Bjergtur og bjergtaget

Engang gik vi tur i bjergene. Vi var kommet langt sydpå, helt ned til First Mans hjemsted. Og firkløveret skulle altså se bjerge – når man bor i et helt fladt land – bliver man meget fascineret af bjerge. De der store klodser, der bare ligger der og ligger, og ikke flytter sig. Og snyder med deres tilgængelighed.

Vi nød den skønne luft, og besluttede at vi ville gå en lille tur – op – for at spise frokost. Vi kiggede så på de forskellige ruter der kunne benyttes.

Og det er meget muligt, at det er et fælles konkurrence gen som gjorde det – men vi kunne ikke lade være med at tage den sejeste rute – “La Sportive” som sluttede helt oppe på toppen. Så dagen efter, lagde vi ud med at pakke vand og mad i 6 små rygsække. Fik solcreme på i litervis, hældt ud over de bare arme. Kasketter på og så afsted.

First Man havde investeret i et par smarte vandresko til sin kone – mig, jo altså – og så gik vi ellers. Op og op. Og så ned på floden, og op på den evige sne, som ganske vist var kravlet langt højere op, end på postkortene der kunne købes i landsbybiksen, hvem sagde global opvarmning?

Det var en hård tur, men vi gik faktisk stille og roligt. Stadig opad, på zigzag måden! Og vi fik snakket om, at sådan var det nok også i middelalderen.

Der var i hvert fald heller ikke noget internet, og nogle teenagere opdagede ikke engang, at der ikke var telefondækning. De var mere optagede af at beundre udsigten.

Men vi kom helt derop, på toppen lige over Prinsesse Lyserøds lyserøde hat, i 1200 meters højde, og satte os ned og nød synet. Det var fantastisk, intet mindre. Der var godt nok en hel del fluer, som irriterede nogle af os, især os på 7 år.

Frokosten blev fortæret, på en sær gammel roman agtig middelalder vandre vis – en humpel brød og noget pølse og frisk (flaske)vand – og så lige til at bryde illusionen, en bamsekage til bløde barnemaver og voksne do!

Der var så smukt, at vi fik helt ondt i øjnene. Og vi blev lidt svimle, ved synet af alle de zig-zag sving vi havde foretaget, for at komme helt op på toppen.

Og vel var det ikke helt så nemt, som vi troede til at begynde med. Og vel var det også nok 3000 gange hårdere, at gå ned igen. Men hele det royale firkløver vil faktisk gerne derop igen til sommer.

Det vil jeg også! Trods de ømme muskler der vågnede op i dagene derpå. Muskler vi ikke anede vi var i besiddelse af. Det eneste sted jeg ikke havde ondt var mine fødder, på grund af de der fantastiske vandresko.

Men jeg brugte gerne en hel dag til at gå derop igen, bare for at spise frokost, på den der ”Frændeløs”-måde. Og sidde og nyde stilheden. Deroppe på Gribbe-klinten som det hed. La falaise des Vautours. Vi blev også behørigt overvåget – af disse gribbe – som spekulerede på, hvad de der 6 vandrende madpakker lavede på deres klippe!

Ældste datter ville gerne se en grib tæt på – så hun lå død, længe, meget længe – men ikke længe nok til at gribbene kom ned til hende til hendes store ærgrelse.

Men hvor ville det være skønt at kunne tage en tur indimellem – bare at gå en tur op i 1200 meters højde, langt fra larm og ballade.

Okay, jeg indrømmer at jeg også har en personlig interesse i at komme tilbage. For på hotellet hvor vi boede i de 2 dage, fik jeg den mest vidunderlige Crème Brûlé – så god at da jeg var færdig med Crème Brûlé nr.1, pustede jeg (på dansk) at jeg altså sagtens kunne spise én til. Og da hotelmutter kom og spurgte om alt behagede herskabet – forsømte ældstesøn ikke lejligheden til at bestille Crème Brûlé nr.2 til sin ædedolk af en mor. Jeg var kun flov et ganske kort øjeblik – og fik fortæret Crème Brûlé nr. 2 ganske uden problemer.