Julen kom og gik

Og vi havde en dejlig juleaften.

Med Pakistanske gæster, og også vores julegæst fra sidste år – som ikke havde noget sted at holde jul – da hun både kendte adressen og også alle tosserne på matriklen, var det jo oplagt.

Derudover kom en god veninde, et sæt mormormorfar og så alle os. Masser af mennesker og vi kunne for en gangs skyld så rigeligt komme rundt om træet uden at flå diverse kugler og kræmmerhuse ned på vejen omkring træet, som vi ellers plejer.

Der var masser af mad – især efter First Man blev sendt i byen d. 24 for at købe en ekstra and – masser af dans om juletræet og en masse ro og en stor portion hygge.

Ikke så mange gaver, men det gjorde ikke noget. Vores gæster syntes også de havde haft en god aften. Det pakistanske – muslimske – par havde ligesom ikke så mange juleaftner at sammenligne med, men de fortalte at det havde betydet meget for dem, så det var jo skønt!

Det var det julen handlede om – for mig – i år, ja eller altså sidste år. At dele glæden og at være i nuet.

Det lykkedes.

Et lille glimt af noget bordpynt.

Det er nok muligt at jeg også vil blive hængt ud for at fortælle om at vi havde gæster.Der har nemlig været en hel del som åh’er og ih’er voldsomt over at vi i det hele taget havde overskud til at invitere fremmede – “og så til Juleaften” – som om netop den aften ikke skulle være den allermest oplagte, til at lukke sine døre op og velkomme de som nu havde lyst til at være sammen med nogen, og dele en glædelig og måske højtidelig stund.

På mange punkter bliver sådan en Juleaften faktisk meget nemmere at håndtere.

Der er ingen forventninger, som synes at være det punkt om hvilket man kan blive gevaldigt uvenner over denne aften, og dermed en betydelig mindre risiko for skuffelser og bristede illusioner.

Vel er det os der sætter rammerne, og dermed også præsenterer vores gæster for de traditioner der er vigtige for os, men det centrale i Juleaften i den Gule Mølle er glæde. At dele glæde.

Gerne uden stress, præstationsangst, en stram tidsplan som ikke er rar for nogen.

Jeg har gjort det før, men gør det lige igen: jeg kan varmt anbefale at åbne dørene for folk som gerne vil holde jul, men ikke har nogen at holde den med.

 

Snart rammer julefreden os alle.

Jeg har lige et par dage mere på arbejdet, inden jeg også kan råbe farvel og god jul og tage på velfortjent juleferie.

I år er vores julegæst-er ikke fra Røde Kors. Det er heldigvis sådan at der er langt flere juleværter end gæster, og derfor har vi slet ikke fået nogle gæster.

Men det kunne ikke slå os ud, så vi fik i stedet kontakt til et ungt flygtningepar som ellers skulle sidde alene og holde jul.

…

Nu ville jeg gå ud fra som en selvfølge, at fejrer man jul, så er man kristen. Eller i det mindste kulturkristen.

Men det er man så ikke. Man er muslim.

Det er også helt okay for mig, og resten af familien for den sags skyld, at være sammen med muslimer, ligesom det er ganske okay for os at være sammen med så mange andre slags mennesker, når blot de er flinke og rare og til at tale med om alt muligt.

Der var dog lige nogle ting vi skulle have fundet ud af først, i forhold til at fejre jul med muslimer. Vi spiser nemlig både kalkun og flæskesteg, og der kommer også til at stå en flaske rødvin på bordet. Og det var ikke noget vi umiddelbart havde tænkt os at lave om på.

Den slags detaljer var overhovedet ikke noget problem for vores muslimske julegæster.

De virkede sandt at sige heller ikke ret muslimske, når man tager i betragtning at de havde et juletræ stående i stuen.

Med stjerne på toppen.

Ligesom tørklæder ikke har vundet indpas på nogens hoved. Desuden stod manden i køkkenet med et yndigt flæseforklæde på og kokkererede, da vi kom. Men muslimer er de altså, trods det faktum at de gerne vil fejre jul med os. Og det er de da velkomne til.

De ville i øvrigt også gerne med i kirke.

…

Den lader jeg lige stå.

De ville gerne med os i kirke juleaften.

…

Både First Man og jeg var ved at falde bagover ved denne udmelding, da vi var på besøg hos dem her til aften, for lige at planlægge hvordan og hvorledes.

Men det er ganske vist, deres eneste betænkelighed var om deres lille pige på et år ikke ville komme til at genere de andre kirkegængere. Jeg kunne forsikre dem om at der også var plads til deres lille lækkermås af en datter. Også selvom hun måske kunne finde på at knirke, som mennesker i den størrelse har for vane at gøre når de keder sig.

Zorronaldo tilføjede: “ellers så begynder vi også bare at larme” for at berolige moderen, hvilket fik hende til at grine højt.

Hvorom alting er, så skal vi simpelthen til julegudstjeneste med et par muslimer. Og fejre jul med dem efterfølgende.

Det skal nok blive sjovt!

 

Røde Kors julevenner

Jeg ved godt at jeg havde lovet jeg kun ville snakke jul herovre, men nu er det jo sådan at Røde Kors de sidste par år, har haft en rigtig god plan!

Det handler om folk der sidder alene i julen, og så 0m nogen som ikke sidder alene, og som gerne vil dele den jul de har.

Man melder sig til på deres hjemmeside: HER og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker og tilbud.

…

Det tog os lidt tid at turde at trykke på “Tilmeld” sidste år. Hvem vidste hvad vi ville ende med? Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul.

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store måske akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi havde set hinanden før.

Desuden kunne vi lige få snakket om mad, alkohol, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve aftnen.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores juleaften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber at mange flere vil melde sig til i år.

Både som vært men så sandelig også som gæst. Det er nemlig sådan at der er 3 gange så mange værter som gæster – heldigvis at det ikke er omvendt – måske er det sværere at turde fortælle at man er alene og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå – det er en juleaften som den altid har været – blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster.

Meld jer – hvem ved – måske kan I ende med at holde jul hos Kong Mor?

…

Altså, hvis det kunne friste nogen.

Lækker morgenmad

Jeg har lagt en superlækker morgenmad på min juleblog. En sådan dagen derpå lækker morgenmad. Dagen efter juleaften, eller nytårsaften. Eller en fest eller sådan. Man skal nu nok ikke have været standervissen, for så tror jeg ikke det er sjovt, ligegyldigt hvor nemt det er at lave.

Men altså, lækker lækker morgenmad. Testet i alle ender og kanter. Nem at lave – med et minimum af forberedelse, udover bagetid.

Og det faldt i Firkløverets smag – de spiste op!

 

 

Glædelig Jul 2014

Jeg har været længe væk – det virkelige liv har krævet min fulde nærværelse og det har så været på bekostning af andre ting, såsom blogland.

Men nu er det jul. Juleaften er ovre og jeg håber inderligt at I har nydt det lige så meget som jeg har!

Det har været en speciel og anderledes jul for os i år. Men en fantastisk en af slagsen!

Julestemning 2014

Jeg håber at I alle vil nyde de fridage der trods alt er, her og der nu i juletiden, og at jeres dage må være præcis som I ønsker det!

Rigtig glædelig jul til jer alle!

Starter fra en ende af..

På de indlæg der aldrig kom så langt som til bloggen, altså.

Jeg har bestemt mig for at prøve en gang renskrivning direkte fra hjernecellerne. På nogle af dem. Det er jo ikke dem alle sammen jeg kan huske.

Så jeg skal lige have samlet sammen.

I mellemtiden kan I nyde – eller måske er det så som så med nydelsen fotoets kvalitet taget i betragtning – men måske kan I fornemme stemningen jeg kommer i når jeg køre forbi dette:

For en lille uges tid siden kom jeg kørende med morgenuld i 95% af mine hjerneceller, og pludselig blev jeg opmærksom på dette flotte juletræ som stod helt alene og lyste op. Og jeg blev så glad.

Nu er det ikke fordi jeg har noget specielt at gøre med PIT hegn A/S men deres juletræsinitiativ får mig til at smile hver eneste morgen når jeg kører forbi!

Det er jo jul lige om lidt!

Sidste år..

d. 24 december, så vores bil sådan her ud:

Da vi skulle holde jul i Frankrig, drømte vi ikke et øjeblik om at en jul, der så ud til at blive helt anderledes, uden noget af alt det vi plejede, kunne blive så fantastisk og hjertevarm!

