Til grin kan man altid blive

Da vi var i Danmark skulle Prinsesse Lyserød til fest hos en forhenværende klassekammerat.

Jeg måtte ved samme lejlighed godt komme med, for at tilbringe en sidste aften sammen med klassekammeratens mor Kirsten – hvis jeg lovede at gemme mig og ikke gøre opmærksom på mig selv.

Det gik fint – og jeg blamerede mig ingenlunde. I hvert fald ikke til festen.

Men så skulle jeg hjem.

Før vi flyttede, havde Kirsten en låge.. En fin hvid, 2,5meters låge. Den var væk. Så var det også meget nemmere at komme ind og ud – man skulle ikke spekulere over at åbne og lukke denne her låge. Praktisk.

Jeg fik i hvert fald sagt farvel, og knus og på snarligt gensyn og pas på dig selv og alt det der. Og så storkede jeg ellers over gårdspladsen sammen med Zorronaldo, som også havde været med til festen for at vedligeholde sin star-status!

Og pludselig skete der noget i mine nedre regioner – dem der sidder helt nede ved jorden. De blev blokeret af et eller andet og kom ikke længere, og samtidigt lettede resten af min krop – en uhyre aparte fornemmelse.

Mit legeme blev kastet fremad og nok også en anelse opad og på et tidspunkt hang jeg i luften, grangiveligt som Anders And – før han opdager at det stabile underlag er væk. Nogen havde trykket på pauseknappen og jeg spekulerede på om jeg mon ville lette. Desværre nej, det kunne ellers have været sjovt.

Pludselig gik det meget stærkt, eller også var der nogen som trykkede på fast forward i stedet for, jeg landede i hvert fald med et brag og kurede på alle 4, flere meter fremad og fik derved skubbet en 5m3 perlestens-tsunami foran mig, hvorefter jeg slog en kolbøtte og endte på ryggen med et dumpt drøn – så var alt stille, og jeg lå og glippede med øjnene.

Den lille betonklods, som havde været fundament for lågens midterstang, var der nemlig stadig – og da mine fødder ikke så sig ret godt for, mens jeg vinkende strøg ud igennem porten,  kunne denne lille tue derfor vælte et meget stort læs.

Jeg overvejede seriøst at give mig til at græde meget højt og blive liggende på affektmåden, men så kunne jeg høre Zorronaldo nervøst spørge om jeg var okay, mens han galant ilede til, for at skrabe stykkerne af sin mor, sammen igen.

Ligeledes kunne jeg høre Kirsten komme løbende henover gårdspladsen, og så skulle jeg altså ikke nyde noget af at ligge der og rode rundt – det var pinligt nok i forvejen.

Så jeg kom på benene, hårdt såret, både fysisk og psykisk. Kirsten krammede mig, og foldede så mine arme og hænder ud og ind som en slaskedukke, for at tjekke at hendes tåbelige veninde ikke havde brækket noget. Det havde jeg ikke, så efter et sidste knus, fik jeg allernådigst lov til at tage hjem.

Vel inde i bilen, skulle Zorronaldo lige igen høre om jeg havde ondt.. for ”KORS hvor så det sjovt ud, Mor”.. Jeg takkede gryntende uden yderligere kommentarer, for han havde sikkert ret.

Jeg havde fået skrabet begge hænder godt og grundigt, mine knæ og skinneben var mørkeblå i dagevis.. Jeg har netop tabt det sidste sår fra venstre håndflade og har ingen fysiske mén tilbage.

Min stolthed derimod, led et ganske alvorligt knæk.