Og så blev det fredag

10 okt

Og så er det weekend lige om lidt.

Sagt aldeles uden den sædvanlige entusiasme.

Det er nemlig lige gået op for mig, at man ikke rigtigt kan glæde sig til weekend og nyde sin fredag, når alle dagene alligevel er ens. Og så alligevel ikke. Der sker jo altid noget hvor jeg er. Det har jeg såmænd hørt så tit, og selvom jeg har afvist det med den begrundelse at det er fordi vi er mange og fordi jeg har en hukommelse som en elefant, så begynder jeg efterhånden at tro at der er noget om det.

Og så har jeg forresten et hypotetisk spørgsmål: Hvis nu man, mens man er krykkeramt og sofaliggende, måske kommer til at falde over eget ben iblandet noget 6 måneders hvalp og et sæt krykker, og man så brækker en tå på den raske fod, den der faktisk var ret stabil på jorden som eneste støtte udover de to krykker, er man så bare heldig fordi man netop kan blive liggende på sin sofa, uagtet om der er et eller to ben som er handicappet?

Det var et rent hypotetisk spørgsmål.

Den slags tåbelige stunts begiver jeg mig naturligvis ikke af med.

Og da slet ikke på direkte skype fra Colorado, så man samtidig skal vinke tværs over atlanten nede fra gulvet, for at berolige meget bekymret totalt i panik datter, der kan se at man ligger og roder rundt i et virvar af krykker, dårlige ben og hvalp meget langt væk.

Men det kunne jeg som sagt ikke finde på.

Jeg sagde jo også, at det var et rent hypotetisk spørgsmål.

Ikke desto mindre tror jeg bare jeg bliver liggende helt stille i dag.

Hypotetisk tå…

Velkommen til lazarettet.

9 okt

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Besøg og kage!

8 okt

Jeg fik simpelthen kage til morgenmad.

Fordi jeg fik besøg.

Af lækre Felix.

Han havde nemlig kage med.

Så, nok mest fordi jeg ikke kunne nænne at spise Felix – selvom han er usandsynlig lækker – så nøjedes jeg bare med at spise kagen.

Lille lækre Felix… og hans søde mor!!!

Nu jeg tænker efter, så havde han da vist også sin dejlige mor med!

Manglende billeddokumentation

7 okt

Når jeg nu ligger her og keder mig halvt fordærvet, har jeg masser af tid til at få styr på mine definitioner; nemlig hvad der er gode ideer og hvad der er knapt så gode ideer.

For eksempel er det en usandsynlig dårlig idé at google spændende – og for mig ukendte – ord fra min medicinske journal. Den fik jeg jo tilsendt af min superfancy læge, umiddelbart efter at jeg ramte min sofa, på selve operationsdagen.

Den har jeg så læst – og genlæst – for nogenlunde at kunne forstå hvad han har repareret og gjort i mit ben. Jeg forstår også en stor del, de mange latinske ord minder om fransk, så det giver mening for mig.

Men så var der lige et spændende ord. Eller rettere, der var også andre, men lige netop dette ord, pirrede min nysgerrighed.

Og jeg googlede.

Skulle jeg aldrig havde gjort. Men det er jo så nemt at være bagklog.

Trykkede ikke engang på “billeder”.

Men da det åbenbart bare er et ord der skal illustrere noget, er der rigtigt mange billeder som popper op. Af sig selv.

Og de er ikke ret appetitlige. For nu at sige det mildt.

Da det gik op for mig at det der uhyggelige noget jeg kunne se på billederne, var lige her, så tæt på, endda på mit eget ben, bag ved forbindingen, og sikkert grunden til at det gør lidt ondt indimellem, fik jeg nærmest kvalme og koldsved igen, lukkede skyndsomst denne ækle side ned og mens jeg fik vejret og en normal hjerterytme tilbage, forstod jeg pludselig i glimt, 2 ting ved operationen:

1. Hvorfor det føltes som om jeg fik løsnet skindet på min læg.

2. Hvorfor jeg besvimede.

og så ikke ét ord mere om fasciotomi…

 

Brusebad på krykker.

6 okt

Der er mange forhindringer i dagligdagen, når man har et ben sat på stand-by.

Man tager for eksempel ikke bare et bad. Brusebad altså. Jeg vil end ikke overveje at nedsænke mit legeme i vores umulige badekar. Jeg kommer aldrig nogensinde op derfra på et ben!

Slet ikke.

Men et almindeligt brusebad er jo desværre påkrævet indimellem. Og det er langt fra så nemt at udføre, som uden forbinding. Og kræver ligeledes en del planlægning.

Man humper nemlig først forbi køkkenskuffen og klemmer en rulle vitavrap under armen, hvorpå man humper videre på sine krykker, ud på badeværelset. Der lægger man vitavrappen. Og så humper man – stadig på krykker – ind for at finde rent tøj, som man vikler om halsen, eller putter ned i en taske som man kan have på maven/ryggen. Så humper man tilbage til badeværelset og krydser fingre for at man ikke har glemt noget.

Siddende på toilettet tager man tøj af. Og mens man er så godt placeret, kan man jo ligeså godt tisse.

Er I forresten klar over hvor svært det er at tørre sig efter toiletbesøg, når man skal balancere på et bøjet ben? Alternativt hvilende på en enkelt balle, og i overhængende fare for at dratte ned af toiletbrættet inden man når at få tørret.

Nå, men så er det gjort!

Så skal det indpakkede ben pakkes ind i vitavrap. Med vat i kanten.

Og så kan man – for det tilfælde at brusehovedet allerede ligger på gulvet – lade sig dumpe ned fra toilettet og krabbe sig hen til brusekabinen. Ellers, hvis nu bruseren hænger på sin plads, må man med møje og besvær hoppe, gerne uden at glide, hen til brusekabinen, få bruseren fri og først der, sætte sig ned på gulvet.

Jeg blev foreslået en skammel til at sidde på, men så løber der vand ned i forbindingen uanset hvor godt sikret den er, og da den ikke må blive våd, så er det ikke en mulighed.

Netop fordi den ikke må blive våd, sidder jeg på numsen, let bagoverbøjet og stritter med det dårlige ben, og denne stilling kan efter ret kort tid, sagtens mærkes i lysken. Jeg siger det bare.

Man kan så vaske sig her og der og alle vegne, kan skylle håret rent og så kan man slukke for vandet og lade bruseren ligge på gulvet, i håb om at den også ligger der til næste badeseance.

Så skal man tørres. Først – håndklæderne er naturligvis placeret i strategisk nærhed af brusekabine – skal man have fat i et mindre håndklæde, til det lange hår. Håret bliver tørret og sat i håndklædeturban for ikke at dryppe ned i eller på forbinding. Så kommer turen til det store håndklæde, og man starter med benene, igen for at undgå mindre bække af vand triller ind i vitavrapforbundet ben. Så kommer det lidt mere besværlige.

Man skal op.

Fra siddende stilling på gulvet, med et enkelt arbejdsdygtigt ben og det andet, og ikke funktionelle ben, strakt vandret ud fra hoften idet man jo ikke kan hverken bøje eller belaste det. En øvelse der i den grad kræver koncentration og en stærk lårmuskel, samt hjælp fra en mur, et håndtag eller andet stabilt.

Jeg får sikkert baller af stål efter tre uger på denne måde. Eller det vil sige, strengt taget er det vel kun en balle det drejer sig om. Den anden, laver nemlig ikke dagens gerning og jeg kunne godt mistænke en vis skævvridning på numsen, med sådan en arbejdfordeling. Men den tid den sorg. Så er det godt jeg går med kjole!

Nu er man kommet op og stå, på et ben, man er ren, man er næsten tør, undtaget under fødderne da man jo stadig står i brusekabinen.

Så langt så godt.

Nu kommer der endnu en udfordring. Man skal – på våd fod – hoppe over på den nærmeste bademåtte. Grunden til at krykkerne ikke er meget bevendt til denne udfordring, er at de glider på vådt gulv.

Så krykkerne står ovre ved toilettet, i sikker afstand fra alt det våde.

Altså, klamrende sig til diverse sikre elementer: mur, indbyggede skabselement, med mere, kan man med fare for resterende førlighed, ankomme nogenlunde sikkert på den tørre og skridsikre bademåtte og kan, efter at have nulret tæer i bademåtte, fortsætte lidt mere sikkert hen til toilettet, hvor man fuldstændigt udmattet kan dumpe ned.

Og tage sit tøj på. Hvis man da ikke har glemt noget.

Og så kan man passende humpe ind til sin sofa og tage sig en velfortjent pause.

Men så gik der da en time med det!

PS: Indrømmer med det samme at dette cirkus kun bliver udført hver anden dag.

 

Kedeligt og æblekage

4 okt

Det er muligvis topmålet af kedelig, at skrive et blogindlæg om at man keder sig.. Men det  er ikke desto mindre sådan det forholder sig med mig.

Jeg keder min popo i laser og frynser.

Har endda rationeret bogindtaget efter jeg slugte Senor Peregrino og La Peregrina på under tre dage, for jeg forudser en seriøs krise når jeg ikke har flere bøger at læse.

Alene det at nå frem til at kunne sidde op, og ved en computer, har taget sin tid. De første par dage, eller tre, skulle det sårede ben helst ligge højere end hjertet. Og så er det lidt svært at gøre noget som helst på en computer.

Nu, da det ikke gør noget hvor mit hjerte befinder sig, er jeg stablet op på min stol, en køkkenskammel og med krykkerne inden for rækkevidde.

Med tastaturet på skødet. Hvor jeg husker at vippe forsigtigt med tæer og fødder.              10 genoptrænings-vip pr. time.

