Til grin kan man altid blive

24 aug

Da vi var i Danmark skulle Prinsesse Lyserød til fest hos en forhenværende klassekammerat.

Jeg måtte ved samme lejlighed godt komme med, for at tilbringe en sidste aften sammen med klassekammeratens mor Kirsten – hvis jeg lovede at gemme mig og ikke gøre opmærksom på mig selv.

Det gik fint – og jeg blamerede mig ingenlunde. I hvert fald ikke til festen.

Men så skulle jeg hjem.

Før vi flyttede, havde Kirsten en låge.. En fin hvid, 2,5meters låge. Den var væk. Så var det også meget nemmere at komme ind og ud – man skulle ikke spekulere over at åbne og lukke denne her låge. Praktisk.

Jeg fik i hvert fald sagt farvel, og knus og på snarligt gensyn og pas på dig selv og alt det der. Og så storkede jeg ellers over gårdspladsen sammen med Zorronaldo, som også havde været med til festen for at vedligeholde sin star-status!

Og pludselig skete der noget i mine nedre regioner – dem der sidder helt nede ved jorden. De blev blokeret af et eller andet og kom ikke længere, og samtidigt lettede resten af min krop – en uhyre aparte fornemmelse.

Mit legeme blev kastet fremad og nok også en anelse opad og på et tidspunkt hang jeg i luften, grangiveligt som Anders And – før han opdager at det stabile underlag er væk. Nogen havde trykket på pauseknappen og jeg spekulerede på om jeg mon ville lette. Desværre nej, det kunne ellers have været sjovt.

Pludselig gik det meget stærkt, eller også var der nogen som trykkede på fast forward i stedet for, jeg landede i hvert fald med et brag og kurede på alle 4, flere meter fremad og fik derved skubbet en 5m3 perlestens-tsunami foran mig, hvorefter jeg slog en kolbøtte og endte på ryggen med et dumpt drøn – så var alt stille, og jeg lå og glippede med øjnene.

Den lille betonklods, som havde været fundament for lågens midterstang, var der nemlig stadig – og da mine fødder ikke så sig ret godt for, mens jeg vinkende strøg ud igennem porten,  kunne denne lille tue derfor vælte et meget stort læs.

Jeg overvejede seriøst at give mig til at græde meget højt og blive liggende på affektmåden, men så kunne jeg høre Zorronaldo nervøst spørge om jeg var okay, mens han galant ilede til, for at skrabe stykkerne af sin mor, sammen igen.

Ligeledes kunne jeg høre Kirsten komme løbende henover gårdspladsen, og så skulle jeg altså ikke nyde noget af at ligge der og rode rundt – det var pinligt nok i forvejen.

Så jeg kom på benene, hårdt såret, både fysisk og psykisk. Kirsten krammede mig, og foldede så mine arme og hænder ud og ind som en slaskedukke, for at tjekke at hendes tåbelige veninde ikke havde brækket noget. Det havde jeg ikke, så efter et sidste knus, fik jeg allernådigst lov til at tage hjem.

Vel inde i bilen, skulle Zorronaldo lige igen høre om jeg havde ondt.. for ”KORS hvor så det sjovt ud, Mor”.. Jeg takkede gryntende uden yderligere kommentarer, for han havde sikkert ret.

Jeg havde fået skrabet begge hænder godt og grundigt, mine knæ og skinneben var mørkeblå i dagevis.. Jeg har netop tabt det sidste sår fra venstre håndflade og har ingen fysiske mén tilbage.

Min stolthed derimod, led et ganske alvorligt knæk.

Advertisements

23 kommentarer to “Til grin kan man altid blive”

  1. Susanne 24. august 2011 hos 07:09 #

    Du er ikke alene. Jeg mindes lidt en episode, der ligner og et besøg på skadestuen, hvor en meget sød dame pillede rustne stumper ud af min tå.
    Men jo – stoltheden får lige en på tuden, for det er altså ikke særligt voksent at ligge der og rode rundt….
    Tak for dagens tur i din tilværelse. Min indre film kører, til trods for, at jeg aldrig nåede at få sat billede på dig og firkløveret.

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:01 #

      Av av – får da helt koldsved ved tanken!
      Det er SÅ kikset at falde.. som voksen. Nå det var da kun min søde søn som så det 😉 og så Kirsten!

  2. Rejen 24. august 2011 hos 07:53 #

    Ja det har sikkert set morsomt ud, men sådan et styrt er ikke godt for den kongelige værdighed..;)

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:02 #

      Nope! det er det ikke!!

  3. Madame 24. august 2011 hos 08:38 #

    Haha, sikke en vidunderlig beskrivelse 🙂 Ja, jeg ved godt, at der egentlig ikke burde grines, for det må have været en forfærdelig oplevelse for dig! Du burde blive klummeskriver i en avis …

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:02 #

      Tak Madame!! Det ville jeg såmænd også gerne! Det kræver blot en avis 😉

      Og naturligvis må der grines!

  4. Inge 24. august 2011 hos 09:13 #

    Herlig beskrivelse af et stort fald.. 🙂 Når først man har sikret sig at den faldne har overlevet, er det SÅ svært ikke at få totalt grineflip.. og Stine om nogle år griner du også selv af det.. håber jeg.. 😉

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:03 #

      Jeg grinte jo altså selv.. bagefter.. 😉 Der gik 17 minutter.. ikke år 😉

  5. Mariane 24. august 2011 hos 09:40 #

    Altså, menneske, nu fik du mig til at græde …………. af grin – Du har da en fantastisk humor og fortællerstil – Jeg har ikke grint så meget i meget lang tid. Tak fordi du deler med os. ^¿^

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:03 #

      Tak Mariane!
      Hvor er jeg glad for at kunne give dig et godt grin! 🙂

  6. Ellen 24. august 2011 hos 10:12 #

    Enig med de andre 🙂
    Hvis det er medlidenhed, du fisker efter, så må du anlægge en ganske anderledes alvorlig stil… men gør det endelig ikke for vores skyld, for det var en skøn, skøn beskrivelse af faldet. Langt sjovere, end da en vis dansk dronning tog den ned ad trapperne i Rold Skov 🙂

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:05 #

      Tak Ellen! Ja helt tosset er jeg ikke – så havde jeg nok skrevet det på en anden måde 😉
      Jeg grinte selv – som sagt – også da jeg skulle skrive det!

      Dronningen gjorde det vist med meget værdighed – der var intet værdigt over mine kolbøtter!! Overhovedet!

  7. Benedikte 24. august 2011 hos 11:20 #

    Men Zorronaldo spurgte dog om du havde ondt, INDEN han grinte.
    Jeg smiler også lidt for mig selv 🙂 Men du skriver også meget malende om det 😀

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:06 #

      Ork ja – han var vældig nervøs.. 😉 han var nu sød min søn!!!

  8. jensdrejer 24. august 2011 hos 12:03 #

    Ups – ja det var ikke så heldigt. Der er kun én ting som er vigtigere end en elegant entree og det er en ditto sortie…… men det var i hvert fald mindeværdigt og det giver vist også et par point. 😆

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:06 #

      Orv ja – et par points for originalitet?? Det må jeg da have fået.. 😉

  9. Kirsten 24. august 2011 hos 13:31 #

    Jeg vil nu være lyseslukkeren der ikke griner – jeg må indrømme at jeg blev lidt forarget over at de kære værter ikke har sørget for at få fjernet den gamle midterstolpe-dims.
    Nu kan det selvfølgelig godt være at den stak højt op over jorden og at alle andre kan se den, men hvad med diverse gamle damer, postbude og alle mulige andre som kommer på deres grund måske endda efter mørkets frembrud? Et brækket et eller andet kan jo virkelig ødelægge ens tilværelse i rigtig lang tid.
    Så jeg synes faktisk at det var synd for dig……

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 15:08 #

      TAK Kirsten!! (og jeg håber at alle ved det ikke var din havelåge 😉

      Den var faktisk ikke så høj – og derfor vældig lumsk.
      Men jeg tror den er blevet fjernet nu!!

      JEG synes også det var lidt synd for mig!!

  10. Laila 24. august 2011 hos 16:06 #

    Og hvorfor er der så altid tilskuere til sådanne stunts? Godt nok kun din søn og veninden… Men det giver alligevel skår i værdigheden. Især når den er royal…

    Jeg lavede det vildeste stunt til nogle venners kobberbryllup sidste år. Noget med en selskabsleg, som indebar store baljer med vand og et nu-har-vi-det-sjovt-så-jeg-skubber-lige-lidt fra en veninde, som resulterede i, at jeg lå og rodede på græsplænen med alt vand ud over mig… Tænk bare miss-wet-dress… Jeg er i mit inderste stadig flov… 😉

    • Kong Mor 24. august 2011 hos 17:51 #

      Åhhhh NEJ altså. Veninden var måske kortvarigt hadet..? Lidt.. Det var ikke fair i hvert fald!

      Det var okay at det kun var de to – og jeg fik sønnen til at love at han ikke ville sige det – jeg skulle nok selv meddele det til resten af familien. NÅR jeg var klar!
      😉 hvilket var 15min senere!

  11. Lene 24. august 2011 hos 20:43 #

    Pust pust pust, ae, ae, ae, hvor er det synd for dig 😉

    • Kong Mor 25. august 2011 hos 07:29 #

      Taaaak Lene – lige hvad jeg trængte til! 😉

Trackbacks/Pingbacks

  1. Navlepilleri « Kong Mor - 31. december 2011

    […] Fald på Kirstens gårdsplads: 1 (men det var så spektakulært at det faktisk burde tælle for to) […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: