Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.