Så da muligheden bød sig for et par måneder siden, ville alle 12 deltagere meget gerne gentage succesen!

Og ihukommende sidste år, er jeg fuldstændigt overbevist om at julen vil forløbe med samme succesrige program.

Derfor kan jeg forsikre jer for at i år så bilen ligesådan ud. Der kunne ikke klemmes en eneste lille bitte æbleskive ind nogen steder.

Der var gaver til familien vi skal besøge, gaver til hinanden og os selv, 12 gaver til pakkeleg og 1 lysgave. Så var der 2 stegte ænder i foliebakker, 147 æbleskiver – ligeledes i foliebakker, risengrød til ris a l’amande af 4 liter sødmælk, fløde og mandler, 1 kæmpeglas kirsebærsauce, 4 forskellige slags småkager, 3 slags konfekt, 2 store glas foie gras, 1 lille glas æble + ingefær gelé til selvsamme foie gras. Der var også festtøj med, og et sæt skiftetøj for alle eventualiteters skyld.

Sluttelig var der seks dyner, seks hovedpuder, luftmadrasser til tre, et par julefilm, Peters jul, fire børn, to voksne og naturligvis en hund. Så ja – der var læs på.

Og vi sad en anelse klemt, men dog i højt humør i 3 timer, indtil vi nåede vores bestemmelsessted.

Vi fik pakket ud, og samledes alle omkring et køkkenbord og drak gløgg og kakao i litervis og spiste æbleskiver. Og småkager.. Og krydderkage.

Da det arbejdende folk endelig fik fri, skålede vi i champagne og glædede os over at NU var det altså jul!

Vi var 12 personer ved bordet: 2 fuldblodsdanskere, 7 fransk/danskere, 2 franskmænd og 1 italiener!

Menuen bestod af flæskesteg, and, brunede kartofler, hvide kartofler, rødkål, agurkesalat, sauce, grønne bønner og brød –indtaget godt hjulpet på vej af lækre rødvine, cola, champomy og vand.

Efter hovedretten, blev juleevangeliet læst højt på dansk, nu da vi ikke lige havde en hyggelig landsbykirke ved hånden.

Så tændte vi det lille lys ved vores tallerken og fortalte hinanden hvad der bragte os mest glæde i det forgangne år.

Juletræet blev tændt, naturligvis med rigtige lys på!

Vi havde sangark så vi havde styr på tekster til julesangene og de stakkels franskmænd blev slæbt med rundt om træet mens vi sang vort hjemlands vemodige julesange 😉 Nogle af vores unger sang også lidt med – men jeg skulle hilse og sige at min veninde og jeg synger ganske udmærket – og højt!!
Til slut skulle vi rundt i hele huset, under forpustet afsyngelse af “Nu’ det jul igen” og landede højt grinende foran træet hvor vi sluttede af med en højtidelig “Dejlig er Jorden”.

OG SÅ var der ellers gaver.
Det der med gaverne, det gik der så en anelse ged i sidste år, kan I forestille jer 12 mennesker der har gaver til hinanden og fra nær og fjern?
Hvis vi havde gjort det en ad gangen, så var vi nok ikke kommet hjem endnu, men vi startede dog stille og roligt, med de bedste intentioner om at gøre det én ad gangen, men så accelererede det og lige pludselig havde alle gaver, og der var papir overalt og det var et herligt julerod!

Ikke desto mindre, var vi færdige omkring ved 01.30 og vi gik omkuld i bunker.

Det er de færreste mennesker som uden at blinke åbner deres hjem for 6 mennesker og en hund. Derfor sover vi hist og pist. I lag.

Julemorgen vågnede vi ved 10-10.30 tiden og mine børn satte sig på gulvet i stuen, i deres julenattøj og legede med deres julegaver. Idyllisk! Intet mindre.

Vores søde værter lavede den skønneste morgenmadsbuffet til os alle sammen. Der var melon i tern, græsk yoghurt, chokolademüsli, ristet brød, ost og marmelade, te, kaffe, kakao og juice – som et 5stjernet hotel!

Da vi var færdige, og havde fået tøj på, tog vi ind til byen – en helt fantastisk smuk gammel by, for at gå en tur og få bare en smule motion og frisk luft – og mere appetit.

Vel hjemme igen, gjorde vi klar til julefrokost, med laks, sild, kold flæskesteg, agurkesalat, snaps og øl i rigelige mængder.
Efter julefrokosten legede vi pakkeleg ad to omgange og grinede så vi tårerne trillede og vi fik ondt i maverne!

Så indfandt der sig en vis mathed over hele selskabet og vi voksne endte i sofaerne for at se nogle klistrede julefilm, alt imens vi spiste konfekt og småkager og drak te.

Vi var godt klar over at der på et tidspunkt ville komme nogle børn, eller syv, og kræve noget aftensmad, så ved 20.30 tiden lavede vi 4 liter suppe i løbet af no time, og til dessert fik vi endnu engang ris a l’amande!

Vi blev ved at snakke og hygge os og pludselig var kl. 23.30 og jeg smed mine børn i seng – for det havde været nogle lange dage.

Gårdmand Bjørn var lige ved at græde, da det gik op for ham at vi skulle hjem dagen efter. Han har et specielt forhold til min veninde, han har kendt hende hele sit liv, bliver vildt forkælet af hende og han elsker hende meget højt!

Vi voksne blev hængende lidt foran fjernsynet, men der gik ikke længe før vi også gik i seng, efter endnu en herlig juledag!

Næste morgen gentog morgenmadsbuffeten sig og da vi havde spist færdig, pakkede vi alle vores ting sammen og var klar til at køre hjem ved 13tiden.

Gårdmand Bjørn forlod dog ikke huset, uden at prøve at få lov til at flytte permanent ind. Dette modsatte hans mor sig dog.

En uforglemmelig og skøn jul, anderledes og alligevel så dansk som man ikke kan forestille sig!

Jeg håber at I alle har haft en vidunderlig jul!

Glædelig jul!

Hvor end I er, vil jeg ønske jer en rigtig

Glædelig Jul!

Dette billede er fra 2005 – ikke ti vilde heste ville kunne få dem til at posere i sådan et udstyr idag, bare for at deres mor kunne få årets julekort i kassen!

En julegave

Da jeg stadig ikke har fundet ud af at sætte en youtube video ind her – må I klikke over på min juleblog for at se min julegave til jer alle sammen!

For et par år siden, skulle jeg have julebillederne over på min computer og jeg kunne ikke for min død forstå hvorfor det tog så lang tid..

Da jeg gennemså billederne fandt jeg denne lille  jule-dogme-film lavet af Gårdmand Bjørn.. Og jeg grinte højt, med en lille tåre eller to af rørelse, i øjenkrogen.

Og så er det vel på sin plads at sige: Fra alle os (mig) til alle jer! En rigtig glædelig jul!

Og de manglende kommentarer på jeres blogs skyldes at jeg ikke er hjemme! Vi ses mandag aften!

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Julefrokost à la dansk

Altså – jeg lavede mad i et uanet antal timer smurt ud over et anseeligt antal dage. Det er jo ikke sådan så ligetil, at få fat i alt hvad man skal bruge hernede, men det lykkedes med hjælp fra lidt julemarked, fryserforsyninger og lign.

Jeg fik stablet følgende menu på benene:

Almindelige sild og karrysild, laks og dildsauce, rejer og djævleæg.

Lune frikadeller med rødkål, lun leverpostej med bacon, champignon, rødbeder og Lenes agurkesalat, flæskesteg, glaseret skinke, brunede kartofler, brun sauce.

Ris a l’amande, æbleskiver.

Pebernødder, smagsprøver på domino, piratos, poletter og tyrkisk peber og marcipanbrød.

Rugbrød og franskbrød.

Og drikkevarerne var snaps, skjaldemjød, Albani classic, Svendborg halvbitter og gløgg.

Fordelen ved at lave sådan noget for udenlandske julefrokostanalfabeter er, at de ikke aner om det skal smage sådan!

Normalt kan man nemlig godt få noget røget skinke i mit lokale supermarked, som kan blive til hamburgerryg, men det var naturligvis umuligt i sidste uge – så det blev noget andet skinke hvor jeg tænkte: jeg tager chancen og glaserer den. Det smagte udmærket men ikke helt som hamburgerryg! Men det vidste de jo ikke en dyt om!!

For det første, skete det fantastiske at alle kom til tiden kl. 19 sharp! Aldrig set før på fransk jord. Men det gjorde de altså.

Alle blev udstyret med en håndbajer fra Albani og lærte at skåle og sætte fingeren på ØL og den slags uundværlige ting!

Og så blev der spist og smagt og forklaret og grinet. Jeg er faktisk ret imponeret over dem – alle prøvede de forskellige ting – også selvom jeg først fortalte bagefter om det med rå fisk, og lever og spæk.. Så var der godt nok flere som så lidt anstrengte ud.

Ris a l’amanden blev derimod indtaget under stor jubet – og en mandel blev fundet og en aldeles dansk mandelgave udleveret – under lige så stor jubel!

Tror måske snapsen slog dem hårdere end de lige havde regnet med!

Dette var lidt et handikap da de skulle  lære at flette julehjerter.. Alle sammen – og det var hylemorsomt at se dem kæmpe med at flette – der blev flettet om mere end en gang – men alle fik da et hjemmegjort dansk julehjerte med hjem!!

Aftenens absolutte clou var dog, da de fik tyrkisk peber i munden.

De ventede og ventede og prøvede at definere smagen. Da ingen af dem har spist ammoniak før, er det nok derfor de ikke helt kunne lokalisere smagen. Og da de nåede til midten, kom der de særeste lyde, svedperler og grimasser..

Vi var færdige af grin – nok mest mig – især af deres måbende ansigtsudtryk da Prinsesse Lyserød kom forbi og tiggede om tyrkisk peber til sig selv og de alle, for det havde de altså ikke regnet med at folk indtog frivilligt!

De tog hjem ved 01 tiden – og hvor mændene ankom som chauffører, måtte de i stedet, alle uden undtagelse, lade sig transportere hjem, idet deres koner ikke havde set så dybt i snapseflaskerne som deres mænd.

Jeg havde som sædvanligt lavet til mad en mindre hær – hvorfor er det at man altid er bange for der ikke er nok?

Men det ALLERBEDSTE.. bare spørg Prinsessen – det var så alle resterne som vi har ædt i dag! Det er nok derfor man laver rigeligt.. nu jeg tænker over det!

Allerede kl. 10.30, da vi i morges sad og prøvede på at vågne med hver vores kop te, begyndte de at kredse om os som sultne gribbe, og henkastet spørge om vi ikke snart skulle have frokost. Altså.

First Man troede fejlagtigt at der ikke var mere brun sovs – og det var næsten mere end Prinsesse Lyserød kunne bære. Hun sank sammen i en opgivende klat, og jamrede højlydt. Men så kunne jeg huske noget om en lille skål der blev gemt – og sjældent har jeg set så lettet et barn!

Og nu er der kun 14 dage til vi starter forfra igen! Bøøøøvs. – ups – undskyld!

Rå fisk og lakrids

De der julefrokoster.. Det virker som om hele Danmark er gået på stand by. Hvor jeg end vender mig hører jeg om julefrokoster.

Da jeg jo ikke har boet så mange år af mit voksenliv i Danmark er det virkeligt begrænset hvor mange julefrokoster jeg lige har været til.

Jeg mindes den første..

Det var meget morsomt idet jeg kunne tilbringe hele aftenen sammen med en kollegaveninde. Vi havde det sjovt, dansede og sang til et lokalt liveband, ingen lagde an på os og vi blev ikke så stinkende fulde, at det var ulækkert.

Året efter var det meget mindre morsomt. Det var for at sige det mildt dødssygt. Jeg tog hjem efter 1½ time.

Og sådan har de vist mere eller mindre været lige siden.

Ikke at jeg normalt hader at være til fest, for det gør jeg ikke. Jeg elsker fest og farver. Men jeg orker ikke fulde mennesker, som mener at de har fundet sandheden, subsidiært ser sig selv som guds gave til kvinder. Mænd med svømmende øjne som kommer og vil ”danze”. Eiiirk.

Nå – men hvorom alting er – jeg endte alligevel med at sidde og føle mig noget så snydt her for et par uger siden, ikke en eneste lille bitte julefrokost er på programmet hernede.

Og så fik jeg sporenstregs inviteret en masse mennesker til min helt egen private julefrokost i dag.

Lutter franske individer, og selve julefrokostmenuen er udelukkende dansk. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har stegt frikadeller, kogt risengrød og bagt rugbrød i lange baner så jeg er helt ør i hovedet.

For de skal få rå fisk, kartofler smurt ind i karamel, snaps og rødkål, samt ris a l’amande så de segner. Og et lille tyrkisk peber får de også lov at smage.

Men jeg er sød og slutter af med gløgg og æbleskiver!

Ikke en juleblog..

Nå, Prinsessen er skidtmads.. eller hvad man nu siger, med 40,5 i feber og et åndedræt som en hullet blæsebælg.

Det er dog ikke lungebetændelse – endnu – men jeg holder hende hjemme til hun er helt frisk igen.

I bedes lige, en passant, bemærke det fine halstørklæde jeg fik strikket til hende! Jo skam!

Nå – hvad laver man ellers når man skal holde vagt ved en febersløv Prinsesse og ikke kan tage ud og føjte?

Man laver da en juleblog!!

Så kan jeg gøre mig håb om at beholde mine højt værdsatte læsere – uden at fedte hele min verden ind i lametta og kanel, og nøjes med nogle enkelte julebøvs fra tid til anden!

Så velkommen til Kong Mors Jul!

NU er det snart nu, altså

Jeg ved godt at vi har en lille uge tilbage før vi også må kalde det efterårsferie – men det gik lige op for mig at hjemme på øen gik jeg altid i gang med juleforberedelser i efterårsferien – OG da det officielt er efterårsferie i Dannevang lige nu – så betyder det at jeg godt må finde min julebog frem!

Jeg lover derimod at jeg ikke oversvømmer bloggen med juleindlæg fra nu af og til d. 25. december. Kun lidt indimellem og så et par stykker som jeg sværger at I ikke engang vil opdage handler om jul..

Nå – men altså – min julebog. Jeg har selv lavet den. Og hiver den frem år efter år, og kan konstatere mindre heldige tiltag, ting vi savnede året før, og den slags.

Der er opskrifter i så man ikke render forvirret rundt juleaften og leder efter opskriften på den rødkål man kun spiser den ene gang om året. Det er nu lidt løgn dette her eksempel, idet jeg altid køber rødkålen på glas! Men, altså – you get the picture!

Så er der traditioner. Hvornår er det jul, hvad skal der til for at få den der kildren i maven og stjerner under håret. Faktisk super vigtigt at få sat ord på!

Der er jo ingen som siger, at jul bliver ved med at være jul, på samme måde år efter år. Og hvis man har foregrebet begivenhedernes gang, bare en lille smule, så går verden heller ikke helt i stykker, hvis man af skæbnen bliver tvunget ud i noget helt anderledes jul.

Der er også en kalender i, for på den måde undgår jeg at få galopperende stress og blødende mavesår over alt det jeg forventer af mig selv. Jeg har et lille program til de næste 6 uger så jeg er klar til at jule.

Faktisk har jeg en plan for alt muligt praktisk, som gør at jeg i hele december kan nøjes med at bage lidt – for hyggens skyld, julehygge med firkløveret – også de år jeg har haft fuldtidsjob og først har været hjemme kl. 17.15.

Jeg kan med andre ord slappe helt af i december. Ret smart ikk’?

Men det er ikke mere fast end at hvis der står i min plan at jeg skal have lavet, skrevet og sendt julekort, og jeg så ikke når det alligevel – så er det lige meget. Jeg gør kun det jeg har lyst til! Stille og roligt!

Denne uge skal jeg have styr på min kalender: jul, hvor, hvem og hvordan. Jeg skal have styr på en julekalender, altså sådan en papting med låger – hvilket godt nok er noget mere krævende i det store udland, end hjemme på øen – og jeg skal have købt frimærker og julemærker.

Det der med frimærker, er for resten også ret smart, for hvis man nu ikke når julekortene, så har jeg frimærker til det meste af næste år! Den slags uventede frynsegoder er også værd at tage med!

Og nu må I ikke falde om over så voldsomt et planlægningsapparat: det er nemlig endnu aldrig nogensinde sket, at jeg har fulgt – hele – planen til punkt og prikke. Men jeg elsker ideen om at det måske en dag kan lykkes!

Ligeledes er det en formidabel undskyldning til at hygge, klippe og klistre, bage, høre julemusik og æde konfekt! Især æde konfekt..

Sort skærm..

Nu sker det vist igen – så vidt jeg har forstået.

Det der med sort skærm.

Og at man, for at kunne se fjernsyn igen, enten skal købe et nyt TV eller en slags dekoder.

Man burde være TV sælger – det er der virkelig penge i.

Men det fik mig til at tænke på dengang i 2003 da vi flyttede ind i huset på øen. Der var godt nok en parabol, men den var grim så den fik jeg pillet ned.

Der var så også en mutant mellem en rive og et hønsenet på taget – som indimellem kunne bruges. Indimellem er måske så meget sagt – vi så ikke ret meget fjernsyn.

Jeg – fordi jeg valgte det selv – firkløveret fordi de der antenneforhold langt fra var optimale.

Så var det at Preben lånte os en slags digital dekoder, til at forsøde vores liv. Cirka samtidigt kom en bestilt TV reparatør som skulle få vores franske fjernsyn til at kommunikere med hønsenettet oppe på taget.

Pludselig virkede det og vi kunne tage både dr1 og tv2. Ikke et øje tørt. Og den digitale dims blev stående ovenpå vores gamle, tonstunge franske fjernsyn – men uden at blive brugt.

Så spoler vi tiden frem til første gang der var tale om det der pjat med sort skærm.

I det meste af et år fik jeg tudet ørerne fulde af den kommende ulykke, såfremt jeg ikke købte et nyt fjernsyn. Det havde jeg i hvert fald forstået – for idet jeg ikke ser fjernsyn havde jeg ikke sat mig ind i sagen, rent bortset fra at jeg var fuldstændig ligeglad. First Man var aldrig hjemme, så han vidste endnu mindre.

I samme tidsrum gloede firkløveret på reklamer for sort skærm og disse digitale dekodere, og kom jævnligt og spurgte med angst i blikket, hvad der dog skulle ske med deres liv efter d. 31.10.2009

Jeg blev ved med at sige at jeg kategorisk nægtede at købe et nyt fjernsyn som ikke kunne vise de franske videoer – jo det var dengang der endnu var videoer til – i andet end sort & hvid.

Det var noget med et rør, havde jeg hørt.

Nå men således var det med tårer i øjnene, at firkløveret den 31.10.2009 havde set fjernsyn, for sidste gang i lang tid.

Da de første 3 dage var gået, og det gik op for mig at de IKKE havde opdaget sammenhængen mellem den lille flade kasse ovenpå fjernsynet og deres mangel på dårlig underholdning, klukkede jeg for mig selv, og tænkte tja – går den, så går den.

Visse voksne som kom på besøg spurgte undrende hvorfor jeg ikke bare tændte for dekoderen – men jeg synes nu det var lidt rart med en TV pause.

Det var naturligvis stadig muligt at se deres egne film, men fjernsyn, kunne de ikke se mere.

Jeg læst min avis og overlevede uden problemer. Firkløveret var ved at dø.. I hvert fald den første uge.

Men så en søndag morgen, fandt jeg Divaen og Gårdmand Bjørn på alle fire, midt i en kasse lego – og snart legede de alle 4 – i stedet for at se morgenfjernsyn.

De legede meget mere sammen, vi lagde puslespil sammen, spillede en masse ludo, snakkede og jeg læste højt af ”Sværdets søstre”.

Men så blev det december. Og julet som jeg er, kunne jeg altså ikke nænne at fratage dem fornøjelsen ved at kunne følge med i årets julekalender.

Nu er det sådan at vi har en mængde mystiske væsner og traditioner omkring os, i løbet af hele adventsperioden. Blandt andet en trekantet nisse som lægger æg. DVD-æg.

Indimellem larmer denne trekantede nisse så meget at jeg kan høre det og bliver nødt til at spørge mit afkom om de også kan høre det. Dette spørgsmål afføder gerne høje jubelhyl og så går den vilde jagt i hele huset for at lokalisere nissen og finde filmen den sidder på.

Denne første december sad nissen ovenpå dekoderen. Og først stirrede de lidt desorienterede på fjernsynet, som jo var den samme gamle store klods – der ikke virkede, og jeg måtte sige at de jo kunne prøve at tænde for den.

Som sagt, så gjort – og ô mirakel – der var julekalender! DET var da et julescoop der ville noget!

Bagefter – efter mit forræderi var blevet afsløret – gik de alle 4 rundt og stirrede mistroisk på mig i lang tid, fuldstændigt lamslåede, over at jeg havde været så modbydelig at snyde dem for en hel måneds fjernsyn!