Archive | Blondinen RSS feed for this section

Op igen og Lille Ny.

26 Apr

20 x 2

TYVE to gange.

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Tilfældig magi i hverdagen

24 Apr

Okay.

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

Men

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Ro

25 Jan

Så kom han hjem. Det var mere end almindeligt rart. Sover så dårligt når han ikke er der – og det er der flere der gør.

For første gang siden han tog afsted, sov Blondinen i sin kurv i stedet for at sove oppe på trappen mellem børneværelserne og mit soveværelse.

 

IMG_5464

En hund efter slik

21 Nov

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

IMG_0091

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Springtur

10 Sep

Ja, som titlen antyder, havde nogen forladt den trygge og lune arneplads på matriklen, for at flintre rundt på ukendte steder.

IMG_3878

Blondinen – ganske rigtigt.

Hun har taget et par smutture før, men er altid vendt hjem i løbet af en time eller to. Denne gang var det anderledes. 5 timer var hun væk.

FEM timer.

IMG_3553

Og vi var sikre på at hun enten var kidnappet – hun ER ret lækker, eller død eller såret. Der var simpelthen landesorg på Æblebakken, en stor del af familien småtudede i smug når ingen så det, og der var helt stille.

Der blev lavet et skilt, ringet til det lokale Politi og til centeret for herreløse hunde. Politiet lovede at holde udkig.

De herreløse hunde, altså damen, var rigtigt sød, småsludrede og fortalte at det var normalt – at hun bare var løbet en lille tur for at snuse lidt. De skulle nok ringe til os hvis de så hende.

Og så kunne vi pludselig høre First Man snakke med hende udenfor – og vi andre fløj derud. Og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke faldt en lille lettet glædeståre.

Vi fik ringet til Politi og herreløse hunde og afblæst alarmen.

Men vi vidste nu, at der var et sted for herreløse hunde. Det var triste historier de kunne fortælle. Faktisk bliver 200.000 hunde forladt i Frankrig – hvert eneste år. Folk får en hund og smider den så væk fordi de skal på ferie eller fordi det ikke lige passer ind i planerne mere.

I stedet for at gøre noget godt for hunden og få den afsat til andre mennesker, så den kan få et godt liv, så bindes den til et træ i en skov overladt til en mere end trist skæbne.

De heldige lander i et center for herreløse hunde, hvor der er nogen som vil passe på dem.

Vi snakkede meget om det center, efter Blondinen var kommet hjem igen, og vi blev enige om at vi gerne ville hjælpe til i centeret ind imellem – lege med hundene, gå ture med dem og bare være sammen med dem.

Og det er lige nemlig hvad vi skal i dag.

Blondine i vand

31 Jul

Adspurgt var ingen i humør til et gensyn med Atlanterhavet – ihukommende sidste besøg. De foretrak poolens rolige vande, velvidende at de skumsprøjt de kunne blive udsat for der, ikke ville forhindre dem i at komme op til overfladen igen.

Så det blev kun til en lille gåtur ud til vandkanten for en mindre del af familien, samt Blondinen . Hun var i turens anledning, blevet sluppet løs så hun kunne snuse rundt som det lystede hende – men så tog pokker ved hende og hun løb direkte ud i de store bølger.

IMG_4888

Hun galopperede glad ud og hoppede rundt i bølgerne, og morede sig som en fisk i olie.

IMG_4891

Jeg har haft en del hunde, men ingen har været så vandglade som hende.

IMG_4900

Hermed slutter så suppekogningen på dette års campingferie, idet jeg absolut ikke kan pine flere indlæg ud af den oplevelse.

Vi har nu ferie igen – denne gang i Danmark, så indlæggene kunne derfor godt gå hen og blive lettere sporadiske.

Men lad os nu se!

Blondinen prutter

24 Feb

Blondinen har ondt i maven for tiden, så hun går rundt og prutter. Og helt ærligt, der ER altså ikke noget charmerende overhovedet ved hundeprutter, når de ikke er puttet i en pose.

Hun ligger gerne i nærheden af os, og pludselig lyder der en umis (-eller hund-) kendelig lyd af våd prut hvorpå hun rejser sig og vender sig påtaget forbavset efter lyden. Ja ja den er god nok, det VAR dig der kom med den ildelugtende lyd. For der følger nemlig altid en umanerlig styg dunst efter den der lidt våde lyd. Og så, uden videre gør hun kort proces og går simpelthen bare sin vej, og lader os i stikken med stanken.

Tak for ingenting, siger jeg bare.

Det hænger nok sammen med at hun indtager en hel del æbler. Vi bor jo på en æblebakke og der er en del æbletræer. Og dermed også nedfaldne æbler som har ligget og gæret siden Gud ved hvornår, september eller sådan noget. Nå, men de æbler, eller gærede gamle gnallinger, dem går hun rundt og leder efter. Og når hun finder én.. spiser hun den, inden man har nået at sige uf.

Hun får ellers rigeligt med mad, så jeg ved virkelig ikke hvor det behov for rådne æbler er opstået henne. Nu er vi selvfølgelig i et område med mange æbler, men alligevel.

Eller måske er det netop kun de gærede hun går efter, fordi hun har fået smag for rigtig æblecider. Har ikke helt tjekket om hun vakler beruset rundt i haven.. Kunne være jeg skulle kaste et blik ud på hende næste gang hun er ude i længere tid.

I hvert fald – når hun har spist en hel del af disse ækle ting, så er det hun får ondt i maven og giver sig til at prutte, til stor gene for resten af familien. Vi kan jo ikke bede hende om at gå på toilettet, eller i det mindste lidt afsides, som alle andre i familien får besked på at gøre hvis de lukker indre gasser ud. Og det nytter jo slet ikke noget at lukke hende ud – så finder hun jo bare flere æbler som kan fortæres. Vi skal vel bare vente på at hun har ædt dem alle sammen.

Det er nu nok meget godt jeg ikke har kål i haven, for så kunne vi vist starte vores eget gasværk.

%d bloggers like this: