Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.
Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.
Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.
Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.
Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.
Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.
Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.
I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.
Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…
Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.
Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”
Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.
Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.
Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!
Kong Mor - med vilje 
Og nogle gange ved de “kloge” hoveder jo ikke bedst. Jeg har ikke tal på de timer, min datter har leget med Barbie dukker, og hun blev ved, til hun var 14 år! De sidste år handlede det mere om at designe tøj eller at style dukkerne. Der blev lavet modeshows med sæsonens tendenser, og mange kreative metoder blev brugt, der blev taget billeder og lavet videofilm. Men dukkerne er også blev brugt som ventil for en verden, der gerne vil ha, at vores børn holder op med at lege og være børn, når de er 11 år.
Og min søn måtte ikke have sit zorrotøj med ind i børnehaven, for legetøj skulle jo blive hjemme. Hvad gør man så, når man er Zorro, fra man vågner, til man går i seng? Man finder da blot nogle pinde i børnehaven og inviterer de andre raske dreng til en omgang kårdefægtning. Fantasien sætter ingen grænser, og gavepapir og lego er altid et godt redskab at have 🙂
Det er så trist at verden har bestemt hvornår man må lege med hvad.
Og lige netop det med at være børn indtil man ikke er barn mere – er så vigtigt.
Historien om pistolen er jo fantastisk! Sikke en sød dreng!
Og nu er han 14år og vranten 😉
Der er ikke langt fra pind til pistol. Eller fra lego for den sags skyld. Og faktisk er det jo kun lækkert, at ungerne bruger deres fantasi.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette hus også har indeholdt overflod af farvet plastik. Også selv om det er sundere at spille vendespil og lege i haven.
Der har ligget små barbiesko i krogene og glæden har været stor, når de genopstod som par. Jeg tror ikke, at ældste kunne have levet i de samme verdener uden hende med det smukke hår og den irriterende lille talje…
Det er skønt at de kan selv – og man burde lytte noget mere til dem end til de kloge forfattere..
Ih, hvor kan jeg gengende det – fra Charlotte. Ikke mig selv, hehe 😉 Hun havde mange standpunkter, inden hun fik børn, og hun har taget mange nye standpunkter efter… den med pistolen er nok en klassiker.
Ungerne skal skam nok finde ud af det, og dine ord “Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom” er SÅ gode og rigtige. Verden er der jo på godt og ondt, og vi kan kun lære dem at begå sig i den.
… normalt kan jeg godt stave til ‘genkende’ 😉
Det ved jeg da godt at du kan 😉
Ja og gad vide hvorfor vi har så mange planer som ikke rigtigt bliver til noget 😉
Fordi man skal være noget andet end det man er – og man glemmer at lytte til sine børn.
Nu lykkedes det mig jo at springe børnedelen over, jeg gik direkte til børnebørn delen. Emil er lykkelig med både plastik og træ, så længe det hea farver og kan stoppes i munden.. 🙂
Hvodden det da? Der må være noget jeg mangler at få med.
Ja Emil med legetøj har jeg jo set de sødeste billeder af – ovre hos dig! 😉
Min datter havde nogle år, hvor balkjoler og prinsessekjoler bare var et must, og den værste straf var “Så må du ikke få kjole på i morgen”…
Og vi havde det lidt på samme måde som dig. Var hun glad for at gå i vuggestue-børnehave iført tornerose-kjole ( der blev købt en ny hvert år til fastelavn som erstatning for den gamle), så var det da dét hun skulle have på.
Så vi sendte Tornerose afsted om morgenen, iført kjole, leggings og gummistøvler. Ikke det kønneste syn, men hun var glad, og det er vel dét der tæller ?
Jeg kan lige se hende for mig! Lille prinsesse!
Det er nemlig det som tæller
🙂
Hvad med at genindføre enevælden? Så ville det hele da være lidt nemmere;-)
ÅÅhhhh ja! “Vi alene vide”..
Selvom “folkets kærlighed, min styrke” giver et mere harmonisk familieliv!
Når jeg lukker mine øjne, og tænker på ingenting – så er det lyden af plast-prinsessesko, på klinker, der kommer til mig. Mit mellembarn er opvokset i plast, tyl og lyserøde diamanter. Som hun elskede det og hed prinsesse i mange år. Nu som 15 årig, er alle prinsessedrømmene væk – og det har hun selv valgt 🙂 Jeg kan godt genkende at man som mor vil gi sine børn kvalitetslegetøj, og man har bare ikke samme opfattelse af kvalitet som barnet!
Øh, det virker som en genudsendelse det indlæg?
Jeg dør.. Nå men – så er der da en som er vågen..
OG det er ikke mig.
Teksten er så åbenbart ikke blevet flyttet over i sin retmæssige mappe efter udgivelse – piiinligt..