Ikke noget at råbe hurra for.

Det var ellers ikke fordi jeg ikke havde glædet mig.

I et helt år.

Til min helt egen sommerferie.

Uden sure franskmænd, eller folk jeg skulle arrangere bryllup for. Ej heller mystiske Stein Bagger typer, og nej jeg ved godt jeg ikke har fortalt jer om lige netop den del – han hed i øvrigt Jan – som kunne ødelægge mere i vores dagligdag end hvad godt er.

Intet kunne spolere min glæde over at jeg snart ville få sommerferie, heller ikke da Gårdmand Bjørn blev indlagt med meget høj feber.

Ikke nok med at han fik feber, han tog også lige en lille spadseretur i haven omkring kl. 02. Og han vidste ikke helt hvorfor. Det kunne ingen af lægerne lide. Så vi blev sendt direkte på OUHs børneafdeling for videre undersøgelser.

Vi fik heldigvis lov til at komme hjem igen, da de ret hurtigt kunne udelukke alt det væmmelige. Så kunne han jo ligeså godt ligge hjemme og have feber. Vi beholdt en åben indlæggelse i en uge men den fik vi ikke brug for. Han blev rask og ingen ved hvad der ramte ham. Godt det samme. Han var jo rask igen.

Så fik Prinsesse lyserød det skidt. Ondt i halsen og hvad ved jeg. Et besøg hos lægen og en recept på penicillin senere regnede vi med at det ville gå over. Men næ nej. Der skete ikke en hujende fis. Tilbage til lægen fik hun taget en blodprøve og nu kunne der konstateres mononukleose. Ja, kyssesyge, men det er et lidt sært ord at bruge for en sygdom man kan få på alle mulige andre måder end at kysse på. Hun var i hvert fald ikke mange sure sild værd, staklen.

Endelig fik jeg ferie. Den blev lagt ud med en tur på Langelandsfestival, i Tinas brors campingvogn. Den uge var der ikke det fjerneste galt med, så den kan jeg altid fortælle om en anden gang.

Da vi kom hjem døde en pap-Oldefar. Ikke fordi vi kom hjem, men fordi han var 96.

Vi havde planlagt 10 dage i sommerhuset og en dejlig weekend i Sverige, hvortil min lillebror har valgt at flytte. Men så skulle jeg i bad.

…

Og selvom jeg nu i over 10 år har skrævet over mit badekar når jeg skulle åbne vinduet efter mit morgenlige brusebad, så er der aldrig sket noget. Nok hovedsagelig fordi jeg har haft tørre fødder.

Lige præcis den dag, tirsdag d. 28 juli stillede jeg mig op på kanten med våde fødder. Det gør jeg aldrig mere.

Jeg gled nemlig. Fødderne gled som Bambi på glatis ud mod venstre, jeg lettede, og mens jeg hang der i luften, nåede jeg at overveje om det nu også havde været en super god ide at bestige badekarskanten iført våde fødder. Jeg kunne så selv besvare mit spørgsmål da jeg landede, tungt på højre side og hørte noget knække.

Knække på den indvendige måde.

Siden da, har jeg forsøgt at undgå nys, hoste, hikke, latter og opkast på det bestemteste. Og jeg danser aldrig mere ballet på mit badekar. Ingen trøst er mulig, det kan vare op til flere måneder inden jeg er mig selv igen hvilket jo lægger en dæmper på de fleste fysiske udbrud.

Som om det ikke var nok, så døde jo også min elskede Moster. Min mormors yngste søster, som i praksis havde fungeret som hele familiens mormor siden mormor døde i 1988.

… Og det var hårdt.

Alt i alt en lidt anderledes og lidet attråværdig sommerferie til mig.

Jeg håber inderligt at jeres var bedre.

 

Tilbage på Egeskov

Dengang da Kong Mor var knægt, skulle man så sikkert som amen i kirken, skrive en stil med den lidet inspirerende titel “Min sommerferie”.

Den var helt sikker; så såre man havde fået sat sig på skolebænken, og længe inden bøgerne blev bundet ind, kunne man være vis på at dette litterære værk skulle forfattes.

Nu vil jeg bestemt ikke underholde jer med min sommerferie, det er nemlig den mest kedsommelige og mindst sommerferieagtige sommerferie jeg nogensinde har haft.

Men jeg vil gerne fortælle om nøje udvalgte episoder som måske endda kunne underholde jer lidt.

Bimbi snorker.

Vi var på Egeskov Slot flere gange.

Med hvalp.

Med søvnig hvalp.

En søvnig hvalp, som ikke var i stand til at gå så langt før hun faldt i søvn. Og skulle bæres.

…

Et par uger, eller seks, gik og vi vendte tilbage til Egeskov.

Denne gang med lidt større hvalp. Som stadig var søvnig.

Bimbi blunder.

Og ville bæres.

…

…

Jeg vil ikke tilbage til Egeskov uden trækvogn.

Jeg siger det bare.

…

 

 

Velkommen igen til søndagskagen!

Tadaaaah!!!

For I må jo endelig ikke tro at jeg kunne holde ferie uden kage!

Det blev da heldigvis til et par stykker, men den bedste var uden tvivl denne her:

Basis for overlevelse! Kage og chokolade!

 

“Tre chokolader” – og så har jeg sagt det hele. En slags moussebunde der var i perfekt harmoni med hinanden! Ikke for tung, og ikke alt for sød. Og den forsvandt som dug for solen.

…

Jeg synes jeg bliver en kende lækkersulten…

Mon ikke jeg skal have bagt i eftermiddag?

Sommerferiestart

Jeg vil, for nu at trække en ordentlig tilbagekomst i langdrag, gøre en del ud af ferieberetninger. Billederne har nogle af jer muligvis set før, da en del af dem har været en tur på Kongmors Instagram profil!

Jeg var så forudseende at jeg på min første feriedag i Intermarché (et fransk supermarked) kastede et kladdehæfte ned i kurven, og så skrev jeg en slags faktuel dagbog i punktform, dag for dag.

Feriekageorgie

Med det resultat at jeg i dag er i stand til at fortælle at jeg havde sidste dag fredag d. 5.juli og at jeg, efter ovenstående og kvalmende overdådige feriekagebord drog hjem for at hjælpe resten af familien med at pakke bil, tagboks og trailer, samt at vi stod op kl. 04.00 lørdag d. 6 juli for at sætte os ud i bilen – okay alle under 19 væltede ud i bilen for at snorke videre – og køre mod syd. Dog først efter nogen – netop som bilen var på vej ud af indkørslen – skreg op om at hun havde glemt sin tandbørste.

Snorksovende børn og glade forældre.

Jeg ved godt det virker som en rød klud for nogen, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor familier ofte ikke kan finde ud af at være sammen i deres ferier. Bevares, mine møgunger kan bestemt godt skændes og være ulidelige, ligeså kan min mand være en pestilens. Jeg er naturligvis den eneste der ikke er noget galt med, hvis jeg vrisser, er det udelukkende de andres skyld!

Tysk stau..

Nå, men vi hyggede os faktisk. Det meste af turen. Jeg blev en anelse utidig over det evindelige tyske stau. Jeg fatter ikke hvorfor der altid er klumper i trafikken i det land. Og det får mig hver gang til at råbe meget højt.

Men efterhånden som kilometerne forsvandt under dækkene, nærmede vi os denne smukke port til Normandet. Og så var der pludselig ikke så langt længere.

Pont de Normandie

Vi ankom til Lisieux 21.30 og fik hurtigt leveret diverse børn på diverse destinationer, og endte selv hos Eric og Adé som havde et fantastisk måltid klar til os. Samt noget jeg nok vil fortryde når de sidste dråber er drukket, nemlig en ny variant af Ricard, en rosé variant som smagte himmelsk og som ikke forlod min gane ret mange aftner i træk.

Hygge a la fransk

Selvom vi var trætte, kom vi først i seng ved 02 tiden, for der var jo så meget vi lige skulle opdateres på.

Og snakke om, og grine af.

Men det var bare så godt at være tilbage og vi kan sove når vi bliver gamle!

Jeg er levende!

Et nyt arbejds- og skoleår er næsten i gang igen.

Blyanter er spidsede og klar. Alle er veludhvilede efter ferien og skulle være klar til at udfylde de blanke sider.

… Faktisk er det jo lidt betryggende at vide at man hele to gange årligt får chancen for at spidse blyanter og starte forfra på friske blanke sider. Jeg mener, alle de dårlige vaner man har nået at få tillagt sig – uden naturligvis at være skyld i det selv, man er bare viljeløst og nådesløst blevet trukket ned i vanens dynd – kan man få en slags syndsforladelse for, og starte i et frisk kladdehæfte.

Nå det var et lille bitte sidespring, men altså, jeg er stille fordi der er sket meget i mit levende liv, så meget at jeg har fravalgt blogge på det groveste, både min egen og andres, og den dårlige samvittighed begynder efterhånden at røre på sig.

Jeg vil gerne fortælle om ferien – som var fantastisk – jeg nævner i flæng: dykning i Spanien, shopamok med veninder fra Æblebakken, bjergbestigning i Pyrenæerne, alt for meget lækker mad og intravenøst Ricard Rosé.

Jeg fortrænger dog samtlige minder om min sure svigerfar, som på alle måder levede op til sit tilnavn, Gårdmand Bjørns start på ferien med galopperende mylderbæ  – på Laurences toilet kl. meget og alt for tidligt – samt den luns af en finger jeg fik snittet af under et besøg på den blinde måde, i min egen toilettaske.

Sagen er også at jeg venter på at Bloggers Delight skal fjerne reklamerne fra mit eget domæne så jeg kan få min blog tilbage og kan få foden under eget bord.

Til den tid har jeg nok ikke flere læsere – men det må jeg jo så leve med – indtil da, nyd jer selv og hinanden!

Søndagskagen #16

 

I anledningen af sidste feriedag for den sidste 3/4 af firkløveret var vi på en lille tur, og på vej hjem gjorde vi naturligvis holdt ved en bager.

Der lå en meget stor Royal kage i vinduet som bare måtte med os hjem til te!

Der holdt min standhaftighed ikke længere – og jeg spiste et lille stykke – jeg fortrød det ikke. Har ikke fortrudt endnu i hvert fald!

Himmelsk!

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Sol og zzzzzzzzz..

Omsider er vi, efter mange og lange timer i en bil der blev mindre for hver kørt kilometer, tilbage på Æblebakken.

Da vi ikke syntes at vi havde behov for mere af det regn som dryssede ned over øen, gjorde vi kort proces og skyndte os at forsvinde, og det var godt vi gjorde det for her skinner solen i det mindste.

Jeg behøver nok ikke fortælle at det var rimeligt hårdt at sidde i bilen på vej mod Lillebælt, og se 4 børn med store tårer trillende ned af kinderne. Heldigvis gik der ikke så længe før vi kunne snakke om at det er rart at savne – for det betyder at der er nogen man holder forfærdeligt meget af. Og så hjalp denne dejlige pose jo også gevaldigt på humøret – Tusind tak Linda!!

Oldemors dug måtte desværre blive tilbage på øen, for der var ikke engang plads til de to sidste af Sofies æbler – hverken i bilen, tagboksen eller på traileren, som blandt andet var fyldt op med motorcykel, kirsebærsauce, saltfisk og bøger.

Og da vi ankom til det dugfriske solskin i morges – meget tidligt – blev der derfor pakket ud i flere timer. Og vasket tøj. Og ædt hjemmebagt ”danskbrød” fra i går!

Vi er noget matte i betrækket, og laver ikke ret meget, udover at glæde os over at vigtige ting nu er indenfor rækkevidde. For eks. en gris og mormors strikkepinde.

Flere har spurgt til grisen.. Her er hun – hun hedder So-rine!! Gæt selv hvem hun sover sammen med!

 

Og så skal jeg nok snart være klar med lidt mere almindelige blogindlæg – sådan som i morgen tidlig.

