Worlds most hated

27 sep

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

24 kommentarer to “Worlds most hated”

  1. Ellen 27. september 2011 hos 07:57 #

    Det var da helt utroligt, som du kalder minder frem i disse dage…
    Den dér med, at “ALLE andre i klassen har…”, skal man virkelig passe på med. Det viser sig ofte, når man går dem på klingen, at det drejer sig om to, højest tre, og at ens egen pode gerne vil være den tredje eller fjerde.
    De kan gå fuldstændig i selvsving over et “nej”, men som du siger, bunder det ikke så dybt og varer sjældent så længe.
    Det er skønt at se deres glæde, når man giver sig – for det bør man også en gang imellem – men jeg går bestemt ikke ind for, at de skal kunne plage sig til alt. Det kan ikke være helt sundt at kunne det 🙂
    Men for pokker, hvor er man åndssvag en gang imellem i deres øjne – skal dog hilse og sige, at på et tidspunkt kan man tale om det, og de er helt enige i, at det var det rigtige, man dengang gjorde. Er det en lille trøst?

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 10:12 #

      Faktisk er hun bare sur.. Vi snakker nemlig om det allerede. Og hun forstår godt mit synspunkt men hun er ikke enig.
      Og så får hun et knus.
      🙂
      For de skal ikke kunne plage sig til alt – det er i mine øjne så vigtigt at huske at være barn.

  2. Kirsten 27. september 2011 hos 08:24 #

    Kender godt dilemmaet. Og nogen gange så får de da også den der meget højt ønskede dims. Netop fordi det måske bliver begrundet eller fordi man godt kan se vigtigheden i at blive overrasket positivt engang i mellem.
    Men der er helt klart og urokkeligt veto mod ting der får dem til at ligne Brooke Shields i Pretty Baby for nu at sige det på en pæn måde – deriblandt høje hæle, make-up og meget korte/små tøjstykker. Så må de hade mig i en periode – jeg har prøvet at forklare lidt om signaler man kan sende til voksne mænd uden at være klar over det og jeg synes der er år nok hvor de kan afprøve grænser. Bare ikke når de er 11 og 13 år fordi de ikke selv kan overskue konsekvensen.

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 10:14 #

      Ja ja og ja.
      Min grænse går ved mascara, som hun gerne må gå med indimellem – idag havde hun intet på.
      -og når hun har allergi har hun heller ikke noget – fordi det så bliver tværet ud 🙂
      Men høje sko og “pretty baby” (HELT enig) bliver ikke i mit hus når man er under 16

  3. Anette 27. september 2011 hos 08:37 #

    Er det ikke SKØNT at være mor! Man bliver dagligt udlært i hele følelsesregistret og må både sætte sig ind i de kære børns følelser og sine egne, konstant prøve at forstå og holde fast.
    Og når Prinsessen så får den næste dims hun absolut ikke kan undvære, så er du verdens dejligste mor – og det er nok værd at vente på. Jeg ville også holde fast i den med støvlerne, 12 årige bør være 12 årige og ikke ødelægge deres fødder og ben med alt for høje hæle.
    Og så er vi jo bare ældre og ved bedre :o) – desværre for de kære små.
    KH Anette

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 10:16 #

      Så afgjort!
      Vidunderligt at være mor – men også svært indimellem – skal man det ene eller det andet.
      Og vi ved altid bedst 😉 irriterende!! 😀

  4. Inge 27. september 2011 hos 09:09 #

    Åhhh hvor er det “synd” for pigebarnet, at hun har fået den aller dummeste mor i hele verden, og når nu ALLE de andre må.. så skal hun være den absolut eneste i klassen der skal vade rundt på flade futter.. Der er ingen retfærdighed til.. som overhovedet ingen.. 😉
    Min mor forstod heller ikke en bønne da jeg var 12 -13 år gammel.. men hun er blevet meget klogere med årene.. 😀

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 10:17 #

      Hahahaha!
      Nu er det ikke alle de andre – det argument har faktisk slet ikke været fremme endnu. Det er fordi HUN elsker disse støvletter.
      😉
      Men hun får dem IKKE 😉

  5. Deborah 27. september 2011 hos 09:33 #

    Jeg er altså af den holdning, at det ikke skader at sige nej. Hun kan ELSKE et eller andet så højt hun vil, men i den alder ser jeg personligt ingen grund til, at hun skal stavre rundt i høje hæle. Du har lov at have grænser, og sige nej. Og ja forhadt bliver du et stykke tid, men hun overlever og når hun selv skal betale engang, så kan hun købe alle de højhælede sko hun vil. I mine øjne er det problemet for mange forældre, at de siger ja til ALT og ingen grænser sætter – her tænker jeg mere på opførsel og høflighed, som vist (?) er skrækkeligt umoderne – desværre.

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 10:20 #

      Jamen altså 🙂 vi er ganske enige og jeg er sikkert også håbløst umoderne, ikke desto mindre får firkløveret ros – hvor end de går i DK fordi de siger goddag, og farvel, må jeg BE’ om og tak.

      Heldigvis for det – da det er daglig kost hernede i Frankrig!

      Og nej det skader ikke at sige nej – NOGEN gange er det bare lidt træls altid at være hadet inderligt.. 😉

      • Mariane (TheMarianeC) 27. september 2011 hos 11:05 #

        ER hun skorpion i stjernetegn, kan du være sikker på at hun nok skal huske det, SELVOM i kom til enighed nu. Jeg har en datter på nu 38 år og HUN kan huske hvad hun ikke måtte da hun var i den alder.
        Jeg gjorde det at jeg tog hende hen i en skoforretning (som kendte mig da jeg gik model for deres sko) og hun fik lov til at prøve dem hun ønskede sig allermest. Da hun tog dem på og rejste sig, sagde hun SE jeg kan godt og jeg ser godt ud i dem. hehe.. så sagde jeg at hun skulle prøve at gå og hun MÅTTE ikke gå med bøjede knæ for DET ser meget grimt ud når man går i sådanne tingester. Hun fik lov til at gå med dem i 5 minutter og det var for hende meget meget lange 5 minutter. Så hun fik først slige ting da hun var 18 og hun kunne gå med dem. MEN idag får jeg at vide at hun aldrig måtte noget som helst … hahahha

        • Kong Mor 27. september 2011 hos 11:41 #

          Nej det er hun dog ikke – så jeg satser på hun glemmer det inden hun bliver voksen! 🙂
          Glæder mig at høre at du også har været en “ond mor” 🙂

  6. Kat 27. september 2011 hos 10:21 #

    Altsaa hvis hun nu selv skulle betale for dem, saa glemte hun det nok ret hurtigt!!!

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 11:40 #

      DET gjorde hun sikkert 😉 kunne være det var en løsning 😀

  7. imangelafbedre 27. september 2011 hos 13:56 #

    Uhh, nej der kan jeg godt forstå du sagde nej. Høje støvler passer ikke til en på 12.

    De problemer har jeg heldigvis ikke…endnu.. Men noget siger mig drenge ikke er så slemme 🙂 (Hvis det ikke er tilfældet – lad mig blive i uvidenhed.)

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 20:18 #

      Du forbliver i uvidenhed så.. Jeg siger ikke noget.. Overhovedet. Og nej høje støvler på 12 årig.. noooooo 😉

  8. Madame 27. september 2011 hos 14:48 #

    Din historie minder mig om sønnike, der en vinter i samme alder insisterede på at gå i Coverse lærredsstøvler. De er jo ikke særligt egnet til sne og frost – eller tøsjap 🙂

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 20:16 #

      Åhh ja – den slags teendrenge har vi også haft på matriklen! 😉

  9. Lene 27. september 2011 hos 18:59 #

    Som reservegudmor må jeg tilslutte mig din beslutning 100% 🙂

    • Kong Mor 27. september 2011 hos 20:15 #

      Tænkte jeg nok!! 😉

  10. Rikke 27. september 2011 hos 22:51 #

    Kære Kong Mor
    Jeg synes dit indlæg er så super godt, at jeg håber, jeg må få lov til at linke til det på min blog!?
    vh. Rikke

    • Kong Mor 28. september 2011 hos 07:50 #

      Jamen det må du da! 🙂
      Jeg skulle lige læse det igen – og det er da bare lidt kedeligt om hyssede pre-teens – og slet ikke fantastisk??
      Men i hvert fald – det må du gerne!

  11. Rikke 28. september 2011 hos 21:11 #

    Tak for det 🙂
    For mig er det godt! Det kunne være en situation taget fra mit liv…. og min datter er kun 8 år – så jeg har noget at glæde mig til, kan jeg høre :))
    Tak for en hyggelig og god blog! Jeg følger med dagligt! 🙂
    Bedste hilsner fra Rikke

    • Kong Mor 29. september 2011 hos 09:17 #

      Nårh på den måde 😉
      Nu er det jo ikke sikkert at hun bliver ligeså teen-ramt som Prinsessen. Divaen var nærmest ovre det pjat på 4 uger.
      Og i øvrigt tusind tak for de pæne ord – det glæder mig rigtigt meget.
      Det er jo fantastisk at vide at man har nogen at skrive til / for!!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!