Det, der ikke skete…

Det er absolut ikke sikkert det var ‘ham’. Det er heller ikke sikkert at han ville have gjort hende noget. Overhovedet.

Og jeg vil bestemt ikke til at piske en ny stemning op. Nu hvor vi lige har glemt det.

Naturligvis ikke.

Ikke desto mindre stoppede han.

Ved busstoppeskuret.

I regnvejr.

Og gjorde tegn til Prinsessen at hun skulle hoppe ind.

…

Hvilket hun ikke ville.

Hvorpå han blev vred og gentog sin gestus for at få hende ind og sidde i bilen.

…

Prinsessen kiggede nervøst væk.

- og så kom der en far med sin søn, på den anden side af landevejen.

Og så kørte manden i den røde bil.

…

Da Prinsessen ringede til mig – tydeligt rystet – var det svært at få hoved og hale i hendes forklaring. Så jeg bad hende få fat i klasselæreren, aldeles omgående. Og da de to havde snakket, og Marianne øjensynligt havde fået mere ud af Prinsessen end jeg, ringede hun til mig og sagde at hun syntes jeg skulle ringe til politiet som i “NU”.

Hvilket jeg gjorde, og de rykkede ud. Selvom hun ikke havde samme profil som de andre.

Mindre end 15 minutter efter jeg havde snakket med dem, stod de på skolen, i fuldt ornat og iført politibil med blink. Og skabte, som man kan forestille sig, en vis røre blandt eleverne.

Der skulle udspørges om en mængde ting og Marianne sad med min Prinsesse igennem det hele. Prinsessen fik ros af politiet, fik at vide hun var et rigtig godt vidne og havde lagt mærke til mange vigtige ting. De havde været så hensynsfulde at der både var en kvinde og en mand, til at udspørge hende. Og i stedet for mig – eller en SSP værge som de i farten ikke kunne nå at fremskaffe – kunne Marianne holde hende i hånden og tørre hendes tårer. Jeg sad langt væk og kunne ikke rigtigt gøre noget, men jeg var dog fuldstændig overbevist om at min pusling var i de aller bedste hænder.

Og det var hun.

Selvom der ikke skete det frygtelige man ikke tør tænke, så bliver man alligevel netop bange for alt det der ikke skete.

For hvad kunne der ikke være sket.

…

Jeg magter ikke engang at tænke tanken til ende.

Vel hjemme igen sammen med hele familien, skulle der snakkes. Og snakkes lidt mere. Uanset at det måske bliver gentagelser. Det er jo langt bedre at det fylder udenfor hende, i stedet for inden i hende. Så længe det er hende der bestemmer rytmen. Kun sådan kan man holde dæmoner, mareridt og drama lidt på afstand.

Drama hører ikke desto mindre mennesker til, piger på 14 i særdeleshed. Og på en eller anden sær vis bliver man altid mere ked af det og mere rystet når man skal fortælle om oplevelsen. Sætte ord på. Det er ikke hysterisk, men naturligt. Vores tildragelser bliver altid mere virkelige med ord på.

Jeg er evig taknemmelig for de dejlige lærere der netop lod hende være rystet, der gav hende lov til at græde, som trøstede hende, også selvom der ingen større skade var sket.

Jeg knuselsker de kammerater der på den sødeste måde fik draget omsorg for hende, som støttede, lyttede og trøstede, som kun venner kan.

Jeg har derimod ikke ord til at beskrive mine følelser for ældre mand som vil tage meget unge piger med i bilen.

Uanset om det var “Manden i den røde bil” eller ej.

Min anonyme søn.

Vi har kun en postkassenøgle, den anden har nogen smidt væk eller forlagt mens vi mæskede os i baguettes og cidre dernede på Æblebakken i Normandiet. Faktisk et okay alternativ til en bortkommet nøgle.

Jeg tager til enhver tid to år et lækkert sted mod at miste den ene postkassenøgle.

Hvorom alting er, så er jeg den eneste der kan låse postkassen op for at se om der er noget i. Med mindre der forsøges at lirke postkassen op med den forhenværende postkassenøgle.

Nå…

Som regel husker jeg at stoppe bilen og tage posten med mig før jeg når helt hjem; der er nemlig uforholdsmæssigt langt hen til denne postkasse i og med PostDanmark i deres visdom har bestemt at den skal stå i skellet. Altså tømmer jeg ikke post så tit som jeg burde. Bortset fra om fredagen når der er reklamer!

Men i går tømte jeg . Og der lå et brev. Til Gårdmand Bjørn.

Uden afsender.

Derimod stod der “Dø” på bagsiden og jeg blev kold og klam. Tænk nu hvis han var kommet ud i noget snavs. Selvom jeg havde lidt svært ved at se hvordan han skulle være kommet det.

Jeg åbnede – meget mod mine principper – kuverten, og undskyldte det med at hvis jeg kunne spare min søde dreng for et chok der ville traumatisere ham for livet, så var denne kriminelle handling okay.

“Du er død” kunne jeg læse. Og så var det skrevet under med prikker. I bedste gækkebrevsstil. En anelse morbidt til en 11 årig, syntes jeg jo nok.

Jeg gik ind og delte denne forfærdelige nyhed med First Man og Divaen. Der var lidt snak for og imod om vi skulle vise ham brevet. Jeg var mest stemt for at gemme det lidt væk og forberede ham på det. Man hører så meget om hvor modbydelige børn kan være.

…

First Man sagde at vi jo ikke vidste hvordan Gårdmanden selv opførte sig. Sandt nok, men lige i det øjeblik var jeg lidt ligeglad. Min søn skulle ikke have dødstrusler uanset hvor fræk han så var.

Jeg listede ind i stuen og satte mig ved siden af ham. Begyndte pædagogisk at spørge om han havde været oppe og skændes med nogen. Han så på mig med store øjne: “Nej??” kom det overrasket. “Hvorfor det?”

“Er du sikker” vedblev jeg. “Ikke nødvendigvis fra skolen”

Han tænkte sig om og rynkede panden. “Nææ, ikke det jeg ved af” sagde han så.

“Hmm” sukkede jeg og spekulerede på hvorfor det så var landet i postkassen, med hans navn på.

Jeg begyndte igen: “Du har ikke været oppe og skændes med nogen på lejrskolen?”

“Nej” insisterede han.

“Og du kan slet ikke komme i tanke om nogen som vil dig noget ondt?” blev jeg ved.

Og så lyste hans ansigt op i et stort smil: ”Mener du det der brev?”

…

Jeg måbede..

“Ej mor, det var bare et jeg skev fordi jeg legede at der var nogen efter mig. Men så kom jeg til at putte det i postkassen og kunne ikke finde dine nøgler så jeg kunne ikke få det igen. Men det er længe siden!”

…

Jeg kyssede ham og gik min vej.

…

Men jeg synes ellers at jeg var rigtig god til at håndtere det, hvis nu det havde været noget rigtigt farligt…

Søvn.

Det er en kendt sag at jeg har brug for at sove nok – ellers bliver jeg frygtelig gnaven – så jeg, som nu står ukristeligt tidligt op hver dag…

Og med det mener jeg 05.30. Det er godtnok ikke så tidligt som jeg gjorde for en del år siden og startede kl. 06.00 på jobbet. Da skulle jeg op midt om natten, nemlig 04.45. De tider er heldigvis ovre.

Men altså jeg står tidligt op og går også forholdsvist tidligt i seng. Forholdsvist. For der sker så meget spændende og der er så meget jeg gerne ville. Der er bare ikke tid til det. Jeg forsømmer bloglæsning på det groveste, min egen blog kan knap nok få besøg af mig, men ja, sådan får det være.

Jeg prøver at lægge mig selv i seng før kl 22. og det glipper altså sommetider. Så kommer jeg i seng kl. sent og sover først længe efter jeg skulle.

