Morgen med hvalp.

25 jun

Er alene på skansen for tiden.

First Man har af forskellige årsager – men mestendels på grund af en mesters kroniske dårlige knæ og dertil hørende sygemelding – skiftet hammer, sav og fugemasse ud med et nyt job som indebærer ture til steder udenfor landets grænser.

Der var naturligvis den løsning at vi igen kunne have fundet en mester der ville have voksenlærlinge i sit team, men taget i betragtning hvor svært det var at finde sidst, valgte First Man den anden og mere åbenlyse løsning nemlig at go back in business.

Dette medførte en bølge af forskellige tilbud men fælles for dem er nødvendigheden af at forlade Møllen og Øen i kortere eller længere tid.

Vi har prøvet det før, og det er alt sammen kun et spørgsmål om logistik.

Ikke desto mindre starter mine morgener nu en halv time tidligere end før idet jeg også skal pleje omgang med en 11 uger gammel hundehvalp som meget gerne vil have selskab når den kan høre at jeg er oppe og rumsterer.

Ydermere er jeg jo hensat til selv at lave min te som så meget belejligt kan trække mens jeg får kræet ud for at besørge.

Så det er mange ting jeg skal forholde mig til, og det længe inden jeg i stand til at sammensætte to tanker i nogenlunde fornuftig rækkefølge.

Derfor foregår mit morgenlige brusebad på en lidt alternativ måde. Jeg skal nemlig – samtidig med alt det man ellers plejer at foretage sig under en bruser – hele tiden have et øje på at Lille Ny ikke laver alt for mange ulykker.

Og følgende monolog, dog afbrudt af enkelte bjæf når dyret ikke er helt enigt med sin madmor finder ofte sted med fare for at få sæbe i munden:

”Neeej, Bimbi!!” med dyb stemme når hun bider i et håndklæde der ikke var blevet hængt ordentligt op. Og derpå ”dyyyyyygtig – go hund”med lys og venlig stemme, når hun med et forbavset blik giver slip, hvorpå hun med et forurettet suk nøjes med at lægge sig på det i stedet.

”Nej, gå væk – hen og læg dig” akkompagneret af små adrætte puf med en våd fod – min – når den glade hvalp vældig gerne vil ind i brusebadet til mig. Sammen med mig.

Ikke umiddelbart en fornøjelse jeg har lyst til at dele med ret mange og under ingen omstændigheder med en morgenfrisk hundehvalp.

Nogensinde.

Så efter den slags morgenseancer, der oprindeligt havde til formål at gøre mig til et rimeligt velfungerende menneske, er jeg fuldstændigt udmattet og har mest lyst til at hoppe tilbage i den seng, som desværre er redt.

Så godmorgen derude, måtte din dag blive betydeligt mere frisk end min!

Forstuvede trædepuder.

23 jun

Jeg har forstuvet mine trædepuder. Eller overanstrengt dem.

Det er faktisk først i dag jeg kan begynde at gå igen uden at trippe afsted som på glødende kul.

Så kan man lære ikke at tage til fest.

STOR fest…

Blærerøvsfest.

Med kendisser. Og så mig.

Kendt Toastmaster, kendt kok, en stjernekok faktisk – og hold nu op hvor smagte det fantastisk – og stjerne som lavede intimkoncert. Til de kendte gæster.

Og så mig og de andre fra arbejdet. Vores skønne chef blev 50 holdt fødselsdag.

Hele stemningen var eventyrlig, og alt gik op i en højere enhed. Musik, mad, underholdning og så selskabet og mine dejlige kolleger. Et brag af en fest, en once-in-a-lifetime fest, som ingen af os nogensinde vil glemme!

Og så var det at der var et dansegulv.

Et stort dansegulv.

Og jeg var kommet til at kravle i nye – høje – sko.

Jeg kan så sige til skoenes forsvar at der er blomster på og at de er helt afsindigt flotte.

Jeg havde ellers planlagt at svinge måsen og de tilhørende lårbasser i flade sko. Efter at have givet den som diva i 10 minutter.

Men den plan gik totalt i vasken.

Desuden var mine flade sko parkeret i en garderobe meget langt væk fra dansegulvet og endnu længere fra min plads ved bordet mellem Tina og Tobias.

