Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..