Tag Archives: Fest

Udråbstegn i dagligdagen.

24 May

Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.

Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…

Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!

Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.

Temaet var grønt.

Og stort set alt var grønt!

Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.

Grønt!

I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!

Gæste-træ

Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.

Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”

Sponsor balloner

Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.

Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!

Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.

Skønne bolcher fra Bolcheriet

Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.

De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)

Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!

Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!

Forstuvede trædepuder.

23 Jun

Jeg har forstuvet mine trædepuder. Eller overanstrengt dem.

Det er faktisk først i dag jeg kan begynde at gå igen uden at trippe afsted som på glødende kul.

Så kan man lære ikke at tage til fest.

STOR fest…

Blærerøvsfest.

Med kendisser. Og så mig.

Kendt Toastmaster, kendt kok, en stjernekok faktisk – og hold nu op hvor smagte det fantastisk – og stjerne som lavede intimkoncert. Til de kendte gæster.

Og så mig og de andre fra arbejdet. Vores skønne chef blev 50 holdt fødselsdag.

Hele stemningen var eventyrlig, og alt gik op i en højere enhed. Musik, mad, underholdning og så selskabet og mine dejlige kolleger. Et brag af en fest, en once-in-a-lifetime fest, som ingen af os nogensinde vil glemme!

Og så var det at der var et dansegulv.

Et stort dansegulv.

Og jeg var kommet til at kravle i nye – høje – sko.

Jeg kan så sige til skoenes forsvar at der er blomster på og at de er helt afsindigt flotte.

Jeg havde ellers planlagt at svinge måsen og de tilhørende lårbasser i flade sko. Efter at have givet den som diva i 10 minutter.

Men den plan gik totalt i vasken.

Desuden var mine flade sko parkeret i en garderobe meget langt væk fra dansegulvet og endnu længere fra min plads ved bordet mellem Tina og Tobias.

Så de blomstrede fik lov til at blive siddende på mine fødder. Først som en test, og fordi jeg ikke gad forlade bordet for at skifte, senere i trods fordi nu havde jeg jo danset et par danse med dem på og det var gået fint, og til sidst fordi jeg havde så ondt i fødderne at jeg simpelthen ikke kunne gå ned til garderoben om jeg så havde villet, hvilket jeg rent faktisk gerne ville på det tidspunkt. Men da var det for sent og så kunne det være lige meget. Jeg skulle alligevel snart hjem.

Desuden havde både Prinsessen og Divaen udtalt smigrende ord om at mine ben så mega lange ud i de sko.

Det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Hvem vil ikke gerne have lange stænger, også selvom det kun er en optisk illusion.

Så da det begyndte at gøre ondt, fortrængte jeg det bare.

Og dansede videre, i de højeste sko jeg nogensinde har haft.

Senere, da det føltes som om jeg havde forstuvet mine trædepuder, prøvede jeg at overbevise mig selv om at det ikke gjorde særligt ondt. Desuden var dansegulvet heller ikke ret behageligt i bare tæer.

Så de blomstrede forblev på mine fødder hele – eller det meste – af aftenen.

Intensiv pleje for overhovedet at komme til at gå igen.

 

Jeg formelig humpede ind i den ventende bil –

og her vil jeg godt lægge et godt ord ind for skønne venner, der vil både bringe og hente for at jeg trods alt kunne komme til at smage på de overdådige vine. TAK! I ved selv hvem I er!

Jeg humpede også ud af bilen igen og ind i seng.

Da jeg stod op, alt for få timer efter jeg havde lagt mig, måtte der virkelig intensiv pleje til for at jeg overhovedet kunne gå igen. Så fodbad og cremer og massage udført af Prinsessen og Gårdmand Bjørn.

og hvilke, masser af hvile.

Og jeg kunne næsten gå normalt i dag.

Næsten…

Men festen – og den optiske illusion med de lange ben – var alle smerterne værd!

 

 

Det er ikke fordi jeg er ligeglad.

21 Mar

Det er fordi jeg tror folk også indeholder andet end det som bliver udbetalt sidste hverdag i måneden.

Jeg var for nylig til fest.

Med en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg kendte det par som inviterede os, havde hørt om et andet par, og kendte meget perifert en person via firkløverets skole.

I øvrigt ret akavet, idet min yngste søn har haft en del kontroverser med vedkomnes barn: “Hej med dig, nårh ja min dreng har drillet din datter med hendes sko og du ringede til mig fordi hun var blevet ked af det. Går det ellers godt?”

Men vi hilste og smilte og sagde hej og det var det.

Men, med vanlig iver, kastede jeg mig ud i den sociale karrusel det er at hilse på nogen man ikke kender. Da det var en fest hvor 98% af de deltagende var udklædt, var det i øvrigt også en ret speciel fornemmelse at lære disse folk at kende.

Men det forhindrede mig skam ikke i både at hygge mig og grine med disse for mig ganske ukendte mennesker.

Jeg snakkede om – jeg nævner i flæng – skolesystemer, mobning, sprog, overskæg, at bo i udlandet, opdragelse, tilgivelse og romkugler.

Det snakkede mine… – kan man egentlig sige interlokutør på dansk? Altså dem man snakker med? Er der ikke noget pænere ord for samtalepartner?

Nå, det var et sidespring.

Altså, mine forskellige samtalepartnere talte naturligvis også om ovenstående emner, det var jo trods alt ikke monologer jeg havde gang i, men fælles for dem alle sammen – altså samtalepartnerne – var at de spurgte mig, uden undtagelse, hvad jeg lavede.

Altså arbejdede med.

Og bevares, det er skam vældigt interessant, det jeg sidder og laver, men der er bare ikke ret interessant for så mange andre. Containere, søde kolleger, kinesere, kunder og emsige finker siger nok i bund og grund ikke andre så forfærdeligt meget.

Jeg troede faktisk at det var en kliché, det med at folk spørger til dit arbejde.

Det var det så ikke, kan jeg betro jer.

Jeg kan ellers nemt komme på rigtigt mange andre ting som egner sig bedre til at fortælle om, ved sådan en fest hvor man ikke kender nogen.

Men det er som om man bare skal igennem sådan en slags social ansættelsessamtale før man kan blåtstemples og godkendes som acceptabel samtalepartner.

Jeg var mere interesseret i så mange andre ting hos de søde, sjove og absolut også spændende mennesker, jeg talte med i løbet af den aften.

Jeg tror jeg nåede at spørge om en enkelt persons jobmæssige situation, men det kan ikke have været banebrydende interessant, for jeg er svært bange for jeg har glemt hvad det så end var hun lavede.

Og det slog mig, dagen efter da jeg på bedste kvindevis efteranalyserede aftenens forløb, at jeg jo må have stået for de andre som værende totalt ligeglad med dem. Uanset hvor meget andet vi så fik snakket om. Men i og med folks arbejdssituation er så vital for enhver optræden på den sociale scene, så er det jo eklatant brud på alle diplomatiske konventioner ikke at spørge ind til hvordan og hvorledes og under hvilke forudsætninger en person bliver aflønnet sidste hverdag i måneden.

Jeg beklager.

Men jeg mødte en masse skønne mennesker, trods det at jeg ikke kender deres titel.

80er fest.

14 Feb

Nu er det vel på tide at jeg beretter om min videre færden som Madonna i følge med Sonny fra Miami Vice.

Velankommet – og vi drog et lettelsens suk over at vi ikke måtte stå og flagre i nødsporet som Madonna og Sonny – blev vi mødt af en drink der smagte som en “københavnerstang” is. Om det også indebærer ananas og kokos skal jeg lade være usagt, det smagte godt!

Min jubel ville ingen ende tage da Katja viste mig et køleskab fyldt til randen med Jolly Time. Og jeg tror jeg nåede at drikke seks eller syv i løbet af aftenen. Skønt!

Selve dekorationen var ethvert 80er ungpigeværelse værdig!

Og det slog mig hvor lille udvalget af plakater måtte have været, idet jeg kunne genkende de fleste af plakaterne som nogle jeg selv havde haft hængende. Om det så var den lille undseelige dobbeltsidede Nick Kershaw plakat med hæfteklammehuller i midten.

Den havde jeg også hængende.

Ligesom den store Nena plakat også havde prydet mine vægge.

På bordene lå der et par “BRAVO” blade som jeg ligeledes genkendte. Og så kunne jeg, hvinende af fryd, bladre igennem et gulnet eksemplar af Mit Livs Novelle til stor undren fra omkringstående, der øjensynligt ikke helt delte min entusiasme omkring dette for litteraturen så vigtige bidrag.

BRAVO – Mit Livs Novelle!!

Vi kom til bords og startede naturligvis med rejecocktail. Som blev efterfulgt af Culotte med hasselbach kartofler og kinakålsalat. Ikke et øje tørt. Jeg havde den store ære at sidde overfor en kopi af Strunge som fulgtes med en anden kusine. Strung havde en pose med hvidt suspekt pulver – mel – som han sad og dryssede gavmildt ud over det meste af bordet.

Da kinakålen m.m. var fortæret kom Jane Fonda og fik os alle til at lave aerobic. Høje knæløft og den slags. En anelse besværligt for min sidemand M/K (faktisk mest K) som var iført nogle meget fine rulleskøjter.

Hvordan denne udsøgte middag skulle endes, havde jeg diskuteret lidt med Eva om.

Jeg vandt.

Vi fik chokolademousse. Mums!

Det hele som sagt skyllet ned med Jolly Time. Big time!

Jolly Time længe leve!

Og så dansede vi.

Og kunne synge med på alle sangene.

Med større eller mindre succes. Blandt andet “Tarzan Boy” var en smule rusten. Men det var den nu også dengang. Det har aldrig lydt helt optimalt med festramte mennesker der skråler med på “åååhhhååå”erne.

Festligt og en supergod måde at fejre fødselsdag på. Alle havde på en eller anden måde forklædt sig i 80erne. Vi var flere med pink nethandsker. Jeg var mest forbavset over hvor nemt det var at huske hvad man skulle have på. For – som ganske mange på min facebook gjorde opmærksom på – så var jeg klædt stort set som dengang.

Hvis Michael ikke havde lavet et stunt der gav ham prisen for årets bule – et gedigent dueæg lige i baghovedet – havde festen været ganske uden drama. Men der skete heldigvis ikke noget, lidt øm var han sikkert dagen efter, men det er man altså når man tager den på hovedet ned af en trappe.

Og lidt drama skal der jo til!

Hvorom alting er, Katja blev 40 og vi havde en fan-firser-tastisk aften!

Madonna eller Joan Jett

7 Feb

Står i mit livs dilemma.

Skal jeg hoppe i sort strithår og sorte panda øjne samt mut trut mund som Joan Jett, eller skal jeg hellere grave min lille sorte kalot, de 1000 armbånd, den røde læbestift og blondehandskerne frem og give den som Madonna?

Jeg kunne også finde en badedragt og tage udenpå de grå spændetrøjestrømpebukser og fuldende Olivia Newton-John looket med et par pink benvarmere.

Så vil jeg nyde en Jolly-Time mens jeg rocker derudaf til Duran Duran.

Jo, du har gættet det, jeg skal til 80’er fest.

Katja bliver 40 og jeg glæder mig afsindigt til at dulle rundt i 80’er mode en hel aften og give den gas som.. ja en eller anden!

Jeg skal bare lige finde ud af hvem.

Endnu en

6 Feb

Børnefødselsdag overstået. I flere afsnit!

Først den store – familie og venner – i søndags. Og i går den rigtige, også med familie, men også med Zorronaldos tre gode venner.

Til næste år kan jeg ikke holde børnefødselsdag for ham da han bliver 18, derfor holdt jeg på min ret til at servere brunsvigermand, kakao og boller en sidste gang.

Han beklagede sig nu heller ikke, og nød begge dage i fulde drag.

Det gjorde jeg også.

Jeg slap for at skulle mægle mellem ophidsede børn, tørre snotnæser og spildt kakao, skulle ikke have en lang liste med mulige aktiviteter klar for det tilfælde at nogle af gæsterne kedede sig.

Og sluttelig skulle jeg ikke vaske en overtræt og sukkerspeedet ung mand før jeg kunne lægge ham i seng.

Tror nok Zorronaldo ville have sig betakket den slags ekstra service!

Hvorom alting er, fødselsdag nr.1 i årets maraton er overstået!

Nu mangler vi bare alle de andre.

Fødselsdage – generelt.

2 Oct

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

%d bloggers like this: