Stille og roligt i hængekøjen

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

…

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Medlem.

Divaen er nu fuldgyldigt medlem af klubben, Danmark.

Fik sit eget eksemplar af Grundloven, og pænt forklarende brev fra Mogens Gedebuk. Ikke noget særligt. Men vi ser ham jo også hvert år, oppe i sommerlandet.

Men det jeg ville sige var, at det er stort, fantastisk og fornuftigt at sende et eksemplar af Grundloven til alle der bliver 18.

Og en medfølgende forklaring om at man skylder Danmark, sig selv og de andre at være en del, også af det politiske fællesskab. Jeg fristes til at sige at det under alle omstændigheder umuligt kan blive meget værre end nu, så hvorfor ikke.

Nu med egen Grundlov

Men det er da et sundt initiativ. Et vink der er til at tage og føle på. Tilsendt på ens 18 års fødselsdag.

Danmark – jeg er for en gangs skyld imponeret!

Alt på et bræt

Nu vi er ved de der toiletter, så vil jeg da også skynde mig at fortælle, at jeg slet ikke tør tage telefonen med derud mere.

At have alt på et bræt er nemlig ikke en mulighed mere.

Det er gudskelov kun en forbigående angst – da det har en hel del med noget komfort at gøre – og intet med min telefon.

Brættet er nemlig ved at knække.

Jeg ER på kur, sagde jeg. Og First Man vejer stadig en hel del mere end jeg.

Men hver gang jeg satte mig – og dernæst ville rejse mig igen – var der noget som nev mig i ballen. Sådan rigtig eftertrykkeligt.

Eller faktisk, hvis jeg skal være anatomisk korrekt, var det ikke helt i ballen, men på baglåret sådan cirka 5 cm under ballen.

Der blev jeg nevet. Hver gang. Der var ikke noget på selve brættet. Og det begyndte ærligt talt at blive en anelse trivielt, for slet ikke at tale om hvor irriterende det var, ikke at vide hvad der nev mig.

Jeg er trods alt ikke mere blond, end at jeg godt er klar over at det ikke er en hvem.

Hvorom alting er, så mener jeg at man på et eller andet tidspunkt må finde på en lidt mere effektiv måde at få opmærksomhed på. Og blive ved med at nive sagesløse folk – mig – i baglåret er ikke i orden. Også selvom man er en ting.

Efter flere gange at have klaget min nød og First Man blot stirrede forvirret på mig uden at foretage sig det mindste for at redde mit skamferede baglår, endte det med at jeg tog brættet i egen hånd, og opdagede en knappenålstynd revne i malingen på brættet, knapt synlig med det blotte øje.

Jeg udledte heraf at noget var i stykker og at det var grunden til de gentagne niv.

Klog af skade, ville mit baglår ikke deltage i festlighederne længere, og begyndte derfor at lette og hælde over til den anden side. Og således, voldsomt akavet og noget skråt placeret, på et ellers nivende wcbræt, er det ikke muligt også at håndtere en mobiltelefon uden stor risiko for det ene og det andet.

Men der er håb forude, selvom han ikke tog sit protektorat seriøst, har First Man åbenbart også selv fået kærligheden at føle fordi, for lidt siden kom han nemlig meget hurtigt forbi min plads og spurgte en anelse forpint hvor jeg gemte min gaffatape.

Worlds most hated

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

Hegnet og mig..

Hvorfor.. må man ikke synes at de unge i Danmark – jeg mener især dem i folkeskolen og gymnasiet – drikker alt, alt, for meget og at det ville være en idé at prøve at gøre noget ved det, uden at blive katalogiseret som indremissionsk afholdsprædikant?

Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig drikker – vi får ofte vin eller øl i weekenden, måske en cocktail før maden, og jeg er ude af stand til at drikke kaffe hvis der ikke er baileys i..

Firkløveret har fået en grænse for alkohol som hed 16år. Det er hvad loven siger i Danmark og den agter jeg at rette mig efter som et minimum. Meget tit får Divaen og Zorronaldo lov til at smage nogle af de forskellige Vol.% der kommer forbi.

Men det var meget, meget svært når man ustandseligt rendte ind i forældre!! – ja, ikke engang de unge selv – men forældre som syntes:

”Nåååhr, jamen de skal da have lov”.

”De gør det alligevel selvom de ikke må – så vil vi hellere give lov”

”Vi gjorde jo det samme”

Der var også mange flere som røg i 70’erne og 80’erne – det blev det vel ikke mere sundt af, så den der med at “det gjorde vi jo også” den kan de rulle sammen og stikke skåt op hvis det stod til mig.

Faktisk er det bevist, at de forældre som har et helt klart NEJ, til alkohol før deres børn er 16 år, får mindre fulde børn, end dem som siger ”årh, det går jo nok” hvis de alligevel drikker.

Jo senere man starter med alkohol – jo bedre er man til at administrere sine branderter i det hele taget. Alt dette, og meget andet, fik vi at vide i 7.klasse til et infomøde med SSP- konsulenter og politibetjente og det hele.

Men denne, for vores børn så nyttige information, var på besynderlig vis gået i glemmebogen i 9.kl. for Divaens klasses vedkomne i hvert fald.

Hvis man forestiller sig en 9kl. med kun 2 elever som er 16 år, hvis forældre er samlet til møde, så er det meget svært at få et ben til jorden med fælles fodslag i forhold til alkohol, når der startes med at grine højt og længe af en dreng, som til sidste klassefest blev så fuld at han kastede op ud af bilen flere gange – ned langs ydersiden – på de 3 km hjemturen varede.

Samtlige forældre, syntes dette var simpelthen det mest morsomme de længe havde hørt. Jeg syntes faktisk det var ret trist. Både at drengen blev så plakatfuld, men faktisk mest, at hans egen mor sad og grinte så højt af det.

Det er ydermere svært at komme med en idé om fælles alkoholforbud i klassen, når en eller andens far inviterer 14årige 8.klasser til nytårsfest og han skulle da nok sørge for breezer m.m..  FLOT!!

Divaen kom til et par fester.. Men holdt op, da hun blev overfuset og nedgjort, hver evige eneste gang hun sagde nej til at drikke og nej til at ryge. Hun har da smagt – også selvom hun ikke måtte – men hun turde faktisk komme direkte hjem og sige det, så vi kunne snakke om hvad vi lige gjorde ved det.

Hvorimod andre røg og drak sig i det der hegn, den ene fest efter den anden, uden at deres forældre havde den fjerneste idé om hvad de foretog sig.

En, lod sin datter drikke – for så røg hun nok ikke.. HA HA.. Det gjorde hun så alligevel.

Der findes ikke noget mere deprimerende, end at modtage en sms fra sit barn som siger: ”er du sød at hente mig nu, pigerne er blevet så fulde at de har taget al tøjet af og står i trusser+bh og danser foran drengene, og det er ikke så sjovt mere”..

Drikke mentaliteten i Danmark, er blevet sat ekstra meget i relief hernede. Her bliver ikke holdt fest hver weekend, og når de unge så endelig holder fest, er de ikke nødt til at drikke hjernen ud. De drikker, men på en helt anden måde.

Da jeg så læste dette indlæg, faldt det mig ind, at det ikke kun er de unge, som har et problem med om andre drikker eller ej. Det er da grotesk, at man ikke kan vælge at lade være med at drikke, uden at skulle få alle mulige bemærkninger og spydige stikpiller. Jo, hvis man er gravid, er det til nøds accepteret, men ellers.. Jeg fatter det ikke.

Det er naturligt at der, til en fest i Frankrig, er ca. 1/3 som ikke drikker alkohol. Og ingen siger noget til det. Hvor ville det være rart med den samme tolerance i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg rask væk hjernevasker mine børn, hver gang der sker ulykker på grund af druk – gentager jeg ufint at ”DET der, er på grund af druk”. Men måske er jeg også farvet af denne oplevelse:

Min barndomslegekammerat og jeg blev unge sammen – hun tog en tur i hegnet hver weekend – jeg kunne ikke lide det og drak mælk til jeg var 17.. Vi mistede kontakten da jeg drog udenlands, men da vi flyttede tilbage til øen, kom jeg forbi en butik, hendes far ejer – jeg fór glad ind, og spurgte om de kendte ejerens datter. Det gjorde de da.. De havde netop været til hendes begravelse. Død af druk, som 31årig..

Vi var som sagt til fødselsdag i weekenden – der var rig mulighed for at drikke mig i det der famøse hegn med champagne og skøn rødvin – men der blev ikke set skævt til mig, fordi jeg valgte at lade være. Jeg fik vel 2-3 genstande og havde det, trods dette hæmmende faktum, yderst morsomt og var, sammen med den ualmindeligt smukke og skønne fødselar, den sidste som forlod dansegulvet!

Og selvom jeg var træt, som et alderdomshjem i modvind, hele søndagen, var det uden den invaliderende hovedpine, der uvægerligt kommer i kølvandet på en tur i det der åndssvage hegn!

Det synes jeg faktisk er en pligt, at turde lære sine børn. At man sagtens kan drikke – måske bare ikke hver weekend, og måske ikke så meget at man mister fornemmelsen for tid og sted, og derpå skvatter ned af et tårn, og dør, på den splattede måde.

Hvor er min Brasso – skal have pudset min glorie!

Sidder og føler mig sååå god, på sådan en selvfed måde.

Lidt ligesom den der kat i Alice i Eventyrland – som har et fedtet grin smurt ud over hele femøren. Det er lidt sådan man ser ud, når man er svært tilfreds med, at man har gjort noget rigtigt godt – OG at andre har set det.

Jeg har nemlig plantet. Ovre på skolen. Jo, skam – hele lørdag morgen og formiddag, var jeg, First Man og de 4 royale at se med rumperne i vejret, og iført gummistøvler, i færd med at grave huller og putte planter ned i dem, sammen med andre fra skolen.

Også selvom jeg tog nogle pauser – det er nemlig noget så tilfredsstillende at se andre arbejde mens man selv tager billeder, eller uddelegerer – subsidiært griner af dem som bliver sprøjtet til med vand.

Men jeg puttede den første lavendel ned i et hul som mine drenge havde gravet!

Baggrunden til al denne haveaktivitet, skal findes på et skolemøde i begyndelsen af januar. Inviteret af de to skoleledere, i min funktion af eneste levende dansker i deres etablissement, og så kom jeg til at øffe noget om medbestemmelse og ansvar for tingene og den slags Grundtvig-agtige ord.

Der var nemlig blevet malet noget grimt graffiti på skolen, og selv børnene – ikke kun mine – var sure over at der var blevet svinet til.

Jeg spurgte om ikke man kunne lave noget praktisk på skolen, hvor børnene kunne deltage, og ad den vej føle sig mere ansvarlige for deres skole.

Dette forslag blev modtaget på mest positive vis. Og et par uger efter blev jeg spurgt om jeg ville være med til at organisere haveplantning på de grønne områder ned til skolegården.

Det kunne jeg jo ikke så godt sige nej til, så derfor var jeg i torsdags, at finde i det lokale havecenter i selskab med en noget genert pedel, en meget stor trailer og øverste skoleleder.

Og hvad vi ikke fik købt: hindbær, solbær, ribs, brombær og jordbær. Og lavendel og lyng og nogle der stikker, men er sådan noget eviggrønt strittende, som eventuelt kan klippes i facon, hvis man har den slags sære præferencer.

