Klipomania.. eller noget

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.