På sådan en uge kan jeg faktisk nå at oparbejde et gedigent søvnunderskud og mit humør bliver ikke altid bedre efterhånden som vi nærmer os fredag. Men pludselig er det weekend og jeg kan glæde mig til at sove rigtigt længe og virkelig blive frisk.

Og hvad sker der så?

…

Så slår jeg øjnene op kl. 07.00 på den pensionerede måde – det er en kendt sag at jo ældre man bliver jo mindre søvn har man brug for – og jeg kan ikke falde i søvn igen. Det kan First Man så heller ikke, med det resultat at vi ligger der og glipper overrasket med øjnene og ender med at stå op begge to, så meget weekend er der altså ikke over mit liv lige pt.

Nu da jeg har 3/4 teenagere, får jeg faktisk ikke selskab i køkkenet de første 3-4 timer og min dag er nærmest halvvejs når jeg kan sige godmorgen til de drypvist ankomne børn.

Dette indebærer også, at jeg om aftenen bedst som jeg tænker at nu skal jeg rigtig se en god film og vi skal hygge os allesammen, for slet ikke at tale om at have gæster, så begynder jeg omgående at gabe kæberne af led, og jeg ender i min seng, afkræftet og udmattet, længe inden midnat.

Alternativet ville være, for det har jeg prøvet, at jeg faldt i søvn foran filmen og var helt smånistret indeni af træthed.

…

Har dog taget konsekvensen og er begyndt at invitere mine weekend middagsgæster allerede til kl. 17.30 så jeg kan få dem ud af vagten og komme i seng.

Fordomme og komplimenter

…

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

…

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

…

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

…

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

…

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

…

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

…

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

…

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

…

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

…

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

…

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

Drivhus!

På Æblebakken råbte jeg op om manglende køkkenhave og drivhus, i tide og – måske nok mest – utide.

Jeg ville have en køkkenhave og mine blomster og landsbyens højeste træer. Det med de højeste træer er muligvis løgn, men det lyder da meget godt.

Nå…

Nu er jeg hjemme og takket være flere udefra kommende parametre, er jeg nu i stand til at beundre en lille bitte courgette som vokser frem i mit drivhus.

De udefra kommende er First Man.

Ikke at han er i flertal, men bare noget mere vedholdende end jeg når det kommer til beplantning og den slags.

Nogle skal jo være de sidste.

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

…

Andre gik.

…

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

Det var ikke meningen.

at komme med en sur bøvs.

…

Oprindeligt altså.

Jeg kæmpede endda for at finde noget afsindigt morsomt at berette.

Men så skete der en lille ting, en lille dum irriterende bagatel som væltede mit ellers udmærkede humør ned i en spand med galde.

Og så skal jeg da lige love for at bøvsene ligefrem stod i kø for at komme op i lyset.

…

Og den slags er så hamrende upraktisk. Man burde jo gerne have så meget åndsnærværelse at man ville være i stand til at sige vrisse: “Gå-så-hen-og-læg-dig” til sin bøvser, advare folk der kommer i nærheden og i det hele taget bare vende sig om på den anden side og være ligeglad og nyde solen.

Men når man først er kommet i bøvsehumør er det svært at grine. Man kommer til at fnise og pludselig kan man huske at man var sur og så råber man lige en ekstra gang for ligesom at slå fast at det var bøvsen der kom først.

Jeg var endda så muggen at da en pseudofrisk Mette-Karoline ringede om et godt tilbud på billig el, og jeg – meget kort for hovedet – fik sagt: “Har ingen interesse” så insisterede hun ikke, sagde blot pænt farvel og lagde på.

Jeg var ikke fri for at være en ganske lille smule skuffet over sådan at blive frataget min mulighed for at vrisse. Den chance kom da heldigvis igen da jeg skulle læse mails og andre af den slags der kræver at man svarer.

Derfor, jeg har intet andet en brok at slynge ud, og det synes jeg ærligt talt er lidt synd, derfor vil jeg holde min mund, blot nyde at det er en slags onsdag – selvom det er tirsdag – og at mit pæretræ er ved at springe ud!