Jeg bliver indimellem passet og plejet. Og lidt forkælet.

Men kun indimellem.

Torsdag aften for eksempel, forsvandt alle husstandens beboere i mange timer, uden at lave aftensmad til mig. Jeg orkede bare ikke flere rugbrødsmadder, som er det eneste jeg kan lave stående på et ben og ligeledes fortære på et ben, da jeg ikke kan hoppe – uden krykker – hen til spisebordet, endsige sofaen, med en tallerken hvorpå der ligger to stykker rugbrød. De ligger der i hvert fald ikke, når jeg er færdig med at hoppe.

Så jeg fik ingen aftensmad torsdag.

Jeg åd nogle amerikanske blåbær i chokolade og havde ret ondt af mig selv.

Jeg kan så ikke sige mig fri for at være en lille smule skadefro, da de andre kom sent hjem og råbte op om aftensmad som de plejer.

“Ja, jeg kunne jo ikke lave den” var mit svar. Sært nok brokkede ingen sig over det, og fredag aften gik de af sig selv igang med aftensmad, endda helt uden at jeg skulle kalde på dem.

Jeg vælger at se på denne ufrivillige køkkenpause, som den sommerferie jeg ikke fik. Som nogen måske vil erindre, ønsker jeg mig EN uge om året hvor jeg ikke skal lave mad. En eneste sølle lille uge hvor jeg slipper for at tænke på, hvad, hvor og hvornår der skal spises. Denne uge fik jeg ikke i år. Til min store fortrydelse.

Men så får jeg den nu, også selvom den til tider minder om en slankekur, i hvert fald de dage mine omgivelser glemmer at der skal laves mad.

Jeg ville dog ønske jeg orkede at stå på et ben, den tid det tager at lave æblekage. Men det overskud har desværre ikke fundet vejen frem til mig endnu.

Hvilket virkelig er en skam, idet jeg med lethed kunne spise en meget stor portion gammeldags dansk æblekage med flødeskum og hele svineriet.

Det tænker jeg så på mens jeg keder mig.

Velbekomme…

“Nu har jeg min finger inde i musklen

2 okt

lige midt i problemet. Det skal vi nok få ordnet.”

blev der sagt. Og så sortnede det godt nok lige lidt for Kong Mor.

Jeg tænkte seriøst at han havde sprøjtet noget beroligende ind, et eller andet sted, for jeg kunne fornemme jeg var på vej meget langt væk, og da jeg pludselig kunne mærke ham løsne skindet på min læg, (!!!) og rode rundt derinde, forlod jeg mentalt lokalet for en kortere stund.

Men ellers var han nu meget flink, ham den fancy læge.

Som også passer på både FCK, Skilandsholdet og Team Danmark, blandt mange andre. Og nu kan han jo føje Kong Mor til sin lange liste af berømtheder han har lappet sammen.

Da jeg kom til mig selv – dækket af koldsved og lettere fortumlet – konstaterede han venligt at jeg da vist lige havde taget mig en lille lur.

Meget morsomt på den jyske måde.

Han afleverede en pose med smertestillende, og mig i en kørestol, til First Man, samt en mængde formaninger om hvordan jeg skulle – og især ikke skulle – gebærde mig i de kommende dage.

Og så blev jeg fragtet den lange vej hjem igen.

På det tidspunkt virkede min bedøvelse endnu, så jeg var frisk og frejdig. Det varede sådan cirka til jeg kom hjem og ligge. Så kneb det lidt mere med overskuddet og den første nat var ikke ret sjov.

Pakke fra min elskede Diva

Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for Divaen i Colorado var stadig oppe der midt i den danske nat, så vi lå og snakkede, og det var faktisk så hyggeligt at jeg lidt glemte hvor ondt det gjorde. Så havde den dejlige tøs også sendt en pakke til sin mor – en pakke med noget usandsynligt dejligt amerikansk chokolade i. Og andre småting som hun ved gør glæde! Som for eksempel en Colorado magnet til min samling!

Pakket ind efter alle kunstens regler efter at skindet blev løsnet…

Ellers har jeg læst.

Og sovet.

Og leget lidt “Ruzzle” og Wordfeud”

Og hørt den playliste jeg ikke nåede at høre på til operationen, men bedre sent end aldrig.

Og så har jeg kedet mig.

Bravt.

Og nu vil jeg egentlig gerne snart kunne hoppe rundt igen, for slet ikke at tale om at komme i bad på den almindelige måde, men det har lange udsigter.

Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke savnet mine krykker. Husker dog denne gang at holde armene tæt ind til kroppen, så jeg undgår at få ondt i armhulerne af at hoppe rundt, slæbende på min egen dødvægt…

Man siger at tålmod er en dyd.

Jeg kan – for Gud ved hvilken gang – blot konstatere, at dydig, det bliver jeg nok aldrig…

 

 

%d bloggers like this: