Børn og kunst

Jeg var på kunstmuseum i sidste uge med de royale. Det var jo vinterferie og tiden var lidt lang, så vi tog til Caen for at luske lidt rundt der.

Der er et meget fint slot i Caen – det eneste problem er, at det er udenfor. Og når det blæser 1½ pelikan er det ikke videre morsomt at trampe rundt i William the Conquerors fodspor, og ens begejstring for tomme voldgrave og murbrokker kølner ligeså meget som vejret.

Altså fik jeg – synes jeg selv – den fantastiske idé at slæbe dem med på kunstmuseum.

Der blæste det i det mindst ikke – og så kunne jeg lokke med eftermiddags lækkerier hos ”Dollys” bagefter.

Nu vil jeg skynde mig at fortælle at ”Dollys” er nok det eneste sted uden for England, hvor man kan få cream tea der er værd at betale for – for slet ikke at tale om hendes fish n’chips. Dolly er en lille engelsk dame, som har den hyggeligste restaurant i.. nok ikke i verden for jeg har desværre ikke været overalt – men af alle de steder jeg HAR været er Dollys afgjort den hyggeligste restaurant.

Således lokket med lækker cream tea var afkommet overbevist. Og vi gik ind.

Men dette kunst museum.. det var.. noget af en skuffelse. Jeg tror indersiden af en offentlig toilet væg er mere kunstnerisk. Jeg holder meget af kunst og billeder, skulpturer og sådan, men ihh altså.. Der var en eneste lille sal med 10 nogenlunde impressionistiske værker, ellers var der ikke et eneste – af mig – kendt navn. Men nu har jeg selvfølgelig heller ikke studeret kunsthistorie. Billederne var kedelige og intetsigende.

Og så kom vi til sidst til salen med noget de kaldte moderne kunst. Der var et stort lyseblåt lærred.. med en nåletynd rosa streg lodret ned fra top til bund. Og jeg undredes såre. Så kom der et lærred som var dækket med lakerede franskbrødsskiver. Bare tanken om at have lakeret mad hængende på væggen i årevis var nok til at give mig kvalme.

Men det varede ikke længe, så gad vi ikke kunst mere. Når jeg bliver – narrrj – jeg bliver aldrig gammel – men når jeg ikke har hjemmeboende børn mere, og inden jeg får børnebørn vil jeg på museum i mange timer ad gangen. Det har jeg nemlig ikke været i mange år.

Belært at egen erfaring, er jeg altid løbet igennem museer med de royale. Jeg blev som barn, slæbt med til endeløse udstillinger om det ene og det andet – og jeg synes det var usigeligt kedeligt. Derfor har de royale blandt andet været på Louvre i under 45 minutter. Rekord – jeg ved det godt – men derfor synes de stadig det er sjovt at gå med på museum.

De kan huske de har set Mona Lisa, Napoleons kroning, Marianne på barrikaderne og la Victoire de Samothrace. Derudover mindes de dette:

Rutsjebane ned ad trapperne imellem salene. Desuden var det absolutte højdepunkt den dag, at de kørte i Metro 3 gange.

(PS: jeg kan godt se at der er 5 børn, men den orange er en ven!!)

Så jeg er helt sikker på at kunstmuseums turen i Caen vil også blive husket hovedsaglig for besøget hos Dollys. Det synes jeg er okay – for de kan stadig huske lærredet med brød og hvor få pæne billeder der var.

Og de vil godt jogge sammen med mig, igennem et andet museum, en anden dag.