Fødselsdage – generelt.

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!