Så de blomstrede fik lov til at blive siddende på mine fødder. Først som en test, og fordi jeg ikke gad forlade bordet for at skifte, senere i trods fordi nu havde jeg jo danset et par danse med dem på og det var gået fint, og til sidst fordi jeg havde så ondt i fødderne at jeg simpelthen ikke kunne gå ned til garderoben om jeg så havde villet, hvilket jeg rent faktisk gerne ville på det tidspunkt. Men da var det for sent og så kunne det være lige meget. Jeg skulle alligevel snart hjem.

Desuden havde både Prinsessen og Divaen udtalt smigrende ord om at mine ben så mega lange ud i de sko.

Det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Hvem vil ikke gerne have lange stænger, også selvom det kun er en optisk illusion.

Så da det begyndte at gøre ondt, fortrængte jeg det bare.

Og dansede videre, i de højeste sko jeg nogensinde har haft.

Senere, da det føltes som om jeg havde forstuvet mine trædepuder, prøvede jeg at overbevise mig selv om at det ikke gjorde særligt ondt. Desuden var dansegulvet heller ikke ret behageligt i bare tæer.

Så de blomstrede forblev på mine fødder hele – eller det meste – af aftenen.

Intensiv pleje for overhovedet at komme til at gå igen.

 

Jeg formelig humpede ind i den ventende bil -

og her vil jeg godt lægge et godt ord ind for skønne venner, der vil både bringe og hente for at jeg trods alt kunne komme til at smage på de overdådige vine. TAK! I ved selv hvem I er!

Jeg humpede også ud af bilen igen og ind i seng.

Da jeg stod op, alt for få timer efter jeg havde lagt mig, måtte der virkelig intensiv pleje til for at jeg overhovedet kunne gå igen. Så fodbad og cremer og massage udført af Prinsessen og Gårdmand Bjørn.

og hvilke, masser af hvile.

Og jeg kunne næsten gå normalt i dag.

Næsten…

Men festen – og den optiske illusion med de lange ben – var alle smerterne værd!

 

 

Hyld er det nye lakrids.

22 jun

- “Alle laver bare hyldeblomstsaft nu, mor. Hvorfor det, er det en ny mordille ligesom det der med spelt og lakrids?”

Prinsessen stirrede inkvisitorisk på mig mens jeg baksede med flasker, tragt, stor gryde og hyldeblomstsnask ud over det hele.

“Njaar det er nu nok bare fordi det er sæson for hyldeblomster og hvis man vil have saft skal det laves nu.” Svarede jeg lidt fraværende mens jeg prøvede ikke at spilde.

Min allerførste produktion af hyldeblomstsaft var ellers lige ved at gå i vasken. For det første var jeg lige ved at glemme at plukke blomsterne. Nu har jeg to hyldetræer så det er altså indenfor rækkevidde, men den var alligevel ved at glippe.

For det andet var det næsten umuligt at opdrive vinsyre. Endsige citronsyre. Nok fordi alle andre også gerne ville med på hyldevognen. Og hvorfor man lige skal ud i noget med syre, nåede jeg aldrig at forstå.

For det tredie havde jeg ikke nok sukker, så jeg måtte have ekstra bud til Kim for indkøb af sukker – og citroner som jeg også havde glemt.

Det er bestemt ikke første gang jeg prøver at lave hyldeblomstsaft. Men det er første gang jeg kom i mål med det. Engang kom jeg endda så langt som til at plukke blomsterne. Men så nåede jeg ikke rigtigt længere, blomsterne lå i en spand så længe at jeg nåede at få kvalme over stanken lugten hver gang jeg gik ind i bryggerset. Og til sidst smed jeg dem bare ud.

Jeg havde heller ingen opskrift.

Det havde jeg sådan set heller ikke i år, men så er google jo en voldsomt taknemmelig ting. Jeg landede først på Klidmosters opskrift, og startede med det samme. Så var det at jeg ikke havde nok sukker. Og da jeg dagen efter googlede igen, kom jeg ind til Lone Landmand i stedet. Det så lidt nemmere ud, så jeg gik fortrøstningsfuldt igang.

Halvvejs igennem Lones opskrift – denne gang forsynet med rigeligt sukker – gik det op for mig at jeg ikke havde nok citronsyre. De sølle halvanden spiseskefuld jeg fik rystet ud af posen rakte ikke så langt som Lone foreskrev.

