Mamma mia!

27 aug

Jeg har simpelthen været i biografen.

Noget mod min vilje. Eller det vil sige, jeg ville gerne i biografen. Med Kirsten. Mit problem var filmen.

Ingen, som kender mig personligt, vil være i tvivl om at jeg er ABBA fan. Og kan samtlige ABBAsange udenad. Også B-siderne på de tidlige singler.

ABBA – the real deal – altså!!

Og at jeg absolut ikke synes at Lily, Pierce og Meryl – eller Cher for den sags skyld – er i stand til at synge disse musikalske kunstværker, de har fået æren af at skulle udføre, ret godt.

Hvis bare de var gode som sangere, så havde det været okay. Men det er de ikke og det er næsten blasfemi at de har fået dette hverv tildelt. Af samme årsag har jeg kun set Mamma Mia #1 én gang – også sammen med Kirsten – og havde overhovedet ikke overvejet at tage ind og se Mamma Mia #2.

Det var at gøre regning uden vært. Eller uden Kirsten skulle jeg måske snarere sige. For det endte med at jeg befandt mig i biografens mørke, med Kirsten ved min side, med udsigt til små to timers tvivlsom underholdning.

Da mine stakkels ører havde kæmpet sig gennem “When I kissed the teacher” og “I wonder” som blev maltrakteret på den mest talentløse måde overhovedet, besluttede jeg mig for at tage drastiske midler i brug.

Jeg sang selv med.

Så slap jeg næsten for at høre andre torturere disse dejlige sange, og jeg kunne koncentrere mig om filmen. Kirsten grinte bare, og da ingen af de 10 andre biografgæster sagde noget nævneværdigt, sang jeg mig igennem hele filmen.

Det er også muligt at jeg bevidst valgte at ignorere det hvis der var nogen der sagde noget. (Mine evigt opmuntrende børn mente at det turde folk ikke.)
– Eller også kunne de ikke høre mig.
Hvorom alting er, det endte meget mod min forventning, med at blive en helt behagelig oplevelse efter jeg selv kom på playlisten.

Og da Kirsten bagefter inviterede på rom og cola kunne det næsten ikke blive meget bedre.

Men jeg VIL IKKE ind og se nr. 3 hvis vi skulle være så uheldige at den en dag udkommer. Hører du, Kirsten?

 

 

 

6 kommentarer to “Mamma mia!”

  1. Susanne 27. august 2018 hos 14:01 #

    Mamma Mia både nr 1 & 2 synes jeg er søde, sjove og rørende. Lige til at blive i godt humør af. Også selvom der er lidt skæve vokaler ind ind i mellem. Selv Cher synes jeg fortjener (lidt) ros.
    Jow jow – jeg glæder mig til nr 3 😜

    • Kong Mor 27. august 2018 hos 14:08 #

      Enig – men sangen Sus… sangen.. Det er så frygteligt at høre de sange sunget af nogen som ikke “skal” synge dem 😉

  2. Fruen i Midten 27. august 2018 hos 16:05 #

    Hahahah! Det kan være hårdt at være musikalsk 😉

    • Kong Mor 27. august 2018 hos 21:23 #

      JA! 😉 et mareridt!! 😉

  3. Ellen 27. august 2018 hos 16:52 #

    Du har lige bekræftet mig i, at jeg aldrig, aldrig nogensinde behøver at se Mamma Mia! Hverken nummer 1, 2 eller 3.
    Tak for det 😀

    • Kong Mor 27. august 2018 hos 21:23 #

      Du vil ikke gå glip af noget – jeg kan synge alle sangene for dig i stedet 😀

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!