Som en god film

Jeg sov tungt og godt da Gårdmand Bjørn vækkede mig til almindelig og meget langt fra ferie-stå-op-tid.

Han havde ondt i maven. Ud over det hele. Så jeg fik fundet klorin og klude frem fra Laurences skab og bad inderligt til at det ikke var en virus, så vi ikke smittede hele husstanden med noget Roskilde. Det skete dog ikke, men det vidste jeg ikke da jeg stod på hovedet i WC kummen der klokken meget tidligt.

Gårdmanden blev sat under en lun bruser, vasket ren og lagt til tørre i et gigantisk håndklæde på en liggestol udenfor på terrassen, mens Laurence og jeg fik morgenmad, ligeledes med udsigt over byens tage.

Vi satte First Man til at passe syge smådrenge – i ental – og tog, uden den mindste dårlige samvittighed, ud for at se om der var ting vi ikke kunne leve uden!

Der skulle ikke så meget til, jeg fik samlet indtil flere fyldepenne og visk-ud-bare blækpatroner. Sjove bøjelige “kan-ikke-knække” linealer og fancy mapper til skolestart langt væk i Danmark. Men vi fik også købt skånekost til min yngste søns skrøbelige mave, så han hurtigt kunne komme på højkant igen, og dog få noget i sig.

Frokosten, var endnu et af de der øjeblikke hvor man ville ønske at tiden kunne stå stille.

…

Nostalgien over at vi skulle hjem igen lige om lidt, blandede sig med glæden over at det år der er gået ikke kunne mærkes og at alt var som før.

Med flagrende dug og lavendler..

Lidt som i en god film.

Med en flagrende dug, udsigt over lavendelmarker, og intens glæde. Altså i filmen. Vi havde ingen flagrende dug og ingen lavendel. Men glæden var der i hvert fald, samt en duft af klorin!

Maden var fuldstændig uovertruffen. Og faktisk har jeg fundet på at jeg vil slutte ferieberetningen af med alle de skønne opskrifter jeg fik tiltusket mig på turen, for der er godt nok guld iblandt! Men der går jo nok lige et par dage endnu.

Nå, eftermiddagen gik med yderligere afspritning af alt og alle, samt at hente børn et sted og aflevere dem et andet sted, stoppe og sludre med fortidens bekendte.

Og så lavede vi mad til den store guldmedalje, uden dog helt at vide om det ville smage godt, da det blev til i stærke klorindampe for at undgå enhver form for smitterisiko. For om aftenen kom Gårdmand Bjørns gamle klasselærere!! (mangler der ikke lige et “r”?) på besøg hos Laurence og Eric, sammen med en del andre.

Jo, de kom begge to. Både Frédéric fra 3.kl og Christine fra 4. kl. for de skulle for det første hilse på deres lille Dansk-Franske Bamse og for det andet ville de også gerne hilse på den forhenværende Præsident – mig – igen! Bamsens mave opførte sig pænere og ingen andre havde det skidt, udover mig og min finger.

Den intravenøse Ricard. Og meget andet flydende. Og så une baguette, naturellement!

Vi havde en rigtig dejlig aften, fik snakket lockout og undervisningsreformer mens vi mindedes vores danske julefrokost hvor de både fik snaps og lakrids. Udover frikadeller, rødkål, ris a l’amande og pebernødder selvfølgelig.

Det lyder alt sammen meget dejligt, men for det tilfælde at man skulle have glemt det, vil jeg bare lige påpege at min finger stadig gjorde ondt!!

Tankevækkende

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Frem og tilbage

Man kunne fristes til at sige at frem og tilbage er lige langt. Men ligesom 1 + 1 = 6 lige i vores tilfælde, så er den slags sandheder relative.

Jeg er blevet spurgt hvorfor i alverden vi ville bo to år på Æblebakken, hvis vi alligevel tager tilbage til Øen igen. Både af folk her, men også hjemme på øen.

Umiddelbart ville jeg mene at det er et tosset spørgsmål, men det har jeg altid hørt at man ikke må sige. Men tænk nu, hvis nogen kom og tilbød dig at du kunne tage i sommerhus i to år, et smukt og anderledes sted, endda i et fremmed land, ville du så ikke gøre det?

Folk spørger: Er det så definitivt?

Og naturligvis er det ikke det. Det er der kun en ting der er.

Det har altid været vigtigt for os, at firkløveret var helt klare over at de var halvt af hver. At de indeholdt begge kulturer. Det har ikke altid været nemt at huske på det danske når man boede i det franske, men så sandelig heller ikke nemt at få lov til at huske på det franske i det danske.

”Det er også bare fordi I snakker for meget fransk at First Man ikke er så god til dansk!” Sagt med god forurettet tone på en eller anden dansk dialekt.

First Man er bare ikke så god til sprog. Sådan er det. Jeg er ikke så god til videregående matematik med x’er og i anden og den slags. Sådan er det.

Men det er vigtigt at have det hele med.

Både Bamse og Kylling men også Nounours, Nicolas et Pimprenelle.

Derfor har det været en gave for os alle, at vi har kunnet splitte det op og tage et par år hernede.

Alene sådan noget som en håndskrift.. I og med computeren ikke har gjort sit indtog i alle franske familier, endsige skoler, så skal alt foregå ved håndkraft. Alle afleveringer er håndskrevne. Så om ikke andet så skriver mit Firkløver smukt nu. Skråskrift naturligvis.

De har også lært en hulens masse geografi og historie, dog på en noget mere gammeldags måde end i Danmark. Men det sidder også fast på en anden måde. Måske fordi man ofte skal gøre rede for, hvor meget der rent faktisk hænger fast.

Det er dejligt for os at kunne sende børn videre i et skoleforløb, udstyret med redskaber til hvordan man styrer sin tid og sine lektier. Samt at vide at vores børn rent faktisk har en håndskrift.

Men det er også rart at sende dem hjem til skoler hvor de kan kommunikere med deres lærere, på et mere ligeværdigt niveau.

Det har været en fantastisk oplevelse for dem, at se hele verden med andre øjne. Jeg er overbevist om at det skaber mere åbne og tolerante mennesker. Mennesker som ikke dømmer andre så nemt og som har nemmere ved at acceptere at verden ikke altid er som hjemme i den lokale andedam.

Det har været hårdt for firkløveret at falde til, vel har det så. Men de mener alle at det var hele værd!

Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

…

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Jeg er ikke træt

Sagde Gårdmand Bjørn. Gabte, og blinkede med øjnene. “Jeg har bare lyst til at sove” Og det gjorde han så.

Det var også en lang dag i går.

Guleroden blev ikke til noget. Ej heller James Bond. Onsdag aften meldte han sig syg fredag eftermiddag sådan på forhånd, for han vidste ikke hvad han ville være.

Jeg kunne trøste ham, opgav i øvrigt og lagde opgaven helt og holdent i First Mans hænder, som jeg sendte op for at sige godnat så de kunne lave en plan.

Og det gik rigtigt godt. Endte forresten sådan her:

Læg mærke til det absolutte fravær af blærbart materiale. Ingen fantastiske kreationer, intet hjemmelavet, som jeg eventuelt kunne vise frem og få points for. Men det var ret lige meget idet jeg havde en meget, meget glad søn!

Og så gik vi ellers byen tynd igen.

Og smed rigelige mængder konfetti i hovedet på os selv og hinanden. Jeg skal ikke kunne forsværge at jeg ikke også har ædt en god deciliter. Det føltes nemlig ikke som om alle papirstumperne kom ud igen hver gang, når jeg savlende prøvede at hoste op og ekspedere dem ned på fortovet.

Da Fiona ikke var med i år, fulgtes jeg med en sød First Man. Ingen konfetti landede på ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid er den uheldige.

Vel hjemme på skolen igen, holdt hele underskolen fra 3- 11 år fest i skolegården og vi andre – over 11 år – måtte pænt vente udenfor lågen til det var tid at hente vores feststemte karnevalsramte børn.

Stemningen hjemme var derefter noget mat og det var såmænd ikke kun Gårdmand Bjørn som kom tidligt i seng.

Men hvis jeg tager mig sammen kan jeg måske alligevel nå at lave en gulerodsudklædning til næste fastelavn..

Grin til verden – den griner ikke igen..

Overskriften er nok en anelse pessimistisk – der burde nok stå: Grin til fredagslæreren – hun griner ikke igen..

Altså, Gårdmand Bjørn går i Ecole Primaire. Og der har man som regel kun én lærer til alle fag. Og man får ny lærer hvert år.

Dette års lærer hedder Christine, og da hun er samtidigt skoleinspektør og skal klare en masse administrativt, har hun ingen undervisning om fredagen hvorfor klassen har en anden fredagslærer.

For et stykke tid siden blev jeg stoppet af denne fredagslærer som åbenbart var lidt misfornøjet med min søn.

”Jeg har skældt ham ud i dag” busede hun ud da jeg kom for at hente min håbefulde søn. ”Han fik et grineflip..” Og her kom jeg desværre også til at grine.

På den spruttende måde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, men man kan se så mange ting i bagklogskabens skinnende klare lys.

Jeg slugte mit grin og prøvede at se alvorlig ud, jeg ville jo ikke være alt for uhøflig.

”Og så fik han en straf.” fortsatte hun surt. ”Han måtte ikke være med til sport”

Jeg måtte her kæmpe hårdt for at lægge mit ansigt i alvorlige folder, i stedet for måbende do. Det lykkedes kun halvt, jeg fik fat i min søn og vi skyndte os at gå.

Normalt ville jeg nok have snakket med både ham og hende.. Men denne gang nøjedes jeg med at forklare min søn, at der ikke var så lang tid til at vi skulle flytte og at han heldigvis kun skulle have hende om fredagen.

Damer med så åbenlys mangel på pædagogisk sans, hører nemlig med til den kategori af mennesker man ikke kan nå.

Og skulle der sidde enkelte læsere ude i verden som undrer sig, vil jeg minde om at det er nemmere at få 10årige drenge til at sidde stille og høre efter, hvis de har spænet rundt og brugt deres krop i 45 minutter.

Og jeg vil godt indskyde at min yngste søn ikke er et buldrehoved. Han taler pænt, siger ikke ret meget, forstyrrer ikke i timerne og jeg har aldrig hørt noget negativt om ham, fra de andre lærere.

På vej hjem fnyste Gårdmand Bjørn indigneret: ”Jeg har da aldrig før fået skæld ud af Christine fordi jeg kom til at grine” Han surmulede lidt men tøede dog op derhjemme ved synet af amerikanske pandekager.

”Det er nok fordi Christine også er mor at hun er så sød.. Skrap, men sød” Kom det, lidt klistret, mellem to pandekager.

Jeg tror ikke jeg siger noget til fredagslæreren, er nemlig ret overbevist om at det er nytteløst; hun har nok også allerede afskrevet mig som håbløs, ikke seriøs forælder..

Heldigvis.

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Hvordan man skal være..

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

…

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Special edition for Carolyn and Michelle

Today, exceptionally, the blog is in English.

Jeg undskylder lige på forhånd – jeg har faktisk hele to engelsktalende læsere! Det synes jeg er ret godt klaret – så dagens indlæg er derfor på engelsk til ære for dem! Og skulle du få lyst til at læse noget andet så kan du læse kapitel 16 i julekrimien herovre – den har jeg nemlig skrevet!

I have heard that my blog is read – either by the doubtful help of Google translate – or by the valuable help from a Jane I know, by american readers.

So, that makes two English speaking people, or Americans to be exact, who dare to enter the world of King Mom on The Apple hill. Now that is a fact that makes me really proud. Imagine that two people actually want to get through the barrier of the weird Danish language to be able to read the stories of my funny life. That is just such a huge thing!

Unfortunately my English is far from being subtle enough to express what I do in Danish, and this text will have been corrected by my dear Fiona before popping up at your screens. Thank you Fiona – and HAPPY BIRTHDAY!

But as they honor me – I therefore have decided to dedicate today’s blog to Carolyn and Michelle – in English!

Hope you both can feel that I’m waving with both arms!!

Language is strange. And I do know that it is a tiny percentage of the brain that is being used in the spoken part of language. All the rest is body language, mimics and all the other funny applications the human body has stored on the hard disc.

The spoken – or in this case written – language tends to be very useful when wanting to communicate with aliens or other species such as Germans, Chinese or my two sweet Americans readers!

The funny thing about languages is that the more you know the easier it becomes to learn a new one.

Language is also useful when young people try to communicate with other youngsters from another country. Today I went to Caen with the Diva and some other pupils – not as a mom – but as the president of the parents association to assist at an award ceremony.

The reason of our presence at this ceremony was to be found in the annual exchange with another European school class. The school project done for this exchange was so fabulous that they won a prize.

First – for long and numerous minutes we were listening to men taking themselves very serious, before they got to the point – the young students in Calvados that worked hard on those prize winning projects.

The mayor even dropped by to congratulate the Diva and kissed her – the French way on the cheeks! She just didn’t know who it was until I told her..

Of course I chose that moment to make a complete fool of myself, and dishonor the whole school, not to mention my poor daughter.

By the end of these long minutes I had this awful tickle in my nose.

In fact I am sure that a mosquito bit me on the inside of my nose last night. It has driven me absolutely mad all day. The bite that is! Haven’t seen the shadow of any mosquito.

I have to say that it really is not very nice to have the inside of your nose tickling, not only does it tickle a lot, but the charm of having a finger up your nose every five minutes, is rather limited, if you see what I mean.

So trying to act like a lady with my fingers far away from my poor nose, I tried to concentrate on the speeches contemplating the different projects.

And then.. I could feel it coming. A sneeze sneaking up from behind! I really tried my best to retain it but it was so much stronger than me. And while my fingers were desperately seeking that funny spot where you can stop almost any sneeze, that very same minute the sneeze went off.

As my fingers were blocking both nostrils what happened was that an enormous sound spluttered out!

So embarrassing I can tell you.

Luckily I was standing in the back so no one really noticed that it was me, but still. The sound was hanging in the air for ages.

…

And the Diva immediately was sure it was me when she heard the sound, but then she dismissed the thought as totally ridiculous.

And the sound didn’t sound like a sneeze, not even a Danish sneeze, but more like someone snorted scornfully.

And that, unfortunately, is very international.

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

…

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Fast inventar

Jeg var jo lige lærer igen. Ikke vikar denne gang. Men derimod indkaldt for at hjælpe til ved en emnedag..

Jeg lader den stå et kort øjeblik..

Ren blær – helt ærligt! Jeg ender måske med at blive ansat?

Utroligt.

Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke ville være lærer, fordi.. selvom jeg har fire dejlige unger, er jeg ikke ret god til andres uopdragne børn.

Så.. Nu har jeg været tilstrækkeligt vag til at man ikke kan sætte navn på – ej heller blive fornærmet på egne og andres vegne. Over det med de uopdragne.

Jeg er ikke en horribel heks, som hader børn, og mine egne børn er ikke kuede stakler som dårligt tør ånde frit i deres forældres nærhed.

En ting er at børn er frække indimellem. Helt fint. Men jeg har det bedst med at være sammen med børn, som ved hvornår det er nok. Det er langt fra alle som har den evne!

Første gang jeg blev inviteret over på skolen, var det som vikar. Anden og tredje gang var det fordi børnene havde fået chancen for at opleve noget spændende, og skulle igennem byen til fods, og da det er noget af en mundfuld for en enkelt lærer, gik jeg med.

Fjerde gang – det var så i torsdags – før ferien altså.

Der skulle være emnedag. ”Kroppen i kunst”.

Først skulle de vide lidt om kunsthistorie som, mystisk nok, er et meget vigtigt fag i Frankrig. Det tæller faktisk til deres afgangseksamen og hvert år bliver eleverne, fra børnehaveklassen, evalueret i deres kunnen om kunsthistorie. Denne evaluering, igennem 9 års skolegang, er deres endelige karakter.

Så vi var en tur omkring filmsalen, hvor de så en sort/hvid stumfilm med Chaplin – den hvor han bokser. Og de grinede så de var ved at tisse i bukserne.

Så skulle vi se lidt med Mime Marceau – vi er jo i Frankrig – lidt Harlekin og Pjerrot og placere dem tidsmæssigt i forhold til hinanden. Det var forresten ret sjovt med Pjerrot. De kunne ikke finde noget youtube klip med ham. Så jeg foreslog at vi tog ham der bor på Bakken – og det gjorde vi. Og så stod vi ellers og betragtede Gårdmand Bjørn, for at fange hans reaktion på at der blev talt dansk!  Der gik 18 sekunder før han rettede sig op med et ryk og så meget opmærksomt på skærmen, da det gik op for ham at han forstod hvad der blev sagt!

Tilbage i klasserne var tre værksteder gjort klar: det ene handlede om det man kan udtrykke med sit ansigt. Der blev taget billeder af børnene når de mimede glæde, angst, sorg og overraskelse. Forbløffende svært for nogle.

I det andet værksted skulle et barn ligge på et stort stykke papir og tre andre skulle forme kroppen, tegne den og male den. Formen på papiret altså – ikke det barn der lå på det. Selvom det næsten kunne komme ud på et.. Trods kitler og malertøj!

I det sidste værksted – med mig ved roret – skulle de tegne hinanden i en bevægelse, og modelere denne bevægelse i sølvpapir.

Svært for mange at få formidlet deres tanker ud i hænderne. Men alle fik lavet en skulptur de var glade for!

Til sidst blev der samlet op på det hele, hvad havde de lært? Og det var dejligt at høre de små mennesker fortælle om hvordan man kan kommunikere uden ord, blot ved at bruge sin krop.

En helt igennem fantastisk dag.

Ender næsten med at ville være lærer, når jeg engang bliver stor..

Mit korte liv som lærer

Okay, de 22 skolebørn overlevede uden problemer og jeg tror heller ikke de får varige men. Jeg havde derimod nærdødsoplevelser af træthed, da jeg fik losset sidste elev ud over rampen.

Muligvis var det adrenalinen som forhindrede mig i at falde om i løbet af dagen. Jeg kunne lige akkurat lave pizzabøffer til aftensmad – overlod opvask og oprydning til resten af den kongelige familie, og skulle SÅ meget i seng med hønsene.

Nå.. Status. Der er virkelig en grund til at jeg ikke er lærer. Okay, retfærdigvis skal det siges, at der er en lidt større grund til det, i Danmark.

Men jeg er lige præcis ikke lærer, fordi jeg ikke kan udstå at skulle skrige og råbe og forlange ro og høflig opførsel. Jeg er nemlig forfærdelig streng, og siger ting én gang. Og advarer om at næste gang falder hammeren. Og det gør den altså. Hammeren altså.

Nå, men for nu at vende tilbage til min korte men gloriøse karriere som skolelærer. Det gik faktisk forbavsende godt.

Jeg fik udleveret de 22 unger iført madpakker, der glædede sig voldsomt til at holde skovtur på en asfalteret skolegård. Så det gjorde vi.. Kunne igen konstatere at jorden er meget langt nede, når man som ældre dame over 40 skal helt ned og sidde på den.

Først gik vi en tur. Ned og besøge den der giga-kirke i vores baghave. Sammen med et par andre klasser. De fik udleveret nogle børnehaveklasser som de skulle have styr på.

Regnede lidt med at det ville udmatte dem. Ikke umuligt at overskue og de gik faktisk pænt.

Tog fejl. Med det der med udmattelsen. Eller jo, JEG blev udmattet, de struttede bare af energi og foretagsomhed.

Vel hjemme igen startede løjerne..

Jeg fik dem bænket og de fik udleveret hver deres ark hvor de skulle skrive tabeller.

Og ohh – det var helt roligt. Der blev småsnakket ligeså stille. De sad i små grupper på tre og fire og kunne småsludre og arbejdede godt sammen.

Jeg kunne gå rundt og hjælpe hver enkel uden at skulle tænke på at de andre så ville lave ballade eller larme. Og da de var færdige fik de et andet opgaveark, som deres lærer havde efterladt til dem.

Smukt altså – ren brølende hjort ved skovsø og ikke et øje tørt.

Da der var 30 minutter tilbage af dagen, bad jeg dem pakke sammen – gav dem et stykke papir de kunne tegne på eller lade være – og læste højt for dem af den bog jeg havde med.

Og så – mirakel – ikke en lyd. De var musestille. Nogle tegnede, andre sad bare og lyttede.

Det var en fornøjelse – og de fik pakket sammen – alle havde styr på hvad de skulle. Nogen tømte papirkurv, andre tørrede tavle og fejede gulvet, en vandede deres planter og et par stykker delte de hæfter ud, der skulle med hjem til dagens lektier.

Beklager – for jer altså – at der ikke er afsindigt morsomme episoder med hyperaktive børn som kravlede på væggene, og mig som hylende rendte rundt efter dem. Der har uden tvivl været yderst grinagtige tildragelser – men det har nok været mig som har været leverandør til disse.

Lad mig sige det sådan – de var nok ikke helt vant til min noget anderledes måde at tale på. Mine kommentarer til dette og hint, affødte da også et par fnis og stirrende blikke.

Nogle af jer har spurgt til Gårdmand Bjørn – om han overlevede den tort at blive udsat for sin egen mor, som vikar.

Efter at have givet mig nøje dessiner for, hvordan jeg skulle komme ind og præsentere mig for klassen, og så i øvrigt huske, ikke kun at tage ham når han rakte hånden op, kunne han ved aftensmaden, glad og veltilfreds meddele, at jeg havde klaret det fint og ingenlunde blameret mig. Der var endda nogle der havde sagt at jeg var sød – og gerne måtte komme igen.

Så også han, overlevede en dag i skole med sin mor!

Jeg sluttede som sagt med at udlevere de 22 til deres respektive forældre, og kravlede så hjem med krydsblik af træthed.. Og var meget glad for at jeg ikke skulle starte forfra i dag.

Vikaren..

Ja jeg har godt set filmen, så der er helt klart noget at leve op til.

Sagen er nemlig den, at jeg skal være vikar i Gårdmand Bjørns klasse. (At de tør)

Sådan rigtig vikar. Ingen fare for at jeg falder i søvn i eftermiddag, eftersom man i den franske underskole kun har 1 lærer, og dermed er jeg vist både fransklærer, matematiklærer og noget andet lærer fra 12 til 16.30.

I tirsdags da vi fik udleveret vores afkom, tog klasselæreren (som også er direktrice for underskolen) fat i mig, og spurgte om jeg kunne være vikar for hende på torsdag, da hun var blevet kaldt til et vigtigt møde.

”Øhbøøh, åh nej, hjælp” var min første tanke, mens jeg fornemmede at jeg smilte til hende og hørte mig selv sige ”jamen naturligvis da”.

Var jo også lidt stolt over, at hun overhovedet turde overlade 20 små franske unger på 9 år, til mig i flere timer!

Det er altså lidt synd for dem – og det var aldrig gået i Danmark. Jeg er ALT for streng. Men det er franske unger jo mere vant til, så mon ikke det går.

Så meldte spørgsmålet sig: HVAD skal jeg dog lave med dem? Jeg er jo netop IKKE uddannet lærer og bliver det heller aldrig. Men så er det jo godt at jeg har fundet denne guldgrubbe herovre i Skolestuen.

Idéer og materiale lige til at låne! Dejligt når man sidder lidt fortabt i et fransk system og skal have noget inspiration til danskundervisning, så de ikke er gået helt i stå, når vi engang kommer hjem igen.

Nu er det ikke franskundervisning jeg leder efter i dag, men derimod matematik.

Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at vove mig ind i de filtrede regler for, hvornår noget hedder hvad, i den franske grammatik. Jeg kan som regel høre hvornår det er rigtigt, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg fandt nogle matematik ark som skal udfyldes, men det kræver at man kan sine tabeller op til 10. Det tager man åbenbart ikke så tungt i en dansk skole, men i Frankrig skal det sidde på rygraden.

Dernæst fandt jeg en skøn bog som Firkløveret har elsket, ”La Cabane Magique” af Mary Pope Osbourne. Det er søskendepar som kravler op i en hule i et træ, og bliver sendt tilbage i tiden. I nr. 1 bliver de sendt tilbage til en verden beboet af dinosaurer og skal selv finde ud af hvordan de kommer hjem igen.

Og så bager jeg noget bestikkelse i form af verdens bedste cookies. Så går tiden nok alligevel. Jeg kunne også æde en høne..Sådan for underholdningens skyld.

Tror jeg sover godt i nat..

Intet varer evigt..

Og slet ikke stilhed, for lige pludselig var de hjemme igen. Og så var freden definitivt forbi.

De ævlede i munden på hinanden om lærere, kammerater og lektier i vild forvirring. Det endte med at jeg måtte indføre taletid – for med den begyndende demens jeg plejer i stilhed – var det mig komplet umuligt at holde rede i hvem der havde matematik med hvem og hvem der havde haft grønne sko på til røde bukser.

I det store hele er det gået fantastisk. Når jeg tænker på skoledag 2 sidste år, hvor jeg kunne skrabe 3 grædende børn op og én som var gået i total panik og mest var holdt op med at trække vejret, så er det jo en vis forbedring.

Gårdmanden har I hørt om – og jeg er holdt op med at spørge – for han er glad. Færdig.

Prinsesse Lyserød havde en mindre krise idet hun var blevet skilt fra sin bedste veninde, da der blev lavet klasser og det var jo noget nær en katastrofe. Jeg sagde til pigerne at de jo måtte snakke med lærerne om det og se om det kunne lade sig gøre at ændre noget. Søreme om de ikke var lydhøre for pigernes meget åbenlyse sorg, og fra torsdag er Prinsessen igen at finde i samme klasse som bedste veninden! Hurra for det!

Zorronaldo har intet at brokke sig over.. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Han er glad for alle sine lærere, synes at klassen er god og er i det hele taget vældig tilfreds med livet, bortset lige fra det faktum at han er forment adgang til en fodboldbane i meget lang tid endnu, på grund af det forbistrede kraveben som kun langsomt vokser sammen.

Divaen er ved at komme sig over chokket over gymnasiet. Aldrig har hun sat sine ben på så stor en skole. Der er ca. 190 elever i 1. G – fordelt på 5 klasser. Ja, der er 37 i hendes klasse. Og så har jeg ikke engang talt 2. og 3. G med.

Hendes lærere virker søde, og kammeraterne ligeså!

Så alt i alt er status at de er glade for at komme i skole alle 4 og det var lige alt hvad jeg kunne tænke mig.

Nej jeg kunne også godt tænke mig et job som kunne give nogle penge, for det ligger lidt tungt med det, og så kunne jeg også godt tænke mig en skæremaskine. Altså sådan en som kan skære rugbrød. For de skiver jeg får klampet ud på deres tallerkner er ikke højt i kurs.

Men altså.. Nu hvor skolestarten er gået over al forventning så bare et lille job og en skæremaskine så skulle det vist være der!

Skole-pakkekalender

Så er vi ved at få overstået samtlige skolestarter.

I Frankrig er det sådan at man skal købe skolemateriel selv.

Gårdmand Bjørn får hæfter af skolen, men ellers skal man købe forskelligt – som alt sammen står på en liste der bliver udleveret i starten af ferien.

Hvis man ignorerer dette, og regner med at det sagtens kan nås efter ferien, får man blødende mavesår og åndenød den sidste uge af ferien – det har jeg nemlig prøvet, sidste år.

Af den simple årsag at jeg ikke fik disse lister før der var 1 uge tilbage af ferien.

Det var omtrent som at lave pakkekalendere.

NU siger I nok – hvad er der galt med pakkekalendere? Men så vil jeg bede jer om at tænke en ekstra gang: jeg har 4 børn. Pakkekalender er noget med 24 små pakker. Absolut til at overkomme. Altså til ét barn.

Så gang dette stunt med 4.. Ja – det bliver så lige 96 små NYTTIGE pakker, som pakkes ind natten til den 1. dec. – og ifølge diætister og andre onde mennesker, må det helst ikke være allerede indpakket chokolade, idet der i forvejen indtages alt for meget slik i december.

Nå, tilbage til skolestart – det minder som sagt en hel del om at lave 4 pakkekalendere – at finde, udvælge og indkøbe skole udstyr til 4 børn – der naturligvis ikke skal have det samme – det ville have været for nemt.

Et lille eksempel:

Matematik 7 klassetrin – stort hæfte 24×32, 192 sider, med små tern. Lineal-sæt i plastik, Passer til rigtig blyant.

Matematik 9 klassetrin – 2 store hæfter 24×32, 96 sider, med store tern. Passer fra sidste år. (Her skal man naturligvis selv vide hvilken passer de havde sidste år)

Formning 3 klassetrin – pensel rund str. 8 + 14, pensel flad str. 10 + 12.

Osv.

Derudover er det også en stor fordel at kende de forskellige ord der benyttes på disse lister.

Jeg løb fuldstændigt forvildet rundt sidste år, og gik i panik grænsende til det hysteriske, da der på listen stod ”Lutin 40”. Ordet Lutin – hvis man gør sig den ulejlighed at slå det op – betyder nisse..

Og jeg kunne for min død ikke gennemskue hvad mine to ældste børn skulle have en nisse nr. 40 med i skole for.

Fejl 40 kunne jeg forstå – men nisse 40?

Og jeg måtte hive fat i en dame der også rendte febrilsk rundt med lange lister – det gjorde alle faktisk – for det er det rene gedemarked i det lokale Bilka-agtige supermarked i de sidste 10 dage før skolestart – for alle skal have fyldt taskerne med udstyr.

I hvert fald fik denne dame fortalt mig, at en nisse 40 – var en plastikmappe med 40 indbyggede plastiklommer. Noget misvisende, synes jeg nok..

Mine børn fik deres nisse, og jeg fik mit blodtryk ned på et nogenlunde normalt leje igen. Og jeg endte med at blive færdig med udstyr til fire – og kom derfra med den længste kassebon jeg nogensinde har afstedkommet.

(Den ligger ude til venstre – og ja køkkenrulle og kleenex var også på en liste)

I år – ahh – i år var jeg fuldstændig på forkant med hele skoleudstyrssituationen.

Jeg købte nemlig alt udstyret i den første uge af sommerferien. Det havde den åbenlyse fordel at jeg var fuldstændigt alene imellem hylderne, at de hotte farver ikke var udsolgt og at jeg havde tid til at tage 1 barn ad gangen.

Så jeg har vandret glad – måske en anelse skadefro, men sig det ikke til nogen – forbi skoleudstyrshylderne med næsen i sky og på provokerende vis signaleret at JEG altså var helt færdig og at det var de ikke. HA.

De 4 skoletasker med deres respektive indhold har derfor stået klar siden d. 13. juli. Og det havde også været det første jeg ville redde i tilfælde af at huset skulle brænde!

Og i dag forlader de tre sidste skoletasker deres plads under hylden, for at ledsage et barn på dets færd udi kundskabens verden.

Det var så den sommerferie!