Faktisk ret ensom…

1 sep

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet da han åbnede havelågen.

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole. Han lignede en som havde givet op. Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være at han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte så skulle han naturligvis få lov til det.

Men han ville gerne tage chancen. Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater var lidt større blandt hele 200 elever, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, og det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig. Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu, han skulle have en ny start.

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også: “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan :)

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der i stedet for at føle sig ensom.

 

 

Rokade

29 aug

Jeg gik længe og ventede på at First Man skulle blive færdig med et værelse ovenpå.

Så Divaen kunne flytte derop.

Når hun ellers er hjemme.

Så kunne Prinsessen nemlig få Divaens værelse.

Og det ville betyde at First Man og jeg kunne få vores eget soveværelse for første gang i mange år, og slippe for at sove i mellemgangen, i ubekvem nærhed af vaskemaskinen.

Og så var der pludselig en masse plads i mellemgangen.

Og nu har jeg fået mit eget værelse!!

Men nogle ting er bare værd at vente på!

Mit lille rokadehjørne!

Det er ikke hul i hovedet

28 aug

men derimod hul i benet.

Jeg fik en ond fibersprængning i marts sidste år. En rigtig ond en. Med krykker. Og lig-ned-i-lang-tid.

Så i stedet for at gå til gymnastik med Kirsten i vinters, gik jeg til svømning med Lene. Da jeg så tænkte at nu var det vist på tide at komme til at løbe lidt igen kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne løbe tre-fire skridt og så strammede hele min læg så meget at jeg tænkte: “nu eksploderer hele benet”.

Okay, måske ikke hele benet, men det føltes kriminelt.

Altså tog jeg til lægen for at få noget fysioterapi eller noget for at hjælpe lidt til.

Det var så der at lægen sagde: “hvad er det for et hul du har der på benet?”

Jeg snurrede rundt om mig selv, og kunne – heldigvis – ikke se nogle huller i mine ben.

“Der” vedblev hun og satte pegefingeren direkte på min læg.

Der var et hul, eller en fordybning vil jeg nok snarere kalde det. Som om mit ben var smeltet lige der. Jeg fik nogle meget stygge billeder på nethinden.

Og koldsved.

“Øhh” begyndte jeg, tør i halsen. “Det hul har altså ikke altid været der”.

Jeg holdt pause. Usikkert.

For lægger man ikke mærke til hvis ens ben smelter væk?

Jeg mener, ens lægmuskel kan da ikke bare sådan forsvinde, uden at sige farvel?

Kan den vel?

Jeg sank en klump. Spedalsk – det var det jeg var – og resten af mig ville forsvinde uden en lyd.

Jeg så omgående en fordel ved at blive spedalsk lige omkring mine deller, men jeg tvivlede meget på at det ville stoppe der.

Lægen afbrød min tankerække.

“Du skal have en henvisning til ortopædkirurgisk” – mere hørte jeg ikke, da jeg blev hængende i det med kirurgisk. “Det kan du ikke mene” jamrede jeg panisk.

Hun tillod sig at grine.

“Jamen, de skal bare…” begyndte hun.

Jeg lukkede helt af; der er ikke noget “bare” når det handler om at skære i mig.

Men da danske sygehus kirurger sjældent vil skære i nogen for så bagatelagtige ting som et lille hul, så tænkte jeg at jeg sagtens kunne nå at blive reddet, og det længe inden de kunne nå at sige “narkose” til mig.

Det var så at gøre regning uden vært, da jeg netop har været til undersøgelse hos sådan en slagter-fryns, der var helt enig med en hel masse andre slagtere, i at jeg skulle skæres op og syes sammen igen.

Så nu kan jeg bare gå rundt og vente på at få min henrettelsesdato.

Inden længe.

Hvis det ikke er tortur så ved jeg ikke hvad det er.

 

Den store bryllupsplanlægger

27 aug

En af årsagerne til at jeg ikke havde så meget ferie som jeg havde regnet med, var at jeg lige skulle organisere et bryllup.

Et uforberedt et af slagsen.

Det var ikke planlagt og når jeg siger ikke planlagt, mener jeg overhovedet ikke forberedt noget som helst.

De ankom hos os sent om aftenen og næste morgen gik han på knæ. I store træk. Og hun sagde ja.

Han havde købt en ring.

Men det var vist også det, når jeg sådan tænker efter.

Så der skulle laves mad. Fordi det ville være for dyrt at få udefra.

Og så kage.

 

Dette var en af de gange jeg blev glad for at jeg ikke smider så meget ud, fordi så kunne det rødmende brudepar passende få vores gamle plastik brudepar til at stå på toppen af den othellokage jeg klaskede sammen. Og dryssede med hjertekonfetti.

Bryllups Othellokage

Ja, spiseligt konfetti forståes.

Men det gik der sådan en 8-10 dage med.

Det, og så at køre frem og tilbage til kirke og rådhus og snakke med folk i Borgerservice. Og så en lille tur til Ambassaden da det hel var overstået, for at de kunne få deres forskellige attester med hjem.

Jeg havde jo heller ikke andet at lave.

Jeg havde jo ferie.

 

Mit liv som hvalp

26 aug

Dagens gæst er Bimbi.

Hun har evnen til at sove de mest umulige steder.

Sovende på mine fødder.

Fra hun var bitte lille, skulle hun helst ligge og sove på nogens fødder. Ofte mine.

Sovende bag skraldespanden, som jeg skubber væk så jeg har plads.

Eller bag skraldespanden.

På nogens seng. Med masser af plads.

Og når hun ser sit snit til det hopper hun op i vores seng.

I en bunke tørklæder

Jeg skulle rydde op i mine tørklæder, telefonen ringede og vips lå der en hund og snorkede da jeg kom tilbage.

Stadig på nogens fødder.

Men den er sikker hver gang jeg står i køkkenet, kommer hun masende mellem mig og det givne køkkenelement og smider sig der. Ovenpå mine fødder.

Og når hun ikke sover, så læser hun.

Reklamer.

Der er nogle vildt gode tilbud i Kvickly og Netto. For slet ikke at tale om Jysk.

Ud over det hele.

Jeg tudede ikke.

25 aug

Eller, næsten ikke.

Hvordan lærer man at sige farvel – og på gensyn – til sit barn, uden at dø en lille bitte smule?

Fik sat Divaen på en stor flyvemaskine og skulle vente på at hun landede langt borte over sø og land. Faktisk mest vente på at hun kunne give lyd fra sig igen.

For på den anden side var der ingen ko på isen.

Der ventede Jane nemlig.

Med flag.

Og åbne arme.

Og en masse oplevelser i mange måneder.

Men altså. Jeg tudede ikke. så meget. Det kunne ikke ses og Divaen opdagede det i hvert fald slet ikke. Hvilket var det vigtigste.

Havde dog kronisk våde øjne hele vejen i lufthavnen og fik tilsendt sms-knus af The Dream Team som forsikrede mig om at jeg nok skulle overleve.

I lufthavnen havde vi nok at gøre med bagage og check in og boarding pass og pølsehorn og chai latte fra lagkagehuset.

Og så var der knus og trappe og halløj.

Og så vinkede vi.

Stod i simultan kø nede i forhallen og fulgte lidt med. Og så var hun væk.

Og vi fandt bilen.

Det stod ned i lårtykke stråler – udenfor altså – men jeg skulle alligevel have solbriller på.

Og de solbriller er lige et kapitel for sig.. Den ene stang er nemlig knækket af, så det ser ualmindeligt tosset ud når man stædigt insisterer på at ville have dem på alligevel.

Men jeg skulle bare have solbriller på.

Og den forræderiske tåre der trillede, var venlig nok til at trille ud af højre øje, så den kunne ikke ses, selvom First Man granskede mig gevaldigt.

Jeg lod som ingenting og skruede op for Celine Dion så jeg kunne snøfte ind, i fred, og skubbede den halve solbrille på plads med så meget værdighed jeg kunne mønstre.

Hjemme kastede jeg mig frådende over Prinsessen som havde to helt nye veninder på besøg. Jeg speedsnakkede om kage og varme sokker, kom med åndede voksenvittigheder, og blamerede mig i det hele taget grundigt.

Så de fortrak, langt væk fra underlige mødre og så kom Gårdmand Bjørn som havde lært noget nyt og gav sig til at remse ugedage op på tysk – skolestarten fornægter sig ikke – og så gik aftenen alligevel.

Men det var ikke nemt.

Og der er SÅ længe til hun kommer hjem igen.

God tur min snut

642 ting og en forsvundet sommerferie.

24 aug

Når der nu kun er sølle fire måneder til jul – hurra – gør det ikke noget at sommeren er gået sin vej.

Jeg har nemlig fundet nogle sjove bøger som skal holde mig med selskab i efteråret, blandt andet en bog som er tom, og som jeg selv skal skrive i!

Den hedder “642 things to write about“.

Der er vist inspiration til mange mange måneder fremover.

642 things to write about

En bog fuld af spørgsmål.

Alle mulige.

Og umulige!

Som man kan svare på, eller lade være… selvom det nok ville være lidt tosset at have købt bogen og så ikke bruge den.

I den der sommerferie som forsvandt, kom jeg – lidt i trods må jeg indrømme – i et meget navlebeskuende humør.

Spekulerede en masse på et se dagligdagen lidt anderledes. For at slippe fri af vanerne, måske lære noget nyt om mig selv.

Det startede med nogle spørgsmål om mig selv i et lille kladdehæfte der fulgte med et blad jeg havde købt (“Flow” – og jeg E.L.S.K.E.R. “Flow”!!). Først begyndte jeg at udfylde hæftet af ren kedsomhed, men blev grebet af det og fortsatte ganske frivilligt.

Jeg kom vidt omkring, og jeg kom endda på sightseeing i mig selv, og så sider af mig selv jeg enten aldrig havde set før, eller som jeg helt havde glemt var der!

Og det er lidt sjovt at se hvor man ender henne, bare med nogle uskyldige – og lidt udfordrende – spørgsmål!

Kan altså varmt anbefales at stille spørgsmål til sig selv – og om sig selv – man kan komme på en meget spændende tur!

(Jeg købte 642 things to write about på amazon.co.uk men den kan sikkert også fås mange andre steder)

%d bloggers like this: