Udråbstegn i dagligdagen.

Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.

Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…

Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!

Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.

Temaet var grønt.

Og stort set alt var grønt!

Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.

Grønt!

I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!

Gæste-træ

Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.

Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”

Sponsor balloner

Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.

Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!

Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.

Skønne bolcher fra Bolcheriet

Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.

De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)

Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!

Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!

Forstuvede trædepuder.

Jeg har forstuvet mine trædepuder. Eller overanstrengt dem.

Det er faktisk først i dag jeg kan begynde at gå igen uden at trippe afsted som på glødende kul.

…

Så kan man lære ikke at tage til fest.

STOR fest…

Blærerøvsfest.

…

Med kendisser. Og så mig.

Kendt Toastmaster, kendt kok, en stjernekok faktisk – og hold nu op hvor smagte det fantastisk – og stjerne som lavede intimkoncert. Til de kendte gæster.

Og så mig og de andre fra arbejdet. Vores skønne chef blev 50 holdt fødselsdag.

…

Hele stemningen var eventyrlig, og alt gik op i en højere enhed. Musik, mad, underholdning og så selskabet og mine dejlige kolleger. Et brag af en fest, en once-in-a-lifetime fest, som ingen af os nogensinde vil glemme!

…

Og så var det at der var et dansegulv.

Et stort dansegulv.

Og jeg var kommet til at kravle i nye – høje – sko.

Jeg kan så sige til skoenes forsvar at der er blomster på og at de er helt afsindigt flotte.

…

Jeg havde ellers planlagt at svinge måsen og de tilhørende lårbasser i flade sko. Efter at have givet den som diva i 10 minutter.

Men den plan gik totalt i vasken.

Desuden var mine flade sko parkeret i en garderobe meget langt væk fra dansegulvet og endnu længere fra min plads ved bordet mellem Tina og Tobias.

Så de blomstrede fik lov til at blive siddende på mine fødder. Først som en test, og fordi jeg ikke gad forlade bordet for at skifte, senere i trods fordi nu havde jeg jo danset et par danse med dem på og det var gået fint, og til sidst fordi jeg havde så ondt i fødderne at jeg simpelthen ikke kunne gå ned til garderoben om jeg så havde villet, hvilket jeg rent faktisk gerne ville på det tidspunkt. Men da var det for sent og så kunne det være lige meget. Jeg skulle alligevel snart hjem.

Desuden havde både Prinsessen og Divaen udtalt smigrende ord om at mine ben så mega lange ud i de sko.

Det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Hvem vil ikke gerne have lange stænger, også selvom det kun er en optisk illusion.

…

Så da det begyndte at gøre ondt, fortrængte jeg det bare.

Og dansede videre, i de højeste sko jeg nogensinde har haft.

Senere, da det føltes som om jeg havde forstuvet mine trædepuder, prøvede jeg at overbevise mig selv om at det ikke gjorde særligt ondt. Desuden var dansegulvet heller ikke ret behageligt i bare tæer.

Så de blomstrede forblev på mine fødder hele – eller det meste – af aftenen.

…

Intensiv pleje for overhovedet at komme til at gå igen.

 

Jeg formelig humpede ind i den ventende bil –

og her vil jeg godt lægge et godt ord ind for skønne venner, der vil både bringe og hente for at jeg trods alt kunne komme til at smage på de overdådige vine. TAK! I ved selv hvem I er!

Jeg humpede også ud af bilen igen og ind i seng.

Da jeg stod op, alt for få timer efter jeg havde lagt mig, måtte der virkelig intensiv pleje til for at jeg overhovedet kunne gå igen. Så fodbad og cremer og massage udført af Prinsessen og Gårdmand Bjørn.

og hvilke, masser af hvile.

Og jeg kunne næsten gå normalt i dag.

Næsten…

Men festen – og den optiske illusion med de lange ben – var alle smerterne værd!

 

 

Det er ikke fordi jeg er ligeglad.

Det er fordi jeg tror folk også indeholder andet end det som bliver udbetalt sidste hverdag i måneden.

…

Jeg var for nylig til fest.

Med en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg kendte det par som inviterede os, havde hørt om et andet par, og kendte meget perifert en person via firkløverets skole.

I øvrigt ret akavet, idet min yngste søn har haft en del kontroverser med vedkomnes barn: “Hej med dig, nårh ja min dreng har drillet din datter med hendes sko og du ringede til mig fordi hun var blevet ked af det. Går det ellers godt?”

Men vi hilste og smilte og sagde hej og det var det.

Men, med vanlig iver, kastede jeg mig ud i den sociale karrusel det er at hilse på nogen man ikke kender. Da det var en fest hvor 98% af de deltagende var udklædt, var det i øvrigt også en ret speciel fornemmelse at lære disse folk at kende.

Men det forhindrede mig skam ikke i både at hygge mig og grine med disse for mig ganske ukendte mennesker.

Jeg snakkede om – jeg nævner i flæng – skolesystemer, mobning, sprog, overskæg, at bo i udlandet, opdragelse, tilgivelse og romkugler.

Det snakkede mine… – kan man egentlig sige interlokutør på dansk? Altså dem man snakker med? Er der ikke noget pænere ord for samtalepartner?

Nå, det var et sidespring.

Altså, mine forskellige samtalepartnere talte naturligvis også om ovenstående emner, det var jo trods alt ikke monologer jeg havde gang i, men fælles for dem alle sammen – altså samtalepartnerne – var at de spurgte mig, uden undtagelse, hvad jeg lavede.

Altså arbejdede med.

Og bevares, det er skam vældigt interessant, det jeg sidder og laver, men der er bare ikke ret interessant for så mange andre. Containere, søde kolleger, kinesere, kunder og emsige finker siger nok i bund og grund ikke andre så forfærdeligt meget.

Jeg troede faktisk at det var en kliché, det med at folk spørger til dit arbejde.

Det var det så ikke, kan jeg betro jer.

Jeg kan ellers nemt komme på rigtigt mange andre ting som egner sig bedre til at fortælle om, ved sådan en fest hvor man ikke kender nogen.

Men det er som om man bare skal igennem sådan en slags social ansættelsessamtale før man kan blåtstemples og godkendes som acceptabel samtalepartner.

Jeg var mere interesseret i så mange andre ting hos de søde, sjove og absolut også spændende mennesker, jeg talte med i løbet af den aften.

Jeg tror jeg nåede at spørge om en enkelt persons jobmæssige situation, men det kan ikke have været banebrydende interessant, for jeg er svært bange for jeg har glemt hvad det så end var hun lavede.

Og det slog mig, dagen efter da jeg på bedste kvindevis efteranalyserede aftenens forløb, at jeg jo må have stået for de andre som værende totalt ligeglad med dem. Uanset hvor meget andet vi så fik snakket om. Men i og med folks arbejdssituation er så vital for enhver optræden på den sociale scene, så er det jo eklatant brud på alle diplomatiske konventioner ikke at spørge ind til hvordan og hvorledes og under hvilke forudsætninger en person bliver aflønnet sidste hverdag i måneden.

Jeg beklager.

Men jeg mødte en masse skønne mennesker, trods det at jeg ikke kender deres titel.

80er fest.

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

…

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Madonna eller Joan Jett

Står i mit livs dilemma.

Skal jeg hoppe i sort strithår og sorte panda øjne samt mut trut mund som Joan Jett, eller skal jeg hellere grave min lille sorte kalot, de 1000 armbånd, den røde læbestift og blondehandskerne frem og give den som Madonna?

Jeg kunne også finde en badedragt og tage udenpå de grå spændetrøjestrømpebukser og fuldende Olivia Newton-John looket med et par pink benvarmere.

Så vil jeg nyde en Jolly-Time mens jeg rocker derudaf til Duran Duran.

Jo, du har gættet det, jeg skal til 80’er fest.

Katja bliver 40 og jeg glæder mig afsindigt til at dulle rundt i 80’er mode en hel aften og give den gas som.. ja en eller anden!

Jeg skal bare lige finde ud af hvem.

Endnu en

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

…

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Fødselsdage – generelt.

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

Det var ellers en fin dag…

– 0g så ringede vækkeuret.

…

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

…

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

…

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

Søvnig lørdag

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!

Kongelige Minimoyser

Grunden til at mine børn kom i seng på den forkerte side af midnat lørdag aften, eller rettere søndag morgen, var at finde i et spændende besøg, så spændende at det måske var blevet klassificeret som værende en “snar” af folk som ikke vil tro på at jeg er blevet til en Minimoyser .

Det var et besøg hos meget gode venner. Sådan nogle af den slags, man er meget ked af at skulle sige på gensyn til.

Disse venner har nogle flotte biler. Som vi skulle ud og køre i. Til alles udelte fornøjelse!

Andre har også været ude og køre i dem, mestendels fordi de ejede bilerne engang for mange år siden. Sådan nogle frygteligt kendte nogle som Walt Disney, Bourville og vist en enkelt diktator. Men det er jo ikke bilernes skyld!

Nogle af dem, bilerne altså, har endda været statister i forskellige film. Blandt andet Arthur & Minimoyserne #3.

Her vil jeg stærkt opfordre til at man omgående forlader sin lune plads bag skærmen, finder filmen frem, subsidiært låner den på biblioteket, og ser den. Foran rådhuset i byen – som er falsk idet den var bygget op til lejligheden i Bessons baghave – stod den bil vi var ude og køre i, lørdag aften.

Hvilket nok ikke gør mig officielt til en Minimoyser, men næsten.

Bilen var en Cadillac fra 1954 … Og er I lige klar over, hvor godt man sidder i sådan en? Bagsædet er en ren sofa. Sikkerhedsseler forefindes naturligvis ikke, sådan noget nymodens pjat.

Men faktisk var jeg meget imponeret over de elektriske vinduer. Og forsædet som ligeledes var elektrisk.

Ret imponerende at den slags fandtes allerede i 1954, når jeg tænker på at jeg har tilbragt i hvert fald halvdelen af mit liv, som passager i biler hvor man kun under opydelse af heftige armbevægelser kunne åbne vinduet på bagsædet.

Efter denne filosoferen udi biludstyr, og en del kilometer senere, kunne vi slappe af i, hvad Divaen kalder ”The Room” i herligt selskab, med god mad og musik fra dengang da bilerne var helt nye.

“The Room”, er en kopi af en amerikansk Diner, med originale og morsomme ting fra dengang, og man føler sig virkelig hensat til en helt anden verden.

Og det er ganske vist og slet ingen “snar”.

Nytårshalløj

Jeg havde for længe siden besluttet mig for at jeg ville have fyrværkeri nytårsaften. Jeg havde jo set at nogle af de der tingbutikker, de sælger også fyrværkeri. Inde midt i butikken – jo jo!

Jeg gned mig i mine små fedtede fingre og glædede mig til noget fyrværkeri!

…

Lige indtil min elskede mand kunne meddele, at dette var pludseligt blevet forbudt indtil d. 2. januar. Og så kan det jo ligesom være lige meget, altså.

Og ingen, hverken First Man, brandmajoren eller politibetjenten havde lyst til at modsætte sig dette dekret.

Der sker nemlig ganske ofte det her i Frankrig, at utilpassede unge – det som almindelige mennesker kalder for møgunger – brænder biler af nytårsaften, plus minus 2-3 dage.

Der bliver sjældent nævnt hvor mange biler der bliver brændt, eller hvor henne, for de der tåbelige individer, laver en egen intern konkurrence om hvilken by der kan brænde flest biler af.

Og så stod man der. Foran rækkerne med fyrværkeri.. Som ikke måtte fyres af. Det var ganske uretfærdigt. Og jeg var noget harm.

Vi måtte derfor tage til takke med et par bordbomber tænkte jeg. Som jeg, ved en hurtig undersøgelse af markedet, fandt ud af slet ikke fandtes i Frankrig. Her må jeg nok erkende at Frankrigs position som yndlingsland #1 vaklede noget. En hel del faktisk.

Og alle mine bordbomber blev sprunget sidste nytårsaften. Ikke en eneste sølle bombe kunne jeg finde i gemmerne. Så rent ildmæssigt måtte vi nøjes med følgende:

Noget af et antiklimaks vil jeg nok mene..

Altså når man har sat næsen op efter noget. Men dog et kort oplyst øjeblik trods alt.

Der mangler også 90års fødselsdag. Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændigt kikset at kunne lide den. Endsige se den. På højde med duge af nervøst velour, som – nu vi er i gang med de mere pinlige indrømmelser – også lå på bordet lørdag aften.

Jeg kan nu godt lide min hvide dug med gyldne franske liljer på, som udover at være ganske overordentlig nervøs, også er den eneste dug som er lang nok til at nå begge ender på bordet, når der er forlængerplade i den ene ende.

Men for at komme tilbage til den 90års.. så var der jo en læser som var så galant at sende et link til den bedre halvdel af ”Dinner for one” som den hedder. Med det resultat at hele familien stod mast sammen foran min skærm og fniste af genkendelsens glæde ved hvert skvat den kære James tog over tigerhovedet.

Hvorimod de franske gæster ikke helt fattede morskaben.

Denne situation har jeg dog været udsat for før, og kan måske konkludere at man skal være dansk – og plat – for at finde den slags morsomt. Og så igen, jeg har aldrig nogen sinde grint over ”Den eneste ene”.. Men det er måske ikke alle mine gener, der opfører sig danskt.

Da vi havde grinet af, var klokken næsten 24.00 og også her manglede der noget. Ingen rådhusklokker, ingen nedtælling eller noget..

First Man modsatte sig på det bestemteste, og til vores store ærgrelse, al hoppen i sofaerne. Folk indtog derfor kedelige og ganske ufarlige højder som trappetrin, pejsekant og dørtrin for at hoppe ind i 2012 – for hoppes skulle der.

Og de velopdragne franskmænd fulgte trop! Jeg tror faktisk slet ikke de tør andet, i mit selskab – men nu har de også kendt mig i mange, mange år!

Men det var alligevel en noget tam affære da klokken blev over midnat og nu var nu. Firkløveret blev rørende enige om, at nytårsfejring kunne franskmænd heller ikke finde ud af.

Men så skulle vi lære dem at lege pakkeleg. Og for en gangs skyld var alle med på den, og de endte med at gå op i legen med megen ildhu og entusiasme som indebar råben og voldsom kamp – og politiet trak endda kniv!

Vi, som vidste at den firkantede pakke med Dannebrog, indeholdt en pakke pejsetændstikker, grinte så tårerne trillede!

Det var en super hyggelig aften, bevares, men meget ”Nyborgaften” – som Gårdmanden sagde da han var lille – var der altså ikke over den.

Så meget desto mere grund til at glæde sig til næste gang.

Rå fisk og lakrids

De der julefrokoster.. Det virker som om hele Danmark er gået på stand by. Hvor jeg end vender mig hører jeg om julefrokoster.

Da jeg jo ikke har boet så mange år af mit voksenliv i Danmark er det virkeligt begrænset hvor mange julefrokoster jeg lige har været til.

Jeg mindes den første..

Det var meget morsomt idet jeg kunne tilbringe hele aftenen sammen med en kollegaveninde. Vi havde det sjovt, dansede og sang til et lokalt liveband, ingen lagde an på os og vi blev ikke så stinkende fulde, at det var ulækkert.

Året efter var det meget mindre morsomt. Det var for at sige det mildt dødssygt. Jeg tog hjem efter 1½ time.

Og sådan har de vist mere eller mindre været lige siden.

Ikke at jeg normalt hader at være til fest, for det gør jeg ikke. Jeg elsker fest og farver. Men jeg orker ikke fulde mennesker, som mener at de har fundet sandheden, subsidiært ser sig selv som guds gave til kvinder. Mænd med svømmende øjne som kommer og vil ”danze”. Eiiirk.

Nå – men hvorom alting er – jeg endte alligevel med at sidde og føle mig noget så snydt her for et par uger siden, ikke en eneste lille bitte julefrokost er på programmet hernede.

Og så fik jeg sporenstregs inviteret en masse mennesker til min helt egen private julefrokost i dag.

Lutter franske individer, og selve julefrokostmenuen er udelukkende dansk. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har stegt frikadeller, kogt risengrød og bagt rugbrød i lange baner så jeg er helt ør i hovedet.

For de skal få rå fisk, kartofler smurt ind i karamel, snaps og rødkål, samt ris a l’amande så de segner. Og et lille tyrkisk peber får de også lov at smage.

Men jeg er sød og slutter af med gløgg og æbleskiver!

Så blev det endelig

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Noget om at have fødselsdag

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

Halllooowiiiiin

I aften er det skyggernes nat. All hallows eve. Dagen før Allehelgensdag, som er d. 1. november.

1. november “La Fête des morts / de dødes fest” er helligdag i Frankrig, der er skolefri og alle mødes på kirkegården hvor de stiller krukker med Krysantemum på gravstederne.

Af samme årsag, fatter franskmænd generelt ikke, at jeg godt kan lide at have samme blomst stående i min vindueskarm.

Der var både en hedensk og en kristen fest for at fejre de døde. På to forskellige datoer. De blev lagt sammen af en eller anden pave for mange år siden, han kunne sikkert et eller andet sted godt forudse en vis konkurrence hvis der nu var to fester for døde.

Altså blev de slået sammen til én. Denne fest forsvandt fra den danske kalender ved Store Bededags sammenlægningen.

Det er lidt synd at tillægge denne fest alle de kommercielle onder man kan komme på – da det vist er en fest vi havde helt tilbage da vi stadig var vikinger.

Vi synes det er hyggeligt at skære Jack-O-Lantern græskarlygter ud, at lave uhyggelige kulisser rundt omkring, og mærkelig mad.

Så jeg vil ønske jer alle en rigtig uhyggelig aften, i aften!