Supermans æblekage

Det er søndag, og dermed kagedag i Kong Mors verden!

Kagen til idag, er spist for længst og jeg har ikke noget billede af den. En fejl, jeg ved det.
I kan i stedet få et flot billede af et æble jeg har skrællet!

Se hvilket kunstværk – en skræl i et helt stykke!

Jeg er også meget stolt af det!

 

Nå, til sagen, Superman skulle jo have en kage, som tak for dengang han forhindrede den definitive skilsmisse mellem mine vinduesviskere. Jeg havde mange æbler dengang, så valget faldt ligesom helt naturligt på dem.

Jeg har en del gode æblekageopskrifter, men for en gangs skyld ville jeg prøve at lave noget andet. Det blev så min min banankageopskrift, bare med æbler i.

Omvendt, jeg ved det, men den er så blød og svampet, at det kun kunne blive godt.

Da æblerne er lidt mere våde end bananerne kom jeg et par håndfulde havregryn i. Og kanel i stedet for vanilje. Og det smagte rågodt!

Sagde Superman i hvert fald!

 

Superman og vinduesviskere

Hvorfor er nogle morgener bedre end andre?
(Og det er ikke et retorisk spørgsmål)

Jo ser I, det er fordi de morgener, hvor man kører 110 på motorvejen i pis-øs-regnvejr, med vinduesviskerne piskende frem og tilbage i samme hastighed som en kolibri vinge, og den ene vinduesvisker lige pludselig – uvist af hvilken årsag – beslutter sig for at den ikke længere har lyst til at deltage i de fælles anstrengelser, men derimod på en gummiagtig måde søger skilsmisse og i stedet prøver at udøve sit virke på en helt anden rude, så kan sådan en morgen godt gå hen og blive en anelse mere dårlig, end det oprindeligt var tiltænkt.

Når man så dertil lægger et ophold på en næsten øde rasteplads, af den slags uden andet dekor end fem gullige lygtepæle og et WC skur uden døre, kan det kun blive værre.

Hvis det så også er på den mørke side af klokken seks, samt i føromtalte regnvejr, bliver det bare mindre og mindre godt.

…

Desuden stod jeg under den ene af de fem lygtepæle, for overhovedet at kunne se hvad der foregik, nede i det postnummer der tilhørte min sure vinduesvisker.

Og derfor kunne man selvfølgelig ikke se andet end mig, der på den mørke rasteplads, næsten øde bortset fra en del ungarske lastbiler af mere eller mindre tvivlsom herkomst, og jeg var lige så synlig som en fedtplet i solskin på en nyvasket rude, selv i det svage gullige lygtepælelys, og følte mig ganske overordentlig sårbar.

Jeg var fuldstændig overbevist om at samtlige lastbiler var beboet af alle klodens psykopater og voldsforbrydere, der blot ventede på at løbe ud og råbe bøh. Godt nok havde jeg søde Jan Mekaniker i røret, men selvom han er dygtig, ville han trods alt ikke være til meget hjælp lige der.

…

Af en person at være som netop er blevet vækket kl. 5.40 var han faktisk i forbløffende godt humør.

…

Nå, det var et sidespring.

Jeg kunne desværre ikke selv afhjælpe problemet med den forestående vinduesviskerskilsmisse – selv ikke telefonguidet af Jan – idet jeg ikke lige råder over en 13-nøgle i min håndtaske. Jeg har ellers mange andre ting dernede, men ikke lige en 13-nøgle.

Jeg fik dog svuppet den uregerlige visker tilbage på sin plads, håbede på at regnen snart ville stilne af, hvorpå jeg fortsatte min færd på den øde motorvej, mens jeg sammenbidt mumlede en del eder og forbandelser over vinduesviskere, regnvejr og morgener i al almindelighed.

Det var nok ret godt, at motorvejen var øde, for jeg ikke var i stand til at se det mindste. Regnen stilnede nemlig ikke af. Snarere tværtimod.

Jeg viskede lidt indimellem, men da den sure visker igen prøvede at gå sin vej, holdt jeg op med det og lod den helt være. Det var nogenlunde som at være meget nærsynet og køre uden kontaktlinser.

Det ved jeg, fordi jeg er meget nærsynet og nogle gange færdes uden kontaktlinser. Altså, på gåben. Og altid kun på min egen matrikel.

Hvorom alting er, så nåede jeg på arbejde uden nævneværdig skade på egen krop og sjæl, og så vidt jeg ved heller ikke på nogen andres.

Jeg er dog så heldig at selveste Superman arbejder samme sted som mig, så da regnen fik tørret op efter sig, og man kunne tage ophold i fri luft uden risiko for oversvømmelse, lokkede jeg ham – med kage – til at se på min vinduesvisker.

Han konstaterede at det kunne han sagtens fikse, han fik mine bilnøgler og på kortere tid end det tog mig at sige “tvangsægteskab” fik han synderen tilbage på sin tiltænkte plads, skruet den fast og kom op og afleverede mine nøgler.

Er der noget at sige til, at han er min helt?

Han fik naturligvis sin kage næste morgen!

– Hjemmebagt, og forberedt med stor taknemmelighed!

 

Mere kage

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

…

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Jeg kan altid lave kage!

 

Lys eller ej!

Det er ikke engang søndag, men jeg synes lige I skal have en fredagskage. Sådan med tilbagevirkende kraft.

Det var jo påske lige for lidt siden.

Og jeg lavede en påskekage – en påskekage surprise – til dessert.

Faktisk så har jeg bagt en hel masse i den sidste tid, det er sådan noget meget håndgribeligt noget. En udførlig plan, en overskuelig tidshorisont, et behageligt resultat og et yderst tilfreds publikum.

Nå, men det var den påskekage. Med surprise.

Den var da meget fin, ikke sandt?

Dog ikke så meget surprise over den, men når man skar et stykke, formelig væltede surpriserne ud:

Ta-daaah: Påskekage med surpriser!

Den gjorde stor lykke – og Kongen (mig) var temmelig stolt!

God fredag.

 

Bagning prøvede jeg også.

Ikke at det er noget nyt.

Jeg bager som bekendt tit, og det hjalp heller ikke rigtigt til at blive mig selv igen.

Eller lidt, gjorde det faktisk.

Det var rart at gøre noget helt grundlæggende for mine børn. For familien. At give dem noget rart at spise. Det fik mig også lidt på andre tanker, og skulle jeg tabe tråden, var skaden ikke så stor.

Det var trods alt kun lidt mel, æg og den slags, som ikke ville tage varig skade af at blive sat i fryseren i stedet for i ovnen, hvis jeg skulle glemme hvad jeg var i gang med.

Alternative stop spild af mad muffins

Der lå 4, meget kedelige bananer i en skål, så jeg bestemte mig for at lave bananmuffins.

Men fordi jeg også er midt i et “det-er-januar-og-vi-har-ingen-penge-og-vi-skal-bruge-det-vi-har-før-vi-køber-nyt” projekt, så havde jeg ikke alle de ingredienser der skulle bruges til mine normale muffins, og jeg måtte derfor improvisere lidt.

Det blev de dog ikke dårligere af og jeg skrev det for en gangs skyld ned, så I også kan prøve hvis I ligger inde med 4 meget mørke bananer der kun er på tålt ophold før de må søge asyl i skraldespanden.

Stines alternative bananmuffins.

100 gr smør
200 gr sukker
2 sammenpiskede æg
3-4 mosede modne bananer
100 gr mel
100 gr mandel mel
10 gr bagepulver (eller 1 pose levure chimique alsa)
1/2 tsk salt
1 tsk vanilje
150 gr forskellige chokoladestykker

Smør & sukker piskes. Æg tilsættes. Bland bananerne i. Og så mel, bagepulver, salt, vanilje og chokolade. Fyldes i muffinsforme og bages ca. 25 min ved 190 C

Redningsvest

De forsvandt før jeg kunne nå at sige… redningsvest.

 

 

Bogfinker

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Besøg og kage!

Jeg fik simpelthen kage til morgenmad.

Fordi jeg fik besøg.

Af lækre Felix.

Han havde nemlig kage med.

Så, nok mest fordi jeg ikke kunne nænne at spise Felix – selvom han er usandsynlig lækker – så nøjedes jeg bare med at spise kagen.

Lille lækre Felix… og hans søde mor!!!

Nu jeg tænker efter, så havde han da vist også sin dejlige mor med!

Opskriften.

på kagen med den ikke smeltende farin:

220 gram mel

1 tsk natron

150 gram sukker

1 tsk salt

1 dåse frugtcocktail + saft

1 sammenpisket æg.

Det hele røres sammen og hældes i en smurt springform.

Bages ved 175 grader i ca. 1 time ialt.

Efter 30 min drysses kagen med følgende – og det er her det begynder at gå skævt:

3/4 dl. farin

50 gram mandelsplitter

1 tsk. kanel

…

Så skulle det jo smelte – men det gør det ikke – og blive lækkert.

Lækkert bliver det, det drysser bare sådan. Og jeg er overbevist om at jeg gør noget forkert.

Kager..

Det er måske gået op for nogle, men jeg gentager det lige: jeg mener at man aldrig må gå ned på kage.

…

Som i aldrig nogensinde.

Bare spørg mine kolleger i The Dream Team.

…

Eller ved nærmere eftertanke – lad være – de kunne komme med frygtelige afslørende detaljer som jeg trods alt ikke er klar til at dele her. Det må være nok at jeg har delt alle mulige andre frygtelige ting med jer i mine indlæg om indrømmelser. Eller om pinlige episoder.

Så lad endelig vær med at spørge mine kolleger.

…

Men altså kage.

Jeg har to opskrifter – eller det vil sige jeg har kun den ene tilbage idet jeg smed den anden ud – som bare aldrig lykkes. Derfor blev den anden smidt ud.

Den ene, den som så aldrig er blevet smidt ud, er stadig i min besiddelse af den simple årsag at den står skrevet i min egen opskriftsamling og at jeg ikke vil rive sider ud af min bog, og sommetider glemmer jeg desværre at den faktisk burde smides ud.

Som i går.

Den er billig, den er nem og derfor gik jeg i gang med den.

…

Cirka halvvejs kunne jeg pludselig huske noget med noget farin der aldrig ville smelte. Derfor puttede jeg farinen på kagen i længere tid end foreskrevet, men hjalp det?

Overhovedet ikke.

Det elendige farin vil bare ikke smelte.

…

Resten af kagen smager fint.

Jeg er bare helt sikker på at jeg må gøre noget forkert.

Kage med ikke smeltet farin

Og hvis nogen ved hvorfor det dumme farin ikke smelter, modtages jeres kommentarer med kyshånd.

Fødselsdage – generelt.

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

Anbefalinger.

Det der lingkeding ikk’?

…

Altså det der slags facebook på den meget alvorlige og seriøse måde. Der hvor man ikke har billeder af sig selv med sørøverhat, og hvor man er meget voksen ud over det hele. Der får jeg sommetider sådan nogle fine anbefalinger.

…

Og mange tak for det.

Det er søde mennesker jeg kender, mere eller mindre godt, som skriver at jeg er god til et eller andet.

…

Men…

Hvor ved de lige det fra?

Hvordan i alverden kan en veninde fra skoletiden – som jeg aldrig har arbejdet sammen med – vide at, eller snarere om, jeg er dygtig til at oversætte?

Eller en forhenværende kollega som jeg intet havde til fælles med, der nu pludselig siger at jeg er dygtig til at oversætte. Ihukommende at jeg – da vi var kolleger – ikke lavede noget som havde med sprog at gøre overhovedet. Som i absolut og aldeles slet ikke. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre har jeg nu en fin anbefaling på lingkeding om at jeg er god til at oversætte.

Det er meget muligt det giver sig selv, når nu folk ved man har boet i udlandet, men alligevel.

…

Og jeg begynder at få en grum mistanke om at også dette netværk heller ikke er ret meget bevendt.

Nu har jeg heldigvis et job. Og leder ikke umiddelbart efter et nyt. Og har derfor ikke voldsomt behov for den slags anbefalinger, så jeg kan være lidt ligeglad med om de er relevante eller ej.

…

Gad nu alligevel godt få en anbefaling fra en som vil sige at jeg er meget god til at spise kage.

Det er nemlig en af mine absolutte spidskompetencer.

Set med andre øjne

Jeg kører lige lidt fotospam over temaet: Kong Mor set med andre øjne!

Divaens bud på Kong Mor.

Og Prinsesse Lyserøds. Bemærk venligst al den mad hun har valgt!

Divaen om familien.. Når vi er værst. Tankevækkende..

Ses vi til kage?