Snot – indrømmelse #2

Er man sart anlagt – bør man nok bare komme tilbage en anden dag.. Så er I advarede.. Men jeg kunne ikke lige finde på andet.

Der er flere slags snot.

Først er der privat snot.

Det er den slags man, trods det at man har det ud over det hele, alligevel formår at redde alene. Tørre af og fjerne sporene, uden at andre opdager det.. Man kan ånde lettet op og være helt sikker på at ingen har set det.

Så er der offentligt snot.

Den slags, er som oftest forbundet med en akut mangel på kleenex. Hvor man febrilsk forsøger at skjule fadæsen på undersiden af ærmet, eller i en gammel kassebon, som var eneste alternativ til den håbløst tomme kleenexpakke på bunden af tasken.

Såfremt det sker, er det uheldigt, men det kan ske for selv den bedste..

Så er der pinligt snot.

Det er den værste.

Det har jeg prøvet.

Den eneste grund til at jeg overhovedet fortæller om det her, er at det er SÅ mange år siden, og alle involverede for længst er døde. Og i øvrigt læser de ikke min blog.

Jeg var på besøg i Danmark. Og blev forkølet. En mindre detalje var, at jeg var gravid, og i forvejen skulle ligge ned, fordi jeg havde mange plukveer. Så er det ikke voldsomt smart, at skulle hoste hvert andet sekund.

Jeg ville nemlig meget gerne føde under ordnede forhold, derhjemme. Så jeg skulle til lægen. Som skulle stoppe min hoste.

På vej derind blev jeg overmandet af et af den slags hæse nys, som kravler helt ind i bihulerne, og tømmer det meste af indholdet ud over det hele.

Jeg sagde jo det var pinligt.

Okay jeg glemte at tilføje ulækkert. Men det hænder jo immervæk for alle mennesker at nyse ind i mellem.

Nå – det der våde nys.. Jeg kunne mærke at noget skete.. Men jeg kunne hverken se eller mærke noget. Jeg famlede febrilsk – og mest i blinde – jeg kørte jo bil, men fandt ikke noget suspekt.

Eftersom jeg ikke rigtigt fandt noget, slappede jeg efterhånden af og endte da også med at glemme det igen. Jeg fandt en lille plads på Torvet og kom hen til lægen.

Småsludrede med sekretæren, hilste høfligt på de andre i venteværelset, og sad i mindst 11 minutter foran lægen før hun rakte mig en recept på noget der kunne fjerne min hoste, samt noget astmamedicin som skulle forhindre mig i at føde i løbet af aftenen.

Det var jeg naturligvis nede og hente på apoteket.

Og i bilen på vej hjem, så jeg det..

Eller den – skulle jeg måske snarere sige. LIGE midt på min bluse – sad den. Og grinte.. Ja den grinte – JEG grinte absolut ikke.

Jeg stod derimod meget længe foran spejlet da jeg kom hjem, kun for at konstatere at uanset hvordan jeg end vendte og drejede mig, kunne den ikke skjules på nogen mulig måde. Med andre ord – den var meget synlig.

Den aften var jeg meget stille. Og jeg kom ikke til staden mere under det besøg.

Og ja – dette indlæg er uden fotodokumentation. For alles bedste.