Nu er vi så småt kommet til det tidspunkt af året, hvor almindelige mennesker begynder at spekulere på hvor de skal bruge deres opsparede sommerferie budgetterede penge henne.
Det kunne vi også gøre her på matriklen, hvis det ikke var fordi vi har en noget forskellig definition af ordet ”Ferie”.
I vores lille familie er jeg desværre ene om at synes vores ferier skulle bruges på os selv – både First Man og børnene – for slet ikke at tale om “the bedsteforældres united” ville gå i coma, hvis vi ikke kom hjem på besøg i mange og lange uger ad gangen, om sommeren især – og intet kan jo måle sig med den danske sommer, som er så fantastisk stabil.
Bagefter de de mange og lange uger i Danmark, skal vi ned til min lettere anstrengende, men i øvrigt ellers søde enke-svigerfar, der ikke kan fordrage hverken varme eller sollys. Hans hus er, selvom det ligger ved den spanske grænse, ligeså koldt og mørkt som et ægyptisk gravkammer.
The First Man får spat allerede efter 17 timer, og flygter ved at lave ekstremt meget sport, og løbeture med blondinen.
Jeg kan så sidde i marmorkulden (for der er ikke nogen form for børne-venlig skygge i haven) med mine 4 unger og tænke over hvad vi skal ha’ at spise. Eller rettere hvad JEG skal lave til frokost eller aftensmad.
Min svigerfar stiller nemlig MIG følgende spørgsmål, hver eneste morgen, og altid inden jeg har fået min te – ”Hvad skal vi have at spise til frokost?”
Og så skal jeg være lynhurtig på aftrækkeren, ellers bliver han utidig og vrissen. Han er nemlig af den mening, at køkkenet automatisk bliver mit, idet jeg træder ind ad døren, eftersom jeg fra naturens side er udstyret med bryster.
Jeg tror endda han gør det for at glæde mig – at det for ham er en ære at være “fruen i huset” – en ære jeg absolut helst er foruden.
Så når talen falder på: hvor skal vi hen på ferie – er det jeg får tics ved øjenlåget og drømmer om bare en uges ferie hvor JEG ikke skal lave mad. Hvem ved – den dag kommer måske også til mig før jeg når pensionsalderen. Ellers kan jeg jo altid tage på ferie hos mine, til den tid voksne, børn og lade mig varte op!!
Åhh, lyder som om der er et oprør på vej 🙂
ikke oprør – trang til forandring 🙂 selvom.. en mindre strejke kunne måske godt komme på tale.