumferende op igen.

…

“Tandpasta?”

Jeg sukkede dybt og fik tunnelsyn.

En stor klat tandpasta havde siddet på min buksebag hele dagen siden jeg tog hjemmefra. Der var ingen chance for at den var ankommet på et senere tidspunkt, idet jeg ikke har for vane at operere med tandpasta andre steder end på mit eget badeværelse og så langt var jeg slet ikke kommet endnu.

Jeg sukkede igen og sagde håbefuldt: “Det er da ligemeget, det har ingen set”

Divaen kiggede skeptisk på mig og sagde: “Det tvivler jeg på. Det sidder jo lige midt på din balle. Den er ligeså stor som en kvart flødebolle”

En kvart flødebolle. Det er ret stort. Især når det er hvidt. Og bukserne er mørke.

“Det kan man ikke se, når jeg hiver ned i blusen” sagde jeg desperat. “Det har bare være dækket”

“Hvad tror du selv” begyndte hun “Du hiver aldrig så meget ned i dine bluser” Divaen lagde hovedet på skrå og kiggede op på mig med et grin.

…

Jeg stillede mig foran spejlet med numsen først, og gav mig til at klynke.

Der sad nemlig, ganske rigtigt, en stor fed klat af ubestemmelig herkomst på min baglomme.

Jeg sukkede igen og mit liv passerede revu. I hvert fald den del af mit liv som indeholdt fredag d. 08/03 – 13

…

Helt ærligt.

Hvor mange havde lige kunnet glo på den hvide klat, der sad der på mine bukser, endda uden mit samtykke?

…

Hvorpå næste tanke meldte sig.

Hvorfor havde ingen sagt noget?

Fordi jeg har for vane at være snusket og rende rundt med pletter på tøjet?

Eller fordi de ikke har set den?

Pletten altså.

…

Eller måske fordi de slet ikke har gloet på min bagdel?

…

Jeg endte med at hoppe i nattøj, tidligt og helt uden for nummer, smed bukserne til vask, og nægtede at tænke mere over min vestimentære deroute og valgte at tro på den sidste mulighed.

Fordele og ulemper ved nattøj

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

…

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Come on light my fire

Jeg havde ingen intentioner om at lave en Morrison, men pludselig lugtede der altså brændt.

Jeg råbte ud i huset for at få et svar og svaret kom til mig i form af Gårdmand Bjørn som venligt oplyste at han bare havde slukket et lys. Men da det lugtede en anelse mere brændt end det, forlod jeg det bjerg af vasketøj jeg var ved at mose ind i vaskemaskinen og gik på jagt. Mest efter min yngste søn, men også det som var brændt.

Min yngste søn stod i køkkenet, smilede skælmsk til mig og viftede med en tegning af en orm. Eller nærmere en orm forklædt som pirat.

”Jeg ville bare lave et skattekort!” kom det.

Jeg sukkede højlydt og prøvede at forklare ham at det var for farligt at brænde papir selv – at man skulle have hjælp af en voksen.

Han kiggede slukøret ned på sin brændte tegning: ”Det blev heller ikke ret pænt”

Jeg greb triumferende min gasbrænder og sagde at det slet ikke var noget problem – jeg var voksen og jeg skulle nok få hans orm til at se ud som et skattekort.

Jeg havde så forestillet mig at min, ellers så pålidelige gasbrænder, ville lave en nydelig skattekortsbrunlig kant, samt et par pletter i selve papiret.

Det skete ikke.

Hvad der derimod skete var, at der gik ild i hele papiret og jeg måtte ende med at kyle tegningen ned i vasken og pøse en masse vand på.

..

Gårdmand Bjørn stod og kiggede en anelse mistroisk på sin tegning. Dernæst på mig. Ligeså mistroisk.

Så sagde han: ”MoAR – jeg troede du sagde du var voksen..”

Så jeg søger derfor en støttepædagog som kan lave ufarlige brandmærker i en ormetegning..

En ny en altså – for denne her er lidt våd.

Sprog og den slags – de fremmede altså.

..

Nå..

Jeg har ved selvsynlyt kunnet konstatere at nogen – jeg nævner ingen navne – men nogen i den danske regering, er ikke så gode til engelsk at det gør noget. Og det var GODTNOK pinligt.

Personligt synes jeg det er rigtigt meget ude i hampen at der findes mennesker i vores regering som ikke mestrer Shakespeares modersmål.

Som et minimum.

At andre, mere dødelige mennesker, ikke har brug for den slags skrammel fremmede sprog nu engang er, kan jeg bedre forstå.

Hvis man vitterligt ikke har brug for det – eller bare synes det er hammer svært – det er da i orden.

Jeg er for eks. ikke så vanvittigt god til kvantefysik, eller til statsret, sådan generelt. Nu er det heller ikke noget jeg nogensinde har haft brug for.

Men en minister altså.. Og så endda en af dem som skal rejse hele tiden. Udenfor andedammen. Og sådan forholde sig til udenlandske mennesker – og ligefrem kommunikere med dem.

Det er da ikke så smart. Synes jeg.

Så er den del på plads.

..

Men så tænker jeg også på det rimelige i at han absolut SKAL tale på engelsk?

Jeg mener, HAR I lige hørt de franske ministre? Eller de engelske? Hvor mange af dem kan andet end deres eget sprog? De har afsindigt dyre simultantolke til rådighed. Betalt af skatteborgere i de respektive lande.

Har andre end Kennedy nogensinde sagt mere end det der med Berlin, på tysk?

Nej vel?

Nu har vores lille – meget lillebitte – præsident for eks. lige sagt: Guten Tarte.. til en tysk journalist.

Ordet ”Tarte” findes slet ikke på tysk.. Det findes derimod på fransk og betyder enten tærte – eller lussing.

Jeg vil lade det være op til jer at afgøre, hvilken ”tarte” vores LILLE præsident mente.

En tur i istiden

Jeg fryser. Rigtigt meget.

Og nu har vi ikke alene kulde, vi har også fået sne. Meget sne. Og det er koldt. Ellers var det ikke sne. Nu er jeg ikke ret meget til sne. Og slet ikke på Æblebakken.

Det er nemlig sådan at Eventyrhuset ikke er isoleret. Det handler ikke om at det er dårligt eller mangelfuldt isoleret.. Næ, det handler om at huset overhovedet ikke er isoleret. Nogle steder er der klistret en gipsplade direkte på muren, andre gange er der kun muren med de – bevares – flotte sten.

Et skønt hus om sommeren.

..

Men det ER ret køligt når temperaturen når under køleskabsgrader. Og endnu køligere når det sner.

Da ikke ret mange af vinduerne kan lukkes korrekt, suser det også lidt ind her og der. Alle disse forhold, gør at huset holder en gennemsnitstemperatur på omkring 15-17 grader, alt efter hvor i huset man befinder sig.

Ovenpå i de to børneværelser og i vores soveværelse er der nogenlunde til at holde ud at være, heldigvis, men nedenunder er der bare koldt. Faktisk tror jeg ligeså godt, vi kunne bo i et telt når det er rigtigt koldt.

Og jeg tænker faktisk nogle gange på hvordan i alverden folk gjorde i vikingetiden.

Eller bare før naturgas og gulvvarme, når det var ligeså koldt og husene var lige så uisolerede. Men da blev folk nok heller ikke 42, så det ville jeg sikkert have været forskånet for at opleve ret mange gange.

Sidste år prøvede vi at varme huset op, for dog at have det lidt varmt – men det lykkedes ingenlunde. Der var jo ikke noget isolering til at holde på varmen, med det resultat at vi smed 80 % af vores pensionsopsparing efter en varmeregning som havde givet mig forfrysninger fra november til slutningen af januar.

Dette stunt havde jeg ikke lyst til at gentage i år – så vi nøjes med at skrue ned for varmen i stedet. Nu har vi også haft det lunt og varmt indtil for en uge siden, så jeg burde faktisk ikke klage.

Men i år er det bare ret meget koldere end sidste år. Både ude og inde. Og det ændrer intet at skrue op for varmen så den står på ”hold radiator varm” og intet højere.

Vi har gang i vores zibro, og en lille, pæn, men aldeles uduelig pejs. Som kan varme op pletvise steder.

Hvis I vidste hvor meget jeg savner min Morsø brændeovn som kan varme 120m2 op på under 20 minutter.

Men sådan er så meget, man kan gå og glæde sig til.

Jeg er godt klar over at vi ikke har ramt de kummefrysertemperaturer I fedter rundt i oppe nord på, men I har i det mindste isolerede huse.

Firkløveret er heldigvis i skole det meste af dagen, så jeg er som regel alene og må tænke alternativt for ikke at fryse fast til stolen når jeg skal skrive.

Når de er hjemme, løber jeg til gengæld rundt og råber: ”JEG fryser – kan I skynde jer at tage en trøje på..”

Jeg har nemlig så meget tøj på, at jeg har svært ved at bøje armene.. Og et fleecetæppe bundet om maven.. og hue på.

Ja – hue på indendørs.

Det er anderledes, det er jeg helt med på, men jeg lærte for en uges tid siden, af Bear Grylls, at 40 % af ens kropsvarme forsvinder via hovedet, så man skulle huske at have hue på – og det er faktisk rigtigt – jeg fryser langt mindre med min grå thinsulate hue på.

Nogen spurgte om der blev taget billeder af dette michelin-mand-outfit, og jeg må på det bestemteste afvise at der nogensinde bliver taget sådanne!

