Farvel du kære søde og bløde Blondine.

19 apr

Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.

Blondinen blev 10 år.

Blondinen

Blondinen

I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.

Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.

Men ro kunne hun ikke finde.

Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.

Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.

Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.

Påskelørdag.

Jeg fik en tid 30 minutter senere.

Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.

Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.

Altså godnat og så farvel.

Gid det var så nemt at gøre som at skrive.

Men det er det ikke.

Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.

Og så var det slut.

Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.

I skyggen af de høje bøgetræer.

Under tulipaner og påskeliljer.

Så sådan er livet fremover..

Uden Blondinen.

Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.

 

 

Nukaakas kabale

7 apr

Når nu jeg ikke er så meget på bloggen, så får jeg tiden til at gå med noget andet.

Og det andet, er i visse tilfælde også at læse bøger. Bare ikke lige i disse dage, fordi jeg har fået øjenbetændelse. Enormt unfair faktisk. Men i sidste uge, da læste jeg en krimi.

Nemlig “Nukaakas kabale” af Helle Vincentz. Den var god. Syntes jeg.

Og for en total Grønlands-ignorant som mig, virkede den realistisk i sin skildring af det Grønlandske samfund. Men min grønlandske erfaring kan også ligge på et meget lille sted – i stil med en bænk på torvet og fordomme om hjemløse – og det er jo bare ikke sådan verden eller grønlændere ser ud.

Det er naturligvis meget mere nuanceret end som så, men det ved jeg jo ikke noget om, så hun, forfatteren altså, slipper af sted med at præsentere både land og beboere uden jeg mistænker hende for at binde mig noget på ærmet.

Jeg syntes den var spændende, mest – eller også – fordi Grønland er så aktuel med olie og undergrundsboringer og alt det der som alle gerne vil have fingre i. Som jeg har hørt tale om klokken meget tidligt når P1 morgen beretter om aftaler og løsrivelse og handleplaner. Og andre stormagter der vil tilrane sig det ene og det andet.

Det er dog ikke en bog jeg tror jeg ville læse igen. Nu ved jeg jo hvem det var, og så skal der enten gå mange år – så mange at jeg har glemt plottet – eller også skal jeg blive dement.

Det er jo “kun” en krimi, og som de fleste krimier, ikke stikker dybere end ned i Grønlands undergrund.

Hø hø!

Men derfor var det altså en god krimi. Ingen tvivl om den sag.

Og en krimi som sagtens kan kværnes på en weekend hvor man lige er i det humør!

 

Pennevenner

27 mar

Nå, i tråd med hvad jeg dog går og laver når jeg ikke er at finde her i Blogland, så kan jeg fortælle om mit nye tidsfordriv.

Brevskrivning. Det har den fordel at det kan laves hvor som helst, og ikke kræver elektricitet eller andre aggregater end papir og pen.

Det med pennevenner kom sig af flere ting.

For det første skrev min mormor mange breve under anden verdenskrig, som blev sendt fra Lyngby og hjem til Odense hvor mine Oldeforældre boede. Disse breve beretter om stort og småt, en dagligdag med børn og hus og alle de ting jeg også støder ind i, men bare fra en anden tid.

Det gør at brevene på den ene side fint afspejler et eksempel på min egen hverdag, men også en hverdag som er langt væk fra min, både fordi det jo er et par dage siden, men også fordi der var krig i landet.

Jeg elsker at læse disse breve, og nyde at lære min mormor at kende som den unge kvinde hun var dengang.

Og det slog mig at der ikke vil være noget elektricitetsfrit aftryk fra mig når jeg forlader denne verden. Ingen gulnede blade som kan vise mine efterkommere hvor sær jeg var.

Og så tænkte jeg – det sker nemlig ind i mellem – at jeg ville til at skrive rigtige breve.

På papir.

Post på vej ud i verden!

Post på vej ud i verden!

Og sende ud i verden.

Med frimærker på.

Og jeg fandt en klub – en “Brevskriver-klub” hvor man for et latterligt lille engangsbeløb kunne blive livslangt medlem. Og få adgang til de mange tusind mennesker omkring i verden der også gerne ville have en penneven.

Præcis ligesom dengang i forrige årtusind da vi gennem skolen fik pennevenner fra hele verden.

Så jeg meldte mig ind.

Og nu har jeg fire pennevenner.

Det er vældigt hyggeligt.

Og man lærer ting om verden og andre mennesker som man ellers aldrig ville have haft mulighed for at ane eksisterede.

Og det allerbedste er jo at min postkasse indeholder rigtige breve, med ord og fine ting i, og ikke kun de sidste ikke elektroniske regninger og reklamer!

 

Levertran og fiskeolie

26 mar

Jeg fik nogle Pikasol fiskepiller. Med D-vitaminer i.

Til børn.

Og i øvrigt almindelig afprøvning.

Det startede ikke så godt.

Zorronaldo forlod rummet med alle tegn på væmmelse, da jeg nævnte at de da lige alle fire skulle smage.

Jeg prøvede først lykken med Gårdmand Bjørn.

Ikke en ubetinget succes…

Han spyttede resterne ud i skraldespanden under høje hyl.

Divaen kunne faktisk godt lide smagen.

“Men jeg er jo heller ikke noget barn længere, så du skal ikke regne med mig” kom det tørt.

Prinsessen syntes også smagen var okay. Men altså konsistensen på de der kemisk orange gummidutter faldt ikke i mit afkoms smag.

Bedre var det ikke da jeg rundhåndet delte ud på arbejdet.

Langsomt, men sikkert, fik jeg billeder tilsendt af børns tommelfingre.

Der vendte nedad.

Hverken Nicklas, Julie, Tristan, Mathias eller Rebecca kunne lide dem.

Julie

Men til sidste var der bid: Silja syntes de smagte godt – så pakkerne med de 90 Pikasol Fiskeolie jelly-fish tilsat D-vitaminer, endte hos Pernille og de andre slap med skrækken!

Jeg tror det er konsistensen. De så alt for gummiagtige ud.

Siger hende der aldrig fik smagt dem selv.

Men jeg har jo også mine egne Pikasol. Sådan noget omega-3.

Jeg har slugt fiskeolie i mange år.

Tør slet ikke lade være.

Er nemlig begavet med gener der afføder slidegigt og anden slags gigt i en tidlig alder, og jeg kan allerede mærke det i min tommelfinger når vi – som i fredags – går fra fint vejr til blæst, regn og kulde.

Med andre ord går man fra almindeligt menneske til garvet Søulk der har en værkende tommeltot, så snart vinden vender.

Efterhånden er det sket så tit, at det bare ikke kan være tilfældigt længere. Hvor gerne jeg end ville ønske det.

Så jeg sluger troligt mit fiskeolie.

Derfor var jeg heller ikke så sart ved prøvesmagningen. Hvis man ser bort fra de orange klatter til børn. Er skam også vant til en lille fiskebøvs fra tid til anden. Især hvis man hopper lidt vel rigeligt rundt.

Så kommer der en lille makrel på besøg i øsofagus, og bevares, det smager da lidt af fisk. Men dem jeg spiser nu, de har sådan noget “gå hen og læg dig, din lede makrel” i form af anti-opstød.

Og det er nu helt rart ikke at kunne smage fisk flere gange dagligt!

 

Det er ikke fordi jeg er ligeglad.

21 mar

Det er fordi jeg tror folk også indeholder andet end det som bliver udbetalt sidste hverdag i måneden.

Jeg var for nylig til fest.

Med en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg kendte det par som inviterede os, havde hørt om et andet par, og kendte meget perifert en person via firkløverets skole.

I øvrigt ret akavet, idet min yngste søn har haft en del kontroverser med vedkomnes barn: “Hej med dig, nårh ja min dreng har drillet din datter med hendes sko og du ringede til mig fordi hun var blevet ked af det. Går det ellers godt?”

Men vi hilste og smilte og sagde hej og det var det.

Men, med vanlig iver, kastede jeg mig ud i den sociale karrusel det er at hilse på nogen man ikke kender. Da det var en fest hvor 98% af de deltagende var udklædt, var det i øvrigt også en ret speciel fornemmelse at lære disse folk at kende.