Jeg googlede derpå Klidmoster igen og fortsatte bare med resten af hendes opskrift. Der var nemlig også vinsyre i, og så mente jeg at jeg nok var dækket ind.

Her til morgen kunne jeg så hælde det grumsede blomsterfludium igennem først en si, dernæst et viskestykke som jeg tvivler på vil blive til viskestykke igen – men det skal nu komme an på en prøve.

Gårdmand Bjørn summede omkring og mmm’ede og snuste ind og meddelte at han glædede sig til at smage.

Det gjorde jeg faktisk også.

For lugten af blomsterne var ikke udpræget god, da jeg fik dem klippet af, balancerende på en stige, mandag aften. Da jeg ydermere både helt havde undladt at røre i fludiummet, og ved en frygtelig forglemmelse også havde forlænget tidsrummet gryden havde stået på gulvet i møllen, så…

Det kom så an på hvilken af de to opskrifter jeg fulgte, hvor langt overskredet tiden var, men hvis jeg gik ud fra at jeg efter citronsyrepunktet hos Lone, havde forladt hende og var hoppet over til Klidmoster, måtte det være Klidmoster der bestemte det antal dage det skulle trække, hvilket igen faldt ud til min fordel, idet hun lod det trække i 5 dage. Dog skulle hendes stå i køleskab, og mit havde stået på gulvet møllen.

Altså havde jeg mine seriøse tvivl om kvaliteten af min saft og at sige jeg glædede mig var store ord, jeg vil bare nøjes med at sige at jeg var ret spændt på udkommet af mit hårde arbejde.

Gårdmand Bjørn blev budt på et lille glas. Drak, sagde “mmm” og gik.

Så kom Divaen og jeg nærmede mig med mit opblandede saft og med et meget indladende smil spurgte jeg om hun ikke skulle smage.

Det skulle hun. Og hun kunne godt lide det!! Så turde jeg også godt selv smage.

Og det smagte rigtigt godt!

Så nu er jeg også med på bølgen!

Og når det så ikke er sæson for et eller andet, eller jeg skulle være så uheldig at misse andre fancy sæsoner for ramsløg eller valnødder, så overhælder jeg bare alle andre madvarer med lakridspulver i rå mængder.

Så er jeg nemlig stadig med!

Ny advarsel.

15 jun

Udover det med overophedede læbepomader, så kan det heller ikke anbefales at glo på butikker med dims i vinduerne… I hvert fald ikke mens man stadig går.

Og især ikke hvis der – ganske umotiveret – står et skilt i umiddelbar nærhed af dette dimsevindue.

Det er nok muligt at andre, der er knapt så interesserede i dims, sagtens kan styre udenom den slags forhindringer, men jeg gik ind i pælen som holdt skiltet.

Direkte ind i den.
Og så sol, måne og stjerner.

Efter Divaen og Prinsessen på den mest omsorgsfulde måde havde sikret sig at deres gamle fjols af en mor – moden til rollator – ikke var ved hverken at besvime, eller dø for den sags skyld, brød Prinsessen sammen af grin så tårerne trillede.

Jeg syntes måske det var lige knap så grinagtigt, mine tårer trillede nemlig også lidt – ikke fordi jeg er pivet men fordi smerten skvulpede over i mine utætte tårekanaler, og efterhånden som afstanden hen til bilen blev mindre, blev en blå bule i min pande større og jeg kunne sætte mig bag rattet med et mindre dueæg over højre øjenbryn.

I et – skal vi sige – ikke ret godt humør.

Det gør i skrivende stund stadig ondt og jeg overvejer at kontakte – om ikke Lars Erik – så i hvert fald Jesper, så skiltet kan få sin straf og blive fjernet fra gågaden.

Aldeles omgående.

Jeg overvejer også noget med erstatning for svie og tort. Og tabt arbejdsfortjeneste, idet jeg var ude af stand til at foretage mig andet resten af lørdagen.

Jeg siger det bare…

13 jun

Det kan ikke anbefales at glemme en læbepomade i en varm bil.
Og så tro at man kan bruge den når man sætter sig ind i bilen.

Resultatet er en anelse mere klistret end jeg lige bryder mig om.

Op igen og Lille Ny.

26 apr

20 x 2

TYVE to gange.

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Tilfældig magi i hverdagen

24 apr

Okay.

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

Men

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

<3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3

%d bloggers like this: