Moaaaaar?

15 dec

Gjaldede det igennem huset.

Og når Prinsessen begynder på den slags indsmigrende tale, ved jeg at hun vil opnå noget og jeg bliver omgående mistroisk.

Det var nu ikke så slemt, hun ville bare have mig til at tage et nyt profilbillede til facebook.

Og klog af skade, adlød jeg med det samme. Man skal ikke spøge med piger i den alder.

Jeg fik derfor taget nogle billeder af hende alt imens hun bællede min te i sig, og da resultatet var tilfredsstillende, brugte hun et af dem til nyt profilbillede på facebook.

Jeg gik.

Pludselig stod hun igen ved siden af mig: “Du skal gå ind på mit billede!” lokkede hun.

“Jeg har liket det” forsvarede jeg mig.

“Nej men det er ikke derfor” sagde hun “Du skal skrive noget morsomt”

Jeg må have set en anelse desorienteret ud, og hun forklarede mig tålmodigt at jeg bare skulle gå ind på hendes billede.

“Og jeg skal nok sige hvad du skal skrive, så det bliver morsomt. Bare vent, du får masser af likes på det.”

Jeg sukkede opgivende.

“Hvad skal jeg så skrive” spurgte jeg, parat ved tastaturet.

“Du må ikke skrive med stort..” kom det så.

Her satte jeg dog grænsen. Jeg nægtede at lægge navn til en kommentar med små bogstaver, især efter jeg lige havde bandet over at de unge fløse fra en internet butik, som jævnligt sender mig mails om folk der skal have tilsendt det ene og det andet, ikke har opdaget at man kan lave både store og små bogstaver på et tastatur – de skriver konsekvent alle oplysninger med småt – søren larsen, store byvej 0, i øster hurup. Og glemmer postnummeret. Yaay!

Og sådan skulle jeg ikke skrive.

Under n.o.g.e.n. omstændigheder.

Efter en kort overvejelse, hvor resultatet øjensynligt blev at hun ville komme til kort i åben kamp, opgav hun og lod mig allernådigst skrive som jeg ville. “Med punktum og sådan.”

Ihh tak, tænkte jeg ved mig selv og skrev som befalet, hvorpå hun trykkede send, før jeg så meget som nåede at overveje, om det var det jeg ville skrive.

.. “Bare vent – så tror de andre du er sjov og sådan og du får mega mange likes på det!” smilede hun venligt og gik.

Jeg sukkede dybt og tænkte for Gud ved hvilken gang i år: “Hvorfor var der ingen der bad mig tænke mig om en ekstra gang – eller ti – før jeg gik med til at lave, hvad der nu er fire teenagere under samme tag.

Ynk modtages gerne.

Hånlige bemærkninger bedes gå et andet sted hen.

Man kan altid komme galt afsted

12 dec

når man er mig.

Faktisk tror jeg det er en naturlov. Et eller andet sted må der stå skrevet at kongelige mødre, i møller, på øer skal have en større procentdel af pinlige øjeblikke i deres liv, end andre.

Jeg er nemlig syg.

Det er ikke den bedste forklaring, men den eneste undskyldning jeg kan finde.

Efter at have prøvet at holde dampen oppe på arbejdet i går, måtte jeg trods alt kapitulere og tage hjem et par timer før tid. Det føltes som om jeg var blevet tygget i og spyttet ud igen af et stort dyr med dårlig ånde.

Med hovedet fuldt af uld, nåede jeg hjem på min sofa og kom så i tanke om at jeg havde en hyggeaftale med Kirsten samme eftermiddag. Den måtte jeg hellere aflyse, jeg ville ikke være i stand til noget andet end at ligge på min sofa og drikke te og småsove. Så jeg greb min telefon.

Men så gik noget galt. Uden jeg helt er klar over hvad.

Jeg sendte en sms til Kirsten med ordene:

Jeg bliver nødt til at aflyse vores aftale. Jeg er blevet syg og måtte tage hjem fra arbejde. Så jeg putter bare under dynen

og tog derpå mit fleecenattøj på, smed mig på sofaen og håbede at nogen i husstanden ville lave en kop te til mig.

En sms tikkede ind. Dog ikke med helt samme indhold som jeg havde forventet. Der stod:

God bedring. Men jeg er ikke lige med på hvem

Hmm. Nå, jamen Kirsten havde sagt et par dage forinden at hun havde byttet telefon med sin søn og at telefonen derefter opførte sig mærkeligt og havde spist alle hendes numre. Jeg gik ud fra at det var tilfældet igen. Så jeg svarede:

Stine her. Taler jeg med Kirsten?

Svaret kom prompte:

Ja, men har vi en aftale?

Se, her begyndte jeg at gå en anelse i panik. Befandt mig i en tilstand af snot, feber og dyb forvirring.

Jeg skrev så til Kirsten:

Havde vi ikke? Jeg spekulerer lige nu på hvem af os der har mest demens. Dig hvis du har glemt vi havde en aftale. Eller mig hvis jeg har glemt med hvilken Kirsten) Suk. Ved du hvem jeg er?

Se – dette sidste skrev jeg mest for sjov… Faktisk.

Det var faktisk kun sjovt indtil denne sms kom:

Ha ha. Nej

Og her knak min film – jeg skrev med en som hed Kirsten – der stod i min telefon, men hun vidste ikke hvem jeg var og vi havde ingen aftale.

Jeg skrev en lang og vrøvlet undskyldning til denne ukendte Kirsten og forsøgte derpå at grave mig ned i min sofa.

Tilbage står så det meget åbne spørgsmål – Hvem er denne Kirsten og hvorfor står hun i min telefon hvis ikke hun ved hvem jeg er?

Hvilket igen åbner for et nyt og meget essentielt spørgsmål: Hvem kender jeg ellers der hedder Kirsten, hvis telefonnummer jeg er i besiddelse af?

Jeg tror jeg melder mig helt ud af verden og nøjes med at være småsyg på den maskuline måde indtil min hjerne begynder at fungere igen.

Suk…

PS: Jeg vil godt lige slå fast at ingen Kirsten kom til skade ved tilblivelsen af dette blogindlæg, og at den rette Kirsten fik beskeden om at jeg aflyste vores aftale.

Jeg keder mig aldrig.

9 dec

Altså i hvert fald ikke sådan i dagligdagen.

Og jeg har muligvis sagt det før, men nu siger jeg det altså igen: jeg er meget glad for at gå på arbejde, så jeg i det mindste der kan tage mig en pause indimellem.

Sommetider glemmer jeg at de pauser jeg tager på matriklen, ofte går lidt i ged.

Som når jeg sidder og “ruzzler” med søde Ellen, faktisk kun med Ellen. Fordi hun ikke har noget imod at vinde hver evig eneste gang og fordi der ikke er andre der gider ruzzle med mig.

Nå, det var et lille sidespring!

Men altså sidst jeg sad og ruzzlede med Ellen, kom Prinsessen stormende ind i stor affekt.

Hun var egentlig ude for at løbe sig en tur, men den blev åbenbart pludselig aflyst, for hun stormede som sagt pludselig ind i køkkenet hvor jeg sad og holdt en af de der pauser.

Hun talte højt og skingert, og alt imens jeg prøvede at koncentrere mig om spillet, der jo som bekendt kun varer i sølle 2 minutter, kunne jeg trods alt godt høre på Prinsessens toneleje at hvis ikke jeg ville have kommune, børneværn- og hjem samt Ekstra Bladet på nakken, skulle jeg slippe mit ruzzle omgående og tage mig af min 15årige datter.

Hvilket jeg naturligvis gjorde.

Lige straks forstod jeg ikke helt de ord der kom ud af hendes mund, men efterhånden gik det op for mig at hun havde noget i øret.

En dut fra et sæt høretelefoner.

- en dut som var hoppet af selve aggregatet og havde sat sig godt til rette i Prinsessens øregang. Hun troede at denne dut aldrig mere ville forlade sin lune plads i hendes øregang og var derfor i en tilstand af mild panik.

Det var dog intet en pincet og en mors beroligende ord ikke snildt kunne ordre, og snart var duttet fjernet fra Prinsessens øre.

Men jeg tabte jo spillet. Meget større end jeg plejer, og Ellen spurgte bekymret om jeg mon var faldet i søvn.

Godt nok er jeg søvndyssende langsom – det er derfor jeg taber hele tiden – men ligefrem at falde i søvn midt i ruzzle, har jeg trods alt aldrig præsteret.

 

Taknemmelighed

26 nov

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

I mere end otte måneder.

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

Den lader jeg lige stå.

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

Selvom man snart er 13 år

25 nov

så kan man stadig levere bemærkninger af den sødere slags.

Gårdmand Bjørn kom hjem i går efter sin svømmetræning, forpustet med fugtigt hår, røde kinder og klare øjne.

“Mor” råbte han, så såre han havde sat den ene fod over dørtrinnet. “Mor, må man ikke godt ønske hvis man har set Carlsberg-vognen?”

Og ja – jeg ved ikke med jer – men jeg synes da afgjort man må ønske, hvis man har set Carlsberg vognen.

Hvilket jeg meddelte den unge mand, som snart er teenager.

Og så fik han så mange kys at han endte med at råbe “adr moaar, hold nu ooooop” og vægrede for sig med sin sportstaske, mens han flygtede fra dette moderlige udbrud.

Og så blev det fredag

10 okt

Og så er det weekend lige om lidt.

Sagt aldeles uden den sædvanlige entusiasme.

Det er nemlig lige gået op for mig, at man ikke rigtigt kan glæde sig til weekend og nyde sin fredag, når alle dagene alligevel er ens. Og så alligevel ikke. Der sker jo altid noget hvor jeg er. Det har jeg såmænd hørt så tit, og selvom jeg har afvist det med den begrundelse at det er fordi vi er mange og fordi jeg har en hukommelse som en elefant, så begynder jeg efterhånden at tro at der er noget om det.

Og så har jeg forresten et hypotetisk spørgsmål: Hvis nu man, mens man er krykkeramt og sofaliggende, måske kommer til at falde over eget ben iblandet noget 6 måneders hvalp og et sæt krykker, og man så brækker en tå på den raske fod, den der faktisk var ret stabil på jorden som eneste støtte udover de to krykker, er man så bare heldig fordi man netop kan blive liggende på sin sofa, uagtet om der er et eller to ben som er handicappet?

Det var et rent hypotetisk spørgsmål.

Den slags tåbelige stunts begiver jeg mig naturligvis ikke af med.

Og da slet ikke på direkte skype fra Colorado, så man samtidig skal vinke tværs over atlanten nede fra gulvet, for at berolige meget bekymret totalt i panik datter, der kan se at man ligger og roder rundt i et virvar af krykker, dårlige ben og hvalp meget langt væk.

Men det kunne jeg som sagt ikke finde på.

Jeg sagde jo også, at det var et rent hypotetisk spørgsmål.

Ikke desto mindre tror jeg bare jeg bliver liggende helt stille i dag.

Hypotetisk tå…

Velkommen til lazarettet.

9 okt

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

%d bloggers like this: