Bremset midt i bevægelsen

Engang; det er mange år siden nu, var der en ung lettere hjernelammet fløs, som kørte alt for stærkt rundt i et sving – og direkte ind i os. Bilen blev totalsmadret, men der skete ikke noget med os overhovedet.

Vi sov dårligt et par nætter efter og stanken af airbaggas blev ligeledes siddende i vores stakkels næsebor længe efter den var fordampet.

Vi havde været på vej et sted hen, det kom vi naturligvis ikke, derimod blev vi kørt hjem af nogle venner. Men længe efter sad der en følelse i mig, at jeg havde glemt noget, at jeg manglede at gøre noget.

Fordi jeg ikke var nået frem til mit første bestemmelsessted.

Det var vores plan at drikke te i en lækker tesalon, så det var ikke som om vi var gået glip af en koncert eller en middagsaftale, men vi havde en plan.

En plan for dagen og den blev jo afbrudt noget brat, og min hjerne kunne ikke helt vænne sig til tanken.

Således også i går. Midt i en hektisk morgen hvor First Man havde en aftale. Det var egentligt meningen at jeg skulle med, men så ville elselskabet sende en person forbi og aflæse vores måler, og så måtte jeg pænt blive hjemme og vente på dem.

Pludselig ringede First Man midt i sit møde, og meddelte at gymnasiet havde ringet til ham; Divaen var besvimet midt i en time, og lå nu og hvilede sig på lazarettet, men at hun nok godt ville hentes.

Der sad jeg, uden bil.. og skulle hente en slatten datter. Hvad gør man så?

Man ringer da til en ven!

Eric kom og fik mig fragtet ned til gymnasiet. Og jeg blev mødt af en større modtagelseskomite, folk som var voldsomt bekymrede for min datter. Pænt af dem, men da Divaen rask væk besvimer til hver given lejlighed, var jeg nok noget mere blasert og ganske ubekymret.

Vi fik hende bugseret ned i bilen, men da hun var lidt blå om fingrene og havde lidt svært ved at artikulere, tog vi på skadestuen, som beholdt hende.

Hendes puls var nemlig meget lav og hun skulle tjekkes i alle ender og kanter. Hun blev indlagt på det de kalder daghospital, hvor de kan undersøge folk i ro og mag uden at man optager akutpladser i skadestuen. Og så blev hun ellers undersøgt.

First Man stødte til efter sit møde og så sad vi der. Nogen med pulsmåler. Koblet til mærkeligt maskineri som sagde lyde. Og tiden gik. Langsomt. Divaen fik lækker frokost serveret..

mens vi andre sad og vansmægtede. Og så fik vi ellers ventet kedet os. Til både sølv og guldmedaljer. Patient og forældre.

Det endelige resultat blev at vi ikke ved hvorfor, samt at hun da heldigvis er frisk igen, men skal tage den med ro i dag. Vi blev lukket ud ved femtiden, og tog hjem.

Og så sad jeg der, hjemme altså, og følte mig ganske punkteret. Der manglede en hel dag, en masse gøremål, fordi jeg skulle sidde og kukkelure på et kedeligt hospital.

Som om man er sprunget ud fra en vippe og fortryder midt i bevægelsen. Så jeg  meldte mig ud af dagen igår og så prøver jeg bare igen i dag!