Men det forhindrede mig skam ikke i både at hygge mig og grine med disse for mig ganske ukendte mennesker.

Jeg snakkede om – jeg nævner i flæng – skolesystemer, mobning, sprog, overskæg, at bo i udlandet, opdragelse, tilgivelse og romkugler.

Det snakkede mine… – kan man egentlig sige interlokutør på dansk? Altså dem man snakker med? Er der ikke noget pænere ord for samtalepartner?

Nå, det var et sidespring.

Altså, mine forskellige samtalepartnere talte naturligvis også om ovenstående emner, det var jo trods alt ikke monologer jeg havde gang i, men fælles for dem alle sammen – altså samtalepartnerne - var at de spurgte mig, uden undtagelse, hvad jeg lavede.

Altså arbejdede med.

Og bevares, det er skam vældigt interessant, det jeg sidder og laver, men der er bare ikke ret interessant for så mange andre. Containere, søde kolleger, kinesere, kunder og emsige finker siger nok i bund og grund ikke andre så forfærdeligt meget.

Jeg troede faktisk at det var en kliché, det med at folk spørger til dit arbejde.

Det var det så ikke, kan jeg betro jer.

Jeg kan ellers nemt komme på rigtigt mange andre ting som egner sig bedre til at fortælle om, ved sådan en fest hvor man ikke kender nogen.

Men det er som om man bare skal igennem sådan en slags social ansættelsessamtale før man kan blåtstemples og godkendes som acceptabel samtalepartner.

Jeg var mere interesseret i så mange andre ting hos de søde, sjove og absolut også spændende mennesker, jeg talte med i løbet af den aften.

Jeg tror jeg nåede at spørge om en enkelt persons jobmæssige situation, men det kan ikke have været banebrydende interessant, for jeg er svært bange for jeg har glemt hvad det så end var hun lavede.

Og det slog mig, dagen efter da jeg på bedste kvindevis efteranalyserede aftenens forløb, at jeg jo må have stået for de andre som værende totalt ligeglad med dem. Uanset hvor meget andet vi så fik snakket om. Men i og med folks arbejdssituation er så vital for enhver optræden på den sociale scene, så er det jo eklatant brud på alle diplomatiske konventioner ikke at spørge ind til hvordan og hvorledes og under hvilke forudsætninger en person bliver aflønnet sidste hverdag i måneden.

Jeg beklager.

Men jeg mødte en masse skønne mennesker, trods det at jeg ikke kender deres titel.

Hvad laver jeg så?

20 mar

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook - jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Erfaringer ser rødt.

17 mar

Når man er begavet med et ungt menneske på snart 19 år i sin husstand, så er der gange hvor man bare må lade stå til og lade den unge selv gøre sig sine erfaringer.

Hvor svært det så end er, at holde sin min mund.

Adspurgt om livets store spørgsmål, kan jeg naturligvis godt svare og prøve at guide så godt jeg kan, men egentlige retningslinjer for dette og hint er vist overflødige. Ikke at det unge menneske, som i dette tilfælde er Divaen, ikke er modtagelig eller ikke vil høre på de guldkorn jeg smider om mig med, for hun er både modtagelig og vil gerne høre, men sommetider skal man bare begå fejlene selv.

I skrivende stund blafrer mine næsehår stadig under kemisk påvirkning af kradsbørstige virkemidler der har fjernet en del hjerneceller fra både Divaen og mig selv.

Hun bestemte sig nemlig for et stykke tid siden, for at få farvet hår, og måske vække de kastanjerøde nuancer hun i forvejen har i sit meget smukke hår, til live, nu i anledningen af det snarlige forårs komme. Desuden var hun forkølet, træt af lektier og eksamensforberedelser og trængte til lidt opmuntring.

Der blev indkøbt hårfarve.

Sådan i “farv-selv” versionen. Den dyreste.

For det mente hendes mor var det sikreste, når det nu skulle være. Og da hun ikke ville afbleges eller have blå striber, lod jeg være med at sige så meget.

Jeg ville også gerne udøve førstehjælp i form af at føre plastikflasken med det kemiske indhold, hen over hendes hovedbund.

Det var så grunden til at jeg lørdag aften kunne findes – iført forklæde og medfølgende plastikhandsker – på mit badeværelse med gulvvarme med en Diva foran mig. Efterhånden som farven blev smurt ud over hendes hovedbund, begyndte en ret krads lugt at brede sig.

Hun blev enig med sig selv – og mig, stiltiende og samtykkende – om at hun ville skylle farven ud lidt før tiden, i følge den vedlagte brugsanvisning.

Jeg tænkte på den eneste gang jeg vovede mig ud i noget hjemmefarv, og jeg tænkte så især på resultatet. Jeg lignede Hulk på håret, altså farvemæssigt, i flere timer, faktisk lige præcis så mange timer, som det tog at få en akut tid hos en levende frisør.

Da min datter havde fået skyllet farven ud kunne jeg beundre den meget røde farve i hendes før så mørkebrune hår. Den var på ingen måde grim, den var bare meget rød.

Og ikke helt jævn. Dette har muligvis noget med udsmørelsen på Divaens hovedbund at gøre, men jeg er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Divaen selv sagde ikke så meget, i hvert fald til at begynde med, men efterhånden som hun nærmede sig spejlet mere og mere bredte misfornøjelsen sig i hendes ansigt.

Så undslap der hende en halvkvalt jamren. Og et “Hvorfor er det nærmest orANGE?” som endte i falset.

Jeg bedyrede at det altså var okay. Det så ikke mystisk ud. Det så bare farvet ud.

Og rødt.

Ikke postkasserødt på nogen måde, men rødt på “jeg-har-farvet-mit-hår-hjemme-på-badeværelset”-måden.

Prinsessen dukkede op på valgpladsen og stirrede på sin søster. “Wow – at du turde det?” beundrede hun. “Var det meningen at det skulle være så rødt?” fortsatte hun, mens jeg en anelse ublidt skubbede hende ud af døren akkompagneret til Divaens nu ret høje jamren.

Divaen selv, endte med at grine lidt bittert, sukkede og forsvandt derpå i seng og jeg håbede inderligt at det ville se lidt mindre rødt ud i dagslys.

Det gjorde det ikke.

Og da morgenmaden var indtaget, kom jeg med et lille bitte forslag, som åbenbart ikke var faldet hende ind, nu da det var søndag og ingen frisør i hele verden havde åbent.

“Du kunne jo købe en anden farve, sådan brun agtig og så farve det igen?”

Lettelsen formelig lyste ud af hende!

Jeg regnede med at det nok ikke gjorde noget at farve hår igen dagen efter, når nu hun ikke havde siddet den fulde tid med den første gang kemi.

Og vi drog igen til staden og indkøbte en ny farv-selv-farve. Denne gang i kaffebrun.

Jeg fik igen det ærefulde hverv at fedte hendes lokker ind i en ny omgang kemisk snask. Denne gang fik det lov at sidde i samfulde tilrådede 30 minutter.

Denne behandling efterlod hendes hår i en flot og majestætisk – næsten arabisk – brunsort nuance, med spredte rødlige reflekser.

Stadig et hår som afgjort så farvet ud. Måske ikke så hjemmefarvet som før, men i hvert fald tydeligvis farvet.

“Men det er altså bedre end det røde” sukkede hun da håret var blevet tørt, og sat.

Jeg for min part, var meget glad for at jeg ikke skulle stå med en ulykkelig 14 årig og nu bare kunne grine lidt af det sammen med min 19 årige – der højlydt bedyrede at hun aldrig nogensinde mere skulle have farvet hår.

Og som hun filosofisk tilføjede, før hun forsvandt op til sine lektier, at det nok var sundt at have prøvet, og at hun havde lært på den hårde måde at sætte meget stor pris på sin smukke naturlige hårfarve som hun nu kan savne, indtil den vender tilbage engang om et par måneder.

Indtil da giver hun den som arabisk cirkusprinsesse, og det er slet ikke så tosset endda.

%d bloggers like this: