Jeg har snakket om det der med at være perfekt før. I forhold til sine egne mål og idealer.
Problemet opstår når det bliver omgivelsernes mål og idealer som overtager. Hvis bare folk lærte at lytte til sig selv, at stole på sig selv, stole på at man var god nok.
Det er muligt at jeg kunne have haft det sjovt med en mødregruppe. Men jeg synes selv jeg har været heldig, for det at jeg skulle lære alting selv har lært mig at stole på at jeg gjorde det godt nok.
Og måske fordi jeg har været i et fremmed land, så havde jeg mine egne normer med via min opdragelse, som jeg så kunne bruge som en slags reference uden der var nogen som kunne fortælle mig at jeg gjorde det forkert.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg i Danmark, har skullet høre på at den måde jeg opdrager mine børn på, er alt for streng, og det er synd for dem.
Jeg har sågar haft en mor som sagde til sin søn – idet han gik forbi mig ind i huset for at lege med Zorronaldo: ”pas nu på du ikke snavser hende til.”
Den slags gør mig dog ikke noget, fordi jeg i alle disse år uden omgivelsernes forventninger til mig, mine børn, mit arbejde og mit hjem, lærte at lytte til mig selv, til hvad jeg magtede og hvad jeg kunne og ville stå model til!
Det er meget sjældent at mit liv egner sig til Bo Bedre, eller noget cremefarvet øko-design. Men derfor kan man vel godt lave cup-cakes.. Eller noget.
Det er som om tiden er til at man kikser ting med vilje – at man sætter en ære i IKKE at gøre ting, eller fremhæve nullermænd og rod. Fordi nu har forventningerne fået omvendt fortegn: Nu skal vi alle sammen dyrke nullermænd og købe færdigdej. Det er så sort/hvidt. Og sådan ser livet bare ikke ud.
Jeg har nullermænd og rod ligesom alle andre. Nogen gange når jeg at støvsuge eller rydde op – sjældent begge dele – før jeg får gæster, andre gange når jeg det ikke.
Jeg vidste for eks. slet ikke engang at man kunne købe færdiglavet kagecreme fordi jeg altid har lavet en selv, men omvendt jeg gider meget sjældent lave pizzadej.
Det ændrer ikke på kvaliteten af mit liv hverken det ene eller det andet valg, ligesom jeg ikke sidder på nåle og håber at omgivelserne ikke lægger mærke til hvad jeg nu har valgt at gøre.
Og jeg tænker, er det virkelig så svært at være sig selv?
Det føles nemlig meget bedre at leve livet med regnbuefarver i stedet for det sort/hvide.
Kong Mor - med vilje 
At stole på at det man gør er godt nok og det bedste kræver jo som udgangspunkt en passende mængde selvtillid, og den er det jo ikke alle der har. Så de må jo spejle sig i hvad andre gør og tænker og tror og skriver og .. og.. Det vil jo altid være bedst at gøre det, der er bedst i overensstemmelse med én selv. Men hvis man nu ikke aner hvad det er. Så må man jo lære af de andre. Og det er vel egentlig ok?
Synes i øvrigt at det er en skæg vinkel du har på det – at det nu gælder det uperfekte og det rodede. Tror du har ret, for børnene er jo de vigtigste. De perfekte børn frem for det perfekte hjem eller den perfekte mad. De færreste kan levere det hele i perfekt stand. Og det vil nok heller ikke være smart.
Tro mig overlever – det har jeg ikke altid haft. Selvtillid. Men jeg er holdt op med at kæmpe mod vindmøller.
UANSET hvad jeg gør – så bliver jeg aldrig som alle de andre mødre. Hverken i DK eller i Frankrig.
Jeg blev mobbet samtlige år i folkeskolen, og ellers holdt udenfor – fordi jeg var mærkelig.
Men jeg ville jo gerne være som de andre – blev det aldrig helt. Så på et tidspunkt tænkte jeg: Nu er jeg altså bare MIG – det er nok meget nemmere.
Helt klart at det er en god ting at blive inspireret – det som jeg reagerer imod er at folk ikke kun lader sig inspirere men tror de skal leve som andre. Og det holder jo ikke.
Det er som om, det er blevet “in” at dyrke sit rod, eller sine håndværkertilbudshuse.Og det er altså lige så kedeligt som dengang alting skulle være økologisk og cremefarvet.
Jeg tror perfekt er en uhåndgribelig størrelse.
(jeg gentager lige migselv) hvad der er perfekt når Celine Dion synger er forhåbentlig ikke det samme som mit perfekt når jeg synger i brusebadet – fordi vi er forskellige.
Jeg går meget op i hvad der er godt for mine børn og for os som familie. Nok fordi min egen barndom ikke var af de bedste – så jeg vil gøre alt for at mine unger får den selvtillid med sig herfra – ikke selv skal lede efter den!
Jeg ved godt at jeg har slået ned på Mødregrupperne Fra Helvede og De Overnaturlige Kvindemennesker. Det jeg opponerer imod er folks tendens til at sidde i selvfedme og fremvise deres overskud. Jeg mangler der er kød og blod bag de blogs der KUN kan skrive om cupcakes, mode, trends, små nuttede cremefarvede blomstervaser med perfekt opstillede blomster og hvilken neglelak der nu er den mest hotte. Hvor er mennesket bag ?
Jeg brugte i lang tid ikke tid på at bage fra bunden – men imellem dig og mig (!), vil jeg indrømme, at jeg faktisk er ret god til det med cupcakes og pynt. Jeg stod endda på hovedet og kreerede den mest fantastiske lilla lagkage med yndige blomster til Poden da hun blev 10 år. Men jeg har ikke behov for at det er på dét grundlag folk får indblik i mit liv. Jeg er kød og blod. Jeg har følelser. Tanker. Jeg Forundres over de mennesker der er i mit liv, mit arbejde, Samfundet og Andedammen generelt.
Så jeg kan faktisk rigtig godt lide at læse blogs som din – for her ser jeg et menneske af kød og blod, der formår at vise den balancegang du netop beskriver.
– og så er jeg desuden fuldkommen enig med Overleveren!
Og nu vil jeg gå ud og pynte tre cupcakes, som jeg har lovet Afkommet skal indtages til aftenkaffen. Derefter vil jeg gøre has på alle mine nullermænd – og så vil jeg desuden sørge for at få hjemmet til at leve op til Bo Bedre – i den ånd, at det er Lørdag og vi skal have plads til at hygge os 😉
God weekend 😀
Du ved vist godt at vi er MEGET enige i dit syn på det selviscenesatte. Uanset om det så er nullermænd eller små blomster stilleben man fremhæver. Igen – det bliver mode – og andres forventninger, andres mål – og dermed falsk fordi det ikke kommer fra dig selv.
Jeg er også enig med dig i at der skal være kød og blod bag. Og er det alt for poleret så er det uden sjæl – og det er nok der man glemmer at få sig selv med og får stress og bliver usikker.
GOD lørdag – og god BoBedre fornemmelse sammen med dine flotte cupcakes!! 🙂
Og tak forresten!! Fordi du kan lide min blog!!! 🙂
Jeg overvejer at investere i en møggreb, en gadekost, en skovl og en trillebør.
Det hele skal samles i entréen under et skilt med teksten: ” Til fri afbenyttelse af enhver, der synes at mit rod er et problem”.
Hahahahahhahaha!! DET var en god løsning!!
Nu er rod sikkert meget relativt alt efter hvem man er!
Men din idé kunne sikkert med held anvendes til alt muligt andet!
Herligt udtryk, at leve med regnbuefarver. Du har ret, er det virkelig så svært at leve op til sig selv? for nogen er det nok, fordi de har sat standarden for dem selv efter hvad de tror, omgivelserne forventer af dem.
Med årene er jeg blevet bedre til at tage det med ro, og ikke behøve at have orden i alt, for at kunne leve op til mig selv – men jeg har det stadig ikke så godt med rod i længere tid, det forstyrrer ligesom min indre ro.
Men jeg er god til at foretage mig det, jeg har lyst til, og mine omgivelser er efterhånden blevet vandt til at jeg færdes i meget forskellige fora. Jeg elsker skiftet fra mit arbejde med struktur, orden, overblik og kolleger i pænt tøj, der pludselig fredag eftermiddag afløses af motorcykel, telt og slidte cowboybukser, øl, tatoveringer, rockmusik og en grøn eller mudret græsplæne.
Det sted kvinder nok ofte tænker om de har gjort det rigtrige, er når de står med deres børn – der er så mange situationer, hvor man kan være i tivivl om, hvad der er den rigtige beslutning (jeg har været alene med mine i mange år, og så er der ikke nogen at dele de svære beslutninger med). Men i dag ser jeg på mine store drenge og bliver stolt – både af dem og mig selv. Så pyt med alt det andet … lad os leve med regnbuefarver ;o)
KH Anette
Mit liv er regnbuefarvet ingen tvivl om det! 🙂
Min grænse for rod er meget lille. Jeg kan ikke lide at ting roder – og ofte kan mit rod ikke ses af andre end mig selv. Men jeg går ikke i spåner hvis jeg ikke når at rydde op.
Det er ganske givet oftest i forhold til børnene at man er usikker. Men igen – det har været fantastisk at få lov til at “kunne selv” uden at have omgivelsernes fastlåste meninger om hvordan man skulle gøre!
Måske er det alderen, men jeg synes ikke at jeg har den trang mere til at skulle leve op til det perfekte og strukturede liv som omgivelserne udsender. Jeg holder fx af weekender, hvor jeg skal lave INGENTING.
Mit hjem er ikke hvidt i hvidt, men en palet af vores liv og den hygge vi elsker. Jeg ser mange flotte detaljer og linjer i designmøbler, som jeg godt kunne købe, men ender altid i IKEA med resten af Danmarks befolkning 😉
Tidligere lavede jeg alt mad fra bunden, og nød hvert øjeblik, men i dag kan jeg sagtens “snyde” ved at kombinere råvarerne. Jeg er med tiden blevet mere MIG, og tør stå inde for mine beslutninger og valg selvom andre ser skævt til dem.
Tak for et godt indlæg…en dejlig dag til dig og dine.
Hilsen fra Gitte
Jeg tror det er alderen. Jeg var da smadder usikker som ung – som jeg skrev til overleveren gad jeg en dag ikke slås mod vindmøller mere. Jeg bliver alligevel aldrig anderledes 🙂
Og ja IKEA!!! 😉 Designmøblerne har vi ikke råd til 😉
Hovedsagen er vel at have det godt med det man gør – og lave sine egne prioriteringer.
Selv tak og i lige måde! 🙂
Jeg køber pulver til kagecreme, men kunne ikke drømme om at lave pizza uden at lave dejen helt selv 🙂
Jeg har for længe siden besluttet, at her ser ud, som der gør, og at jeg er den jeg er. Men jeg er jo også en aldrende kvinde. Jeg gider ikke at styrte rundt for at leve op til en eller anden standart, der ikke er min egen.
Her er ungerne også kørt i en snor, som nogen måske ville mene, er lidt for kort. Til gengæld har jeg børn, som jeg aldrig er ked af at have med nogensteder, og som for ros for deres høflighed og deres gode humør. Uden at de er vandkæmmede og afrettede.
Jeg holder med dig Stine. Lad os være os selv – og tro på det. Rigtig god weekend til jer i Frankrig.
Hvor sjovt at vi laver det omvendt!
Og det med børnene – det er jo lige det: Man kan sende dem ud i verden – og blindt stole på at de vil være høflige søde og rolige. Og til at holde ud at være i stue med – for alle!
God weekend til jer også 🙂
Herligt med denne slags samfundskritiske indlæg 😉 Godt brølt – igen!
(Og rigtig gode kommentarer, du har fået på indlægget).
Jeg er – nok ikke overraskende – enig med dig i langt det meste, og du er da ikke streng ved dine børn; du har bare, som andre, der også har kommenteret omkring lige denne del af det, bare nogle skønne unger, som elsker dig og omvendt, og som andre kan holde ud at være i stue med.
Gid der var flere som dig…
Tak Ellen 🙂
Ja kommentarerne er jo skønne – så bliver man lidt ærgerlig over at man ikke sidder face to face og kan snakke!!
Jeg ER streng ved mine børn, men jeg er hverken uretfærdig eller ondskabsfuld – der er jo forskel. Men jeg forlanger at de skal bruge deres sunde fornuft og opføre sig ordentligt.
Jeg forlanger at de skal sige goddag og farvel og tak og be’om og den slags.
Vi har regler som skal overholdes og bliver de ikke overholdt får det konsekvenser.
Og jeg ville også ønske at der var flere mennesker som turde være forældre og ikke venner for deres børn – samt forældre der tør sige nej!
Og nej det undrer mig ikke at vi er enige 🙂
Hvor er det bare spot on “at man sætter en ære i IKKE at gøre ting, eller fremhæve nullermænd og rod.” Det har jeg også tænkt på i lang tid. Jeg er så træt af, at folk så ofte finder det nødvendigt at fremhæve at det altså er pulverboller, de har bagt. Der må endelig ikke være nogen der tror de prøver at være perfekte.
Og så er jeg også så utrolig enig med dig i det du skriver i svaret til Ellen: “Og jeg ville også ønske at der var flere mennesker som turde være forældre og ikke venner for deres børn – samt forældre der tør sige nej!” Jeg håber virkelig at jeg kan finde ud af det – også når Knægten bliver større. Men det skal jeg bare kunne. Det kan ikke være anderledes.
P.S. Har du tilfældigvis læst denne her artikel? http://www.information.dk/289666
Som om det er suspekt at man har LYST til at gøre noget af egen fri vilje. Det er ikke omgivelserne som bestemmer om jeg har lyst til at bage boller fra starten eller servere en frysepizza – det er KUN MIG!!
🙂
Jeg tror at det handler om at turde sætte grænser. Og tør du sige NEJ til dit barn når det er nej du mener, så gør du både barnet, dig selv og omgivelserne en tjeneste!
Nej jeg havde ikke læst artiklen – det har jeg så nu! 🙂 Det er HELT rigtigt.. Jeg har jo både engelske og franske veninder hernede – og det er meget rigtigt.
Nok også den franske indflydelse som gør at vi er strengere end danske forældre generelt. Men den danske indflydelse som gør at vi opdrager dem til tænkende mennesker der kan omgås andre.
Det at vi har fire børn gør sikkert også at de er bedre til at dele og føle empati – end andre!