Kong Jensens verden

20 sep

Jeg har besluttet at tage midlertidig navneforandring til Kong Jensen.

Hvis man kan sine eventyr, så er -sen navne aldeles ikke at kimse af, og ifølge både “Børnesnak” og mig, er  også Jensen et ganske fint navn. Derfor denne midlertidige navneforandring.

På Danmarks statistiks – uden apostrof – hjemmeside, kan man desuden læse at der er hele 261.432 mennesker – og jeg hørte ikke godt nok efter i skolen til at regne ud hvilken procentdel det er af den samlede befolkning, men mon ikke det er lige omkring de 5 % – samt en enkelt, nu garanteret afdød, filmhund og derfor ikke med i statistikken, der alle lyder det gode navn “Jensen”.

Disse 5% af Danmarks befolkning er garanteret alle sammen unikke og meget forskellige. For sådan er mennesker jo gerne.

Så med statistikken i hånd kan jeg med sindsro fastslå at Jensen er et meget udbredt navn i vores lille land, både med apostrof og uden.

Der er dog flest Jensener uden apostrof.

Jeg synes som sagt navnet er vældig pænt.

Og absolut pænest uden apostro’f.

God weekend!

Afværgelse af selvmordsbomber.

18 sep

Var på arbejde.

I fuld gang med at slås med en Kineser og en besværlig havestol da min skype blinkede. Det var Prinsessen, som faktisk burde være til time. Eller også havde hun frikvarter, det skal jeg lade være usagt.

Hvorom alting er, hun sendte dette link:

[17-09-2014 10:20:49] Prinsessen: http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article5023908.ece

[17-09-2014 10:21:03]Prinsessen: må jeg tage afsted og smadre dem alle sammen?

[17-09-2014 10:21:15]Kong Mor: øh nej

[17-09-2014 10:21:26] Prinsessen: det er jo forfærdeligt

[17-09-2014 10:21:29] Kong Mor: ja

[17-09-2014 10:22:51] Prinsessen: jeg ville kunne finde på det

[17-09-2014 10:22:54] Prinsessen: ej

[17-09-2014 10:22:55] Prinsessen: men

[17-09-2014 10:23:01] Prinsessen: vil bare bare gøre en forskel

[17-09-2014 10:23:18] Kong Mor: NEJ

[17-09-2014 10:23:27] Prinsessen: og kan ikke holde ud at jeg bare går rundt og laver ingen ting mens andre gør en forskel

[17-09-2014 10:24:16] Kong Mor: de var jo selvmordsbombere de to piger. Den eneste forskel de gjorde var at deres forældre har mistet en datter og det gjorde nok også en forskel for de mennesker der blev slået ihjel af dem. Du skal nok komme til at gøre en forskel – gå i skole – få en uddannelse – få indflydelse på et elevråd – arbejde frivilligt i røde kors – DER kan man gøre en forskel som 15 årig.. Ikke ved at stikke af hjemmefra og slå mennesker ihjel i Syrien..

[17-09-2014 10:30:10] Prinsessen: Jeg tager da ikke til Syrien mor. Har ikke rigtig penge til det. Men jeg ville måske nok kunne tage afsted, hvis jeg finder nogle flinke perler som skal derned

[17-09-2014 10:31:17] Prinsessen: haha – driller dig

[17-09-2014 10:33:06] Kong Mor: MØGUNGE!!

[17-09-2014 10:33:16] Kong Mor: og gå så til time

[17-09-2014 10:34:10] Prinsessen: jeg havde altså ikke læst at de var selvmordsbombere. Havde ikke nået at læse andet end overskriften… Jeg kunne ikke finde på at slå mennesker ihjel.

[17-09-2014 11:10:23] Kong Mor: Det er jeg godt klar over – men tanken om at ville gøre en forskel og  gøre verden til et bedre sted, er god at have. Er stolt af dig. Elsker dig og GÅ SÅ TIL TIME

[17-09-2014 11:13:10] Prinsessen: søde mor – vi ses bare.

Og så kunne jeg med sindsro fortsætte med min dag. Not.

Krammede hende lidt ekstra da jeg kom hjem.

Teenagedøtre burde sommetider forbydes ved lov.

Lige om snart

17 sep

Nå.

Jeg ringede – ikke uden en dårlig smag i munden – til min sundhedsforsikring: “Jamen du vælger da bare det privathospital du ønsker, så betaler vi.” var svaret.

Så var det jo nemt.

Jeg ringede til ham som var planlagt til at skulle skære i mig i marts måned. Og fik en tid til tre dage efter. Og skal nu opereres om lidt.

Ja! I denne måned. Tænk engang. Så jeg samler på ny bøger ind, for at have noget at lave i de 2-3 uger jeg skal ligge og glo med noget ben i ro. Holdt omgående op med at læse i “Skyggedrengen” for dog at have lidt mere at læse i.

Overvejer også at lave audiens, ellers bliver det godt nok nogle lange dage.

Men alt dette afholder mig ikke fra at synes, det altså er noget underligt noget, at jeg er mere lige end andre som ikke har job eller sundhedsforsikring. Bevares, jeg er skam meget glad og taknemmelig, tag endelig ikke fejl af det.

Især fordi det i de sidste par uger, har gjort mere ondt end vanligt, da en masse mennesker har skullet pille og strække og hive og gøre ved, i mit stakkels ben. Så det er dejligt at kunne se en ende på det – Slagtermanden lovede mig endda at jeg kunne komme til at løbe igen – og komme til at springe rundt som en gazelle flodhest i balletskørt igen.

Og så kan en anden få min tid d. 18 marts.

Svitsede næsehår

16 sep

Lige nu sidder der sikkert tre ynglinge et sted og bander over en hidsig mand, de var så uheldige at rende ind i.

Eller blive overhalet af.

I enhver forstand.

De gik i hvert fald ude på landevejen i stedet for at holde sig til vejkanten. På bedste efterskoleelev facon.

I det vi forsigtigt kører forbi, dytter First Man et lille klemt – ikke noget med lange og voldsomme dyt her – blot for at sikre sig at de har hørt at vi kommer og de ikke hopper ud foran bilen.

Dette afstedkommer promte 6 x knapt så pæne fingre fra alle tre unge mænd, så snart bilen er forbi dem.

Den slags skal man ikke gøre til First Man.

 

Bare slet ikke.

Det gør ham nemlig olm.

 

Meget olm.

Så han parkerede bilen, en smule abrupt, steg ud og begav sig hen mod de tre ungersvende. På en lidt trampende måde. Iført store overarme, tømrerbukser, sikkerhedssko og et slet-ikke-venligt ansigt.

Det var i hvert fald tydeligt for de tre unge fløse, der vel var omkring 16-17 år, at manden der var på vej hen mod dem, var i mindre fint humør.

Jeg blev siddende i bilen, hvorfra jeg kunne både se, i bakspejlet, og – trods den lukkede bildør – høre, at han nærmede sig gerningsfingrenes ejermænd.

Samtalen – der nok egentlig mest var en enetale – bestod i mange høje og vrede ord og fagter fra First Mans side, og da en af de unge mænd åbenbart sagde noget til sit forsvar, rykkede First Man helt tæt på knægtens næse, faktisk så tæt at jeg næsten fik ondt af den unge mand.

For alle ved, at man sidst på eftermiddagen – og efter en kop kaffe eller tre – dufter mindre behageligt ud af munden. Især i en afstand af 3,2 cm fra ens ansigt. Det kunne umuligt være særligt behageligt at få svitset næsehårene på den måde.

Da First Man var færdig med at lære dem, hvad de øjensynligt ikke vidste i forvejen, nemlig at man ikke bare går rundt og rækker “fuck” til hvem som helst, hvor som helst, og at man heller ikke vandrer rundt midt på diverse landeveje, vendte han dem ryggen og trampede arrigt tilbage til bilen, hvorpå han satte sig ind og vi kørte.

Min søde mand tøede dog hurtigt op igen, og da jeg sagde det med hans dårlige ånde, grinte han hånligt til mig og sagde grumt: “Så kan de bare lære det.”

Vel hjemme igen, skulle Prinsessen lige forsikres om at han ikke havde blameret sig overfor nogen hun kendte. Det var vist ikke tilfældet, så hun åndede lettet op!

Gårdmand Bjørn derimod, var stærkt fortørnet over ikke at have kunnet nyde forestillingen på første parket som passager i bilen.

Da Divaen fik genfortalt historien, skraldgrinede hun og skrev lykkeligt på skype: “Vi har verdens bedste familie”

Heri kan jeg jo kun give hende ret.

Endnu en fordel

15 sep

Vil bare lige sige at jeg har fået halveret madpakkebehovet på matriklen!

Divaen spiser jo ikke madpakker her i møllen, når hun sidder ved foden af et bjerg i Colorado!

Og nu er der så endnu en som ikke skal have mad med hjemmefra.

Det er nemlig sådan at der er madordning på Gårdmand Bjørns nye skole. Varm mad, lavet i samarbejde med eleverne som en slags emneuge, ja de skiftes til at hjælpe med maden en uge ad gangen, hvor de både skal lære noget om hvor maden kommer fra og hvordan man spiser sundt og alt sådan noget.

De kan for eksempel komme på besøg hos en bondemand – og se de korn han har – få korn med hjem, male dem til mel og bage brød til frokost. Hvor genialt er det lige.

Og de har en vegetardag, en fjerkrædag, en køddag (okse, svin, lam) en fiskedag og en restedag hvor de laver buffet med resterne for at undgå at smide mad ud. Og de spiser sammen og det er jo helt fantastisk.

Lige til at få tårer i øjnene af.

Sådan officielt.

Men.

Hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er det allerbedste at der ikke er mere end to madpakker pr. dag her i møllen.

Og de to som skal spise disse madpakker, er nu så store at de selv kan smøre dem.

Så dermed er min karriere som madpakkesmører til ende.

Hurra.

Men…

Hvad i alverden skal jeg så få tiden til at gå med?

Iscenesat underholdning?

12 sep

Det sker jo indimellem at jeg er at finde i et eller andet fællesskab, og bliver glad for at høre til. Det være sig i en fodboldklub, arbejdsplads, på skolen, i kirke eller bare i en bus på vej fra her til der.

Så bliver jeg glad for at føle mig som dansker, kollega, fan, forælder eller medlem. Man deler noget med andre.

Hvis man deltager i det, vel at mærke.

For et fællesskab bliver jo aldrig til et fællesskab hvis ikke man deltager i det. Mere eller mindre aktivt. Men at man deltager.

Hvis man sidder til et skolearrangement og skal synge.

Ja. Dødsygt – jeg ved det. Og der så kun er 7 der synger, og så bliver det tamt og ikke spor fælles. Og ja, så er det da dødsygt at sidde der og høre på de enlige stemmer der prøver at holde takten.

Men hvis alle synger med og prøver at give det en chance.

Et fællesskab skal man være med i – en del af – før det kommer op og stå. Hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog…

- Og her vil jeg godt lige sige at jeg synes det er noget afsindigt hysterisk pjat, at nogle mennesker ikke vil flage mere fordi det er… racistisk???? i deres øjne. Jeg har da sjældent hørt mage til vrøvl. At jeg hejser mit Dannebrog eller sætter små papirsflag i mine lagkager gør da ikke mig til racist? Eller nationalist eller hvad det nu er, disse kvalmende politisk korrekte mennesker har fundet på.

Nå, det var et sidespring, dem skal der jo også være plads til.

Altså, hvis jeg var den eneste der svang mit Dannebrog og skrålede “dar eeer et øøøøndigt laaaaand” til landskampen, så ville det bare være enormt sølle. Enig. Men hvis man er en del af mange tusind andre, der også synger og svinger med flag, så får man den der fællesskabsfølelse som er så fantastisk:

Her er jeg, en lille brik i det store puslespil som er mit land, eller klub eller hvad det nu måtte være. Man er en del af noget.

Jeg ville ikke blive savnet nævneværdigt til landskampen, hvis jeg ikke holdt mit flag og ikke sang med. Jeg er jo bare et lille fnug.

Men hvad nu hvis alle siger sådan?

Så er der jo ikke noget fællesskab tilbage.

Så for at have et fællesskab må man altså deltage. Mere eller mindre aktivt, men deltage. Det er jo ikke en eller anden form for iscenesættelse andre har lavet til TV for at underholde pøblen.

For de andre, det er jo også os.

Det nytter ikke at sidde i lænestolen og brokke sig over, at der aldrig sker noget spændende.

Man skal ud af lænestolen – komfortzonen.

Ud og tage del i den.

Dagligdagen.

Og fællesskabet.

Sammen med de andre.

 

Firkløver

11 sep

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

%d bloggers like this: