Jeg – en stalker..

18 Mar

Her kommer endnu en indrømmelse.

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

13 kommentarer to “Jeg – en stalker..”

  1. Rejen 18. marts 2013 hos 06:23 #

    I mænger jeg godt nok i berømtheder der over på øen..🙂

  2. Lene 18. marts 2013 hos 07:58 #

    Det er måske på øen, vi skal bo, for at få lov til at se berømtheder😉 og du er da en god mor, som gav datteren lov til rigtig at nærstudere.

    • Kong Mor 18. marts 2013 hos 18:08 #

      Man skal opmuntre det sære🙂

  3. Tove 18. marts 2013 hos 09:04 #

    🙂 jeg kan lige forstille mig, hvordan dine øretrommer havde det😉 og hvordan Prinsessen lettere hektisk med røde kinder og så videre ser ud🙂

    • Kong Mor 18. marts 2013 hos 18:08 #

      De vibrerer endnu!😉

  4. wildskud 18. marts 2013 hos 09:48 #

    Det er mig der er stalkeren. Altså ham den slemme slemme psyko-slambert der psykopiner de stakkels små og læser med gennem nøglehullet. Skam mig !

    Det er en vidunderlig verden vi lever i. Der skal bare lige et par kæmpe 70’er solgoggles til , så kan vi alle være baronesser i en gammel slidt Fiat Punto…..

    • Kong Mor 18. marts 2013 hos 18:09 #

      ?? Så vidt jeg ved, var du ikke med i bilen..
      Hvem stalker du så i din fritid?
      (ked af at sige det – det VAR Caroline..🙂 )

      • wildskud 18. marts 2013 hos 18:43 #

        Nå… så røg dén mulighed… Jeg har ellers altid gerne villet være baronesse, bare for en dag.
        Jeg stalker såmænd ingen (synes jeg selv), men har dog taget mig den frihed at læse med hos en blogger der har givet en noget lidet flatterende beskrivelse af min rolle i vores nu kuldsejlede parforhold. Det er ikke meget der skal til….

        • Kong Mor 19. marts 2013 hos 08:55 #

          Ved faktisk ikke hvad jeg skal sige.. Andet end at jeg måske synes at dit privatliv nok ikke hører hjemme her på min blog. Samt at jeg skriver om mig her – og ikke om dig..

  5. Ellen 18. marts 2013 hos 16:46 #

    Hun må godt nok have noget af en røntgenblik, din prinsesse🙂 Jeg ville aldrig i livet have genkendt en berømthed under de betingelser, er jeg sikker på.
    Men godt, at du gav efter for datterens skyld – så har hun lidt materiale til de næste dages og nætters drømme.
    Og herlig historie med First Man og Brian😀

    • Kong Mor 18. marts 2013 hos 18:11 #

      Caroline kan beses fra tid til anden her omkring! Og det er nok også kun derfor Prinsessen vidste hun ikke var helt forkert på den!

      Og ja, jeg havde faktisk glemt de to brød hængende på baren side ved side indtil nu! Men sjovt var det!😀

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: