Kongelige rosenkager

På det plan er der intet nyt under solen. Jeg bager som I kan se fortsat kager!

Godt nok ikke så regelmæssigt, men ind i mellem. Så da Amalie spurgte mig om jeg kunne sende hende opskriften på de kongelige rosenkager, gik jeg straks i gang med at skrive den ned.

Nemmere sagt end gjort i min “tilstand”.

Jeg fór vild i både opskrift og fremgangsmåde, og efter nogle frustrerede forsøg på at forklare, blev jeg sur på mig selv.

Derpå rendte jeg rundt i køkkenet for at se om jeg havde alt, hvilket jeg havde og så endte jeg med bare at lave kagerne selv og så tage billeder undervejs.

Uendeligt meget nemmere. Som bonus fik jeg en meget begejstret familie, de kongelige rosenkager er nemlig højt i kurs på matriklen!

Nu har Amalie naturligvis allerede set billeder og opskrift på facebook, men jeg tænkte ikke I tager skade af at få en lækker opskrift med på vejen, i billedform!

Altså, man tager følgende:

Røde æbler, butterdej, marcipan, kanel og brun farin. Men kan man ikke lide kanel kan man tage vanilje eller æblemos. Marcipanen er heller ikke obligatorisk. Det er ganske efter smag og behag.

 

Kernehuset fjernes og æblerne skæres i tynde skiver, som halvmåner og vendes i citron, dækkes med vand og koger kort til skiverne er bløde – endelig ikke mosede! Jeg giver dem et par minutter i micro ovnen.

 

Butterdejen skæres i strimler på ca. 6-7 cm. Bland brun farin og kanel og skær marcipanen i tynde skiver.

 

Læg æbleskiverne så de dækker halvdelen af hinanden. Læg marcipanskiver på den anden side af butterdejen, drys med kanel og brun farin, og fold butterdejen så æblerne stadig stikker ud over kanten.

 

Så skal der rulles – forsigtigt så æblerne ikke glider ud. Hvis ikke æbleskiverne er kogt, knækker de når du kommer hertil!

 

Bages i en muffinform ved 180 grader indtil dejen ser bagt ud – æblerne må ikke blive sorte i kanten.

 

Så skal de køle af og når de er næsten kolde, drysses de med flormelis.

Det er nogle skønne, nemme kager som hverken er for søde eller for tunge. De smager bare dejligt af æble uden at være sure som bagte æbler godt kan blive. Samtidig har de indbygget WOW-effekt!

Velbekomme og god søndag.

 

Mudpie og Mac’n’Cheese

I går fik vi leveret eftermiddagskagen til døren.

En mormor havde været i køkkenet og kreeret en mudpie. Og kom forbi med den!

Ja, en mudpie. Sådan en som Minny serverer for Hilly i “The Help”. Dog ikke med helt samme indhold og jeg skulle lige overvinde mig selv allerførste gang jeg satte tænderne i sådan en sag, ihukommende Minnys legendariske bemærkning: “You just ate my shit” – og så tror jeg i øvrigt det emne er uddebateret for i dag.

Men selve kagen smager aldeles guddommeligt. Desværre kan jeg ikke give jer nogen opskrift på Mudpie i dag, fordi den foregående mudpie var nemlig meget bedre, og den opskrift skal jeg lige have lokaliseret først. Så det må vente. I mellemtiden kan I nyde billedet af det sidste stykke før det på mystisk vis forsvandt til First Mans morgenmad.

Mudpie à la mums

Således inspireret af USA og deres madvaner fik jeg lyst til at prøve at lave macaroni and cheese, en anden klassiker fra Staterne. Jeg har hørt om Mac’n’cheese ofte, men aldrig rigtig smagt det, endsige lavet det.

Jeg fandt en opskrift på nettet som jeg ændrede lidt; det skulle jo passe til indholdet af mit køleskab og til de fem forslugne pre-teen + teenagere der befandt sig på matriklen.

Jeg smeltede lidt smør i en gryde. Rørte lidt mel i og lod det syde lidt i et par minutter. Så tilsatte jeg lidt timian, cayennepeber og almindeligt peber. Så hældte jeg lidt kold mælk ved og piskede godt. Lidt mere mælk, lidt salt og et drys muskat, og så kunne det ellers stå og passe sig selv i en 6-8 minutter ved lav varme, det skulle dog piskes i jævnligt, for ikke at brænde på.

I mellemtiden kogte jeg en pose pasta. Jeg havde kun suppehorn, men man kan jo bruge en masse andet pasta, bare det ikke er spaghetti.  Da de var kogt skyllede jeg dem lidt i koldt vand for at undgå at de klistrede sammen, dryppede dem af og hældte dem i et ildfastfad. Jeg havde også nogle pølser som skulle bruges og de blev skåret i skiver og smidt op i fadet til de kogte suppehorn.

(Fadet skal ikke smøres fordi der kommer sauce i lige om lidt!)

Altså, da bechamelsaucen – for det mindede mest af alt om sådan en – var færdig, slukkede jeg for varmen og hældte en pose reven ost i, og piskede godt til den var smeltet. Det var faktisk ret sjovt at piske rundt i, ikke ulig tyggegummi.. Jeg fik lavet nogle imponerende bobler!

Denne ostesauce blev hældt ud over pasta-pølseblandingen og jeg rørte det hele godt sammen.  Så dryssede jeg med lidt reven ost og normalt skulle der lidt rasp på toppen også men det havde jeg ikke lige så det blev ved osten.

Så røg hele fadet i en 200grader varm oven i 10-15 min. til det begyndte at blive gyldent.

Det tog ingen tid at lave! En lækker pastaret på under en halv time. Ret vildt faktisk. Og man kan jo udelade pølser og spise noget andet kød ved siden af, eller bare nøjes med en god salat hvis man ikke er til kød.

Mac’n’Cheese Thomas Jefferson style. Dog med helt ureglementerede pølser i!

Imens skar jeg noget rå spidskål i fine strimler, skrællede to appelsiner og skar i små stykker, blandede det hele sammen og tilføjede  en håndfuld tørrede tranebær og en håndfuld saltmandler og så havde jeg også salat. Dressing var der ikke brug for, for appelsinsaften gjorde det hele blødt og lækkert.

Om salaten så var amerikansk kan jo diskuteres, men det smagte rigtigt godt til pastaen og ungerne var helt pjattede med det der mac’n’cheese a la Thomas Jefferson, som vist var ham der opfandt retten.

Jeg elsker at lave mad fra andre lande, det er så sjovt at prøve nye ting og nye sammensætninger.

Nu vil jeg godt medgive at suppehorn med pølser og bechamelsauce ikke er decideret nyt, ejheller så eksotisk at det ligefrem springer i øjnene, men sammensætningen havde vi aldrig prøvet før. Og jeg kan forsikre jer at det ikke er sidste gang der kommer Mac’n’Cheese på bordet i Møllen på Øen!

Sommerferiestart

Jeg vil, for nu at trække en ordentlig tilbagekomst i langdrag, gøre en del ud af ferieberetninger. Billederne har nogle af jer muligvis set før, da en del af dem har været en tur på Kongmors Instagram profil!

Jeg var så forudseende at jeg på min første feriedag i Intermarché (et fransk supermarked) kastede et kladdehæfte ned i kurven, og så skrev jeg en slags faktuel dagbog i punktform, dag for dag.

Feriekageorgie

Med det resultat at jeg i dag er i stand til at fortælle at jeg havde sidste dag fredag d. 5.juli og at jeg, efter ovenstående og kvalmende overdådige feriekagebord drog hjem for at hjælpe resten af familien med at pakke bil, tagboks og trailer, samt at vi stod op kl. 04.00 lørdag d. 6 juli for at sætte os ud i bilen – okay alle under 19 væltede ud i bilen for at snorke videre – og køre mod syd. Dog først efter nogen – netop som bilen var på vej ud af indkørslen – skreg op om at hun havde glemt sin tandbørste.

Snorksovende børn og glade forældre.

Jeg ved godt det virker som en rød klud for nogen, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor familier ofte ikke kan finde ud af at være sammen i deres ferier. Bevares, mine møgunger kan bestemt godt skændes og være ulidelige, ligeså kan min mand være en pestilens. Jeg er naturligvis den eneste der ikke er noget galt med, hvis jeg vrisser, er det udelukkende de andres skyld!

Tysk stau..

Nå, men vi hyggede os faktisk. Det meste af turen. Jeg blev en anelse utidig over det evindelige tyske stau. Jeg fatter ikke hvorfor der altid er klumper i trafikken i det land. Og det får mig hver gang til at råbe meget højt.

Men efterhånden som kilometerne forsvandt under dækkene, nærmede vi os denne smukke port til Normandet. Og så var der pludselig ikke så langt længere.

Pont de Normandie

Vi ankom til Lisieux 21.30 og fik hurtigt leveret diverse børn på diverse destinationer, og endte selv hos Eric og Adé som havde et fantastisk måltid klar til os. Samt noget jeg nok vil fortryde når de sidste dråber er drukket, nemlig en ny variant af Ricard, en rosé variant som smagte himmelsk og som ikke forlod min gane ret mange aftner i træk.

Hygge a la fransk

Selvom vi var trætte, kom vi først i seng ved 02 tiden, for der var jo så meget vi lige skulle opdateres på.

Og snakke om, og grine af.

Men det var bare så godt at være tilbage og vi kan sove når vi bliver gamle!

Led os ikke ind i fristelse..

Jeg er sådan lidt på kur. Eller ikke kur, jeg passer bare lidt på hvad jeg putter i munden.

Jeg har ikke tid til at lave en omgang GO med mine veninder, så jeg må selv styre kalorieindtaget. Hvilket også er okay. Jeg har nemlig så travlt på arbejdet at jeg ikke har tid til at spise ret meget.

Værre er det når jeg så kommer hjem.

Så er jeg lækker sulten, og tager en rugbrødsmad. Til aftensmad spiser jeg små portioner og klarer det nogenlunde.

…

Men så sker det at man i huset mener at der skal laves kage. For at fejre at det er eftermiddag og at skole og arbejde er slut for denne gang samt den fest det er at mor og far endelig kommer hjem til Møllen igen.

…

Og så sidder man der. Med et barn der stolt fremviser dagens kagekreation.

…

Og de forventer jo at man smager. Og nyder. Og æder sig en pukkel til.

Altså, sætter jeg tænderne i en cupcake. Med lyserødt snask på.

Lige inden har jeg sagt at jeg bare skal have én og at det ikke er noget jeg vil gøre hver dag, fordi jeg faktisk gerne vil af med den uklædelige fold over min bukselinning inden jeg skal mases ned i årets sommerkjoler.

Led os ikke ind i fristelse

Aldrig så snart har jeg fyldt munden med cupcake – hvor hovedbestanddelen åbanbart er marchmallows, før min søde Prinsesse siger: “Der er smør i glasuren. Smør flødeost og flormelis.”

Jeg stoppede midt i mundfulden og var lige ved at spytte det hele ud igen.

Hun grinede bare.

Forvorpne unge.

Jeg lagde kagen fra mig på fadet og sank, med besvær, den i øvrigt meget lækre mundfuld kage.

…

Divaen og Gårdmand Bjørn spurgte i munden på hinanden: “Må jeg så få den?”

De delte resten, og jeg gik for mig selv med en kop te.

Og tænkte meget intenst på en sommerkjole.

Jeg vil ikke være med i dag..

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

Fondant au chocolat

I kan takke Prinsesse Lyserød for at der kom en slags søndagskage idag! Endda en hjemmelavet én. Med opskrift! Kan det overhovedet blive bedre?

For at kreere Prinsessens lækre dessert, Fondant au chocolat, skal der bruges:

4 æg

65 gr mel

135 gr sukker

200 gr smør

200 gr mørk chokolade (min.70 % kakao)

Bland æg, sukker og mel. Smelt smør og chokolade sammen. Bland det hele sammen i en røremaskine.

Puttes i solide muffinsforme. Papirforme kan ikke helt holde sammen på dejen De bages i 8 minutter ved 210 gr. i en forvarmet ovn. Ikke mere end 8 minutter – for så er kagerne ikke flydende indvendig, hvilket er idéen med det hele!

De skal spises lune!

I får lige billedet igen – det tager I nok ikke skade af!

Jeg fik opskriften af min søde veninde Armelle, for mange år siden da vi begge boede i Versailles – og jeg ved ærligt talt ikke hvor den kommer fra, men det forhindrer mig ikke i at dele med jer – de smager fantastisk!

God søndag!

Søndagstest #2

Rillettes..

Det kan bedst forklares som værende kødsnuller som er tilovers når man har lavet noget andet af de reelle kødstykker.

De bliver så henkogt i fedtet, og brugt som en slags pålæg, selvom pålæg – på brød til frokost-agtigt, ikke lige er et koncept man bruger så meget i Frankrig.

Der bliver lavet rillettes af al slags kød. Men mest svinekød og andekød.

Da vi kom i tanke om at der jo var noget med en test – havde slagteren lukket. Så det blev køberillettes.

Det smager udemærket. Det er lidt ligesom at købe leverpostej i brugsen.

Vi købte tre forskellige – men nu da First Man er hjemme skulle han først lige overbevises af vigtigheden af at have hele tre slags.

En anderillette, en svinerillette og en vildsvinerillette med karl johansvampe.

De smagte ganske udemærket alle tre.

Men den almindelige svinerillette, som vi altid plejer at hive ned i indkøbsvognen, blev udkonkurreret af både anderillette og vildsvinerillette.

Den med vildsvin smagte superlækkert og vandt simpelthen testrunden med flere vildsvinelængder!

Det var nu også passende at vi her i Obelix land skulle vælge den med vildsvin.

Og det var så ugens absolut kedeligste blogindlæg – nu kan I trøste jer med at det kun kan blive bedre! Det er da betryggende!

Og nu vil jeg ud og have kage..

Onsdagsblog og vanens magt

Et nyt tiltag ser dagens lys:

Præcis som jeg har min søndagskage, har jeg bestemt at jeg vil have en onsdagsblog. Det faldt mig ind at det var længe siden jeg havde set noget nyt i blogland.

Ikke fordi der ikke er noget nyt – men fordi jeg ikke er ude og kigge på de spændende blogge der er. Jeg har jo de blogge, jeg plejer at besøge.

Men det er længe siden jeg har bevæget mig ud i noget nyt. Jeg læste en masse forskellige blogs i starten og blev vældigt inspireret – ja det gør jeg stadig, men det er altid de samme gode blogge jeg læser. Jeg er bare kommet ind i en vane med at læse de samme.

Så jeg ville på jagt i jeres samlinger af gode blogge, som jeg ikke kender endnu, for at læse noget nyt.

Den første jeg faldt over var Stine! Fra start en sympatisk blog. Med det navn kan det jo ikke andet end at blive en succes!

Og da jeg rodede rundt derinde faldt jeg over – nårh, ja OKAY så – indrømmet, det var nok min næse som drev mig ind omkring Stines opskrifter. Jeg fandt nogle cookies. Direkte link er HER

Og de så ualmindeligt lækre ud. Det syntes både min mave og mine øjne, så jeg måtte straks i gang med at lave dem!

Og ved I så lige hvad?

De smager præcis som de specielle amerikanske cookies man kan købe overfor Hallerne i Paris. Og nu har jeg simpelthen en opskrift så jeg kan lave dem selv. Manner, manner, manner, det var godt.

Og er I så klar over hvor mange points jeg lige scorede der?

Ikke alene skabte det tumultagtige tilstande da klokken ringede og børnene kunne dufte hjemmebag – men da Firkløveret så delte et par snoldede krummer (halve kager) med vennerne, blev jeg faktisk så populær at jeg nu simpelthen overvejer at blive mit eget idol!!

(Jeg vil ikke udelukke at humor kan være anvendt)

Jeg skal helt klart på besøg hos Stine igen!

Ældes med ynde – eller før tid

Vælg selv.

Overskriften KUNNE godt have været ”Svigermonster” – men jeg var altså sød ved hende. Hende min nye svigerdatter. Den første jeg i hvert fald har fået kendskab om.

Og lige apropos: Starter de ikke lidt vel tidligt nu til dags??

Nå, men lad det nu være. I hvert fald – Zorronaldo meddelte for et par uger siden, at han havde fået en kæreste. Hun er naturligvis det allersødeste, det er da klart. Soleklart.

Så skulle de mødes en eftermiddag nede i byen. Stadig klart.

Men uden os. Klart.. Måske en anelse grumset på bunden – for pokker – vi var jo ved at gå til af nysgerrighed. Ja, OKAY så, JEG var ved at gå til. Ville jo godt lige se hende.

Vi andre endte med at shoppe og spise noget fra en bager – trekløveret forstås – jeg er jo på kur. Så var det jeg fik en sms fra Zorronaldo.

…

Og da blev det der klare noget, med lidt grums på bunden, med ét rigtigt meget grumset – det blev faktisk blæksort.. Jeg blev en anelse olm i blikket og kunne pludselig kun tale på falsetmåden.

Fordi min søn – min søn –  som syntes jeg var alt for pinlig til at blive vist frem til en kæreste – skulle simpelthen ud og købe ind, med pigen og pigens mor.

For nu at få det fulde udbytte af min indignation, skal man vide at Zorronaldo HADER at købe ind – han mener det er totalt og aldeles formålsløst. Den slags har han jo folk til. Så ingen indkøbsture til ham. Med mindre, det selvfølgelig er for at købe nyt tøj til ham.

Men altså, her stod jeg og følte mig snydt – med rette.

Ikke alene skulle hendes mor have æren af at se giraffen – han accepterede også at tage med ud og købe ind.

Måske er det uretfærdige, faldet ham i øjnene efterfølgende, for han var åbenbart kommet på andre tanker, da han dagen efter, spurgte om hende, hans hjertes udkårne, måtte komme på besøg.

Det måtte hun naturligvis gerne. Og her er det så mit alders-issue kommer til udtryk. Ikke i forhold til at være alene på værelset, og den slags – det ville også være lidt svært idet han deler værelse med Gårdmanden. Næh, jeg lod dem være. Jeg skulle ikke op og banke på og lokke med te eller noget andet skummelt, for at snuse rundt.

Nej, jeg brølede bare ud i huset, med vanlig mangel på finesse, at der var kage. En absolut ikke snagende mor, som lader det unge par sidde og gøre hvad de nu har lyst til.

Lige indtil der var goûter.. Eller eftermiddagskage..

De kom ned – det gjorde de – de turde nok ikke andet. Og mens mine børn lystigt tog for sig af retterne, skulle den udkårne ikke have så meget som et glas vand. Ikke en eneste lille bitte kiks, for slet ikke at tale om kage.

Og SÅ skete der ellers noget: jeg blev på kortere tid, end det tager at sige folkepension, mindst 40 år ældre – forvandlet til en olde-bedste af en art, en af den hedengangne slags som nøder folk. De findes muligvis endnu i fjerne egne, men jeg er ikke så heldig at kende nogen personligt.

Her stod jeg – med mit normale mentale jeg transplanteret ind i en nødende bedstemor – og syntes det var ”marjed mærkeligt” at det pigebarn ikke skulle have noget af min gode kage.

Endsige et glas vand? Var hun da syg?

Jeg ved da godt, pigen sikkert var ved at besvime af skræk – men helt ærligt.. bare et lille bitte stykke kage? Havde jeg virkelig råbt så højt?

Da det unge par havde forladt huset, for at gå sig en tur, undlod jeg ikke at holde et længere foredrag, for resten af mine lydhøre børn, om vigtigheden i at tage bare en lille smule at spise, når man er på besøg hos fremmede. Undtaget naturligvis steder som hos børnelokkere og i pandekagehuset.

Men altså – andre steder og især første gang..

Nu står jeg så i et dilemma. Hun skal med hjem og spise til frokost sammen med alle de andre kammerater, som synes at kantinen på Æblebakken er væsentlig bedre end den sædvanlige, de får tilbudt ovre på skolen. Så jeg har vist ikke mindre end 7 unger til frokost lige om lidt.

Mon hun er kommet sig så meget over sin skræk, at hun kan indtage føde i mit nærvær?

Man bliver jo lidt bekymret – tænk hvis man bare har den effekt på folk at de får lammelser omkring spiserøret, første gang de møder én?

De af jer, som planlægger at spise madpakke med mig forskellige steder i Danmark til sommer, skulle måske lige overveje at spise hjemmefra – så I ikke sidder med lammet spiserør og bliver sultne. Det ville jo være synd.

Og så må I heller ikke blive forskrækkede over min rollator..

Ra-Mommer-Kage

Onsdag er jo hel fridag for Prinsessen og Gårdmand Bjørn, og ½ fridag for de store. Derfor bliver onsdage som regel gerne udfyldt med lidt nyttigt, i form af kagebagning. Om søndagen får vi bageren til at lave kagen, om onsdagen klarer vi det selv.

I onsdags var ingen undtagelse, og hvad var så mere nærliggende end at finde en opskrift i Blogland. Jeg har stadig ikke fattet fidusen i fondant. Selvom jeg drømmer om at lave flotte cupcakes, så må det vente til jeg har fundet ud af hvad det handler om. Men så findes der så mange andre lækre kagebagere som rundhåndet deler ud af deres opskrifter!

Og jeg fandt noget med rabarber. Fordi rabarberoplevelser blev efterlyst herfra myldrede nettet med gode rabarberopskrifter. Så jeg valgte en af dem.

Og jeg fik simpelthen lavet en Ra-Mommer-Kage. Det kan overhovedet ikke hedde andet, da det er der opskriften kommer fra.

Det duftede skønt i hele huset og tiltrak selv musiklyttende teenagere!

Da det var aldeles umuligt for firkløveret at vente til om aftenen, tog de hul på den så snart de kunne holde et stykke i hånden uden at brænde sig.

Og mums siger vi bare! Og tak for kage!

Om slaver i husholdningen og kager

I mit farverige køkken er jeg ofte så heldig at have gæstebagere. Som I måske har gættet, så fylder kager en del i vores hverdag – ikke kun om søndagen.

I skrivende stund regeres der, og gøres ved, med megen larm og halløj. Nogen laver noget – som jeg ikke måtte se, hvad var. Og da jeg blev hidkaldt til lettere konsulent bistand, skjulte de først kogebogen, og jeg måtte love ikke at kigge.

Jeg bliver så glad og synes det er så dejligt når mine børn vil lave mad eller hjælpe til med husholdningen. Og kagebagningen. Okay, deres iver kølnes så en del, når det kommer til rengøring og oprydning, men indimellem kan man være heldig.

For 2 år siden skulle jeg til møde hele dagen i København, ældstedatter var i bogstaveligste forstand fløjet af reden med Air France, for at tilbringe 10 dage hos en ven i Frankrig. Mit møde trak ud og jeg kunne se at jeg ikke ville nå hjem tidsnok til at lave mad – hvad gør en klog?

Ringer hjem til sin ældstesøn på 12, og spørger om han vil prøve at lave frikadeller. Det ville han godt, han havde heller ikke noget valg, og der stod frikadeller på bordet da jeg kom hjem!

Og i dag har ældstedatter gjort hele køleskabet grundigt rent mens jeg var ude og købe ind. En anden gang har jeg fundet yngstepigen i færd med at stryge noget tøj, fordi hun syntes strygetøjsbunken var så stor.

Det er den nu altid, synes jeg – stor altså. Så når man endelig i bund med alt vasketøj og den slags og glemmer i sølle 2 dage at man skal vaske – fordi man laver påskepynt eller har sicilianske høns på besøg, og vupti er vasketøjskurven ved at kaste op, og man drukner i vasketøj igen og kan så starte forfra.

Det værste ved vasketøj er for resten sokker. Er I lige klar over hvor mange sokker der er i en familie på 6 personer?

Og uanset hvor mange sokkepar jeg putter ind i maskinen – der kommer aldrig nogensinde det samme antal ud af den igen. Sokkerne forsvinder på mystisk vis og ligger så i ensom majestæt i ugevis, indtil jeg enten beder ejermanden tage dem til sig igen, og håbe at den forsvundne makker vender hjem igen, eller hvis de har overlevet i vaskerummet i månedsvis, og ingen vil rigtigt kendes ved dem, og makkeren definitivt er fordampet udi en hidtil ukendt vortex – nej, ikke det til fodvorter – det andet vortex, så ender jeg simpelthen med at smide dem ud og finder naturligvis den resterende sok 2 dage efter. Som jeg så også smider ud – og føler mig grundigt røvrendt af det der vortex.

Lige meget hvilke tricks og kneb jeg anvender, har jeg aldrig kunnet parre alle sokker med deres respektive makker, og udleder heraf at sokker er nogle utugtige og utro størrelser, det er faktisk lidt skuffende nu man tænker over det.

Nå, det var et mindre sidespring, men hvorom alting er, så selvom firkløveret nogle gange skal trækkes op ved håret, og sparkes til at finde den  inderlige glæde der er forbundet med støvsugning, så hjælper de meget til, og dette er en af de mange fordele der er ved at have 4 børn.

Hvis man er lidt snu så kan man faktisk med et minimum af anstrengelse planlægge sig til gæstekokke 4 dage om ugen: I Danmark – da de ikke havde så lange dage og heller ikke så mange lektier for altid – havde de nemlig hver deres maddag – også selvom de var 7år. Så blev det bare med mere eller mindre hjælp fra mig.

Der er noget yderst tilfredsstillende over det at lære sine børn at lave mad. Og at gøre rent, vaske tøj og alt sådan noget kedeligt noget – men i det mindste ved man, at de kan klare sig, og at de ikke står fuldstændigt fortabte ved tanken om at koge et æg eller rede en seng. Rent bortset fra at jeg er så supersød at jeg tænker på mine svigerdøtre – tænk at få sig en mand som både kan stryge, lave frikadeller samt gøre rent på indersiden af et toilet!!

Men det vigtigste er dog kagerne!

Og i dag var det:

Men nu I allerede har hyperaktivt mundvand, vil jeg lige vedligeholde det en anelse:

Og – så er der ikke mere for den 25-øre. I må vente til søndag med resten!