Det eneste som er en anelse irriterende, er at jeg går i evig skræk for at nogen kommer forbi!

Pinlige og underlige børn

Når man selv er underlig og til tider voldsomt pinlig for sine omgivelser – så kan det vel ikke – eller rettere det burde ikke undre nogen – at ens børn så også kan være pinlige.

Det burde nok mindst af alt undre mig. Men det gør det så alligevel. Firkløveret kan være ubeskriveligt pinlige.

En af de værste oplevelser var nok dengang, vi var på vej hjem efter et ellers hyggeligt restaurantbesøg. Det ER et par år siden, han gør heldigvis ikke den slags i fuld offentlighed mere..

I hvert fald – vi kom gående – glade og mætte og på vej hjem.

Pludselig tog pokker ved Gårdmand Bjørn, han småløb tværs over en plads, zigzaggede imellem caféborde og mennesker, møvede sig halvvejs op over kanten på en blomsterkumme, knækkede halsen på en meget kommunal tulipan, viftede med den og råbte – unødigt og himmelhøjt: ”Den er til dig, Mor – fordi du er så sød!”

Så ALLE kunne se ham.. og mig..

En fantastisk dejlig kærlighedserklæring, men en anelse pinlig.

Har siden lært ham, at den slags skal gøres i nattens mulm og mørke.

Og naturligvis kun med egne tulipaner!

Special edition for Carolyn and Michelle

Today, exceptionally, the blog is in English.

Jeg undskylder lige på forhånd – jeg har faktisk hele to engelsktalende læsere! Det synes jeg er ret godt klaret – så dagens indlæg er derfor på engelsk til ære for dem! Og skulle du få lyst til at læse noget andet så kan du læse kapitel 16 i julekrimien herovre – den har jeg nemlig skrevet!

I have heard that my blog is read – either by the doubtful help of Google translate – or by the valuable help from a Jane I know, by american readers.

So, that makes two English speaking people, or Americans to be exact, who dare to enter the world of King Mom on The Apple hill. Now that is a fact that makes me really proud. Imagine that two people actually want to get through the barrier of the weird Danish language to be able to read the stories of my funny life. That is just such a huge thing!

Unfortunately my English is far from being subtle enough to express what I do in Danish, and this text will have been corrected by my dear Fiona before popping up at your screens. Thank you Fiona – and HAPPY BIRTHDAY!

But as they honor me – I therefore have decided to dedicate today’s blog to Carolyn and Michelle – in English!

Hope you both can feel that I’m waving with both arms!!

Language is strange. And I do know that it is a tiny percentage of the brain that is being used in the spoken part of language. All the rest is body language, mimics and all the other funny applications the human body has stored on the hard disc.

The spoken – or in this case written – language tends to be very useful when wanting to communicate with aliens or other species such as Germans, Chinese or my two sweet Americans readers!

The funny thing about languages is that the more you know the easier it becomes to learn a new one.

Language is also useful when young people try to communicate with other youngsters from another country. Today I went to Caen with the Diva and some other pupils – not as a mom – but as the president of the parents association to assist at an award ceremony.

The reason of our presence at this ceremony was to be found in the annual exchange with another European school class. The school project done for this exchange was so fabulous that they won a prize.

First – for long and numerous minutes we were listening to men taking themselves very serious, before they got to the point – the young students in Calvados that worked hard on those prize winning projects.

The mayor even dropped by to congratulate the Diva and kissed her – the French way on the cheeks! She just didn’t know who it was until I told her..

Of course I chose that moment to make a complete fool of myself, and dishonor the whole school, not to mention my poor daughter.

By the end of these long minutes I had this awful tickle in my nose.

In fact I am sure that a mosquito bit me on the inside of my nose last night. It has driven me absolutely mad all day. The bite that is! Haven’t seen the shadow of any mosquito.

I have to say that it really is not very nice to have the inside of your nose tickling, not only does it tickle a lot, but the charm of having a finger up your nose every five minutes, is rather limited, if you see what I mean.

So trying to act like a lady with my fingers far away from my poor nose, I tried to concentrate on the speeches contemplating the different projects.

And then.. I could feel it coming. A sneeze sneaking up from behind! I really tried my best to retain it but it was so much stronger than me. And while my fingers were desperately seeking that funny spot where you can stop almost any sneeze, that very same minute the sneeze went off.

As my fingers were blocking both nostrils what happened was that an enormous sound spluttered out!

So embarrassing I can tell you.

Luckily I was standing in the back so no one really noticed that it was me, but still. The sound was hanging in the air for ages.

…

And the Diva immediately was sure it was me when she heard the sound, but then she dismissed the thought as totally ridiculous.

And the sound didn’t sound like a sneeze, not even a Danish sneeze, but more like someone snorted scornfully.

And that, unfortunately, is very international.