Ja, den opmærksomme læser vil have noteret sig, at jeg ikke er havemenneske, og mine fingre er pænt beigefarvede uden skyggen af grønt. At jeg overhovedet ved, at vi fik indkøbt, for eks. solbær, er fordi mennesker på planteskoler verden over, er så venlige at forsyne deres planter med skilte, så planteblinde folk som jeg kan se, hvad det er for noget de planter i deres – eller som i dette tilfælde – andres have.

Det kunne for så vidt have været stikkelsbær, jeg havde først undret mig ved synet af store grønne solbær.

Ved ikke lige om de overhovedet havde taget mig med, hvis de havde været klar over hvor lidt jeg egentlig ved om have og grønt og sådan noget, udover at der er noget af det som kan spises og noget af det er pænt med blomster på. Så er der jo også ukrudt. Men hvem der er hvem er jeg ikke i stand til at udpege, medmindre det er meget åbenlyst.

Nå, men derudover havde vores kok – da der jo i franske skoler er kantiner hvor børnene, formedelst 30kr. dagligt, får serveret en 4 retters menu – og altså vores kantine kok havde ønsket sig en urtehave. Derfor fik vi også læsset timian, rosmarin, mynte, purløg og persille op på vores rullevogne.

Dette, og jord til et større landbrug, blev leveret ved skolen og så var det ellers bare med at komme i gang.

Børn i alle aldre og størrelser, lærere, ledere og forældre og en enkelt præsident for skolekredsen – mig altså, fik ved fælles anstrengelser ryddet og gravet og luget og plantet og vandet.

Bagefter, på bedste franske vis, fik vi en Kir Normand til apéritif, for at fejre vores nye skolegård, før vi så i fællesskab kunne fortære vores medbragte madpakker – og snakken gik lystigt!

Da vi gik hjem nød jeg synet af vores fine skolehave, og blev voldsomt stolt over at have inficeret Normandiet med lidt dansk fællesskab.

Jeg vil så bare gå og glæde mig til lavendlerne giver sig til at sende forførende dufte ud over skolegården når vi skal hente vores poder! Så kan jeg føle mig rigtig god en gang til!

Nu skal jeg bare lige have fundet min glorie først.

Solidaritet

Det lyder polsk – men det er det bare slet ikke. Det er bare temaet på skolens årsprojekt. Og da jeg før jul – direkte adspurgt – kom med i skolens arbejdsgruppe tænkte jeg – JAY!! (ikke Nik og.. men [jåd] yes altså – nå, I ved hvad jeg mener!!)

Jeg blev faktisk slet ikke bedt om at komme med mine idéer, men det skulle da ikke komme an på det. Så jeg tænkte, og tænkte igen, og er I lige klar over hvor meget man kan mose ind i begrebet Solidaritet? Det er simpelthen sådan en slags paraply ord som jeg frit kunne bruge til at retfærdiggøre alle mine idéer!

Det en skole som også tager imod anderledes børn. For eks. børn som er super gode til matematik, men lige knap så gode til det med det sociale. Den slags børn. Jeg havde jo godt hørt det fra de 4, at der var nogle børn (3 i alt) som ikke heeelt svarede til normen, og der blev vist også drillet lidt vel rigeligt. Helt ærligt – det tror pokker, hvis ingen nogensinde har hørt AT der er et anderledes barn på skolen, de andre kan jo lynhurtigt mærke – her er en som ikke er som os. Så jeg greb jo denne lejlighed til at promovere kommunikation i det noget lukkede franske system.

Plejer – sådan lidt klichéagtigt – at sige: mine 3 nøgleord er kommunikation, kommunikation og kommunikation.

Men det er jo ikke helt forkert – hvis du i starten af et skoleår tager tid til at forklare de andre rødder, at her er et barn som har noget der hedder Aspergers, eller hvad ved jeg, så har man da taget lidt af brodden af de kommende drillerier. Og de uimodtagelige kvajpander der driller bagefter – de havde nok drillet alligevel. Men mange børn ville nok acceptere, at sådan var det så.

Min idé blev modtaget på bedste vis og absolut i den ånd den var præsenteret. Derfor skal vi nu have handicap dag, med nogle kloge hoveder udefra som kommer og fortæller! Jeg ville gerne at det havde været med forældre – for tænk engang – sidste år var der et par forældre som havde startet en underskrift indsamling imod at have disse børn på skolen.. Den lader jeg lige stå et øjeblik

Nå, næste punkt på programmet – mit altså – var at få børnene til at føle et ansvar for at skolen så pæn ud. Kunne man gøre noget sammen en lørdag formiddag og slutte af med fælles frokost? Male, pynte eller andet?

Naturligvis da, så nu skal vi, om 3 uger, plante blomster, frugtbuske og krydderurter omkring hele skolen – og vi slutter med fælles frokost – ren Grundtvig-Koldsk friskole i Frankrig – jamen, ikke et øje tørt 😉

Sluttelig er jeg ved at stable en skoleavis på benene. Ikke så nemt, men det skal nok komme – hvor der er vilje er der en vej!

Naturligvis er det mine idéer (direkte kopieret fra Danmark) – men det er så sandelig også en meget lydhør skole, som er klar til at gøre nogle ting anderledes – selvom jeg nok ikke får held med det der brusebadshalløj efter sport.

Men hvis de anderledes børn bliver drillet bare én gang mindre, hvis vi til sommer kan nyde duften af lavendel når vi henter børn og tillige kan læse om alle disse spændende ting i en skoleavis – jamen så er jeg godt tilfreds – og så skal min glorie altså lige have en omgang med højglans!

Præsident eller Gaddafi

Jeg er blevet valgt til præsident for den lille forældrekreds, som er på den skole hvor børnene går. (I må gerne sige formand hvis I bedre kan lide det – jeg holder nu lidt på det der præsident – det lyder bare så flot, meget flottere end formand) Grunden til at jeg meldte mig, var at jeg har en masse idéer til hvordan vi kan gøre denne skole endnu bedre. Jeg forestiller mig at et miks mellem dansk og fransk skolesystem må være noget nær det perfekte! Så siden jeg kom, har jeg mast mig ind i hver en lille sprække: skoleavis, webside, årsprojekt, anti-mobbe program, handicap oplysning og så videre og så videre.

Jeg havde bare ikke regnet med at blive præsident. Som i bare slet over-helt-hovedet ikke. Det havde de andre heller ikke.. Navnlig ikke hende som troede, at jeg ville være tilfreds med bare at være kransekagefigur, gøre alt det sure administrative arbejde og så i øvrigt lade hende få frit spillerum. Det var at gøre regning uden vært – og hun er blevet klogere. Meget klogere.

Min mening var absolut ikke at tage nogens plads – men nu er det ligesom mig som er valgt, så vil jeg da også have lov til at bestemme det som man må. Kan alligevel godt mærke nogle dræberblikke når jeg går forbi hende, men det er bare synd, man kan ikke være lige afholdt af alle. Jeg holder mig til alle reglerne og vil ikke gå på kompromis – især ikke når det drejer sig som en forening som rent faktisk har penge i kassen.

Men jeg kunne jo godt få idéer. Skulle jeg ikke hellere være ligesom Gaddafi? Han har da indrettet sig, må man sige. I snart 50 år har han enevældigt siddet der og bestemt – og som han siger – valg er unødvendigt.. Jeg kunne også sætte mig ind i min bil og tage en paraply – det regner godt nok ikke nu – mere for effektens skyld – og så meddele at jeg er lige her og at jeg ikke går nogen steder, vi alene vide!

Tror nu alligevel ikke jeg gider sidde i forældrekredsen i 50 år – bare til yngstedreng er ude af skolen, eller til jeg har fået indført brusebad efter sportstimerne – ja adddr, ikk’?