Zibro varmeblæser

Jeg tror jeg ville kunne skrive en hel bog, alene om det at sige godnat til min yngste søn.

Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke siger godnat til de andre – det gør jeg altså også!

Og jeg sidder også og snakker, klør dem på ryggen, griner og lytter. Men mange af de ting der kommer frem under disse godnatseancer, er absolut ikke egnet til blogudgivelse, og i så fald, ville jeg omgående blive afsat som mor, og konge i det hele taget.

Så det er altså mest Bjørnens krammetid, der kan tåle dagens lys.

I går, da jeg var sur over indlægget der blev væk, kom han – Gårdmand Bjørn altså – over til mit skrivebord, lige midt i kampens hede, hvor jeg stadig var i den benægtende fase, og ville have et knus. ”Neeeej” sagde jeg – og fortrød med det samme: ”det er jo bare fordi jeg er sur over jeg har gjort noget dumt – det er ikke din skyld” forklarede jeg.

Og så fik han et hurtigt knus og blev sendt af sted igen, for at undgå at jeg gav mig til at råbe af ham, når jeg på et tidspunkt kom over i vredesfasen.

Så gik der 47 sekunder, og så var han tilbage igen. Han ville bare vide om jeg kom op og sagde godnat alligevel.

Og det gjorde jeg jo naturligvis.

Da jeg kom op på hans værelse, startede han med at sige, at han altså godt forstod jeg var sur over det jeg havde smidt væk. Det havde han prøvet så tit.

Jeg takkede for medfølelsen, var stadig en anelse knotten, trak gardiner for og gik hen og satte mig på sengekanten.

Først lå han helt stille.. og så kom der en lille prut. Jeg holdt masken.

”Jeg er ligesom den der maskine” sagde han så med et lille smil. ”Hvilken maskine?” spurgte jeg forbløffet.

”Den der varmeblæser nede i køkkenet. Den lugter også grimt, når den bliver tændt, men det bliver hurtigt varmt og så lugter det ikke så meget”

Og så var jeg sjovt nok ikke sur mere!