Men i dag skal jeg lave absolut ingenting – eller jo – jeg skal naturligvis lave mad for nu er ferien definitivt slut for mig.

Det lakker mod enden

Der er langt til jul. Det kan man se, når hverken Lidl, Netto, Kvickly, Føtex, SuperBrugsen og Fakta havde kirsebærsovs. Men SuperBest som jo har tradition for at have for gamle varer, de havde naturligvis et par bøtter stående fra sidste jul.. Jeg ved det for sidste holdbarhedsdato er Marts 2012..

Men pyt nu med det – det er ikke kød og jeg overlever simpelthen ikke en eksiljul uden kirsebærsauce!

Jeg har også fundet et anseeligt antal bøger, hist og her og alle vegne, og et par danske DVD’er har også sneget sig ned i kasserne. Med andre ord – vi har pakket alt det som gør, at vi kan leve et år mere på Æblebakken, uden de store kulinariske afsavn.

Det med det menneskelige bliver lidt en anden historie.

I går havde vi sagt rundt omkring at man var velkommen til at tage sin aftensmad med og spise den hos os. Hvilket faktisk resulterede i, at der på et tidspunkt var 15 voksne og 17 børn i mit køkken – og mig selv naturligvis.. Imponerende og vidunderligt!

Det er vist aldrig sket før.

Alle havde en lækker ret med til en fælles buffet og der var faktisk flere som havde lækre desserter med også, og vi hyggede og fik snakket fra kl. 16 til midnat hvor de sidste gik hjem!

Skøn måde at sige farvel og på gensyn på!

Men også lidt vemodigt..

Og selvom Gårdmand Bjørn jamrede over at skulle sidde i en bil i mange timer lige om lidt – går det meste af hans dårlige humør på at han ikke skal se Nikolaj og Rasmus i lang tid.

Nu mangler vi bare en familie brunch og så er det ellers Æblebakken og en dagligdag der venter i det fjerne. Okay ferien varer lige et par uger mere, og så starter skolen.

Tak for denne gang Danmark, vi ses igen!

Svar på tiltale

Gårdmand Bjørn har igen glimret ved sit fravær på matriklen stort set fra det minut vi låste døren op i mandags. Og været sammen med Nikolaj stort set non-stop.

Og da jeg skulle sige godnat i går, hvilket er knap så hyggeligt som hjemme på Æblebakken, da han her sover i en høj seng og jeg derfor ikke kan lægge mig ved siden af ham, fik jeg små brudstykker af dagenes begivenheder.

Gårdmanden har åbenbart helt glemt at være fræk, og bande, på dansk. Ikke at det gør mig noget – overhovedet – jeg kan blot konstatere at det må hænge sådan sammen, når han forbløffet fortæller at ham der Kasper, som også er ven med Nikolaj, taler meget grimt.

Da jeg ser lidt mystificeret ud, fortæller han følgende: “Nikolaj havde slet ikke gjort noget, vi gik bare og snakkede og ham Kasper siger så bare ”luk røven”. Det var da noget mærkeligt noget at sige”.

Han fortæller så at dejlige Nikolaj havde meddelt at hans bagdel heldigvis var lukket, for ellers ville han bare slå en prut på ham (Kasper).

Dette svar gjorde Kasper gal og derpå var Nikolaj og Gårdmand Bjørn fnisende stukket af på cykel og besluttede at han nok ikke var værd at lege med.

”Han kunne da bare have talt pænt” kom det noget indigneret fra Gårdmanden – og jeg var helt enig.

For at vende tilbage til Gårdmandens høje seng, så spurgte han faktisk om jeg ikke kunne kravle op – og da jeg sagde at det nok ikke var så godt, nikkede han og sagde: ”nej du er også alt for tung” Jeg prøvede at se fornærmet ud, og det må have lykkedes ret godt for han fortsatte så: ”Nej mor, du er altså ikke tyk, men du er jo stor. Du er større end mig i hvert fald.”

Så kunne vi grine lidt af det. Han grinte nok lidt mere end jeg.

Og da jeg gik, råbte han: ”Vejer du egentlig mere end et halvt ton?”

Så selvom han ikke kan huske hvordan man bander på dansk, så kan han altså sagtens være fræk!

Tilbage igen.. eller næsten

Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.

Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.

Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!

Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?

Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.

Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!

Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.

Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!

I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.

Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.

Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.

Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..

Om audiensen søndag

Da jeg kommer uden for internet forbindelsers rækkevidde indtil mandag – vil jeg lige nævne audiensen sidste gang her.

Jeg lovede Fru E at fortælle hvor mange der kom med deres familie – og det løfte kan jeg desværre ikke holde – for jeg kan ikke se mig ud af dem som måske kommer med familie.

Nogle kommer med og nogle kommer uden. Men da dette ikke er, hvad folk sædvanligvis forstår ved blogtræf, tror jeg bare at det står enhver frit for, at gøre som de lyster.

Jeg har min familie med, fordi vi er på ferie!

De har sikkert ikke tænkt sig at blive siddende og sludre så meget med blogfolket – men netop derfor er det organiseret på et sted, hvor der også er andet at tage sig til!

Vi kommer også selvom det regner – men er det skybrud kører vi igen.

Lad os mødes ved i nærheden af Møllen,så kan vi i samlet flok, finde borde, så man ikke går rundt fra bord til bord og siger: Hej, jeg er konge, er du blogger?

Håber at se rigtig mange af jer – det kunne bare være så hyggeligt!

Det om brugsen og byen

Eller sagt med et fint og intellektuelt ord – nærmiljøet.

Når man bare skal have fem teposer – og jo, jeg ved godt at de sagtens kan bruges flere gange, men så har jeg teposer til et helt år – og nogle opvasketabs – så gider jeg ikke at køre til de10 km ind til staden, til Netto, Fakta og alle de andre.

Så tager jeg til landsbyen ved siden af og går i Brugsen. Men det er faktisk en ret hård tur.

Det tager nemlig lige så lang tid, for i Brugsen, der møder man Charlotte og Søren i indgangen. Og skal lige opdatere. Og give dansk knus. Selvom man stadig er i fransk ”kys-på-kind” mode.

På vej hen til teposerne, bliver man nødt til at stoppe og sludre lidt med hende fra børnehaven. Og så går vi en anden vej, for hurtigt at komme hen til opvaskedimserne, og derpå ud og så hjem, men må jo lige sige hej til Michael, og bedst som man tror at NU er man sluppet fri – har betalt og er på vej væk, møder man Margrethe som er på vej ind.

Men det gør så ikke noget – for hun siger at hun læser min blog – og så bliver man jo lidt glad!

Man ser godt at Rigmors søn parkerer bilen, men nu vil man ærligt talt godt køre hjem igen.

Og det gør man så. Og kan vinke til Daniel ved busstoppestedet. Eller ret beset er det jo en rutebil, her i udkants-Danmark – men lad det nu være. Han var godt nok blevet væddemåls-korthåret.

Så cykler Kirsten forbi – men ser os ikke, fordi hun ikke har vænnet sig til bilen endnu.

Man kan konstatere at Bellas hus har skiftet farve, at Benny og Lene roder rundt i forhaven – de kan heller ikke kende bilen – og så lige før man drejer ind i indkørslen, er der en velindpakket motorcyklist som laver et mystisk kast med hovedet og Gårdmand Bjørn råber – det var jo JAN!! Og det var Jan, får vi at vide på en efterfølgende sms, hvordan han så ellers har kunnet se det, på den formummede mand der drønede forbi.

Men med hensyn til indkøb kunne jeg måske godt nøjes med at gå ned til købmanden som ligger 8 huse væk, men jeg er sikker på at det ville tage endnu længere tid.

Og for pokker hvor er det hyggeligt!

Det om bogstaver og ord på dansk

Med andre ord BØGER – og det der ligner.

Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.

Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.

Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.

Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.

Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”

Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!

Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!

Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.

”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl

”Vi, de druknede” af Carsten Jensen

”Forføreren” af Jan Kjærstad

”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson

Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!

Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.

Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.

Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.

Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.

Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!

Det om at være savnet

Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.

Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.

Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.

De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.

Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.

Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!

Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.

Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.

Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.

Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.

Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.

Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!