Tag Archives: Fransk skole

Som en god film

8 aug

Jeg sov tungt og godt da Gårdmand Bjørn vækkede mig til almindelig og meget langt fra ferie-stå-op-tid.

Han havde ondt i maven. Ud over det hele. Så jeg fik fundet klorin og klude frem fra Laurences skab og bad inderligt til at det ikke var en virus, så vi ikke smittede hele husstanden med noget Roskilde. Det skete dog ikke, men det vidste jeg ikke da jeg stod på hovedet i WC kummen der klokken meget tidligt.

Gårdmanden blev sat under en lun bruser, vasket ren og lagt til tørre i et gigantisk håndklæde på en liggestol udenfor på terrassen, mens Laurence og jeg fik morgenmad, ligeledes med udsigt over byens tage.

Vi satte First Man til at passe syge smådrenge – i ental – og tog, uden den mindste dårlige samvittighed, ud for at se om der var ting vi ikke kunne leve uden!

Der skulle ikke så meget til, jeg fik samlet indtil flere fyldepenne og visk-ud-bare blækpatroner. Sjove bøjelige “kan-ikke-knække” linealer og fancy mapper til skolestart langt væk i Danmark. Men vi fik også købt skånekost til min yngste søns skrøbelige mave, så han hurtigt kunne komme på højkant igen, og dog få noget i sig.

Frokosten, var endnu et af de der øjeblikke hvor man ville ønske at tiden kunne stå stille.

Nostalgien over at vi skulle hjem igen lige om lidt, blandede sig med glæden over at det år der er gået ikke kunne mærkes og at alt var som før.

Med flagrende dug og lavendler..

Lidt som i en god film.

Med en flagrende dug, udsigt over lavendelmarker, og intens glæde. Altså i filmen. Vi havde ingen flagrende dug og ingen lavendel. Men glæden var der i hvert fald, samt en duft af klorin!

Maden var fuldstændig uovertruffen. Og faktisk har jeg fundet på at jeg vil slutte ferieberetningen af med alle de skønne opskrifter jeg fik tiltusket mig på turen, for der er godt nok guld iblandt! Men der går jo nok lige et par dage endnu.

Nå, eftermiddagen gik med yderligere afspritning af alt og alle, samt at hente børn et sted og aflevere dem et andet sted, stoppe og sludre med fortidens bekendte.

Og så lavede vi mad til den store guldmedalje, uden dog helt at vide om det ville smage godt, da det blev til i stærke klorindampe for at undgå enhver form for smitterisiko. For om aftenen kom Gårdmand Bjørns gamle klasselærere!! (mangler der ikke lige et “r”?) på besøg hos Laurence og Eric, sammen med en del andre.

Jo, de kom begge to. Både Frédéric fra 3.kl og Christine fra 4. kl. for de skulle for det første hilse på deres lille Dansk-Franske Bamse og for det andet ville de også gerne hilse på den forhenværende Præsident – mig – igen! Bamsens mave opførte sig pænere og ingen andre havde det skidt, udover mig og min finger.

Den intravenøse Ricard. Og meget andet flydende. Og så une baguette, naturellement!

Vi havde en rigtig dejlig aften, fik snakket lockout og undervisningsreformer mens vi mindedes vores danske julefrokost hvor de både fik snaps og lakrids. Udover frikadeller, rødkål, ris a l’amande og pebernødder selvfølgelig.

Det lyder alt sammen meget dejligt, men for det tilfælde at man skulle have glemt det, vil jeg bare lige påpege at min finger stadig gjorde ondt!!

Tankevækkende

30 apr

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Frem og tilbage

11 apr

Man kunne fristes til at sige at frem og tilbage er lige langt. Men ligesom 1 + 1 = 6 lige i vores tilfælde, så er den slags sandheder relative.

Jeg er blevet spurgt hvorfor i alverden vi ville bo to år på Æblebakken, hvis vi alligevel tager tilbage til Øen igen. Både af folk her, men også hjemme på øen.

Umiddelbart ville jeg mene at det er et tosset spørgsmål, men det har jeg altid hørt at man ikke må sige. Men tænk nu, hvis nogen kom og tilbød dig at du kunne tage i sommerhus i to år, et smukt og anderledes sted, endda i et fremmed land, ville du så ikke gøre det?

Folk spørger: Er det så definitivt?

Og naturligvis er det ikke det. Det er der kun en ting der er.

Det har altid været vigtigt for os, at firkløveret var helt klare over at de var halvt af hver. At de indeholdt begge kulturer. Det har ikke altid været nemt at huske på det danske når man boede i det franske, men så sandelig heller ikke nemt at få lov til at huske på det franske i det danske.

”Det er også bare fordi I snakker for meget fransk at First Man ikke er så god til dansk!” Sagt med god forurettet tone på en eller anden dansk dialekt.

First Man er bare ikke så god til sprog. Sådan er det. Jeg er ikke så god til videregående matematik med x’er og i anden og den slags. Sådan er det.

Men det er vigtigt at have det hele med.

Både Bamse og Kylling men også Nounours, Nicolas et Pimprenelle.

Derfor har det været en gave for os alle, at vi har kunnet splitte det op og tage et par år hernede.

Alene sådan noget som en håndskrift.. I og med computeren ikke har gjort sit indtog i alle franske familier, endsige skoler, så skal alt foregå ved håndkraft. Alle afleveringer er håndskrevne. Så om ikke andet så skriver mit Firkløver smukt nu. Skråskrift naturligvis.

De har også lært en hulens masse geografi og historie, dog på en noget mere gammeldags måde end i Danmark. Men det sidder også fast på en anden måde. Måske fordi man ofte skal gøre rede for, hvor meget der rent faktisk hænger fast.

Det er dejligt for os at kunne sende børn videre i et skoleforløb, udstyret med redskaber til hvordan man styrer sin tid og sine lektier. Samt at vide at vores børn rent faktisk har en håndskrift.

Men det er også rart at sende dem hjem til skoler hvor de kan kommunikere med deres lærere, på et mere ligeværdigt niveau.

Det har været en fantastisk oplevelse for dem, at se hele verden med andre øjne. Jeg er overbevist om at det skaber mere åbne og tolerante mennesker. Mennesker som ikke dømmer andre så nemt og som har nemmere ved at acceptere at verden ikke altid er som hjemme i den lokale andedam.

Det har været hårdt for firkløveret at falde til, vel har det så. Men de mener alle at det var hele værd!

Det der med at skifte mening

3 apr

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Jeg er ikke træt

17 mar

Sagde Gårdmand Bjørn. Gabte, og blinkede med øjnene. “Jeg har bare lyst til at sove” Og det gjorde han så.

Det var også en lang dag i går.

Guleroden blev ikke til noget. Ej heller James Bond. Onsdag aften meldte han sig syg fredag eftermiddag sådan på forhånd, for han vidste ikke hvad han ville være.

Jeg kunne trøste ham, opgav i øvrigt og lagde opgaven helt og holdent i First Mans hænder, som jeg sendte op for at sige godnat så de kunne lave en plan.

Og det gik rigtigt godt. Endte forresten sådan her:

Fastelavn

Læg mærke til det absolutte fravær af blærbart materiale. Ingen fantastiske kreationer, intet hjemmelavet, som jeg eventuelt kunne vise frem og få points for. Men det var ret lige meget idet jeg havde en meget, meget glad søn!

Og så gik vi ellers byen tynd igen.

Og smed rigelige mængder konfetti i hovedet på os selv og hinanden. Jeg skal ikke kunne forsværge at jeg ikke også har ædt en god deciliter. Det føltes nemlig ikke som om alle papirstumperne kom ud igen hver gang, når jeg savlende prøvede at hoste op og ekspedere dem ned på fortovet.

Da Fiona ikke var med i år, fulgtes jeg med en sød First Man. Ingen konfetti landede på ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid er den uheldige.

Vel hjemme på skolen igen, holdt hele underskolen fra 3- 11 år fest i skolegården og vi andre – over 11 år – måtte pænt vente udenfor lågen til det var tid at hente vores feststemte karnevalsramte børn.

Stemningen hjemme var derefter noget mat og det var såmænd ikke kun Gårdmand Bjørn som kom tidligt i seng.

Men hvis jeg tager mig sammen kan jeg måske alligevel nå at lave en gulerodsudklædning til næste fastelavn..

Grin til verden – den griner ikke igen..

13 mar

Overskriften er nok en anelse pessimistisk – der burde nok stå: Grin til fredagslæreren – hun griner ikke igen..

Altså, Gårdmand Bjørn går i Ecole Primaire. Og der har man som regel kun én lærer til alle fag. Og man får ny lærer hvert år.

Dette års lærer hedder Christine, og da hun er samtidigt skoleinspektør og skal klare en masse administrativt, har hun ingen undervisning om fredagen hvorfor klassen har en anden fredagslærer.

For et stykke tid siden blev jeg stoppet af denne fredagslærer som åbenbart var lidt misfornøjet med min søn.

”Jeg har skældt ham ud i dag” busede hun ud da jeg kom for at hente min håbefulde søn. ”Han fik et grineflip..” Og her kom jeg desværre også til at grine.

På den spruttende måde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, men man kan se så mange ting i bagklogskabens skinnende klare lys.

Jeg slugte mit grin og prøvede at se alvorlig ud, jeg ville jo ikke være alt for uhøflig.

”Og så fik han en straf.” fortsatte hun surt. ”Han måtte ikke være med til sport”

Jeg måtte her kæmpe hårdt for at lægge mit ansigt i alvorlige folder, i stedet for måbende do. Det lykkedes kun halvt, jeg fik fat i min søn og vi skyndte os at gå.

Normalt ville jeg nok have snakket med både ham og hende.. Men denne gang nøjedes jeg med at forklare min søn, at der ikke var så lang tid til at vi skulle flytte og at han heldigvis kun skulle have hende om fredagen.

Damer med så åbenlys mangel på pædagogisk sans, hører nemlig med til den kategori af mennesker man ikke kan nå.

Og skulle der sidde enkelte læsere ude i verden som undrer sig, vil jeg minde om at det er nemmere at få 10årige drenge til at sidde stille og høre efter, hvis de har spænet rundt og brugt deres krop i 45 minutter.

Og jeg vil godt indskyde at min yngste søn ikke er et buldrehoved. Han taler pænt, siger ikke ret meget, forstyrrer ikke i timerne og jeg har aldrig hørt noget negativt om ham, fra de andre lærere.

På vej hjem fnyste Gårdmand Bjørn indigneret: ”Jeg har da aldrig før fået skæld ud af Christine fordi jeg kom til at grine” Han surmulede lidt men tøede dog op derhjemme ved synet af amerikanske pandekager.

”Det er nok fordi Christine også er mor at hun er så sød.. Skrap, men sød” Kom det, lidt klistret, mellem to pandekager.

Jeg tror ikke jeg siger noget til fredagslæreren, er nemlig ret overbevist om at det er nytteløst; hun har nok også allerede afskrevet mig som håbløs, ikke seriøs forælder..

Heldigvis.

Aldeles uinteressant opdatering

21 jan

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

%d bloggers like this: