Krummer.. i sengen

I morgen søndag, er det Mors dag her i Frankrig, og Firkløveret stiller hemmelige miner op, og lusker rundt og fniser omkring mig.

Jeg plejer at få morgenmad på sengen, og det har jeg da også regnet med, at jeg nok vil få i år igen.

Men så var det jeg kom i tanke om, hvor begrænset en morskab det egentlig er.

I og med det kun sker én gang om året, så når jeg at glemme at det ikke er den allerstørste nydelse – og at oplevelsen aldrig står helt mål med forestillingen om den. Faktisk lidt i stil med karbade.

Man kan – på film – ofte se lækre mænd i bar overkrop, med et lagen bundet skødesløst om hofterne, bevæge sig ind i et soveværelse på størrelse med Eventyrhusets grundplan, hen til en seng som må være 4 gange så stor som den IKEA sultan vi sover i, bærende på en bakke med en continental breakfast og en rose.

Han skal, med denne bakke i den ene hånd, rosen i den anden, bøje sig ned og vække damen der sover i sengen – med fuld make-up og perfekt sat hår. Hun vågner altid vældigt yndefuldt med et smil på de botoxfyldte læber. Så ganske ulig min egen, noget mere vrisne opvågnen, og selvom First Man er lækker – så ER det jo ikke Brad Pitt.

Hvorom alting er – det lykkes altid for parret at indtage denne morgencomplet – uden så meget som at spilde en lille bitte krumme. Ikke et eneste lille moderne blåbær triller ud på silkelagnerne, for at efterlade en stor dum plet, som ikke kan komme af – selv med biotex. Og sådan er det i alle film.

Hvorfor jeg igen kan konstatere, at film er humbug – snyd og bedrag.

Men tilbage til det virkelige liv på Æblebakken: Grunden til, at jeg ikke så tit får morgenmad på sengen, ja faktisk kun den ene gang om året, er for det første at jeg som regel vågner tidligere end alle andre, og så plejer jeg bare at vælte ud af sengen, famle mig frem til mine hjemmesko, som er livsnødvendigt tilbehør i Eventyrhuset.

Hvilket lige minder mig om vores gulvvarme hjemme på øen. Åh, salige gulvvarme. At kunne gå på bare tæer igennem huset, uden at benene nødvendigvis skal hoppe lige så hurtigt over gulvet som trommestikkerne ved en tambursolo. Og man kan også fange et barn og give dem den helt store kildetur på gulvet – uden at risikere forfrysninger.

Man kan tørre sjaskvåde flyverdragter natten over, uden at der kommer til at lugte af våd hund, for slet ikke at tale om hvor hurtigt Blondinen tørrer, når hun lægger sig på det lune gulv, hvilket minimerer den tid der reelt lugter af ægte våd hund på matriklen.

Nå, det var et sidespring. Altså, jeg får hjemmesko på og lunter, halvt i blinde, ned i køkkenet og sætter vand over med det samme. Og når jeg så har fået min te, kan jeg vågne ligeså stille og endog begynde at tale.

Hvorimod, hvis jeg bliver vækket af Firkløveret, iført morgenbakke, går det noget stærkere, det med at vågne, idet der skal opretholdes en vis balance på den givne morgenmadsbakke, for at den føromtalte te ikke skvulper, og går over sine breder og laver tsunami i indre farvande.

Ydermere skal der holdes styr på stearinlys og toasts, med så meget marmelade, at det kunne forveksles med rødgrød. Dertil kommer at det er så hyggeligt at Firkløveret også vælger at indtage deres morgenmad – hvorfor der også er flere andre tallerkner der balancerer på min dyne.

Alt sammen ikke ret nemt, når der også ligger 4 børn – som sært nok bliver større år for år – en mand, og indimellem dukker 2 forpoter og et meget venligt hundehoved forsigtigt frem over kanten.

Godt nok har vi en stor seng, men den har sine begrænsninger.

Og det ender uvægerligt med at en eller anden kommer til at tjatte til bakken, eller min arm, mens jeg er i færd med at tage en slurk, så der sjasker te ud over min stakkels uskyldige dyne.

Og krummer.

Der kommer altid krummer i sengen efter sådan en seance, og det kan godt være noget af en prøvelse. For det med krummerne har jeg altid glemt om aftenen, når jeg skal til at lægge mig i sengen igen.

Da jeg ofte først går i seng NÅR jeg er træt, og ikke FØR jeg bliver det, er det virkelig en overvindelse at skulle stå op igen. Så først ligger jeg og prøver at skubbe krummerne over i den ene side, men det giver bagslag når jeg så vender mig om. Så prøver jeg at sparke dem ned mod fodenden, men det virker heller ikke optimalt da jeg trods alt ikke bruger størrelse 48 i sko, så jeg ligesom ville kunne feje dem væk på snerydningsmåden.

Og at få det ekspederet den anden vej, over til First Mans side, er omsonst, der går nemlig sjældent mere end 3 minutter før hans snorken, eller et par velanbragte prutter, alt efter hvilken breddegrad krummerne befinder sig på, har blæst dem alle tilbage på min side.

Så er der kun tilbage at stå ud af sengen og flå lagnet af og ryste det.

Derfor har jeg haft lyst til at meddele festkomiteen, i fald der pønses på slige tiltag, at jeg kun lyst til dette morgenmadscirkus i begrænset omfang og om vi eventuelt kunne flytte indtagelsen af den continentale, ned til spisebordet for at drysse med krummerne der!

Dette billede er fra sidste år.. men når nu jeg kigger på det, var det altså ret hyggeligt trods alt – så jeg tror bare at jeg holder min mund, og nøjes med at nyde mine vidunderlige børn!